Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

Kasper Holtens ’Hobbitten’ må have kostet kassen, men det er også i orden. Flottere kan det næppe gøres

’Hobbitten’ er lykkedes som ekstravagant udendørsteater i Kasper Holtens storladne og overdådige iscenesættelse i Ulvedalene. Med Signe Egholm Olsen som uimodståelig Bilbo
Alle spillerne i Hobbitten bærer en ’hobbit’-dukke om livet som et genialt greb, der gør det muligt for alle tilskuerne at se ansigtsudtrykkene i ’Hobbitten’ i aftenmørket i Ulvedalene. Her er det Signe Egholm Olsen som Bilbo.

Alle spillerne i Hobbitten bærer en ’hobbit’-dukke om livet som et genialt greb, der gør det muligt for alle tilskuerne at se ansigtsudtrykkene i ’Hobbitten’ i aftenmørket i Ulvedalene. Her er det Signe Egholm Olsen som Bilbo.

Mikloas Szabo

Kultur
25. maj 2021

Flottere kan det næppe gøres! Denne Hobbitten af Det Kongelige Teater i Ulvedalene er skabt med så store armbevægelser og så mange indfald, at Tolkiens eventyr netop får den følelse af uforudsigelighed og magi, der skal til for at åbne tilskuerens fantasi. Denne gigaforestilling i Dyrehaven må have kostet kassen, men det er også i orden. Efter et år med coronaaflysninger trænger vi til at se en grænseløst overdådig og ambitiøs forestilling fra Det Kongelige Teater. Og her er den så.

Tolkien-fan eller ej, så kan dette eventyr vel ellers siges at være en temmelig langtrukken beretning om den lille hobbit Bilbo, der meget mod sin vilje tvinges på et farligt eventyr. Men i Niels Brunses muntre oversættelse af Glyn Robbins’ plotfokuserede dramatisering er historien også blevet en yderst humoristisk skildring af en fredselskende og magelig bangebuks, der pludselig bliver en helt.

Blink i øjet

Netop dette blink i øjet præger hele Kasper Holtens iscenesættelse. Hans afgørende greb har været brugen af dukker – dukker i ’hobbit-size’, der er gjort fast rundt om maven på skuespillerne, der har en hånd til at føre dukkens hånd, og som stadig også har ansigtet fri til at spille.

Scenografen Ida Marie Ellekilde har skabt nogle sjove og groteske dukker, hvis kæmpeøjne og overdimensionerede munde passer perfekt ind i skumringen i Dyrehaven, hvor alle udtryk kan ses overraskende tydeligt. Og takket være den garvede dukkeførerinstruktør Rolf Søborg Hansen (manden bag blandt andet Jernring og Arne går under på Bådteatret) er hele ensemblet blevet i stand til at føre disse dukker – alene, to eller tre personer om én dukke – så tilskueren uden besvær både følger dukkens udtryk og skuespillerens krop på samme tid.

Dukkegrebet glider perfekt ind i Kim Ditzels scenografi. Egentlig ser scenen ikke ud af meget, sådan som den er placeret som en simpel klippeblok med en påmonteret, spinkel metalrig, som var der bare tale om et lysstillads til en koncert. Men når først Ulrik Gads lys glimter, så kommer der liv inde i Tolkiens verden. Og når Luke Halls videoprojektioner fejer hen over klippen, så opstår der både bjergskred og dragegys, så Ulvedalene vitterlig bliver et farligt sted at være; endda med ulve med røde krykstokkeben og glubske tænder.

Dukkeøjne og tebrev

Dukkegrebet virker, fordi skuespillerne så uforbeholdent har påtaget sig at være dukkeførere, så dukken kommer til at blive en naturlig forlængelse af deres eget spil i rollerne. Og så vi som tilskuere kommer til at identificere os med vores egen indre, bange dukke.

Den spændstige Signe Egholm Olsen står beskedent bag sin Bilbo-dukke med skrabet hestehale og bukser med seler. Og jeg kommer straks til at holde af denne Bilbo, hvis store øjne har en nysgerrighed, der kæmper mod tryghedstrangen til at blive hjemme og drikke te. Bilbos dukkehånd tager omhyggeligt et tebrev op af tekoppen, mens hans ansigt diskuterer frygten for det ukendte med Kasper Leisners ranke og veltalende troldmand Gandalf, der rider ind på Dyrehavens stolteste, sorte hest.

Det er en fryd at høre, hvordan Signe Egholm Olsens stemme er så klar og uanstrengt, at alle vi 2.000 tilskuere kan høre, hvad hun siger – uden at hun på nogen måde virker kunstig. Hendes Bilbo får os til at mærke, hvordan det er at være lille og bange, men også stædig og fuld af retfærdighedssans. 

Scenografen Ida Marie Ellekilde har skabt nogle sjove og groteske dukker, hvis kæmpeøjne og overdimensionerede munde passer perfekt ind i skumringen i Dyrehaven.

Scenografen Ida Marie Ellekilde har skabt nogle sjove og groteske dukker, hvis kæmpeøjne og overdimensionerede munde passer perfekt ind i skumringen i Dyrehaven.

Mikloas Szabo

Moslen og plasken

Gennem Bilbos rystende figur møder vi de andre finurlige eksistenser, der dækker hele spektret fra de grumme til de skøre og irriterende – og rørende. Jens Jørn Spottag er en stærk dværgkonge med klangfuld røst, og rundt om ham mosler dværge med masser af humor, ikke mindst Peder Holm Johansen med sine komiske, bekymrede håndbevægelser og Bjarne Antonisen med en yderst udtryksfuld sulten mave. For ikke at tale om Peter Gilsforts monsterfede oldermand med skaldepande i nedstyrtningsfare.

