Anmeldelse
Læsetid: 6 min.

Elektronisk støj og pumpede beats kan give indre ro. Her er fem navne til at rense hjernen

Det befriende ved at lytte til trancemusik er at få en pause fra hverdagens kværnende tanker og bare lade sig opsluge af lyd. Hos disse fem elektroniske musiknavne er det muligt at rense ud i hjerneaktiviteten og danse samtidig
Farveblind bruger trancemusikkens transformerende rum til at udvide lytterens bevidsthed. Deres projekt gløder af store ambitioner for både musikalsk håndværk og attitude. Her spiller de til koncert i Empire i København den 12. maj 2021.

Farveblind bruger trancemusikkens transformerende rum til at udvide lytterens bevidsthed. Deres projekt gløder af store ambitioner for både musikalsk håndværk og attitude. Her spiller de til koncert i Empire i København den 12. maj 2021.

Flemming Bo Jensen

Kultur
20. maj 2021

En trance er en sindstilstand, hvor man bliver så opslugt eller påvirket af noget, at ens bevidsthed sættes ud af kraft. Det kan være en tilstand af stærke følelser eller en form for døs. I mange kulturer ses trancetilstanden som en mulighed for at komme i kontakt med det åndelige, og man bruger aktivt forskellige midler til at opsøge den – blandt andet lyd.

At gentage rytmer og melodisekvenser for at fremkalde en trance hos sig selv eller andre er et ældgammelt fænomen, som i årtusinder er blevet praktiseret af shamaner, profeter, orakler, krigere og åndeligt søgende. I dag forbindes trancemusik dog primært med elektroniske genrer som techno, acid house, chillout, psykedelia og ambient, der sammen med stærke, visuelle effekter serveres for et publikum, som måske/måske ikke er påvirket af stoffer og alkohol.

Men jeg vil vove at påstå, at målet for trancen er nogenlunde det samme, som det altid har været; at forlade dagligdagen for en stund og nå til en følelse af klarsyn, forbundethed og højere væren.

De fem elektroniske navne Blanck Mass, Farveblind, Modeselektor, Madlib og Four Tet cirkler rundt i hver deres del af det kaleidoskopiske mandalamønster, der er trancemusikken.

Britiske doom-sessioner

At lytte til trance kan føles som at blive bombarderet med overvældende, elektronisk støj, hårdt pumpede beats og episke synthmelodier. Men på den måde giver musikken paradoksalt nok også en form for midlertidig, indre ro – en pause fra hverdagens konstant kværnende tanker. Når man lytter til trance, skal man ikke tænke for meget. Musikken er ordknap, og hvis der er lyrik, fanger man ofte kun halvdelen af den, mens melodierne er klare og tydelige. Begge dele kører gerne rundt i langvarige loops, så det kan føles som musikalsk hjernevask at lytte til. 

Særligt britiske Blanck Mass gør denne udrensning til et storladent sceneri. I sin doom-inspirerede elektronika formår han ofte at presse alle tænkelige følelser ind i ét nummer, der gerne varer op til 20 min. Snarere end numre er der dog tale om en form for sessioner, hvor følelsesregisteret kommer til udtryk med voldsom musikalsk ekspressivitet.

Hans femte album In Ferneaux består af de to dele, eller nærmere faser, »Phase I« og »Phase II«, der veksler mellem langsom, forvrænget opbygning og pludselig, harmonisk frigivelse af intens, action-pakket lyd.

»Phase I« starter med en skinger synth, der hæver sig over de mudrede, computermanipulerede stemmer, som ligger og mumler melodiløst i nummerets dybeste lag. Fem minutter senere kulminerer det hele i en ubestemmelig blanding af raseri og eufori, for efterfølgende at falde til ro i et langt stykke ren perkussion, der lader til at ville imitere den befriende sociale lyd af klirrende bestik i en kantine. Gradvist genopbygges nummeret så via et langstrakt dis, for at toppe endnu engang, nu i mere molbaserede, ambiente klangflader.

»Phase 2« er grovere og mere industrielt sammensat. Lyden af kørende maskiner fungerer som skiftevis for- og baggrund for lavmælte samtaler, mens knitrende hvid støj og gennemtæsket percussion kun kortvarigt munder ud i melodiske synthpassager.

In Ferneaux er lyden af en personlig, forløsende udrensningsceremoni. Albummets to faser er alt andet end ensformige, men kan til tider virke ekskluderende. De ydre rammer synes overskuelige nok, men indvendig viser der sig et virvar af fysiske og metafysiske ledninger, som det kun er ceremonimesteren Blanck Mass selv, der har overblik over.

En mere chill fremtid

I det modsatte, mere afspændte hjørne, har den amerikanske rapper, producer og DJ Madlib sammen med den britiske, elektroniske musiker Four Tet skabt et på alle måder inkluderende ritual af et album, hvor computereffekter og samplede stemmer møder chanten, håndklap og chimes. De to musikere virker måske om et umage par – men tvivl ikke, for de er et match made in heaven. Selv titlen på deres fællesalbum, Sound Ancestors, har en overjordisk klang. Og lige fra det paradisiske prelude »There Is No Time« bringes man i mental forbindelse med både fortid, nutid og fremtid.

