Den islandske forfatter Jón Kalman Stefansson (født 1963) har et stort dansk publikum, der værdsætter hans sproglige energi – og måske også personernes uberegnelighed, der samler sig til den særligt kalmanske magiske realisme, komplet med hvide nætter og hurtige penge.
Hans nye roman Stjernernes knitren er blandt hans allerbedste og trækker på forfatterskabets stærkeste fortælletråde: Familietraditioner, natur og et sprogligt overskud, der forbinder betydningsplaner metaforisk og metonymisk – inde og ude, før og nu.
Følelsers intensitet fremgår af drastiske metaforer, som når den syvårige navnløse fortæller føler sin mors forsvinden, som at tilværelsen mister sit grundlag: »Jeg … tør ikke stå op, for der hvor der skal være et gulv er der gabende tomt.«
Mors hænder er som juni og august, forklarer drengen, med hans hoved i midten udgør de to en hel sommer. Som altså uden hende er en evig januar.
Den glæder jeg mig til at læse.