Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

Kærlighedsdramaet ’Ammonite’ har sin egen afdæmpede og gribende (natur)kraft

Der er både en menneskelig og en kønspolitisk dagsorden i Francis Lees nye film, ’Ammonite’, der gribende og kraftfuldt fortæller om kvindeliv i 1840’ernes England
To kvinder mødes, og sød musik opstår i Francis Lees ’Ammonite’, der foregår i 1840’ernes victorianske England, hvor kærlighed mellem mennesker af samme køn ikke ligefrem var velanset.

To kvinder mødes, og sød musik opstår i Francis Lees ’Ammonite’, der foregår i 1840’ernes victorianske England, hvor kærlighed mellem mennesker af samme køn ikke ligefrem var velanset.

Angel Films

Kultur
20. maj 2021

Den allerførste scene i Francis Lees Ammonite, der foregår i 1840’ernes Storbritannien, sætter lakonisk og effektivt scenen for resten af filmen: En rengøringskone er i gang med på knæ at skrubbe et parketgulv, da hun uvenligt bliver beordret til side af en mand – hvis ansigt man ikke ser – fordi et værdifuldt dinosaurfossil skal bæres på plads.

Fossilet placeres i sin udstillingsmontre, manden kigger på sedlen, der sidder fast på fossilet, og hvorpå finderens navn, Mary Anning, står. Han udtrykker sin overraskelse – eller er det misbilligelse? – fjerner sedlen og placerer et kort i en holder foran fossilet. Nu præsenteres det af en mand, og kvinden, der fandt det, er så at sige skrevet ud af historien.

Og det er blandt andet, hvad Ammonite handler om: Mere eller mindre usynlige, oversete kvinder, der ikke har mulighed for at være sig selv i et mandsdomineret samfund. Efter åbningsscenen, der foregår på British Museum, fokuserer filmen på selvsamme Mary Anning (Kate Winslet), der frister en tilværelse som fossilekspert og -sælger i Lyme Regis, en vindblæst engelsk by ved havet.

Filmen er opkaldt efter de fossiler, som hun er så god til at finde. Mary bor sammen med sin gamle, skrantende mor, Molly (Gemma Jones), hvis øvrige ni børn stort set alle er døde.

Stridbar kvinde

Mary er en lidt bitter, stridbar kvinde, der bruger sine dage på at finde sten på stranden og ud af dem hugge de fossiler, som er så eftertragtede blandt turister og hos videnskabsmændene i London – hvor hun som kvinde ikke er velkommen. Hun er dygtig til sit arbejde og ved præcis, hvilke sten der gemmer på fossiler, og hvilke der er spild af tid. En dag opsøges hun af en velhavende herre, Roderick Murchison (James McArdle), der vil have hende til at vise ham, hvordan man finder fossiler.

Mr. Murchison er på vej på en arkæologisk rejse udenlands, og han ender med at lade sin skrøbelige hustru, Charlotte (Saoirse Ronan), der, antydes det, har mistet et barn, blive tilbage i Lyme Regis. Han mener ikke, at hun kan klare den strabadserende rejse, hun er uenig, og i et par scener ser man, hvordan han bestemmer for Charlotte og behandler hende som fragilt porcelæn, der kan gå i stykker når som helst. Da han rejser, beder han en modvillig Mary Anning tage sig af hustruen – men pengene kan Mary og Molly godt bruge.

Efter en dukkert i det kolde og ikke særligt venligtsindede hav ender Charlotte med at blive syg, og det er Mary, der plejer hende. Der udvikler sig et venskab og en fortrolighed mellem de to ensomme kvinder – Mary åbner sig langsomt for Charlotte – og de forelsker sig i hinanden.

Det er dog en forbudt kærlighed, som ikke har gode vilkår i et victoriansk samfund, hvor homoseksualitet er en synd af de værre, og kvinder i vid udstrækning er reduceret til bifigurer i deres egne liv.

Identitet og seksualitet

Ammonite er et naturligt akkompagnement til Francis Lees forrige værk, den delvist selvbiografiske debutspillefilm God’s Own Country (2017), der handlede om en ung fåreopdrætter og den rumænske gæstearbejder, han forelsker sig i. Begge film foregår i miljøer, hvor homoseksualitet ikke umiddelbart er acceptabelt, og begge handler de om mennesker, som slås med deres egen identitet og seksualitet.

Det er nærmest livgivende at opleve, hvor meget Charlottes kærlighed betyder for Mary og samtidig se, hvordan den passionerede sex, de to dyrker – efter at have taget mere forsigtige, næsten kyske tilløb – bliver en forløsning for hende, ja, for dem begge. Man forstår, at Charlotte ikke er den første kvinde, Mary har været forelsket i, men at hun ikke formåede på samme måde at give sig hen til denne anden kvinde, og forholdet gik i stykker – måske endda inden det for alvor gik i gang.

Der er som sagt også en politisk dagsorden i Ammonite, som har at gøre med den måde, kvinder behandles på. Selv om Mary Anning høster respekt for sit arbejde – og man ifølge Mr. Murchison taler om hende i London – er det ikke hendes navn, der står på kortet i udstillingsmontren på British Museum.

Man fornemmer, at det både er denne manglende officielle anerkendelse, det barske, fattige liv i udkanten af verden med en syg mor – og spøgelserne af alle de døde børn/søskende – og så det at skulle skjule ens inderste væsen, der har gjort Mary så hård som de sten, hun finder på stranden.

Skjulte skatte

Men ligesom stenene rummer skjulte skatte, fossiler – alene disse forstenede forhistoriske dyr rummer en vis symbolkraft, når det kommer til Marys følelsesliv – gemmer der sig dog også et andet og mere sårbart og passioneret menneske inde i den midaldrende kvinde. Måske hun har opgivet alt håb om ægte kærlighed, da Charlotte dukker op og når frem til hendes bløde kerne. Men kan kærligheden overleve omgivelsernes misbilligelse og det faktum, at de to kvinder om noget kommer fra hver sin verden?

Det må man selv se Ammonite for at finde ud af, men der er en meget fin symmetri i filmen, som på sin vis ender, hvor den begynder. Francis Lee er en dygtig billedmager, der ofte lader vinden og regnen og havet tale for sine hovedpersoner og udtrykke det, de føler. Han har begået en mindre genistreg ved at lade to fænomenale skuespillere fra hver sin generation spille over for hinanden. 

Hvor Kate Winslets Mary er hårdfør og kantet, er Saoirse Ronans Charlotte anderledes følsom og sårbar, men da de møder hinanden i den første lidenskabelige omfavnelse, fornemmer man, at de henter styrke og forandringsvilje hos hinanden.

Det er smukt spillet og skildret visuelt og lydligt – ikke lige så besættende og betagende som Céline Sciammas beslægtede Portræt af en kvinde i flammer – men Ammonite har i høj grad sin egen afdæmpede, gribende (natur)kraft.

’Ammonite’ – Instruktion og manuskript: Francis Lee. Fotografi: Stéphane Fontaine. Længde: 120 minutter. Biografer landet over

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Lars Jensen

Her er historien om Mary Anning
https://en.wikipedia.org/wiki/Mary_Anning