Sound Ancestors er et ambitiøst, petriskålsagtigt projekt, hvor to urgamle lyduniverser – Madlibs funkede, amerikanske vestkysthip hop og Four Tets britiske, eksperimenterende elektronika – bliver forsøgt integreret i hinanden. Det kunne være blevet til en historieløs hybrid – men albummets indre harmoni, sammenhængskraft og historiske vingesus imponerer fra begyndelsen. Numrene har deres længde, eller snarere korthed, fra Madlibs traditionelle hip hop, mens de mange akustiske perkussion-indslag nedstammer fra Four Tets sædvanligvis langstrakte lydmeditationer. Samtlige numre er altså både korte og tætpakkede, hvilket gør albummet utrolig rigt på underholdende lyd.

Flere steder henter Four Tet og Madlib inspiration til deres trommespor i gamle feltoptagelser, for eksempel på det bevægelsesindbydende »Hopprock«, og traditionel stammemusik som på »Loose Goose«. Andre numre, som »Road Of The Lonely Ones« er nutidige indietronica-hits, der vækker nysgerrig undren, men også egner sig til at sætte på playlisten til middagsselskabet. Dertil bringer Sound Ancestors håb for en mere chilleren fremtid ved at vise et både humoristisk og woke kendskab til sit sammensatte, musikalske rodnet.

Østtysk festivalnostalgi

Bevidste om deres rødder er Modeselektor også. Albummet Extended er deres officielt femte, og i modsætning til det korte, forudgående Who Else fra 2019 lægger det sig tæt op af deres maratonagtige rave-soundtracks fra slutningen af 00’erne.

Især glæder jeg mig over, at duetten mellem de hårde IDM-rytmer og den caribiske sanger Paul St. Hilaire er tilbage på nummeret »Movement« – for det giver en tiltrængt følelse af festivalnostalgi her midt i alle sommerens aflysninger.

Modeselektor stammer fra Østtyskland og laver betontung musik, der lyder, som om nogen endnu forsøger at vælte Berlinmuren. Men det betyder ikke, at musikken er blottet for hverken udtryk eller følelser.

Extended giver mig flashbacks til mit yndlings-Modeselektor-album, det inderlige og dog tempofyldte Happy Birthday! fra 2007. Den tykke tågedis, som blandingen af techno- og reggaerytmer omslutter lytteren med, kan man danse så vildt eller stille i, som man lyster. Numrene på Extended indbyder ligesom på Happy Birthday! selvmodsigende nok både til blid vuggen frem og tilbage i sin elskedes arme og ukontrollerede benbrækkerbevægelser. Overgangene er op til individuel vurdering – for Modeselektor flyder alting bare ud i ét.

Extended viser Modeselektor, at selv om de på ydersiden virker som en kælderkold og distanceret klub-duo, formår de stadig at trække lytteren helt tæt ind til sig i musikkens flydende og forvandlende verden.

Den nye generation

Modeselektor er ved at være oppe i årene. Men man behøver ikke frygte, at den ravemusik, som de har været med til at definere, vil uddø. For en ny generation af artister er allerede på vej. Danske Farveblind er blandt de unge opkomlinge, der hylder deres tyske forbilleder. Samtidig hører de til den politisk bevidste kunstnerårgang, der fester for medmenneskelighed og socialt ansvar. Med Mayhem, deres anden og meget lovende EP, er trioen klar til at slå tonen an for både nutiden og fremtidens rave.

Mayhem lægger hårdt ud med nummeret »Why«, der er en lang, undrende techno-opsang over nogle af tidens mest prekære hv-spørgsmål: Hvorfor er vi stadig på vildspor? Hvorfor forsvinder livet i havene? Hvorfor er vi ikke hinsides hudfarve og køn? 

Med disse spørgsmål rungende i baghovedet rammes lytteren passende nok af en sand banger af et angstanfald på »Hi-Fi Panic Attack«. Senere sørger Farveblind dog også for at plante håb om forening og forandring på det gadagung-gadagungrende tech house-nummer »All Connected«. Farveblind vil bruge trancemusikkens transformerende rum til at udvide lytterens bevidsthed. Deres projekt gløder af store ambitioner for både musikalsk håndværk og attitude – de kunne fint gå hen og blive arvtagere for supergruppen AV AV AV på den danske, elektroniske scene.

Trancemusikken som genre opstod ganske vist gennem vilde og syrede fester. Men den urgamle trance-tradition, som musikken bygger på, behøver ikke kun være festlig. Den kan både være ensom, udrensende, afslappende, samlende, forløsende og fællesskabsorienteret. Det befriende ved at gå i musikalsk trance er at lade sig opsluge og overtage af lyd. Musikken støtter én i enten koble fra, eller få forbindelse til det, der presser sig på. Og ingen tilbyder lige nu bedre muligheder for dette end Blanck Mass, Madlib & Four Tet, Modeselektor og Farveblind.

Blanck Mass: ’In Ferneaux’ (Sacred Bones Records)

Farveblind: ’Mayhem’ EP (Mermaid Records)

Madlib + Four Tet: ’Sound Ancestors’ (Madlib Invazion)

Modeselektor: ’Extended’ (Monkeytown Records)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

ingemaje lange

Tak for god vinkling med et bredere perspektiv og inspiration til nye musik-veje. Sidder fx lige nu og lytter til Modeselektor, som minder mig om min ungdom og fx Kraftwerk.

Eva Schwanenflügel og Flemming Kjeldstrup anbefalede denne kommentar