Undervejs i det barske eventyr dukker den onde op i skikkelse af Gollum. Hans uhyggelige skeletdukke bliver ført med ukuelighed af Joen Højerslev og hans to hjælpere, der plasker stuntmanagtigt rundt i vand til lårene i en sø efter uskyldige fisk, indtil Gollum bliver narret af den kække Bilbo.

Minipony er et hit

Hobbitten er et sandt ’Gesammtkunstwerk’. Her samles både skuespil og dukketeater, men også stunt og dans – og sågar en ørnedrone – foruden musik, kæmpekor og statisthære. Forestillingens filmagtige musik af Jeanett Albeck lyder mest som noget, man har hørt før. Men den virker.

Til gengæld overrasker hestene. I hobbitternes lilleputland er det selvfølgelig ikke de store heste, men ponyerne, der trækker af sted med hobitdukkerne på ryggen – naturligvis med den allermindste minipony til Bilbo. Det vækker jubel! Desuden har stuntkoordinatoren Kristoffer Jørgensen fået tre kæmpeedderkopper til at blive besejret højt oppe under aftenhimlen på mest komiske splattervis. Det må vist hedde indvoldsæstetik!

Den imponerende forestilling er nok 20 minutter for lang. Men pyt. Den afslører, at de fleste af os åbenbart har en indre hobbit, der vågner undervejs – og smiler.

Som Gandalf siger det: »Måske ved du ikke, hvem du selv er.«

’Hobbitten’ af Det Kongelige Teater i Ulvedalene er skabt med så store armbevægelser og så mange indfald, at Tolkiens eventyr netop får den følelse af uforudsigelighed og magi, der skal til for at åbne tilskuerens fantasi.

’Hobbitten’ af Det Kongelige Teater i Ulvedalene er skabt med så store armbevægelser og så mange indfald, at Tolkiens eventyr netop får den følelse af uforudsigelighed og magi, der skal til for at åbne tilskuerens fantasi.

Mikloas Szabo

’Hobitten’. Baseret på J.R.R. Tolkiens roman. Tekst: Glyn Robbins. Oversættelse: Niels Brunse. Iscenesættelse: Kasper Holten. Scenografi: Kim Ditzel. Kostume- og dukkedesign: Ida Marie Ellekilde. Dukkeinstruktør: Rolf Søborg Hansen. Musik: Jeanett Albeck. Lysdesign: Ulrik Gad. Videodesign: Luke Halls. Lyddesign: Jonas Vest. Koreografi: Sofie Akerø. Stuntkoreografi: Kristoffer Jørgensen. Det Kongelige Teater i Ulvedalene. Varighed: 2 timer 20 minutter. Alderskrav: Fra 6 år. Til d. 3. juli 2021.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Louise Hansen

Hvorfor er det egentlig lige, at "vi" trænger til at se ekstravagante forestillinger? Personligt trænger jeg mere til at kunne tage bussen uden at risikere at smitte andre med covid eller blive smittet.

Det er første prioritet for mig. Og i mellemtiden har jeg fået min trang til kultur stillet ved fx at se Netflix.

Netflix bidrager til langt mere i nutidens kultur og dermed min, end Peterskirken og Taj Mahal gør.

Det er der mange, der ikke forstår. Det er DEN forståelse, der er væsentlig for kultur. En forståelse for kultur, der rækker ud over kulturbegrebet, som vore forfædre skabte den og forstod den.

Steffen Gliese

Ja, intet slår det levende teater - også selv om det er optaget. Det er handlingen i nuet, der også for altid gør teatret til et sandhedens sted; mens filmen altid kan lyve og klippe sig til et narrativ.

Louise Hansen

Steffen Gliese, man kan vel næppe betragte teatret som et "sandhedens sted", eftersom det i sin form er præcis det modsatte. Teater (og film og anden fiktion) er en måde at redigere virkeligheden på.

Virkeligheden er det, vi ser, når vi tænder for vores TV. Virkeligheden er det, vi ser på teatret. Virkeligheden er det, vi ser, når vi går langs strøget og er deltagere i det skuespil, vi kalder liv.

Virkeligheden er alt, der findes. Teater er ikke mere levende end film. Koncerter er ikike mere levende end cd'er eller vinylplader. Skrift er ikke mere levende end det talte ord, og omvendt.

Det er levende det hele, eller dødt.

Eva Schwanenflügel

Måske trænger nogen til en kop kaffe?

Jørgen Mathiasen

Ja, der kan vist godt være brug for en kop kaffe, når man ser teserne her.
Skal vi sige det på den måde: Nogle af os mener med lidt understøttelse fra kunstfilosofien og kunstvidenskaberne, at kunstarterne indeholder muligheder for at erkende noget, og det er en væsentlig grund til fascination ved kunstværker.

Så er der det med virkningen. Der er filosoffer, som mener, at vi egentlig sjældent "er oppe og køre" over et kunstværk, altså at det i virkeligheden ikke primært har med følelser at gøre. Jeg kan dog sige for mit eget vedkommende, at noget af det virker, som om man har fået vinger, men andet sender en i meditation.
Det skulle være mig en fornøjelse at se det kgl.s forestillling.

Steffen Gliese

Tak, Jørgen Mathiasen, desværre er kunsten som adgang til erkendelse noget uerkendt for tiden, hvor 'store følelser' mere er all the rage.

Jørgen Mathiasen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar