Man skal kravle, før man kan gå. Men man kan sagtens famle på sine instrumenter og stadig piske en storm op.
Det var til overmål tydeligt den aften i januar 2011 i et tætpakket, hvidkalket lokale i Kødbyen på Vesterbro i København. Her varslede fire teenagere en ny vred, dansk lyd og fik den yngre del af mængden til at bygge moshpit og crowdsurfe under de ellers så trange kår.
Kvartetten Iceage tævede med teknisk vakkelvorn iver deres instrumenter, som om det var disse, der var skyld i deres ungdommelige desillusion. Og forsanger Elias Bender Rønnenfelt syntes viklet ind i sangenes kramper – henført snøvlesyngende, indadvendt, alt med sig rivende.
Anledningen var udgivelsen af Iceages debutalbum, New Brigade. 12 hårde implosioner afviklet på 24 minutter. En uforsonlig hybris. En gotisk, nogle gange hardcore genoplivning af punken og i dag en dansk klassiker.
Iceage 2011.
Forreven baggårdspuma
Seek Shelter er en raffineret plade – med sange på op til fem et halvt minut. Der stås på alle pedaler, når først rocken som sonisk trykkoger realiseres. Men der lettes også pludselig på låget for at lukke uvante former ind i mørket.
Hør blot den helt forunderligt tragiske ballade »Love Kills Slowly«, der lyder, som om den geniale spaghetti western-komponist Ennio Morricone havde skrevet en breakup-rocksang. Hør den liftligt anspændte akkordrække, der, først på klaver, siden i strygerkvartet, spænder sjælen ud over det gabende tomrum, som den forliste kærlighed skaber.
»The long kiss goodnight/ Holding onto what isn’t mine,« synger Rønnenfelt i verset.
Og hør så kvindemandekoret, der istemmer ordene »loooove« og »slooowly« i omkvædet. Det er sublimt.
Eller hør »Drink Rain«, også en harmonisk o.k. avanceret sag. Men til gengæld en anderledes lunt, jazzet luntende sang tilsat fabulerende klaver og blæsere, whiskers over trommeskindene, enkle flydetoner på bassen. En forreven baggårdspuma – det kunne være en ung Otto Brandenburg eller Jacques Brel – slingrer hjem fra endnu en lang nat i byen.
Iceage 2013.
’Alt var fråde og tjære’
Tilbage i 2011 skete der noget uhørt med Iceages debutalbum. For første gang i den rytmiske musikhistorie blev der ude i den store vide verden registreret et musikalsk nybrud i lille Danmark.
»En forfriskende og ekstraordinær debut,« skrev det toneangivende musiksite Pitchfork i juni 2011 i sin anmeldelse af New Brigade og gav albummet 8,4 ud af 10 samt det vigtige mærkat Best New Music. »Hvad de har gjort her, er forræderisk præcist, og det eksisterer på et dybt personligt, ufiltreret niveau.«
Det amerikanske Spin Magazine gav pladen ni ud af 10. Og på Iceages USA-koncerter i 2011 troppede store medier op og rapporterede fra koncerter, der sjældent sneg sig over 20 minutter.
»Alt var fråde og tjære ved Iceages udsolgte show mandag aften i Mercury Lounge,« rapporterede The New York Times med slet skjult fryd i august det år.
Herhjemme punkterede Iceage den flyvske drømmetilstand, som dansk musik havde hengivet sig til i 00’erne. Indiesalmerne fra Efterklang, Choir of Young Believers, Jong Pang med flere kunne høres som et lyshjertet forsøg på at finde et spirituelt alternativ til den politiske råddenskab under George W. Bush-administrationen og en stadig stærkere neoliberal tidsånd. Musikken kunne høres som et meningsfuldt fodfæste efter 11. september 2001, en anden retning end materialismens.
