Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Jussi Adler-Olsen-filmatiseringen ’Marco effekten’ er ikke dårlig – den er blot ligegyldig

’Marco effekten’, den nye film om Carl Mørck og politiets Afdeling Q for uopklarede sager, er trods gode kræfter foran og bag kameraet blevet en farveløs og uinspireret affære, der ikke formår at engagere
En skeptisk Carl Mørck (Ulrich Thomsen) forsøger at lokke romadrengen Marco til at tale i Martin Zandvliets ’Marco effekten’.

En skeptisk Carl Mørck (Ulrich Thomsen) forsøger at lokke romadrengen Marco til at tale i Martin Zandvliets ’Marco effekten’.

Nordisk Film

Kultur
27. maj 2021

Der er ikke gået meget mere end ti minutter af Marco effekten, den nyeste Jussi Adler-Olsen-Afdeling Q-film, før det går op for mig, at politichef Jacobsen ikke er den eneste, der er blevet træt af vicekriminalkommissær Carl Mørck – det er jeg også. Jeg havde ellers glædet mig.

Det er min første biograffilm efter nedlukningen, og af de hidtil fire Afdeling Q-film er jeg især glad for den første, Mikkel Nørgaards Kvinden i buret (2013), der så effektivt introducerer os for Mørck og hans højre hånd, Assad, og den sidste, Christoffer Boes Journal 64 (2018), der virkelig kan noget visuelt, og som har en vigtig historie om fortidens overgreb på unge kvinder at fortælle.

Men Marco effekten skuffede mig, selv om den er fuld af gode skuespillere. De første fire film blev produceret af Zentropa og havde Nikolaj Lie Kaas og Fares Fares i hovedrollerne som Carl Mørck og Assad.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Hvis filmen er ligegyldig - hvorfor så bruge al den spalteplads på at fortælle det?

Helle Walther

Bogen er den dårligste af de, der er udgivet indtil nu, den er kedelig læsning, så det må være svært at lave spændende film på den baggrund. Er ellers fan af Jussi Adler. Har læst alle hans bøger.