Anmeldelse
Læsetid: 7 min.

Den franske instruktør Robert Guédiguian er en af europæisk films sidste ægte socialister

I 40 år har den franske filmskaber Robert Guédiguian med empati og solidaritet skildret den arbejderklasse og havneby, han selv har sine rødder i. Hans seneste film, ’Gloria Mundi’, handler om en families kamp for overlevelse i en prekær verden
En familie med problemer i Robert Guédiguians ’Gloria Mundi’, der begynder med en fødsel og ender med et dødsfald.

En familie med problemer i Robert Guédiguians ’Gloria Mundi’, der begynder med en fødsel og ender med et dødsfald.

Camera Film

Kultur
28. maj 2021

Jeg har tidligere skrevet her i avisen, at der kun er fire ægte socialister tilbage i europæisk film: Danske Erik Clausen, britiske Ken Loach og de belgiske brødre Jean-Pierre og Luc Dardenne. Det er ikke rigtigt.

Der er nemlig også franskmanden Robert Guédiguian. Og grunden til, at jeg har det med at glemme ham, er, at han i forhold til sine fejrede kammerater lever et mere upåagtet liv som – mestendels – kronikør af arbejder- og familieliv i den havneby, Marseille, hvor han er født og opvokset.

Hans seneste film, Gloria Mundi (2019), som nu har dansk biografpremiere, er, havde jeg nær sagt, endnu et lavmælt og indfølt drama om mennesker, der forsøger at overleve, selv om verden stiller dem forhindringer i vejen.

Som alle Guédiguians øvrige værker er Gloria Mundi fuld af medmenneskelighed, empati og individer, man i den grad kan identificere sig med, selv om de ikke altid tager de bedste beslutninger. Det er én af instruktørens mange styrker: Han er ikke blind for tilværelsens og menneskers skyggesider, og hans film rummer ofte tragiske elementer, men han har stadig håb for menneskeheden, ligesom han tror på kærlighedens forløsende kraft.

Udgangspunkt i mennesker

Buschaufføren Richard (Jean-Pierre Darroussin) og rengøringsassistenten Sylvie (Ariane Ascaride) har to voksne børn, Mathilda (Anaïs Demoustier) og Aurore (Lola Naymark), hvor især Mathilda og hendes mand, Nicolas (Robinson Stévenin) og lille nyfødte, titlens Gloria, kæmper for at få økonomien til at hænge sammen.

Nicolas har købt en ny, dyr bil og ernærer sig som Uber-chauffør, mens Mathilda er prøveansat i en tøjbutik. Hun drømmer dog om at blive bestyrer af den genbrugsbutik, som søsteren og dennes kokainsniffende mand, Bruno (Grégoire Leprince-Ringuet), skal til at åbne på et af byens populære indkøbsstrøg – de har allerede én i en mere snusket del af Marseille.

Aurore er dog ikke meget for at hjælpe sin søster, som hun altid har været jaloux på, mens Bruno, der har en affære med Mathilda, lover hende guld og grønne skove. En dag dukker Mathildas rigtige far, Daniel (Gérard Meylan) op efter at have siddet i fængsel i en menneskealder for et drab begået i selvforsvar.

Det rusker op i den lille, ikke helt så tætknyttede familie, hvor alle synes at have hemmeligheder for hverandre.

Richard og Daniel kommer dog godt ud af det med hinanden, og det er de to, som sammen med Sylvie forsøger at hjælpe begge døtre og deres mænd, selv om det er svært, og sammenholdet og solidariteten ikke strækker sig så langt.

Og meget mere sker der for så vidt ikke i Gloria Mundi, der tager sig tid til at fortælle sin historie og skildre sine personer på godt og ondt. Robert Guédiguian er interesseret i mennesker, og selv om han ofte er direkte politisk og samfundskritisk, så er det altid med udgangspunkt i de personer, han skildrer, og den situation, de står i.

En prekær verden

»Historierne kommer altid fra mig, fra mine tanker og mine drømme, nogle gange fra mine mareridt, fra ting, jeg har oplevet, fra folk, som jeg kender godt, mine venner – så grundlæggende er mine historier meget personlige,« sagde Guédiguian, da jeg første gang mødte ham for små 20 år siden.

»Jeg lader mig selvfølgelig også inspirere af ting, jeg ser i nyhederne, aktuelle begivenheder, og så relaterer jeg disse begivenheder til mine egne personlige historier og oplevelser, og man vil derfor ikke umiddelbart kunne genkende dem i karaktererne.«

Gloria Mundi foregår i en prekær verden, hvor faste ansættelser ikke hænger på træerne, og hvor de gamle og nye systemer kæmper mod hinanden – for eksempel taxachauffører og Uber-chauffører, der virkelig har et horn i siden på hinanden i det fagforeningsglade Frankrig. Arbejderbevægelsen har i den grad Guédiguians sympati, men det har udsatte, desperate og udstødte mennesker også. Han er ikke dogmatiker, men humanist.

Men filmen handler mest om en familie og to generationer, som ikke nødvendigvis har det samme syn på, hvordan man hjælper hinanden – og om man skal hjælpe. Det er et emne, som Guédiguian har beskæftiget sig med i flere film: Hvordan ungdommen ikke nødvendigvis opfatter begreber som solidaritet og arbejderkamp på samme måde som de midaldrende og ældre, der var unge og på barrikaderne i 1960’erne og 1970’erne.

