Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

Hævnens time er ren attitudeleg i ’Promising Young Woman’

’Promising Young Woman’ leverer underholdning til tiden med sit lystigt legende, sorthumoristiske kvælertag med voldtægtskultur. Men de drilske plottwist lader en tilbage med underlige rester af tankegods og moraler, som ikke bringer os nye steder hen
’Promising Young Woman’ leverer underholdning til tiden med sit lystigt legende, sorthumoristiske kvælertag med voldtægtskultur. Men de drilske plottwist lader en tilbage med underlige rester af tankegods og moraler, som ikke bringer os nye steder hen

Focus Features

Kultur
7. maj 2021

Hver sin tid, hver sin voldtægtskultur – og hver sine populærkulturelle forestillinger om voldtægtshævn.

Emerald Fennells Promising Young Woman er skåret og skrevet til tiden – hvilket spillefilmdebutanten for nylig vandt en oscarstatuette for sit manuskript for. På godt og ondt.

I første del af filmen møder vi Cassie, hun er 30 år gammel, droppet ud af medicinstudiet, bor stadig hjemme hos mor og far og arbejder om dagen som demonstrativt doven servitrice på en pastelfarvet café, hvor hun hænger ud med sin chef, der også er hendes eneste veninde (og som spilles af transikonet Laverne Cox).

Om aftenen duller hun sig op – ved hjælp af YouTube-videoguides, der viser dig, hvordan du maler de perfekte blowjob-læber. Og så går hun alene i byen og spiller en bedøvet-fuld kvinde, som nogen har efterladt alene på bar, letpåklædt, hjælpeløs.

Hver aften hjælper en ny flink mand hende så hjem – næsten. For skal de da ikke lige omdirigere den Uber, hun sidder og halvsover i, til hans lejlighed, som er liiige i nærheden? Og skal hun ikke lige have en stor og stærk drink, nu hun er der? Han kan da hjælpe hende med at holde hovedet oppe, så sprutten ikke løber ned ad kind og hage? Hvad med en lille finger med coke op i næsen? Og skal han så ikke lige hjælpe hende ned og ligge – og, vupti, af med trusserne?

Så – knips – rejser Cassie sig som fra graven, det slørede blik bliver knivskarpt, hendes snøvlen forvandles til klar tale, hun genopstår som noget så uhyggeligt som en – gisp – ædru og dømmende kvinde, der stirrer direkte på den ’flinke’ voldtægtsmand, så han pludselig ser sig selv som netop dét.

En simpel figur

I Cassie, spillet med ny og vellykket diabolsk kølighed af Carey Mulligan, møder vi altså en kvindelig karakter og hævner, der hverken gider servicere kaffetørstige kunder, samfundsforventninger – eller mænd. Måske har hun også et lille sorthumoristisk twist af psykopatmorder over sig – i lighed med seriemorderkomedieserien Killing Eve, som instruktør Fennell også har været med til at skrive. I den forstand er hun en slags bad ass rollemodel til tiden.

Men det er så også en ret simpel figur: En kvinde, der ikke kan lide mænd, i en film, der fra åbningsscenens fulde og akavet dansende forretningsmænd i slowmotion giver hende ret i, at der er rigeligt at hævne. Det er ret sjovt, men også underligt mekanisk.

I tv-auteur Michaela Coels mesterlige HBO-serie I May Destroy You fra sidste år kulminerer hovedpersonens lange bearbejdelse af en drug-voldtægt i seriens finale. Det er en svimlende kaskade af deliriske slutninger, der viser, hvordan hun til sidst kunne hævne sig eller tilgive. Forestillingen om én afslutning kan ikke rigtig række, forstår vi. Dermed smadrer serien vores forventninger om nem forløsning i hævnen.

Hævnens perversion

For det er, også filmhistorisk, svært at lure, hvad den underholdende, sadistiske hævns formål egentlig er. I 1970’erne blev der med lystigt-voldelige film som kulthittet I Spit on Your Grave fra 1978 givet los for kvinders sadistiske hævn over voldtægtsmænd, men hævnen føltes også som en fetich: Det var ikke nødvendigvis kvindens vrede eller bearbejdelse, vi var vidne til, men mandens lumre fantasi om at blive straffet godt og grundigt for sin perversion.

I en film som Hard Candy fra 2005 giver Elliot Page den som lolitask lokkedue, der hævner sig spektakulært på den voksne mand, der vil have fingre i den unge pige. Det er en hævnfilm, der svælger i flirten og straffen. 

Og så er der så altså Promising Young Woman, der med sin mørke, kølige humor borer kødkniven præcist ind i den højaktuelle diskussion om samtykke i voldtægtsdebatten. Men så skifter den også gear, for så skal vi interessere os for Cassies bløde kerne, hendes baggrundshistorie om dengang på medicinstudiet, hvor hendes bedste veninde – spritbedøvet – blev voldtaget, omgivet af et hujende publikum. Anklagerne mod den ’lovende unge’ voldtægtsmand blev droppet, mens både Cassie og veninden droppede ud.

Cassie har altså et personligt motiv – og dermed leger filmen så pludselig også med det psykologiske – og det sentimentale. For snart møder hun den charmerende børnelæge Ryan (standupkomikeren Bo Burnham), der aldrig rigtig kom sig over sit crush på hende på college. Og så forfører han hende på sådan en selvironisk ’jeg kan synge Paris Hilton på et apotek på en nuttet uhæmmet måde’-måde, der langsomt hjælper hende til at løsne grebet om den hævnplan, hun er ved at eksekvere. Dermed bliver filmen nu en charmerende, men også grundlæggende bizar historie om, at en mand – måske – kan forløse en kvinde, så hun kan give slip på sin hævntrang.

For megen distance

Filmens næste twist er til at forudsige på lang afstand, og dernæst følger atter flere vildere twist, der til dels foreslår nye moraler og nye attituder. Det, kunne man så synes, lyder drilsk og forfriskende, som en leg med populærkulturens skiftende blik på voldtægtskultur og som en åbenhed for mange fortolkninger af, hvad hævn må og skal være. Men det er også, som om at hvert twistet niveau i filmen lader en tilbage med tankegods og moraler, der ikke rigtig har tilføjet ny eller nogen mening, når filmen så er slut.

For det er aldrig sådan, at vi får fjernet skamforestillingen om, at voldtægten må blive en kvindes endeligt. Det er aldrig sådan, at Promising Young Woman løsriver sig fuldt ud fra forestillingen om, at en god mand kan redde en kvinde fra at tro, at alle mænd er onde. At hævnlyst kan erstattes af sexlyst. Det er ikke sådan, at filmen fjerner sig fra en gammel, simpel fantasi om forløsende hævn. Og så er det en film, der på den ene side raser mod et juridisk system, der lader mænd slippe og deres ofre falde, men som også lader dette system blive en slags retfærdig hjælper.

Ikke at filmen behøver at levere en klar morale, tværtimod. Men følelsen, Promising Young Woman giver en, er, at den halvt distancerer sig fra meget og halvt nærmer sig noget, at den leverer attituder og replikker og jokes og twists til tiden, men at den er mere optaget af at være sådan en slags tidstypisk twistet film, end den er optaget af at bore sig ind, hvor det er bøvlet og gør ondt og forandrer noget i os. 

’Promising Young Woman’ – Instruktion og manuskript: Emerald Fennell. Fotografi: Benjamin Kracun. Længde: 104 minutter. Kan ses i mange af de biografer, vi elsker og har savnet alt for længe, over hele landet

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her