Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Lydia Sandgrens ambitiøse debutroman blev en kæmpe begivenhed i Sverige. Nu kan du læse den på dansk

’Samlede værker’ er en stor, morsom roman med en alvorlig undertone. Ganske enkelt en skøn bog, som er svær at lægge fra sig, når man først er gået i gang
’Samlede værker’, som var ti år undervejs, fik overstrømmende positive anmeldelser ved sin udgivelse, og blev tildelt Augustprisen.

’Samlede værker’, som var ti år undervejs, fik overstrømmende positive anmeldelser ved sin udgivelse, og blev tildelt Augustprisen.

Kultur
4. juni 2021

Det var lidt af en begivenhed, da svenske Lydia Sandgren sidste år debuterede med en stort anlagt roman på over 700 sider. At en debutant skriver et så ambitiøst værk, hører i sig selv til sjældenhederne; man kunne nævne engelsk-palæstinensiske Isabella Hammads 600 siders historiske slægtsroman Pariseren fra 2019 til sammenligning. Endnu mere imponerende er det, når den murstenstunge debutroman er både velskrevet, menneskeligt gribende, medrivende og morsom.

Samlede værker, som var ti år undervejs, fik overstrømmende positive anmeldelser ved sin udgivelse, og blev tildelt Augustprisen. Samtidig gav modtagelsen af romanen anledning til en kulturdebat i Sverige, da Dagens Nyheters Åsa Beckman skrev en kommentar med overskriften: »Samlede værker har fået kritikerne til at tabe hovedet.«

Samlede værker handler om Martin Berg, en snart 50-årig forlægger og alenefar til to. Det lille forlag Berg & Andrén, som han i sin tid var med til at starte, nærmer sig sit 25-årsjubilæum. Nært forestående er også en stor retrospektiv udstilling af hans bedste ven, den anerkendte kunstner Gustav Becker.

Ved romanens begyndelse i 2012 er Martin ved at gøre status over sit liv. Han bærer stadig sin vielsesring, selv om konen Cecilia forlod ham og børnene 15 år tidligere – en dag forsvandt hun simpelthen sporløst.

Cecilia var i mange år det foretrukne motiv for Gustavs malerier, og når den ældste datter Rakel, som i dag er 24, går rundt i Göteborgs gader, møder hun sin forsvundne mors blik fra udstillingsplakater i hele byen. Det er da, Rakel kommer på sporet af noget, som måske kan opklare gåden om hendes mor, at romanen for alvor tager fart.

Hvis der er ét forfatterskab, som Sandgrens roman får mig til at tænke på, er det amerikanske Siri Hustvedts. Hustvedts gennembrudsroman fra 2003, What I Loved, handler også om et livslangt venskab mellem to mænd; en billedkunstner og en kunsthistoriker. Hendes romaner udspiller sig ofte i kunstverdenen, og ligesom Sandgren interesserer hun sig for erindring og låner ikke sjældent fra thrillergenren for at skabe mystik og spænding.

Samlede værkers to mest tiltrækkende karakterer, den plagede kunstner Gustav og den usentimentale, æteriske Cecilia, er begge personer, som kunne være trådt ud af en Hustvedt-roman. Men i stedet for 1970’ernes New York befinder vi os i 1980’ernes Göteborg.

Myten om den store kunstner

Ind imellem kapitlerne, som følger henholdsvis Martin og Rakel, sendes vi nemlig tilbage i tid, først til gymnasieårene hvor Martin og Gustav møder hinanden, og siden til årene, hvor Martin og Cecilia starter familie.

Allerede som teenager forstår vi, at Gustav er en ’ægte kunstner’; malerierne i romanen er så levende beskrevet, at jeg flere gange må modarbejde en impuls til at google den virkelige Gustav Becker for at se dem. Cecilia er den verdensfjerne, geniale akademiker. I modsætning til dem begge kæmper Martin med en roman, som aldrig bliver realiseret (hans »samlede værker« er i sidste ende ikke meget mere end udkast og notater).

De tre venner bekræfter på hver deres måde myten om den store kunstner eller intellektuelle versus det almindelige menneske med familie og job: De to kan åbenbart ikke forenes.

Samlede værker er drevet frem af en række større og mindre mysterier på den ene side og af personernes livsbaner og relationer på den anden. Tilbageblikkene er i overkant langtrukne og, i hvert fald på de første 250 sider, lidt ufokuserede. Man får en følelse af, at teksten demonstrerer et kendskab til en bred vifte af emner, og romanpersonerne fører omstændelige samtaler om filosofi, psykologi, litteratur og kunst – dog mest på overfladen.

Der er noget distanceret, eller let karikeret, ved stilen. Og dog er det i parodien af de selvhøjtidelige unge mænd, at romanen henter megen af sin humor. Som når der står om den et-par-og-20-årige Martin Berg: »Han havde altid tænkt, at han engang skulle udgøre den ene halvdel af en legendarisk brevveksling.«

Lydia Sandgrens prosa er på én gang højstemt og herligt uhøjtideligt (og det er her, tonen adskiller sig markant fra Hustvedts). Der er ting, som undrer eller forvirrer undervejs, små handlingstråde, som ikke bliver samlet op; i så fald har jeg ikke fanget det.

Sproget er ikke stramt og striglet, og lidt for ofte skaber det nogle uskønne sammenfald, når de samme ord eller beskrivelser gentages for mange gange. Men som læser drages man af den enorme fortælleglæde og det sproglige overskud, som er godt fanget i oversættelsen.

Romanen er fuld af lysende beskrivelser som denne:

»Der var noget i hendes ansigt, som Martin ikke genkendte, og da han gik hende i møde, tænkte han på en kaffekop, som var gået i stykker, og som man meget omhyggeligt havde limet sammen igen.«

Samlede værker er en stor, morsom roman med en alvorlig undertone. Ganske enkelt en skøn bog, som er svær at lægge fra sig, når man først er gået i gang.

Lydia Sandgren: ’Samlede værker’. Oversat af Agnete Dorph Stjernfelt. Politikens Forlag. 743 sider. 350 kroner.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anders Jacobsen

Jeg forstår ikke hypen. Dialogen er klodset, der sættes unødvendige adjektiver ind overalt og romanens budskab er så banalt, at en 1g'er kunne have skrevet det.