Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

Lille roman fra 1927 bliver en af bogsæsonens sjoveste bøger

Yvan Goll er i dag næsten glemt – hans vilde roman om ’eurobacillen’ burde aldrig blive det
Yvan Golls ’Eurobacillen’ er illustreret med tegninger af den russisk-franske maler og bogillustrator Georges Annenkov, som blev født i 1889 og døde i 1974. Annenkov var en af Golls venner og var en central del af den russiske avantgarde, inden han i 1924 flyttede til Paris. Han gjorde sideløbende karriere i filmbranchen som kostumedesigner. (Kilde: Adam Paulsens efterskrift).

Yvan Golls ’Eurobacillen’ er illustreret med tegninger af den russisk-franske maler og bogillustrator Georges Annenkov, som blev født i 1889 og døde i 1974. Annenkov var en af Golls venner og var en central del af den russiske avantgarde, inden han i 1924 flyttede til Paris. Han gjorde sideløbende karriere i filmbranchen som kostumedesigner. (Kilde: Adam Paulsens efterskrift).

Georges Annenkov/via Wunderbuch

Kultur
28. maj 2021

Jeg skulle de første tre-fire sider læse på laveste hastighed, standse op, begynde forfra. Så langsomt frem igen. Og alligevel havde jeg svært ved at forme meningsfulde indre billeder af det, jeg læste.

Det har ikke kun med min tungnemhed, men også med Yvan Golls (1891-1950) skrivestil at gøre. Goll var surrealist med flere stænk af ekspressionisme, hos ham er en parismorgen ikke bare, hvad forfatteren ser og tænker, men hvad de drømmeagtige associationer og det underbevidstes billedmylder gør den til. Så kan det klokken 06.00 og umiddelbart efter jegets opvågnen lyde sådan her i Adam Paulsens gode oversættelse:

»Paris er en forhekset by. Seinen stagnerer. Eiffeltårnet er loddet sammen mange steder. Det har ikke sneet i de sidste mange år. De stærke følelser er uddøde. En slem bacille har bidt sig fast i løvet på boulevardernes lindetræer og i folkets hjerter.«

Stedet er let nok: Paris-Seinen-Eiffeltårnet-boulevarderne. Men andre ord forvandler ét parisbillede til mange: forhekset, stagnerer, loddet, sneet, uddøde, bidt, følelser, bacille, hjerter. Her er vi i flere hastige spring efter hinanden i eventyret, økonomien, industrien, meteorologien, bakteriologien, zoologien, anatomien.

Det er anstrengende at læse. Senere kommer belønningen. Den vender jeg tilbage til.

Åndens og kulturens død

Jeg ved ikke, hvad der har fået det lille forlag Wunderbuch til at udgive Yvan Golls kortroman fra 1927. Titlen – Eurobacillen – kunne få én til at tro, at det havde med coronavirus at gøre. Det tankespring kan man ikke forbyde nogen, slet ikke når vi nu taler om associationernes utæmmede energier. Men den dræbende bacille hos Goll handler om noget helt andet – nemlig om åndens og kulturens død.

Goll var fra en jødisk familie i Alsace-Lorraine. Han skrev på både tysk og fransk og var en tid især forbundet med ekspressionismen, i »afdelingen for det eksalterede og højspændte«, som Adam Paulsen skriver i sit efterord. Årene under Første Verdenskrig tilbragte han i Schweiz. Da han efter krigen slog sig ned i Paris, blev han en del af tidens avantgardemiljøer sammen med berømtheder som André Breton, Paul Éluard, James Joyce, Picasso og Marc Chagall. Surrealismen satte han sit stærkeste aftryk på, men han var omtrent hele paletten rundt, fortæller Adam Paulsen: dadaisme, kubisme, futurisme og sandelig også den såkaldte zenitisme, der havde serbiske rødder og dyrkede en antiborgerlig, antimilitaristisk og antinationalistisk kunst.

Goll er kort sagt en prisme for de europæiske avantgardebevægelser i 1900-tallets første tiår.

Avantgardens kamæleon

Han er også en sørgelig skikkelse, fremgår det af efterordet. Også på den måde er han tidstypisk, i hvert fald hvad dele af det sørgelige angår.

Goll havde ikke noget fædreland, skrev han i en selvbiografisk note engang. Han var både tysk og fransk eller hverken-eller. Det matcher meget godt avantgardebevægelsernes idé om det antinationale, men var på det personlige plan tilsyneladende ikke lykken. »Snigmyrdet« kaldte han det, som 1. Verdenskrig gjorde ved hans ungdom. 2. Verdenskrig tilbragte han i landflygtighed i USA, først i sommeren 1947 vendte han og hans hustru tilbage til Paris. Han var da dødssyg af leukæmi.

