Det er, som om der er en genopdagelse af Jylland i gang. Forfattere, musikere og manuskriptforfattere lader sig inspirere af hovedlandets historie og sindelag i en grad sjældent set i moderne tid. Nu foreligger et værk, der overflødiggør mange andre forsøg på at kortlægge den allervestligste del af vores land. Dorthe Nors har sammen med fotografen Henrik Saxgren i et overvældende vellykket værk beskrevet landskab, folk og historie på Vestkysten i bogen En linje i verden.
Vestkysten bliver i bogen til en linje, der forbinder mennesker på tværs af tid og grænser. Dorthe Nors ser på de mennesker, der bor der som nogle, der står mere i relation til havet end til resten af landet. Hun taler om, at de nærmere bor på Nordsøens østkyst end Danmarks vestkyst, og det er noget af det mest sande, jeg nogensinde har læst om min hjemegn.
Hun rejser frem og tilbage mellem Skagen og vadehavets afslutning: Den Helder i Holland og samler området i femten litterære essays. Hun skaber en naturlig forbindelse mellem istidens hovedstilstandslinje i landskabet, skibsforlis og stormfloder til alle tider, vikingetidens sprog, hippiebesættere i Thy og lille Holger, der »gik til skovs med lynlås i ryggen«.
Den smukke essaysamling signalerer med sin størrelse, at den kan rumme både de formfuldente tekster og de brede fotos. Hverken for stor til ordene eller for lille til billederne. De femten essays afbrydes eller suppleres glimtvis af Saxgrens billedserier, der fortæller deres egne historier om liv og landskab på Vestkysten.
Henrik Saxgren giver med sine billeder en næsten taktil fornemmelse af saltvandet, der drypper på ansigtet. Stormene, der tvinger træerne ned langs græsset. Sandet, der er i evig bevægelse. Menneskene, der aldrig får lov at stå fast.
Baglandet
Dorthe Nors’ indsigt i sindelaget gør det muligt for hende at analysere de helt subtile forskelle på dem, der lever helt nær på kysten og så baglandsjyderne, som Dorthe Nors selv tilhører, mens hendes slægt stammer fra kysten.
Baglandsjyderne bor kun få kilometer fra havet, men alligevel er forskellen på dem og kystjyderne stor: I baglandet giver det mening at sætte penge i jord og ejendom, alt andet giver ingen mening, og man frygter den udlængsel, der præger kysten. Man synes, den er lidt sølle.
Et resultat af uopdyrkeligt sandet jord og en kystlinje i evig bevægelse. Der er ikke noget, træskoene kan sætte sig fast i, så derfor driver de rundt – dem derude fra kysten. Dorthe Nors skriver om, hvad man i Baglandet siger, hvis hun – som lidt for rejselysten baglandsjyde – for eksempel fortæller, at hun lige er kommet hjem fra London: »’London? Det var dog frøwtli’«. Hun skriver med en viden og forståelse, som man kun kan have, når man er født ind i den. Samtidig med en distance, der kommer af flere år i eksil.
Dorthe Nors har boet i Århus og København. Hendes internationale forfatterskab sender hende frem og tilbage over Atlanten. Men allerede som ung vidste hun, at det hjem, hun var rejst fra i det vestlige Danmark, nogle kilometer vest for Herning, kunne hun aldrig rigtig forlade og ej heller vende hjem til. Hun skrev i sin første universitetsopgave, at »Det er på splittelsen, at al identitet dannes«, og nu hvor hun igen bor ved Vestkysten, ser hun, at splittelsen »fik hende til at sy risting i verden«.
Landskabet holder dig fast som et anker, men samtidig lader det med sine enorme vidder og voldsomme kræfter dig aldrig glemme, at du er der på dets nåde, og at du til enhver tid kan blive revet løs. Som Dorthe Nors skriver om stormene: »Det er som om brølet hører galakserne til, og det reducerer mig til sandkorn.«
Og lige efter konstaterer hun med klogskab og humor, at det er vores frygt for det uregerlige, der tvinger os til at give stormene navne som Bodil og Allan: »Der står de sort på hvidt, løsrevne fra universets vildskab og i praktiske sko.«
Evighedens potentiale
Ved et tilfælde har jeg for ganske nylig læst Steen Steensen Blichers Vestlig Profil af den Cimbriske Halvø fra 1837, der er en rejseskildring fra Hamborg i syd til Skagen i nord. Det er ligesom Dorthe Nors’ tekster en blanding af naturbeskrivelser, historiske anekdoter, karakteristikker af egne og folk, overvejelser om landskabets bevægelse og udvikling og dets indflydelse på dets beboere fra både menneske- og dyreriget.
