Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

Dirigenten Nicholas Collon viste sit sande potentiale i Brittens mesterlige serenade

Med Jean Sibelius’ syvende symfoni og Kong Christian-suite vækkede torsdagskoncerten nogle vigtige nordiske bånd, som for længst er gået i dvale. Men aftenens blivende oplevelse var Benjamin Brittens ’Serenade’ for tenor, horn og strygere. Sangene om død og klage ramte måske særligt dybt i tiden, vi lige nu gennemlever
Dirigenten Nicholas Collon viste sit sande potentiale ved torsdagskoncerten i Koncerthuset den 29. April.

Dirigenten Nicholas Collon viste sit sande potentiale ved torsdagskoncerten i Koncerthuset den 29. April.

Freek van den Bergh

Kultur
5. maj 2021

Igen en corona-torsdagskoncert med et reduceret orkester og et delvist ændret repertoire, som i øvrigt ikke bar præg af nødprogram. Tværtimod stod aftenens to nye værker, Mahler-satsen i Brittens arrangement og Sibelius-suiten, overmåde godt til de to bibeholdte, Britten-serenaden og Sibelius’ 7. Symfoni.

Dirigenten Nicholas Collon var sikkert arkitekten i denne ombygning. Den unge englænder er regelmæssig gæst i Koncerthuset, sidste år tiltrådte han chefposten for det finske radiosymfoniorkester, som i kvalitet ikke står tilbage for det danske søsterorkester.

Englænderen Benjamin Britten (født 1913) og østrigeren Gustav Mahler (død 1911) er sælsomt beslægtede i ånden. Britten var i sine yngre år førstemanden i en lille gruppe Mahler-entusiaster i et britisk musikliv, som ellers forholdt sig afvisende over for Mahlers musik. Britten var ganske særligt optaget af Kindertotenlieder, Das Lied von der Erde og 4. Symfoni – med andre ord værker, hvor Mahler komponerede kammermusikalske forløb og ofte med ekspressionistiske udtryk.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Ete Forchhammer

Kan i allerhøjeste grad bifalde den sidste sætning! Forrige århundredes to store B’er, Britten og Bartok, vokser på alle parametre ved nærmere bekendtskab.