Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Claus Bryld har skrevet en smuk bog om den banebrydende statsteoretiker Marsilius af Padua

En af middelalderens største filosoffer, Marsilius af Padua, har fået ristet en værdig rune med historiker Claus Brylds nye bog, ’Marsilius af Padua. Middelalderens revolutionære filosofi’
Claus Bryld. Arkivfoto.

Claus Bryld. Arkivfoto.

Thomas Lekfeldt

Kultur
28. maj 2021

Ikke fordi man ved det store om hans personlige liv, end ikke det præcise fødselsår et sted mellem 1275 og 1280. Dødsåret er sikkert: 1342. Da var Marsilius af Padua en kendt og omstridt skikkelse i sydeuropæiske lærde kredse og ikke mindst i kirken. Som navnet angiver, kom Marsilius fra Norditalien i Padua, en af de stærke og velstående bystater. Herfra hans verden gik. Det er værd at holde sig for øje, at Marsilius med udgangspunkt i et af disse veludviklede, komplekse samfund nødvendigvis måtte anskue statsmagtens og folkets handlemuligheder ud fra rådende forhold i den virkelighed, hvormed han var fortrolig.

Freden var et afgørende pejlemærke for Marsilius. Krigen sled sjæle og samfund op og skabte den evige uhensigtsmæssige usikkerhed og utryghed, hvori despoter trives. I en bystat som Siena, hvor adelsfamilierne byggede forsvarstårne inde i byen – man kan se et par endnu og mange i den nærliggende by San Gimignano – var det ikke ualmindeligt, at der brød borgerkrigslignende tilstande ud om natten, mens man om dagen koncentrerede sig om truslerne udefra. Krigen var med andre ord et vilkår, freden en drøm.

Marsilius’ hovedværk – skrevet efter en kort tid som rektor for universitetet i Paris, siden som rådgiver for Ludwig, konge af Bayern og romersk kejser – er således betitlet: Fredens Forsvarer – Defensor Pacis. Heri nedfælder Marsilius sine tanker om staten, fyrsten, borgeren, bonden og kirken. Et samleværk med grundige analyser af hele apparatet, som det er, og som det burde eller kunne være.

Med Fredens Forsvarer placerer Marsilius sig som et af europæisk samfundstænknings betydelige hoveder, hvis arbejde utvivlsomt danner grundlag for senere filosoffer som Machiavelli, retsfilosoffen Jean Bodin og Thomas Hobbes. Marsilius rækker endnu videre frem til oplysningsfilosofferne og kan også spores i den danske retslærde Alf Ross’ positivistiske retsbegreb. Lovene er ikke mystiske ovenfrakommende, dommerne, der dømmer, er ikke Guds repræsentanter.

En central skikkelse

Kort sagt er Marsilius en central skikkelse i europæisk samfundstænkning, som nu har fået ristet en værdig rune i historikeren Claus Brylds nye bog, Marsilius af Padua. Middelalderens revolutionære filosof.

En lille tæt udgivelse fra det flittige Aarhus Universitetsforlag, en koncentreret grundigt kommenteret gennemgang af hovedtrækkene i Marsilius’ værk, sat i tidens sammenhæng og med oversatte uddrag af hovedværket.

Marsilius’ livsperiode falder i højmiddelalderens blomstringsår, lige før pesten bryder ud og sætter en stopper for den rige udvikling ikke mindst i Central- og Sydeuropa.

Den mørke middelalder, kaldte den oplyste eftertid disse år, hvor ikke alene katedralerne skød op i kristenhedens verden, de illuminerede håndskrifter så dagens lys, og også debatten om den rette indretning af Guds overleverede værk fik mæle. Ofte tøjlet og kuet af kirken, men ikke totalt kvalt. Langtfra.

