Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

Dirigenten Nicholas Collon viste sit sande potentiale i Brittens mesterlige serenade

Med Jean Sibelius’ syvende symfoni og Kong Christian-suite vækkede torsdagskoncerten nogle vigtige nordiske bånd, som for længst er gået i dvale. Men aftenens blivende oplevelse var Benjamin Brittens ’Serenade’ for tenor, horn og strygere. Sangene om død og klage ramte måske særligt dybt i tiden, vi lige nu gennemlever
Dirigenten Nicholas Collon viste sit sande potentiale ved torsdagskoncerten i Koncerthuset den 29. April.

Dirigenten Nicholas Collon viste sit sande potentiale ved torsdagskoncerten i Koncerthuset den 29. April.

Freek van den Bergh

Kultur
5. maj 2021

Igen en corona-torsdagskoncert med et reduceret orkester og et delvist ændret repertoire, som i øvrigt ikke bar præg af nødprogram. Tværtimod stod aftenens to nye værker, Mahler-satsen i Brittens arrangement og Sibelius-suiten, overmåde godt til de to bibeholdte, Britten-serenaden og Sibelius’ 7. Symfoni.

Dirigenten Nicholas Collon var sikkert arkitekten i denne ombygning. Den unge englænder er regelmæssig gæst i Koncerthuset, sidste år tiltrådte han chefposten for det finske radiosymfoniorkester, som i kvalitet ikke står tilbage for det danske søsterorkester.

Englænderen Benjamin Britten (født 1913) og østrigeren Gustav Mahler (død 1911) er sælsomt beslægtede i ånden. Britten var i sine yngre år førstemanden i en lille gruppe Mahler-entusiaster i et britisk musikliv, som ellers forholdt sig afvisende over for Mahlers musik. Britten var ganske særligt optaget af Kindertotenlieder, Das Lied von der Erde og 4. Symfoni – med andre ord værker, hvor Mahler komponerede kammermusikalske forløb og ofte med ekspressionistiske udtryk.

De store britiske symfoniorkestre ønskede altså ikke at spille Mahler, hans tid kom først i 1960’erne. Men i 1941 opfordrede den østrigske musikforsker Erwin Stein, som var drevet i engelsk eksil af nazisterne, Britten til at lave et arrangement af andensatsen fra 3. Symfoni. Med et mindre orkester kunne Mahler måske få en chance for at komme ud til publikum, mente Stein, og Britten var enig. Hans version reducerede den enorme blæserbesætning, så den bedre kunne balancere med et mere beskedent strygerkorps.

Mahler gav oprindeligt satsen overskriften »Hvad blomsterne på engen fortæller mig« – de fortæller ham om deres bekymringsløshed og om deres ængstelser. Det første refererer til den første menuetagtige del, det andet til de tre mere vilde scherzoafsnit. Hvor Collon fik orkestret til at klinge smukt og indtagende i menuetten, udglattede han naturens uhyggelige kræfter, som de stormer frem i scherzoen. Denne dynamiske kontrast til blomsteridyllen manglede.

Kuvøsemusik

Der var tilsvarende en tendens til overfladebehandling i Sibelius’ suite, hentet fra skuespilmusikken til hans svenske ven Adolf Pauls skuespil Kong Christian 2. (1898). Det handler om den danske konges konfliktfyldte liv med fremhævelse af blodbadet i Stockholm, forholdet til den borgerlige Dyveke og alderdommen i fangenskab. Musikken blev skabt året før gennembruddet med Finlandia og 1. Symfoni, og det er åbenbart, at disse værkers lidenskabelige kræfter ligger i svøb i skuespilmusikken.

Det hørte man ikke hos Nicholas Collon. De fem satser blev musiceret med vekslende fordybelse, men grundlæggende var der ingen tyngde i klangopfattelsen, og det frie retoriske drag over temaspillet lød spændingsløst. Særligt utilfredsstillende i den mørke »Elegi«. Men heldigvis var strygerne fyr og flamme – under blodbadet – i den iltre »Ballade«, som henter sine monomane energiudladninger fra Tjajkovskij på linje med 1. Symfoni.

Ved en række koncerter i København i oktober 1924 dirigerede Sibelius Københavns Filharmoniske Orkester (stort set Tivolis orkester, i vore dage Copenhagen Phil) i den nykomponerede 7. Symfoni. Koncerten i sidste uge gav i mine øjne nogle interessante perspektiver ved at kombinere de to Sibelius-værker. For det første er Kong Christian-musikken som nævnt en slags kuvøsemusik for rækken af symfonier, han påbegyndte i 1899, og den syvende blev hans sidste symfoni.

