Det står som en korintisk søjle i dansk litteratur, Klaus Høecks forfatterskab, en majestætisk monolit, rigt udsmykket med over 15.000 digte. Omfanget gør ham til Danmarks, ja måske verdens, mest produktive digter, men som redaktørerne af Kybernetik og Romantik, Peter Stein Larsen, Michael Kallesøe Schmidt og Frederik Stjernfelt, skriver i forordet, så kunne det jo være komplet ligegyldigt, hvis ikke indholdet havde kvalitet. Men det har det, lykkeligvis, altså kvalitet.
Høeck debuterede i 1966 med værket Yggdrasil og har siden udgivet over 30 værker, mange på flere hundrede sider. Seneste bog fra den 82-årige systemdigter er den anmelderroste Password, og da det ifølge den bog muligvis er Høecks sidste, er der gode grunde til, at nærværende bog sendes på gaden med dybdegående undersøgelser af, hvordan og hvorfor Høecks samlede værk er af så høj kvalitet, som det er tilfældet.
»Høecks tidlige forfatterskab er så kaotisk knopskydende, at en tilfredsstillende hermeneutisk udveksling mellem læser og værktotalitet synes utopisk og måske endda misforstået.«
Schmidt kæmper lidt mod indvendingen om, at indsigten er banal, men tager så en omvej omkring de ofte komplicerede appendikser, der følger bagest i værkerne og diskuterer forholdet mellem poesi og poetologi. Det er kompliceret hos Høeck, fordi de poetologiske overvejelser foreligger i værket, og appendikserne derfor ikke kan være en kryptisk facitliste.
I en del år har litteraterne debatteret, om kristentroen spiller en afgørende rolle for Høeck. For eksempel havde Tue Andersen Nexø og Fredrik Stjernfelt en udveksling om det tema her i avisen i forbindelse med førstnævntes anmeldelse af sidstnævntes Høeck-monografi, Admiral. Bitumen. Zodiak (2008). Kristentroen spiller så afgjort en central rolle, men det er ganske givet på en egensindig måde, for Høeck blander skamløst kristent tankegods med alskens buddhistisk, alkymistisk, vitalistisk stof.
Netop derfor virker Marianne Stidsens tese – at Høeck først og fremmest er eksistentialist – tiltalende. Særligt fra hovedværket Hjem (1985) træder Høeck ifølge Stidsen frem som natur- og eksistensdigter, hvor hverdagen – som senere undersøges kompetent af Dan Ringgaard – bliver den akse, Høecks tanker udvikles omkring. Det er et farvel til ungdommens historiefilosofiske tro på, at revolutionen vil ændre virkeligheden ved direkte indgriben, og et goddag til eksistensen i individuel og etisk forstand, som forbillederne Kierkegaard og Heidegger inspirerer til.
I den første af redaktør Peter Stein Larsens to artikler indkredser han tre genkommende tematikker hos Høeck: teknik, religion og poetologi, og her placerer han Høeck i den gruppe af danske digtere sammen med Søren Ulrik Thomsen og Simon Grotrian, »hvor det kristent-religiøse indgår som en organisk del af det digteriske rum«. Man kan måske samlet sige, at via sin optagethed af eksistens synkretiseres Høecks kristne tro med alskens andet materiale, men det kristne står dog stadig tydeligt frem i forfatterskabet og er et fast orienteringspunkt.
Hvor starter man sin læsning og præsentation?
Flere steder henvises til forfatterskabet som en skov, blandt andet i Sara Nørholms artikel, hvor det er hele artiklens tema. Metaforen peger på introduktionsproblemet: Skal man fokusere på ét træ ad gangen eller give helikopterperspektivet? Eller som hun siger, så er der »en nær sammenhæng imellem at fordybe sig og miste overblikket«, og det gælder både læsningen og præsentationen. Fokuserer man på ét træ af gangen, er der en chance for, at man går i ring eller mister orienteringen. Fokuserer man på overblikket, er der en chance for, at man ikke er tilstrækkeligt selvstændiggjort, når man sænkes ned på skovbunden og starter sin egen vandring.
En lidt vag artikel er Louise Mønsters artikel om science fiction-poesi, som undersøger »forfatterskabets fremtidsbilleder«, primært gennem værket Projekt Perseus (1977). Nærlæsningen er fin, og udblikket til science fiction-trenden i skandinavisk litteratur er også kompetent, alligevel står man lidt tomhændet tilbage efterfølgende, fordi det mest konstateres, at værket er svært at begribe i sin avantgardistiske ambition.
Et eksempel på en artikel, hvor der zoomes helt ind, er redaktør Frederik Stjernfelts artikel om Høecks direkte og indirekte brug af Kurt Gödels ufuldstændighedsbevis fra 1931. Beviset siger, at »for tilstrækkeligt komplicerede formelle systemer (dvs. der kan udtrykke elementær aritmetik) vil systemet altid kunne udtrykke sande domme, der ikke kan bevises inden for systemet«, og dette bevis er altså genstand for en fælles interesse mellem Høeck og Stjernfelt. Stjernfelt får overbevisende kortlagt brugen af Gödel hos Høeck, også den indirekte, der omhandler, at Høeck anvender Gödel som et billede på, at intet fænomen kan forklare sig selv på en udtømmende måde.
