Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Jussi Adler-Olsen-filmatiseringen ’Marco effekten’ er ikke dårlig – den er blot ligegyldig

’Marco effekten’, den nye film om Carl Mørck og politiets Afdeling Q for uopklarede sager, er trods gode kræfter foran og bag kameraet blevet en farveløs og uinspireret affære, der ikke formår at engagere
En skeptisk Carl Mørck (Ulrich Thomsen) forsøger at lokke romadrengen Marco til at tale i Martin Zandvliets ’Marco effekten’.

En skeptisk Carl Mørck (Ulrich Thomsen) forsøger at lokke romadrengen Marco til at tale i Martin Zandvliets ’Marco effekten’.

Nordisk Film

Kultur
27. maj 2021

Der er ikke gået meget mere end ti minutter af Marco effekten, den nyeste Jussi Adler-Olsen-Afdeling Q-film, før det går op for mig, at politichef Jacobsen ikke er den eneste, der er blevet træt af vicekriminalkommissær Carl Mørck – det er jeg også. Jeg havde ellers glædet mig.

Det er min første biograffilm efter nedlukningen, og af de hidtil fire Afdeling Q-film er jeg især glad for den første, Mikkel Nørgaards Kvinden i buret (2013), der så effektivt introducerer os for Mørck og hans højre hånd, Assad, og den sidste, Christoffer Boes Journal 64 (2018), der virkelig kan noget visuelt, og som har en vigtig historie om fortidens overgreb på unge kvinder at fortælle.

Men Marco effekten skuffede mig, selv om den er fuld af gode skuespillere. De første fire film blev produceret af Zentropa og havde Nikolaj Lie Kaas og Fares Fares i hovedrollerne som Carl Mørck og Assad.

Men de film og skuespillere brød Jussi Adler-Olsen sig ikke om – trods stor succes ved billetlugerne – og rettighederne til at filmatisere hans bøger tilfaldt i stedet Nordisk Film – som i øvrigt ejer halvdelen af Zentropa – og rollerne blev besat af Ulrich Thomsen og Zaki Youssef.

Og det er der bestemt ikke noget galt i. Det er gode skuespillere, og Anders August, der har skrevet filmens manuskript, er virkelig dygtig. Det samme er instruktøren, Martin Zandvliet, der tidligere har lavet Applaus (2009), Dirch (2011) og den blændende Under sandet (2015).

Alligevel er Marco effekten en sært farveløs oplevelse. Hvor der virkelig blev slået nogle kulørte slag i bolledejen i de fire første film – ikke mindst i skildringen af egensindige, temperamentsfulde Carl Mørck – så er Zandvliets film, også visuelt, en gråmeleret affære, hvor man – jeg – ikke for alvor er engageret i hverken handling eller personer.

Svindel med nødhjælp

Det begynder ellers dramatisk nok. Carl Mørck (Ulrich Thomsen) forsøger at tale en ung mand ned fra en altankant højt oppe, men manden hopper og begår selvmord.

Nogle uger senere sidder en ubarberet Mørck i sit beskidte undertøj og mumler for sig selv, inden han – nu velsoigneret og påklædt – møder op hos sin chef, Jacobsen (Henrik Noël), på Politigården. Mørck har været på orlov på grund af selvmordet i begyndelsen af filmen, men er nu klar til at komme tilbage – efter blot to uger, selv om chefen havde insisteret på seks.

Snart dykker Mørck og Assad – og de to øvrige efterforskere i Afdeling Q, hvor de uopklarede sager har hjemme – ned i sagen om en overgrebsanklaget mand, William Stark, der forsvandt sporløst et par år tidligere.

En ung romadreng, titlens Marco (Luboš Oláh), er blevet snuppet i et tog på vej fra Tjekkiet mod København med en side af Starks pas på sig. Og det bliver begyndelsen på en speget sag, der både involverer kriminelle romaer i Danmark, udenrigsministeriet, korruption og svindel med enorme summer penge, der ellers er øremærket til nødhjælpsprojekter – blandt andet hospitalsbygning – i Afrika.

Og der er ingen tvivl om, at Carl Mørck nok burde have taget sig en lidt længere orlov og rent faktisk være mødt op hos den psykolog, han havde aftaler hos, men lyver for Jacobsen om at have talt med.

Vicekriminalkommissæren, der først halvvejs i filmen viser, at han har sans for opklaringsarbejde, har ingen som helst manerer eller fornemmelse for andre menneskers følelser. Hverken da han og Assad mødes med Starks ulykkelige familie, offeret for Starks angivelige overgreb eller Marco, der til at begynde med helt nægter at tale med dem, men som viser sig at være kommet til Danmark for at finde sin far, fordi hans mor er død.

Lidt ligegyldig

Jeg holder meget af Ulrich Thomsen som skuespiller, og umiddelbart skulle man tro, at hans afdæmpede, ofte kantede spillestil ville være oplagt til en rolle som indebrændte og udbrændte Carl Mørck. En slags lovlydig udgave af Kai Proctor, den uhyggelige skurk med amish-rødder, som Thomsen spillede i tv-serien Banshee.

Men hvor Proctor fremstod som en bombe, der ventede på at detonere, fornemmer man ikke meget af det turbulente, indre liv, Mørck tilsyneladende kæmper med. Der er for få sprækker i panseret hos den garvede politimand, og kun hans evige, neurotiske gnasken på nikotintyggegummi og enkelte pludselige udbrud signalerer, hvor galt det egentlig står til.

Det hjælper heller ikke, at den drillende interaktion mellem gnavne, labile Carl og varme, solide Assad – dét parløb er en af de første fire films store styrker – stort set er fraværende i Marco effekten.

Det er forståeligt nok, at Martin Zandvliet og co. vil lægge afstand til forgængerne, men så burde de have fundet en anden god måde at skildre parrets dynamik på. Der er ingen kemi mellem de to skuespillere, og indimellem synes de at medvirke i to forskellige film.

I forvejen er der tale om en historie, hvor der ikke er så meget på spil – eller hvor det ikke føles sådan. Jovist er det da synd for Marco, at han har mistet sin mor og jagtes af en brutal roma-gangsterboss og dennes håndlangere, men det får man ikke lov til at mærke. Det gør ikke rigtig indtryk eller ondt, og det forsøger heller ikke at knytte an til en aktuel konflikt eller en samfundsmæssig diskussion.

Det kan ikke have været nogen nem opgave for hverken skuespillere eller filmfolk at overtage Afdeling Q-serien, og det er heller ikke, fordi Marco effekten – hvorfor skal den titel overhovedet skrives i to ord/uden bindestreg? – er en elendig film. Den er blot lidt ligegyldig, en af den slags, man vil føle sig nogenlunde underholdt af en søvnig aften foran fjerneren. På det store lærred i det mørke biografrum kan man dog se, hvor meget den mangler for at gøre indtryk.

’Marco effekten’ – Instruktion: Martin Zandvliet. Manuskript: Anders August. Fotografi: Aske Alexander Foss. Længde: 125 minutter. Biografer landet over.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Hvis filmen er ligegyldig - hvorfor så bruge al den spalteplads på at fortælle det?

Helle Walther

Bogen er den dårligste af de, der er udgivet indtil nu, den er kedelig læsning, så det må være svært at lave spændende film på den baggrund. Er ellers fan af Jussi Adler. Har læst alle hans bøger.