Også Blicher fortæller om det for os med tilknytning til Vestkysten mytiske forlis julenat 1811, da de to britiske linjeskibe St. George og Defence gik ned med 1.400 mand. Men særligt da jeg læste Nors’ beskrivelse af stormfloderne og havets indhug i kirkegårde, blev slægtskabet med Blicher tydeligt.
Om Agger Kirke skriver Blicher, at kirkegavlen efter en efterårsstorm nu kun var nogle få skridt fra havbrinken: »I den øvre Kant af denne fremstak gjennem den hvide Sand Liigkister og Stumper af ældre halvforraadnede Sovekamre; en bleget Hovedskal keeg op mod Dagens Lys; tvende hud- og kjødløse Been dinglede ud over Klinten, som til en ny Vandring efter den lange Hvile.«
Allerede i 1838 blev kirken erstattet af en ny, der i dag ligger midt i Agger by i sikker afstand fra kystlinjen. Indtil videre i hvert fald. For som Dorthe Nors skriver flere gange: Stormfloden kommer.
Blicher og Nors forenes i deres beskrivelse af det nådesløse hav, der uimponeret æder sig ind på mennesket og med evighedens tålmodighed ligger i konstant forhandling med kysten. Sidestillet med Blicher bliver det tydeligt, at også Dorthe Nors’ prosa har evighedens potentiale.
Moderne fænomener bliver indskrevet i egnens kulturhistorie. Dorthe Nors forbinder dem med landskabet og stedernes erindring som en lokal. At hun kan skrive om som barn at have betragtet Cheminovas lys som noget magisk, der den dag i dag gør det svært at forbinde det med gift, løfter hendes beskrivelse af den menneskelige naivitet og selvovervurdering, der gravede kemikalier ned i sandet ved høfde 42 til en ikke mindre forfærdelig, men mere forståelig affære.
Kvinderne indskrives i den historie, som i århundreder har været mændenes på Vestkysten: fiskeriet, søens, kirkens, landskabets.
Dorthe Nors fortæller om de legendariske bademødre, der udviser social omsorg på egnens strande, »der har kogt flere pommes frites end du nogensinde kommer til at æde«, om de kvinder, der står med alt, mens mændene er på havet, og lever med, at hver gang de går ud, kommer de måske aldrig tilbage, om de kvinder, der måtte bruge andre indgange til kirken end mændene og kun var velkomne, når de ikke var urene, om matriarkerne på Fanø, om kvinder, der snarrådigt lyner drengens jakke i ryggen, om forfatterens mor, der ville være kunstner, men blev frisør, fordi det andet selvfølgelig var umuligt. Indtil 1970’ernes kvindebevægelse, hvor hun begyndte at male og siden undervise i oliemaleri, keramik og tegning.
Dorthe Nors skaber forbindelse mellem kvindesyn til alle tider og kirkens forvisning af de urene og indser noget, da hun ligger på kirkegulvet ved siden af en kalkmaleriinteresseret veninde, der betragter kirkevæggens historiske fingeraftryk: »Jeg kan ikke få min mors oprør ud af hovedet. Det er først for alvor nu, at jeg forstår, at det var det, det var. Som at lægge sig foran et alter og sige: Time’s up!«
Det er helt overvældende, hvordan Dorthe Nors formår at indarbejde moderne referencer uden at gøre skade på den tidsløse prosa. Hendes rytme, hendes stilfærdighed, hendes ydmyghed, hendes evne til at afslutte rolige sætninger, som var de en sang.
Som da hun forbinder faderens sorg over dengang, Skarreklit sank i havet med tabet af hans bror. »Et tab er endegyldigt, forstår jeg i min natkjole, og tabene hober sig op omkring Skarreklit. Men riderne flyver. Uanset hvad. De flytter bare fra det knækkede fuglefjeld ind på selve Bulbjerg. Sådan er de: De lader tiden gå igennem sig æg for æg. Nu er det en sommer omtrent fyrre år senere. Marehalmen hvisker bag mig. Farbror Erling er stadig død, og Skarreklit kan aldrig rejse sig af Jammerbugten igen. Men vi andre er her endnu.«
Det er stederne, der skaber forbindelserne på tværs af tid og grænser i En linje i verden. Hver gang Dorthe Nors ankommer til en ny lokation. Dybe Kirke, Lønborg Hede, Tornby Klitplantage, Sønderho, Skallerup Klit, Gammel Skagen, så følger hun de stier, som stedet har skabt i erindringen.
Hun konstaterer, at folk langs kysten med tiden formåede at binde de vandrende klitter fast med plantager og navne. Det samme gør hun nu selv. Giver os med En linje i verden Vestkysten nye rødder og stier. Altid med den iboende erkendelse, at stormfloderne kommer. Det er et mesterværk.
Dorthe Nors og Henrik Saxgren (foto): ’En linje i verden’, Gads Forlag, 303 sider, 300 kroner.
