Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

Jeg drømmer om at danse langt ind i døden med Akram Khan

Gæstespillet ’Outwitting the Devil’ på ILT-festivalen i Aarhus bjergtog anmelderen med opsigtsvækkende voldsom dans af levende mennesker, der forvandler sig til insekter og bødler – og til døende
Monumentalt, voldeligt og blidt indrammer Akram Khans danseforestilling ’Outwitting the Devil’ hele eksistensen med musik og dans, der sætter sig i knoglerne på tilskueren.

Monumentalt, voldeligt og blidt indrammer Akram Khans danseforestilling ’Outwitting the Devil’ hele eksistensen med musik og dans, der sætter sig i knoglerne på tilskueren.

Jean louis Fernandez

Kultur
1. juni 2021

Det lyder måske mærkeligt. Men elskovsblidhed og dødsvold flettes perfekt sammen i Akram Khan Companys danseforestilling Outwitting the Devil. I lørdags var forestillingen på gæstespil i Musikhuset Aarhus som kulminationen på ILT-festivalen i Aarhus. Her var det bogstaveligt talt en rystende kropslig oplevelse at overvære kompagniets seks dansere danse og slås, stampe og krybe, springe og rulle – og måske dø.

Den nu 46-årige koreograf Akram Khan er englænder med rødder i Bangladesh. Han skaber moderne dans med eksotiske strejf af Østen, men også med lån fra både klassisk ballet, ekspressionistisk dans og breakdance. Akram Khan dansede selv med i sin Kaash under Images-festivalen i København tilbage i 2003, og siden er hans ballet Vertical Roads blandt andet blevet danset af Den Kongelige Ballet i 2017.

Ingen blødsødenhed

I Outwitting the Devil er rummet i sig selv en gravplads. En firkantet, sort scene omkranset af rækker af sorte sten. Om de er gravmonumenter, ved vi ikke. Men de rummer tydeligvis historien om dem, der var før os – og plads til alle os, der skal komme til at dø. Måske førend vi aner det.

Denne scenografi af Tom Scutt har ingen sentimental blødsødenhed. Aideen Malones lysdesign prøver ellers at sprede beroligelse. Tågelys veksler med søgelys. Gyldent lys forsøger at trøste, når det kridhvide lys har været for barskt. Men heller ikke lyset kan dæmpe den uro, som sitrer gennem rummet. For Vincenzo Lamagnas musik buldrer med en dundren og truende banken, som om vores tilskuerkroppe er kommet alt for tæt på en farlig fabriksmaskine. Samtidig lyder en mærkelig alarm – som lyden af en telegraf, der er gået i permanent advarselstilstand, og som nu prikker direkte ind i knoglerne på tilskueren.

Insekternes dans

Når vores øjne indfanger danserne, er vi altså allerede dirrende spændte og foruroligede. For hvad er dette for et univers? Er danserne overhovedet mennesker? Eller transformerer de sig til dyr midt i et spring? Eller til insekter, når de lander og lynkryber hen ad jorden, som om de havde otte ben?

Scenografien af Tom Scutt har ingen sentimental blødsødenhed.

Scenografien af Tom Scutt har ingen sentimental blødsødenhed.

Jean louis Fernandez

En fransk stemme lyder i højttalerne. »Nat efter nat har jeg den samme drøm,« lyder det. »Jeg er ung, udødelig, en økse i min hånd. Den unge mand kan ikke forestille sig den gamle mand, som han vil blive.«

Herfra ser vi historien. Ifølge programmet tager dansen udgangspunkt i den babylonske myte om Gilgamesh. Men dansen ligner også historien om alle menneskers liv: Om det aldrende menneske, der ser tilbage på sin ungdom. Om kærligheden, der holder, og kærligheden, der brister. Om styrkekampene, der vindes, og om hævnhandlingerne, der fortrydes. Om døden, der venter.

Danser på 68 år

Akram Khans dansere hvirvler. Når de er i bevægelse, sker det så lynhurtigt og atletisk smidigt, at det egentlig ikke kan lade sig gøre. Når de er i balance, står de stille med en fod højt løftet eller et ben ved øret i uendelig lang tid uden at vakle det mindste – som om de var hugget i sten. Når de falder og kryber helt sammen, ligger de så livløse, at ens hjerte faktisk tror, at de er døde. Det er meget voldsomt.