Marsilius, hvis kritik af pavedømmet ydermere er til at tage og føle på, og som betød, at han fik kættermærket sat på sig, klarede sig ikke desto mindre som en anden Luther ved at søge tilflugt i fyrsternes favn. Deres kærlighed til kirken var kølnet.

Marsilius modsætter sig i skriftet kirkens verdslige magt og understreger dermed sin tilbøjelighed for sværdets myndighed mod korset, vel at mærke i alt, hvad angår statens styrelse. Med andre ord tager han stilling i den lange, bitre investiturstrid mellem sværd og kors, som fyrstemagten i sidste ende vandt, og som betød, at kirken måtte anerkende, at fyrsten udnævnte biskopperne og dybest set definerede kirkens stilling i forhold til fyrste og stat.

Marsilius går videre og introducerer, som Claus Bryld påpeger, folkesuverænitetstanken, altså at folket i et eller andet mindre bestemt omfang skal have indflydelse på styre og lovgivning. Demokrat er Marsilius ikke. Det er for langt at tolke ham, men påvirket af Aristoteles dyrker han en forestilling om folkeflertallets suverænitet i forhold til fyrsten eller fåmandsvældet (som han afviser). Tanken er enkel og opsigtsvækkende for sin tid. Som anført betyder en lovgivning inden for disse tænkte rammer, at lovene på en eller anden måde – som man nu forstår at indrette sig i samdrægtighed – udspringer af folket. Den uoplyste, men begavede folkemasses flerhed (af mænd) er at foretrække for enerens eventuelt vidende dumhed. Næsten i enhver situation er flere bedre end få eller én, eftersom de mange nødvendigvis må kunne og vide mere end få eller færre.

Igen viser Bryld, at det retssynspunkt, der kan læses ud af sammenhængen hos Marsilius, er modsat den mystiske og guddommelige naturret i den konkrete folkebestemte statslov.

Er loven først givet, uanset dens eventuelle urimelighed, er den gældende og skal følges.

Marsilius’ protegé, kejser Ludwig, har så at sige ladet filosoffen udfolde sig og sikkert nok lunet sig ved opgøret med kirkemagten. Men senere kommer der forbehold: Middelalderfyrsten er trods alt mindre indstillet på mere folkesuverænitet. Det kan også blive for meget, lader kejseren ane. Marsilius kan selvfølgelig frit udgive og genudgive sit storværk, men hvorvidt han siden øver praktisk politisk indflydelse på kejsermagten, er tvivlsomt.

Hvor kirken selvsagt bliver allermest ubehageligt berørt af Marsilius – som i Fredens Forsvarer foregriber senere reformbevægelser, men hvis indflydelse altså er til at overse – er i forbindelse med hans understregning af fattigdomskravet til kirkens folk.

Rimeligt er det, at præster, biskopper og paven får til dagen og vejen, men eksempelvis kirkeskatten, den forhadte tiende, bør sløjfes. Stemningen ved pavehoffet, da de læste den passus, har næppe været venlig.

Samtidig med sin relative radikalitet udmærker Marsilius sig ved en påfaldende udogmatisk tilgang til sine emner. At læse ham er at måtte erkende et middelalderligt frisind, der er værd at stifte bekendtskab med, og som man kan takke Claus Bryld for, nu er gjort muligt i denne smukke bog.

Claus Bryld: Marsilius af Padua. Middelalderens revolutionære filosof. Aarhus Universitetsforlag. 204 sider. 230 kroner

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Tak for den fine anmeldelse af denne smukke og sympatiske bog.Den er en typografisk juvel og til og med velgørende læsning. Marsilius ignoreres nemlig af den danske Demokratikanon, som udkom dengang Danmark blev afrettet af Anders Fogh, Pia Kjærsgaard og Helge Sander.

Claus Brylds bog kunne tyde på, at tiderne nu er skiftet.

Lad os i hvert fald håbe, at flere og flere danske historikere og historiestuderende takket være denne bog får øjnene op for, at Europas middelalder var alt andet end mørk.