Jens Smærup Sørensen markerer sit 50-års forfatterjubilæum med 14 essays af høj karat

Hvad er det lige, der sker, hvis man smider en håndfuld grus i en dam? Jo, så opstår der en hel masse små, midlertidige midtpunkter, som samtidig bliver til små prikker på op til flere periferier af cirkler, der uafladeligt bølger ind over hinanden …

Sådan billedliggør Jens Smærup Sørensen, der søndag fylder 75, den samfunds- og mentalitetsmæssige proces, som gennem et halvt århundrede har udgjort hans forfatterskabs grunderfaring. Født i 1946 og opvokset på en gård i en lille, forholdsvis afsides Limfjordslandsby, ankom han akkurat tidsnok til at opleve en præmoderne kultur, som stadigvæk var i fuld vigør. Landbruget stod, i hvert fald til han kom i konfirmationsalderen, som landets bærende økonomiske kraft og var samtidig normsættende. Man skulle opdrages til respekt for forældre, til udholdenhed og nøjsomhed. Man skulle blive, hvor man var, og forblive trofast mod den fædrene arv. Man skulle sikre sin jord og dens frugtbarhed for den kommende generation. Og i øvrigt holde sig til den, man var blevet gift med.

Opbruddet fra denne livsform og værdiverden har for Jens Smærup Sørensen været lige så multipelt og komplekst som cirklernes bevægelser i dammen, og næsten lige fra sit forfatterskabs begyndelse har han kredset om, hvad der skete, i noveller, romaner og skuespil. Men sideløbende hermed skrev han gennem årene fremragende taler og essays, som han nu har samlet til en bog af sand lødighed, fyldt med intellektuelle og oplevelsesmæssige fortætningspunkter.

Indledningsvis genoptrykkes hans generelle betragtninger over landbokulturens historiske deroute, samlet i billedet af den dag, bondemanden kom trillende ind på gårdspladsen på Fergusontraktoren, her fulgt af refleksioner over fotografiet som dokumentarisk og kunstnerisk medium.

Afslutningsvis får man hans tilbageblik på egen forfattervirksomhed (tidligere trykt i tidsskriftet Spring) og et rids af forlaget Arenas historie (tidligere offentliggjort i en samling af de små firesiders informationsskrifter, abonnenterne modtog), inden Smærup runder af med en nyskreven personlig beretning om, hvorfor han meget længe lagde en ihærdig indsats i Det Danske Akademi, og hvorfor han i fjor forlod det. Alt sammen solidt og tænksomt på den der lidt omstændelige, men altid velgørende redelige og saglige, smærupagtige måde.

For denne læser har det mest givende ved mødet med bogen imidlertid været genhøret med to taler fra Akademiets årsfest for Knud Sørensen og Helle Helle og gensynet med forfatterportrætter af Johannes Ewald, Blicher (udvidet, forbedret version af forordet til Noveller, 2008, illustreret af Mette Dreyer), Grundtvig, Henrik Pontoppidan (eminent, mere personligt vinklet udgave af forord til De dødes rige, 2014), Jakob Knudsen, Jeppe Aakjær og Per Højholt, oftest i form af tekstlæsende nedslag. Smærup demonstrerer her en værdifuld karakteriseringsevne og sans for i få sentenser at sætte ord på det tematisk og æstetisk centrale hos en højt værdsat kollega. Man bliver således mindet om, hvordan Blicher levendegør sig selv og sin erfaringsverden i fortællerroller af voldsomt svingende karakter, og hvordan der hos Pontoppidan »om den håndfaste konstatering af et forhold lejrer sig et par bemærkninger med hvert deres aspekt af sagen, som en saglig præcisering, en semantisk modifikation, en årsagsforklaring eller en tidsbestemmelse – hvad der nu har kunnet forekomme ham at være behov for«.

Eller Smærup lytter sig ind på Knud Sørensens lavmælte prosa og viser, hvordan den oftest bygger på dialoger »af en klassisk landsbymæssig, antydningsvis og underspillet slags, hvor det folk går og siger især peger på, hvad de ikke går og siger, og som så alligevel bliver sagt«. I forbindelse med Helle Helle (i talen ved overrækkelsen af Akademiprisen 2016) udredes det, hvordan hendes indtil bevidstløshed monotont påståede minimalisme reelt dementeres indefra ved, at dagligsproget profileres af en slags udsøgt akavethed og gennemstrømmes af en grum og grinebideragtig underfundighed.

Og mens vi er ved det strømmende: Enhver med glæde ved ordentlig og ægte litteratur bør unde sig selv at læse Smærups personlige bekendelse til kunsten og litteraturen. Den tager udgangspunkt i en oplevelse af et pludseligt sanseligt nærvær med verden, en tilstedeværelse i alt, og fortætter sig i, at hvis der på papiret skrives en slags sandhed herom, kan et umiddelbart nærvær også senere tone frem i læsningen og opleves på samme vilkår: »I en koncentreret legende, vidtåben og i enhver forstand vital spontanitet.«

Jens Smærup Sørensen: ’En håndfuld grus i andedammen. Artikler’. Grif. 203 sider, 200 kroner