Den ældste danser er åbenbart 68 år. Den yngste er 25. Den ældre dansers brystkasse er helt senet, men ikke et sekund mister han kraft i forhold til den unge. Imens skinner hans lange grå hår som en glorie af livsvilje. De to andre mænd falder ind i livsdriften – støtter, fanger, piner og bærer. 

To kvinder lyser op: kvinden i rødt, og kvinden i hvidt. Deres lange hår drejer med rundt om dem i piskende cirkler. Håret bliver til en forlængelse af kroppen og dens åndelige udtryk omtrent som hos danserinderne hos Pina Bausch. Smukt, men også grimt og næsten afstraffende. For måske vil håret svinge dig med ned i underverdenen?

Indiske mønstre

Koreografisk set tager Akram Khan her udgangspunkt i den klassiske indiske dans ’bharata natyam’. En kvinde i rødt stamper med hælene, mens hendes arme tegner kalligrafiske mønstre, og fingrene skaber sommerfugle. Samtidig er hendes krop helt let – som om den kunne flyve væk sammen med fingrene hvert øjeblik, det skulle være.

Akram Khan tager koreografisk set udgangspunkt i den klassiske indiske dans ’bharata natyam’.

Akram Khan tager koreografisk set udgangspunkt i den klassiske indiske dans ’bharata natyam’.

Jean louis Fernandez
En ung mand drejer vejrmøller uden at røre jorden. Hans mavemuskler lyser i skumringen, mens adrenalinen fylder ham, og han gør klar til kamp. Og så sitrer hans sixpacks ellers, som om de var ved at vriste sig løs. Det er street dance, dette her, hvis street dance er overleverens dans. Danserne samles. Den ene kravler op på den anden, som var de statuer, der skuer mod fremtiden. Blot for selv at dø.

Slæber et lig

Det er Akram Khans brutalitet i Outwitting the Devil, der giver kvalme. Det er hans blidhed, der bringer tårerne frem i øjnene. Det er den korte bevægelse mellem blødheden og volden. I hans dans er der så forfærdelig kort vej mellem et kærtegn af en kind og en kvælning af en hals. Mellem elskovens omfavnelse og hadets drab. Mellem venskabets klask på skulderen og torturens fremtvungne smerte. Mellem kvinden, der elsker en krop, og kvinden, der slæber et lig.

Om forestillingen giver mig troen på, at det er muligt ’at overvinde djævelen’ inde i mig selv, ved jeg ikke. Jeg ved bare, at jeg drømmer om at danse sådan her ind i døden. Og jeg ved, at Outwitting the Devil er et af de vigtigste dansegæstespil i Danmark i årevis. En forestilling, der netop nu tilføjer vores verden en nuanceret smerte over coronaepidemiens hærgen – og en undren over menneskets selvindbildte styrke. Akram Khans dans rammer alle os, der tror, at vi ikke er bange for døden.

Outwitting the Devil. Koreografi: Akram Khan. Musik: Vincenzo Lamagna. Scenografi: Tom Scutt. Lysdesign: Aideen Malone. Tekst: Jordan Tannahill. Dramaturgi: Ruth Little. Dansere: Pallavi Anand, Luke Jessop, Jasper Narvaez, Louis P. Partridge, Elida Skourou og Francois Testory. Akram Khan Company. Gæstespil under ILT-festivalen i Musikhuset Aarhus den 29. maj 2021.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Lars Kjeldsen

Det var en fantastisk flot forestilling i Aarhus, og tak til min dansende datter, fordi hun fik mig med til Outwitting the Devil i Musikhuset.
Moderne dans er en kulturel genre der kan være svær at overvære og tolke for lægfolk som mig. Man fascineres af dansernes utroligt smukke bevægelsesmønstre og tænker ind imellem: Hvor blev tyngdekraften lige af dér?
Den dybere tolkning af en forestilling som Outwitting the Devil kunne godt hjælpes en del bedre på vej for størrelser som mig. Det kunne fx gøres, hvis der med den elektroniske billetbestilling fulgte et link til de hæfter om forestillingen som blev udleveret ved indgangen. 15 minutter før tæppet går er det lige sent nok, synes jeg.
Men også stor tak til Anne Middelboe Christensen for en uhyre kompetent anmeldelse der hjalp mig med efterbearbejdelsen af forestillingen.