Disse renfærdige, humanistiske – og tit smukke – højsange blev i 10’erne modsagt af Iceage, der i stedet dyrkede vredens beruselse, mørkets energi, klaustrofobiens kramper og no future-etossen.
»Efter blomsterne kommer sikkerhedsnålene,« var titlen på min anmeldelse.
’New Danish Way of Fuck You’
Jeg har set Iceage utallige gange live. Fra den vaklende reception i Kødbyen over to frådende koncerter på By:Larm i Oslo i 2012, hvor elguitaren blev smidt i gulvet, mikrofonen fik samme tur utallige gange, og Rønnenfelt kom op at toppes med bassisten Jakob Tvilling Pless.
Samme år filmede jeg dem sammen med kunstneren Søren Rye på hjemmebane på Mayhem til et site om den dengang verserende kreative eksplosion i københavnsk musik. Her spillede de i gulvhøjde, og det moshende publikum skyllede ind over dem i voldelige bølger.
Det var sigende for den koncert, at forsanger Rønnenfelt flækkede læben mod mikrofonen i endnu en narkotisk kaosdans med publikum. For det var den form for blanding af overgivelse og selvdestruktion, af sammensmeltning med mængdens ekstase, der var Iceages styrke i de tidlige år.
Jeg så dem i Los Angeles i maj 2014, nu mere statelige og som hovednavn ved en todages minifestival, som det københavnske musikselskab Posh Isolation leverede over there. Dengang bølgen af danske bands som Iceage, Lower, Marching Church, Sex Drome, Pagan Youth og Communions blev kaldt »The New Danish Way of Fuck You«. Angiveligt skulle det have været Wave ikke Way, men det blev stavet forkert i en tatovering. Og så blev det – som tatoveringer har det med at gøre – hængende.
Og jeg så dem lidt senere i 10’erne i DR Koncerthusets foyer, hvor det stod klart, at de var blevet et disciplineret og ekstremt velspillende orkester.
Iceage 2014.
Rødderne har slået rødder
Iceage er rundet af Mayhem-mijøet på Ragnhildgade i en industrielt gråtonet yderkant af Østerbro. Mayhem er en forening, der holder til i en tidligere, nu graffiti-dækket fabriksbygning, der nu huser et spillested og en række lokaler, hvor både musikere og kunstnere huserer. »Venue for Extreme Music Since 2009«, som de selv beskriver det.
Det er en helt central udklækningscentral for de mest interessante navne i den del af det mere frit tænkende københavnske musikliv. Frisk Frugt, Selvhenter og disse medlemmers soloprojekter, Cæcilie Trier, Slutspurt, Lower, Damien Dubrovnik, Family Underground, Kirsten Ketsjer, Tobias Kirsten, Sune TB Nielsen, Johs Lund, Toke Tietze Mouritzen samt grupperingerne Eget værelse, Yoyooyoy og KNTN. Alle helt centrale kreative kræfter i det forgangne årti, nogle stadig aktive, andre afviklede.
Og så er det et ideelt musikmiljø for folk, der vil prøve vilde ideer af, og, ja, måske famle sig frem. Når musikerne får nok af øvelokalerne, kan man altid sætte en koncert op i det nøgne koncertrum uden en decideret scene, men med en interimistisk bar og et dejlig skraldet lydanlæg. Prøve materialet af. Trial and error.
Iceage holder stadig til i Mayhem, ja, videoen til den nye sang »Shelter Song« er delvist filmet derude.
Rødderne har slået rødder. Men de er ikke groet fast.
Som lagret på egetræsfade
Nyhedens interesse er for længst fordampet fra Iceages kogende kroppe, men over årene har bandet alligevel formået at fastholde omverdenens interesse. For de er vokset med hver albumudgivelse.
På deres andet album, You’re Nothing fra 2013, raffinerede og brutaliserede de deres lyd. Plowing Into the Field of Love fra 2014 søgte ind i nye territorier – ballader, country, langsomhed, følsomhed. Og endelig søgte Iceage ud i en enorm gotisk lyd på Beyondless i 2018, der endda havde et cover, der med sine boblende farver refererede tilbage til hippietidens psychedelic light shows.