For det andet dirigerede Sibelius sin sidste offentlige koncert i København i oktober 1926, igen med byens filharmonikere, og Kong Christian-suiten var på programmet. Når man så samtidig tænker på, at Sibelius’ skuespilmusik til Shakespeares Stormen havde urpremiere på Det Kongelige Teater et halvt år forinden, kan en torsdagskoncert i DR altså vække nogle vigtige nordiske bånd, som for længst er gået i dvale.

Den gloriøse basun

7. Symfoni med Nicholas Collon led under de samme begrænsninger som i suiten. At der ikke var sjæl i musikken, at de ni afsnit i den vældige ensatsede symfoni ikke stod i et organisk forhold til hinanden, at den rytmiske fleksibilitet var for svag. Alene den indledende C-dur-skala i strygerne, der vokser op fra dybet og ender i en fremmed akkord som et slag i ansigtet, kom tøvende og kraftløst.

Den apollinske hymne også i strygerne, en hyldest til den gamle italienske kirkemusik, klang godt nok smukt, men var for stillestående. Når hele orkestret er kommet med, må der gives plads til at få solobasunens gloriøse naturtonemelodi til at trænge igennem med tilpas autoritet, og det lykkedes hverken her eller i de to andre genkomster.

Sibelius vaklede mellem at kalde værket symfoni eller fantasi. Meget taler for, at det sidste ville have været det rette, fordi det ubrudte forløb fornemmes som en kontinuerlig forandringsproces af enkle motiviske og harmoniske byggeklodser. Frapperende i de sidste minutters tumultariske toneartsskift med et hvæsende crescendo op til symfoniens kraftigste akkord i C-dur med en dissonans – og det drøn fik radiosymfonikerne ikke sprængstof nok til at levere.

Brittens aftenmusik

Men det virkeligt vellykkede indtraf forinden i Brittens Serenade for tenor, horn og strygere, seks satser til tekster af engelske digtere med en virtuos hornist som tenorsolistens følgesvend. Disse roller blev fornemt dækket af engelske Andrew Stapels og DR Symfoniorkestrets solohornist Lasse Lauritzen foran orkestrets strygere. Det meste faldt i hak i denne opførelse, og mere end det, sangene om død og klage ramte måske særligt dybt i tiden, vi nu gennemlever.

Serenadens tid var 1943, midt i Anden Verdenskrig. Tilskyndelsen kom med hornisten, den unge, uforlignelige Dennis Brain, som Britten lærte at kende på det tidspunkt. Det blev ikke en hornkoncert, men en aftenmusik med sange stemningsmæssigt påvirket af krigens gru. Komponeret af en pacifist. Og ikke så få steder i serenaden kan man høre passager, som minder om Brittens War Requiem fra 1962.

Hornisten spiller prolog og epilog, som er den samme musik. Her blæser instrumentet en slags retræte, aftensignalet der kalder soldaterne til ro. Britten ønskede, at det skulle gøres på naturhorn uden ventiler, og sådan gjorde Lasse Mauritzen smukt og loyalt med en bestemt falsk tone, som er naturligt falsk.

»Pastoral« (Charles Cotton) er netop en sådan retræte, Andrew Stapels’ lyriske og en anelse spændte røst formede helt betagende de rolige legatostrofer, et faldende motiv faldt som en skygge i hornet, dagen er blevet gammel, som der står. »Nocturne« (Lord Tennyson) handler om en historisk fæstning. Kamp, gny og lynild manes frem, og hornet kaster ekkoerne ud i natten. En fantastisk gengivelse af orkester og solister.

På samme måde i den voldsomme »Dirge« (anonym), klagesangen hvor tonerne G-As-G går gennem marv og ben. Mozarts hornkoncerter får en virtuos revival i »Hymn« (Ben Jonson), suverænt blæst af Mauritzen med Stapels som velartikuleret forkynder af jagtgudinden Dianas meritter. Og der kunne roses meget mere.

Nicholas Collon viste sit sande potentiale i langt højere grad end i de øvrige værker. Han var en indforstået og intenst lyttende fortolker i Brittens tidlige mesterværk, og hans indsats gjorde det klart, at vi savner at høre mere til den store engelske komponist på vore breddegrader.

Gustav Mahler, Benjamin Britten og Jean Sibelius. Andrew Stapels (tenor), Lasse Mauritzen (horn) og DR Symfoniorkestret under Nicholas Collon. Koncerthuset den 29. april (uden publikum). Hørt i P2.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Ete Forchhammer

Kan i allerhøjeste grad bifalde den sidste sætning! Forrige århundredes to store B’er, Britten og Bartok, vokser på alle parametre ved nærmere bekendtskab.