Filmen blev hans skæbne

Da jeg for ti år siden talte med Robert Guédiguian om en anden af hans politisk og menneskeligt engagerede film, Kilimanjaros sne (2011), fortalte han, at hans armenskfødte far tilhørte arbejderklassen og arbejdede på havnen i Marseilles.

Da han studerede, arbejdede Guédiguian af og til sammen med faren, og han fik på den måde et unikt indblik i det hårde liv på havnen og menneskene, der tilbragte deres liv der.

»Min far var ude for 36 arbejdsulykker i sit liv. Jeg forestiller mig, at jeg laver film, som han ville forstå og kunne lide. At jeg taler for ham og alle dem, som ikke selv kan tale eller har en stemme. Takket være mine forældres støtte var jeg så heldig, at jeg fik lov til at studere, og derfor kan jeg udtrykke mine ideer ved at lave film, og jeg føler, at jeg må fortælle historier om disse mennesker. Det er mere end et ansvar. Det er min skæbne.«

Den skæbne har den nu 67-årige instruktør taget på sig igennem de 40 år, hvor han har lavet film. Herhjemme er han bedst kendt for Marius og Jeanette (1997), Byen er stille (2000), Marie-Jo og hendes to elskere (2002) og Kilimanjaros sne. De foregår alle i Marseille, og ud over at handle om mennesker fortæller de også historien om en by og dens udvikling.

Marseille ligger smukt ved den solbeskinnede franske riviera, og det er en flot by. Men det er også en mere rå og beskidt by end de anderledes fashionable Nice og Cannes, netop fordi den har den enorme havn. De kontraster udnytter Robert Guédiguian til fulde i sine film, hvor personerne aldrig er langt væk fra industrien eller elendigheden.

Verdens herlighed

Robert Guédiguian er ikke slumromantiker, men han ved, at livet er facetteret, og at der kan findes stor skønhed i det grimme og grimhed i alt det, vi ellers opfatter som skønt. Det afhænger i høj grad af de mennesker, der lever der, og hvordan de opfører sig, og sammen med sin faste fotograf, Pierre Milon, er han en mester til at placere personerne i forhold til deres omgivelser – hvad enten det er på en hyggelig terrasse med udsigt over den gamle del af Marseille, i et af byens mindre pæne nabolag eller på en lækker strand med kraner og krydstogtsskibe i baggrunden.

Guédiguian gør ikke stort væsen ud af sine billeder, men han bruger dem til at fortælle historierne om jævne mennesker med jævne liv, og de er en naturlig del af det visuelle tapet, han væver i sine som regel stille fortalte, hverdagslige dramaer.

En anden bemærkelsesværdig ting ved Robert Guédiguians film er, at han bruger de samme skuespillere i sine film. Han er gift med Ariane Ascaride, der medvirker i stort set dem alle – og hvor hun som regel er gift med en figur spillet af Jean-Pierre Darroussin.

Gérard Meylan har også længe været en del af ensemblet, som med tiden er blevet udvidet med yngre kræfter som Anaïs Demoustier, Lola Naymark, Robinson Stévenin og Grégoire Leprince-Ringuet. Det synes at have skabt en fortrolighed mellem dem og instruktøren – og indbyrdes mellem skuespillerne – og en naturalisme og realisme i udtryk og spil, som er ganske forførende.

Et bedre menneske

Gloria Mundi, hvis titel er hentet fra et latinsk udtryk og betyder ’verdens herlighed’, begynder med en fødsel, og den ender, uden at jeg skal afsløre for meget, med et dødsfald. Filmen rummer hele livet i sig, både det positive og det negative, hvilket understreger Robert Guédiguians måde at anskue verden på.

Det kan godt være, at hans film indimellem er formet som eventyr, men i så fald er det eventyr af den lidt mørkere slags, hvor dumhed og hensynsløshed straffes, men hvor godhed og åbenhed ikke altid har gode kår.

Der er elementer af den nye film, som ikke fungerer – ikke mindst personer, hvis handlinger man aldrig for alvor forstår – og derfor hører filmen ikke til blandt Guédiguians stærkeste og mest vellykkede værker. Men den er samtidig en sjælden og vigtig besyngelse af, ja, livet i alle dets afskygninger og et overbevisende argument for, at begreber som solidaritet og sammenhold næsten er vigtigere i dag, end de nogensinde har været før.

Det kan godt være, at der, som Robert Guédiguian engang har sagt, er et underskud af demokrati og empati i verden, men der findes ekstraordinære mennesker, hverdagens helte, som indædt slås for alt, de har kært – også andre mennesker – og det er også dem, man møder i hans film.

Og ikke nok med det: I kraft af sine film er Guédiguian selv et af de mennesker, og der er brug for ham, hans syn på verden og hans filmiske opsang til alle os andre – ligesom der er brug for de andre socialister og humanister, der er tilbage i filmverdenen.

Hvis film er empatimaskiner, der giver publikum mulighed for i et par timer at leve et andet liv – eller i hvert fald få fornemmelsen af et andet liv – så er Guédiguian, Ken Loach, Dardenne-brødrene og Erik Clausens film uomgængelige. 

De giver en engageret og passioneret stemme til nogle af de mennesker, som ellers ikke har én – og som er nemme at glemme eller overse – fordi de befinder sig nær bunden af samfundet, og som lider under den måde, som verden er indrettet på.

’Gloria Mundi’ – Instruktion: Robert Guédiguian. Manuskript: Robert Guédiguian og Serge Valletti. Fotografi: Pierre Milon. Længde: 106 minutter. Biografer landet over.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her