Iceage 2018.
Der er ingen skud fra hoften på Seek Shelter, alle sange er grundigt snedkererede. Hvert nummer har sin egen gangart. De er rigt patinerede, som om de er blevet lagret på hver deres egetræsfad derinde på albummet – og først har fået lov at se dagens lys, når de var færdigmodnede. Ikke længere taget direkte fra rankerne og skudt afsted som i begyndelsen.
Ennio Morricone som rocktragedie
Både kompositorisk, instrumentalt og produktionsmæssigt tager de endnu et syvmileskridt med Seek Shelter.
Rønnenfelt synger stadig klarere artikuleret, ja, den vildt medrivende »Gold City« er en af de mest klart fraserede sange fra Rønnenfelt ever. Nærmest ædruelig – vel at mærke i verset, mens omkvædet svejser forvrængninger af hans stemmelæber sammen. Her stampes klaveret, som var det – igen – en svedfremkaldende Ennio Morricone-komposition, og det gør det også på »The Holding Hand«. Alt imens Rønnenfelt synes at stå i sit eget rum med en stemme, der indhentes af sine egne teknologisk byggede genfærd.
Albummet er en decideret vild lydoplevelse med sin ekspansive produktion med stensikker fornemmelse for myldrende detaljer og muskuløse helheder, for nærhedens spiddende klarhed og den svulmende, smukke baggrundsstråling. En overvældende torden med utrolig mange finesser, som bandet sammen med deres faste, danske partner Nis Bysted og den britiske spacerockfornyer Sonic Boom har skabt til UG med kryds og slange.
Hør for eksempel det syrede, plasticskrumlende åbningsbeat på »Vendetta«, der synes at komme inde fra et maskinrum, og så hvordan hele rockinstrumentparken eksploderer panoramisk efter otte sekunder – som en akut, kærlig stålstorm om ens ører. For dernæst at blive yderligere ekspanderet af en offensiv bagtrop af blæsere.
Der er også psykedelisk gospel med mindelser om Spiritualized eller Primal Scream. Der er accelerationer og klimakser a la Nick Cave & The Bad Seeds. Og Iggy Pop og The Stooges’ vildskab får også lov at vise tænder. Men ingen helhed lyder alligevel som noget andet.
Iceage 2021.
En form for livstræt klarsyn
Det er stadig de oprindelige fire medlemmer, der komponerer sangene og stadig Rønnenfelt, der skriver teksterne – fortsat desillusionerede. »Damn it, I’m short of something to live for.«
Det mere end ti år gamle band startede som no future-kids, men nu er der tale om desillusion på et nyt niveau, ikke kun på kærlighedens, men også verdens vegne. »Murder can be/ Expressed in a million ways/ It can be a means to kill/ Or a way to teach«.
Ikke længere en blind afvisning af voksenverdenen, men en form for livstræt klarsyn. »We’ve been nesting, we’ve been caught up, we’ve been domesticating/ And although it seems so very hard to break with, we’ve broken it.«
Klippede navlestrenge, forlist kærlighed og bibelske motiver gennembløder teksterne. De sidste ti år har ikke gjort verden mindre forvirrende, og Rønnenfelt leder fortsat efter udfrielse.
Engang var de dunkle, ofte erotisk betonede engle, der smadrede deres uskyld i sammenstødet med rockens mytologi. Men efter denne punkede fuck it all-attitude, der blæste alt omkuld (inklusive dem selv), pisker de nu med langt større kontrol en langt mere kompleks musik, lyd og verdensforståelse op.
Iceage har kravlet, så gået, og nu er de løbende mod en voksenhorisont rig på patinerede farver og komplekse følelser.
Iceage: ’Seek Shelter’ (Mexican Summer/Escho). Udkom 7. maj.