Disse eksempler på det lidt vage og det højt specialiserede er mindre en kritik rettet mod de enkelte artikler, end det er en konstatering af det grundlæggende forhold, at Høecks forfatterskab er svært at håndtere. De enkelte digte har svært ved at bære en nærlæsning, fordi betydningsniveauet eksisterer på værkniveau, men omvendt er værkerne så store, at de næsten er umulige at gabe over.
Romantikken hos Høeck
I litteraturen om Klaus Høeck har vi ud over en bunke universitetsspecialer og nærlæsninger af enkeltværker primært haft Frederik Stjernfelts allerede nævnte ABZ, der udkom i forbindelse med Høecks 70-års fødselsdag. Derfor diskuterer flere artikler deres indsigter op imod Stjernfelt, men på en god, generel måde, hvor almene læsere kan være med. Både Jan Rosiek og Erik Skyum-Nielsen udfordrer Stjernfelts forståelse af Høecks romantikopfattelse, den »sorte« romantik, som Stjernfelt karakteriserer Høecks besyngelse af de venstreradikale politiske bevægelser i årene omkring 1980.
Høecks værker Ulrike Marie Meinhof (1977) og Winterreise (1979) hyldede de antikapitalistiske bevægelser i Tyskland og slog et slag for de terroragtige metoder, som disse grupper benyttede. Ifølge Stjernfelt er sortromantikken hos Høeck en sekulariseret religiøsitet, hvor de få udvalgte har set, hvad der er galt med den faldne verden. Men ifølge Rosiek er det en misforstået karakteristik af Høecks romantik. Høecks tidlige romantik var ikke sort men »utopisk«, som er en mere social romantik, der plæderede for forandringer for alle og derfor også er vanskeligere at afskrive i en senere optik.
Skyum-Nielsen er også ude efter Stjernfelts forståelse af romantikken hos Høeck, men mindre hans karakteristik af det »sorte« som den lidt skarpe opdeling mellem en tidlig sort Høeck og en senere hverdagsvendt universalromantiker fra Hjem og frem. Skyums læsning er, at romantikopfattelserne hos Høeck står i en konstant indre modsigelse i forfatterskabet, og det klare skel mellem en tidlig og en sen Høeck ikke lader sig opretholde, når værkerne nærlæses.
Den verdensvendte poesi
Høeck er systemdigter, og det skal ses i sammenhæng med en markeret verdensvendt poesi. I forfatterskabet er der en encyklopædisk ambition, hvor alt gøres til genstand for poetisk brug, og derfor må der en form til at organisere og styre materialet. Som Stein Larsen skriver, er Høeck »draget af den lære, at netop reglerne, ordenen og systemerne i anvendelsen af de digteriske former ikke har virket hæmmende på den digteriske udfoldelse«. Eller suppleret af Marianne Stidsen: »Formålet er, som det i det hele taget er tilfældet i alle former for systemdigtning, at få sparket tanken og følelsen ud af komfortzonen, ud af ’boksen’, som man også siger.« Selvskabte benspænd kan være en igangsættende gnist, som vi også har set hos kolleger som Thorkild Bjørnvig, Inger Christensen, Jørgen Leth, Rasmus Nikolajsen og Rasmus Halling Nielsen.
Men systemerne har naturligvis også spændt ben for receptionen, hvor Høeck er blevet kaldt en kold maskindigter, der producerer tankedigtning på samlebånd. Men det er en stor styrke ved denne bog, at den ikke alene får vist, hvorfor Høecks enorme værk har kvalitet og på hvilken måde, men også hvordan den verdensvendte poesi faktisk duver æggende i systemerne.
Der er med andre ord liv i digtene, eksistens i kuglepennens spids. Høecks mest yndede digtform er haikuet, og det i den høeckske variant, hvor der er en intensiv brug af optisk enjambement, det vil sige, én verselinje klippes over og fortsættes i næste, ofte brutalt inde midt i et ord. Med Dan Ringgaards ord er ingen digtform »så tæt på at være et ikkedigt som et haiku«, men netop i denne form kan Høeck proppe hele verden ind på overraskende, forbløffende, drilagtige, videbegærlige måder.
Det kan man se helt aktuelt gennem den afsluttende artikel fra Peter Stein Larsen, der er en nærlæsning af Password. Her får han vist, at Høeck mere eller mindre har forladt det tekniske materiale til fordel for et akut økologisk engagement i klimakrisen. Det økologiske engagement er aggressivt og ømt på én gang, mens det også kombineres med et stort humoristisk register og konstante udblik til andre livsområder. Hverken distanceret eller flæbende, men toptunet, alert og engageret. Dét er Høeck, også den gamle.
’Kybernetik og romantik. Om Klaus Høecks forfatterskab’. Redigeret af Peter Stein Larsen, Michael Kallesøe Schmidt og Frederik Stjernfelt. Forlaget Spring. 2021. 249 sider. 295 kroner
