Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Iscenesættelsen af ’Frank vender hjem’ er en tiltrængt forløsning efter måneders teatertørke

Samtidsromanen ’Frank vender hjem’ har utallige lokationer, en turbulent tur over Øresund i havkajak og et ophold på en øde ø med en mågekoloni. Den virker derfor ikke som et oplagt valg til teaterscenen. Men på Odense Teater fungerer det
På Odense Teater begynder ’Frank vender hjem’ ved slutningen, hvorfra Frank (Jeppe Ellegaard Marling) som et langt tilbageblik fortæller publikum sin historie. Den bagvedliggende alvor fra romanen er stort set fravalgt i iscenesættelsen.

På Odense Teater begynder ’Frank vender hjem’ ved slutningen, hvorfra Frank (Jeppe Ellegaard Marling) som et langt tilbageblik fortæller publikum sin historie. Den bagvedliggende alvor fra romanen er stort set fravalgt i iscenesættelsen.

Emilia Therese

Kultur
26. maj 2021

Franks mor er alkoholiker, og hans far er gademusikanten Rock Tage, som forbipasserende kaster mønter efter på Strøget. Thea er datter af en »champagne-socialist« og en tv-kendis med forkærlighed for økologi og Flora Danica-service. De to mødes på universitetet, bliver mod alle odds kærester og venter deres første barn, da Thea forærer Frank en havkajak, som han uheldigvis driver til havs i.

Det er hovedtrækkene i Kristian Bang Foss’ skæve, humoristiske samtidsroman Frank vender hjem fra 2019, der er en fortælling om ulighed og klasseskel. Ikke blot om en tilfældig dreng fra Hvidovre, der bliver kærester med den smukke Thea fra den kendte velhaverfamilie, men også en alternativ dannelseshistorie om en ung mand, der skal de mest mærkværdige Robinson Crusoe-lignende oplevelser igennem for at finde sig selv.

På Odense Teater iscenesætter Simon K. Boberg historien i Thomas Markmanns dramatisering, som begynder ved slutningen, hvorfra Frank som et langt tilbageblik fortæller publikum sin historie. Det morsomme og latterfremkaldende er i fokus i iscenesættelsen, og den bagvedliggende alvor fra romanen er stort set fravalgt.

Iscenesættelsen fungerer derfor som en tiltrængt forløsning efter måneders teatertørke.

Emilia Therese

Uden for normerne

Thomas Markmann formår at få alle de væsentligste elementer fra Kristian Bang Foss’ roman med i sin dramatisering, selv om publikum hverken får hav eller mågekoloni at se. Der er naturligvis skruet ned for detaljegraden. Men alligevel står Franks ophav og historie klart frem i Simon K. Bobergs iscenesættelse – ikke mindst på grund af Jeppe Ellegaard Marlings absolut glimrende præstation som Frank, der blandt andet står foran det røde velourtæppe og med en lystfiskers entusiastiske armbevægelser beretter om den løbske tur i havkajakken, og hvorledes han overlevede på øen.

»Jeg tror ikke, jeg hører til her,« er noget af det første, Frank siger til publikum.

En udtalelse, der dukker op igen og igen i forskellige variationer i løbet af de knap tre timer, forestillingen på Odense Teater varer. Han ser sig forundret omkring på scenen, som oplevede han både sin familie og hele verden for første gang. Men Ellegaard Marling formår at ramme en balance i sin skildring af Frank, så han forbliver troværdig og ikke forfalder til overdrevne karikaturer.

Frank er ikke i stand til at holde sig til konventionerne. Simon K. Boberg lader – som i førnævnte scene – Frank opløse den fjerde væg og henvende sig direkte til publikum. En velfungerende understregning af hans manglende evne til at tilpasse sig omgivelserne. Frank er anonymt klædt i sin hvide, langærmede T-shirt og sine beige bukser, der står i skarp kontrast til Freja Klint Sandbergs sødmefulde Thea, som er iført forskellige varianter af gult med et gennemgående eksklusivt look, der får hende – som resten af hendes familie – til at se ud, som om hun netop er på vej til tennisbanen.

Emilia Therese

Ørkenvandring og stærke farver

På Odense Teater udspiller Franks historie sig i en stiliseret scenografi af Ted Pierce, der med en kombination af skiftende klare farver på bagvæggen i Simon Holmgreens lysdesign og et scenegulv dækket af noget, som ligner bølgende små bjerge af sand, på fineste vis formår at passe til alle fortællingens scener – uanset om det er til fredagsbaren på KUA, på gaden, hvor Rock Tage spiller guitar for småmønter, eller på den øde ø, hvor Frank ender efter sin mislykkede jomfrutur i havkajakken.

Nicolai Jandorf er på den helt rigtige måde frygteligt irriterende som hipstertypen Carsten, der kommer ind fra højre og snupper Thea med al sin hjælpsomhed og forståelse. Med Pierces kostumer, hvor både Thea og Carsten er iklædt rapsgult tøj, der matcher den tilsvarende baggrund i Theas lejlighed, understreges deres naturlige samhørighed yderligere.

Emilia Therese

Mikkel Bay Mortensen som Franks afdøde far Rock Tage fungerer i Markmanns dramatisering som en gennemgående figur, der dukker op på scenen med sin guitar som en personificering af Franks tanker og følelser.

»Så du, hvordan de grinede af dig?« siger han til Frank på dennes besøg i Theas families sommerhus i Skagen.

Franks skam over sit ophav, der står så tydeligt frem i romanen, ligger mere mellem linjerne i iscenesættelsen. For eksempel lader Frank kun modstræbende Thea møde sin mor, der i Malene Melsens kejtet-kærlige, vodkadrikkende udgave langtfra er så pinlig, som sønnens kropssprog giver udtryk for.

Mikkel Bay Mortensens Rock Tage leverer desuden en fin musikalsk side til forestillingen med diverse sange, som underbygger stemningen. Det samme gør de rene farver på bagvæggen i Ted Pierces scenografi, som skifter fra mørk pink over solgul og bodegabrunt til dyb lilla alt efter scenernes indhold. Som en spejling af de personer og stemninger, der udspiller sig på scenen.

Sandet på scenegulvet er en håndgribelig illustration af den ørkenvandring, Frank går igennem på sin vej til – hvis ikke indre fred, så i hvert fald noget, der ligner. Og med ordene »it’s alright« fra Beatles-sangen Here Comes the Sun sendes publikum hjem med en følelse af, at en sløjfe er bundet, og alt nu er, som det skal være.

’Frank vender hjem’. Romanforlæg: Kristian Bang Foss. Dramatisering: Thomas Markmann. Instruktør: Simon K. Boberg. Scenograf: Ted Pierce. Lys: Simon Holmgreen. Lyd: Rasmus Overgaard Bunton. Med: Jeppe Ellegaard Marling, Freja Klint Sandberg, Mikkel Bay Mortensen m.fl. Spiller på Odense Teater til 11. juni.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her