Goll var her og der og alle vegne i bevægelserne, men er i dag stort set ukendt. Muligvis af netop den årsag, skriver Adam Paulsen: Goll blev af en kollega kaldt »avantgardens kamæleon«, han opholdt sig for kortvarigt hvert sted til at sætte blivende spor.

Mest berømt er Goll muligvis i dag for den såkaldte Goll-affære, som Adam Paulsen kort genfortæller. Yvan Goll udviklede et nært venskab til den dengang ukendte Paul Celan. Venskabet blev grundlagt i 1949. I 1953 – tre år efter Golls død – indledte hans psykisk ustabile hustru en bagvaskelseskampagne mod Celan med beskyldninger om, at han skulle have plagieret Goll.

Beskyldningerne var grundløse, men kampagnen effektfuld. Sagen var tæt på at ødelægge alt for Celan. I dag kaster den en skygge over Goll.

Der findes det meget forsonende træk ved litteraturen, ikke mindst den europæiske, at når den vil moralisere, så gør den det gerne i en vellystig vrængen, som overskygger den pastorale alvor og ikke er til at skelne fra det umoralske.

Sådan er det også i Golls lille lyriske roman.

Eurobacillen er billede på en civilisation, som er ædt op af åndløshed. Den er reklamernes og handlens tingverden, den er militarismen, religionens tomhed, meningstabet, retningsløsheden, dekadencen. Alt, hvad der rimer på Spengler og på Vesterlandets undergang. Der er kort sagt meget i vejen.

Men når vi følger med fortælleren på hans et døgn lange tour de force gennem Paris og i øvrigt har fået stillet ind på hans sprogs særlige frekvens, viser undergangen sig at være meget andet. For eksempel ikke så lidt oplivende.

Her er hysterisk morsomme beskrivelser af et parti bibler på slagudsalg ved siden af marskandiserens bjerge af andre kulturklenodier forvandlet til kompostbunke og ragelse: »Sjældne kaméer, perlemorsdekorerede tobaksdåser, karafler med påmalede blå småblomster, gamle gasovne, en komplet feltudrustning, der havde tilhørt en brigadegeneral under Napoleon III, en kikkert, som nogen havde iagttaget måneformørkelsen i 1853 med (…)«.

Her er avisoverskrifternes og reklamernes versaler, der som ekspressionistiske digte råber deres vulgære nyheder om rovmord og tilbud på Cadum-sæbe ud over verden.

Her er grovheder af værste skuffe, afbrudt af et forbløffende og morsomt poetisk billede: »Jeg gik til de gamle ludere, som man egentlig slet ikke genkender som sådanne, fordi de ligner husmødre, som de står dér i snavset tøj foran deres små sovekammerdøre og gør sig til, og bedst som man tror, at de skal til at brokke sig over de stigende sukkerpriser, fløjter ordet ’engel’ pludselig ud af deres usminkede mund.«

Rovmordet

Og apropos billeder og Golls evne til at balancere eller snarere springe mellem det modsætningsfyldte og det tilfældigt sammenstillede, det larmende og det tyste: Snart er billederne så tykke, at man kunne skære i dem. »En kran roder som en tandstikker rundt i himlens materievæskende mund.« Snart er de bare sjove, rørende og tossede: »Å du kvinde, som kommer mig i møde, bærende på dine to gyngende bryster, fortæl du mig, hvad der skal blive af Europa!«

Der er i øvrigt også et plot i romanen, viser det sig.

Det omtalte rovmord skal vende tilbage, mistankens gustne lys skal kastes på vores hovedperson. Meget til hans eksalterede lykke: »Jeg levede. Jeg var midtpunkt i en stor begivenhed.«

Nogenlunde på samme måde går det, da det lykkes en amerikansk kemiprofessor efter ti års intens jagt på det europæiske kontinent endelig at spore eurobacillen til hovedpersonen. Også her er ulykken kun for en overfladisk betragtning en ulykke. »De hører hjemme i galleriet af de første,« forklarer professoren vores hovedperson. »Præcis som Koch som den første opdagede tuberkelbakterien, Peary som den første fløj over Nordpolen, Lindbergh som den første krydsede Atlanten og Marinetti som den første proklamerede den moderne litteratur, er De den første europæer, som eurobacillen i synlig tilstand har udviklet sig på.«

Jeg skal ikke røbe, hvordan bacillen siden udvikler sig, eller hvordan opklaringen af rovmordet skrider frem. Men jeg tør godt spå, at Yvan Golls lille bog fra 1927 bliver en af den danske bogsæsons allersjoveste bøger.

Yvan Goll: ’Eurobacillen’. Tegninger af Georges Annenkov. Oversat fra tysk og med efterskrift af Adam Paulsen. Forlaget Wunderbuch. 119 sider, 150 kroner

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her