Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Niels Erling begynder at skrive, mens hans far er ved at dø

Helt ærlige Niels Erling skriver i ’Til min far’ i slowmotion om sin fars terminale fase. Han gør det så enkelt, at det gør ondt
Det er, som om der efter hver eneste replik i Niels Erlings bog står endnu en, en usynlig, og siger: »Fordi din far skal dø.«

Det er, som om der efter hver eneste replik i Niels Erlings bog står endnu en, en usynlig, og siger: »Fordi din far skal dø.«

Laerke Posselt

Kultur
7. maj 2021

Niels Erlings Til min far hører til den slags romaner, hvor der ikke står ret meget på siderne, ligesom i Katrine Grünfelds Værelse samlet af kvinder og Tine Høegs Tour de chambre. Romaner, jeg for mig selv er begyndt at kalde partiturromaner, fordi de kræver at blive opført af en læser. Alle romaner skal læseren på en eller anden måde interagere med, men der er stor forskel på at gå i samspil med på den ene side tekstmassiver som Kirsten Thorups Indtil vanvid, indtil døden og Kristina Stoltz’ Paradis først og så på den anden side en roman som Til min far, hvor der er mest hvidt på siderne som i en digtsamling. Den tætte klumme kan man ligefrem mærke helt kropsligt, det lette partiturs kvalitet er mere, at det lyder af autentisk talesprog, og indenadslæsningen bliver derfor til en scene, hvor læseren opfører alle replikkerne.

Romanen befinder sig i ét nu, i dagene omkring den syge fars seng, på hospitalet, på et genoptræningscenter og til sidst i hjemmet og består af korte replikker. De kommer fra den voksne søn Niels, hans mor, hans søskende og en sjælden gang romanens centrum, den kræftsyge og døende John, Niels’ far, hans mors mand. Niels er et jeg, der gengiver alle replikker med »siger han«, »spørger hun«. Hans far er et du, sønnen gentager sætningen: »Du strækker din tommelfinger i en thumbs up og lukker øjnene.«

Omkring familien er sygeplejersker, sosu-assistenter og læger. Deres replikker vakler et smerte- og effektfuldt sted mellem regi og handlingens snarlige død: »Din fars infektionstal er højt,« er lægens første replik. »Jeg tror, at det er nu, han skal herfra,« siger aftenvagten Connie i midten af romanen. Hun tager tilløb, men så fintfølende er ekspedienten på apoteket ikke, da mor og søn henter den døendes medicin: »Terminalerklæringen er gået igennem, så medicinen er gratis.«

Scenen på apoteket er i øvrigt værd at dvæle ved, for den viser, hvor usædvanlig og fremmed situationen er for de pårørende, og hvor almindelig den er for en ansat. Ligesom alle andre, der arbejder bag et kasseapparat, siger ekspedienten på apoteket nemlig: »Vil I have en pose?«

Spørgsmålet er ubarmhjertigt, fordi det understreger den store mængde medicin, der er nødvendig til en terminal patient. Eller er der en omsorg gemt i den, fordi posen kan skjule ordet »MORFIN« på de otte æsker, når mor og søn træder ud på gaden?

Et så almindeligt udsagn som dette bliver under alle omstændigheder dødens sprog – ligesom i øvrigt alle replikker i bogen bliver det. Det er, som om der efter hver eneste replik i bogen står endnu en, en usynlig, og siger: »Fordi din far skal dø.«

En families afsked

Dødens sprog har også med alt det hvide papir omkring udsagnene at gøre, de står så nøgent og får megen vægt hver især på den måde.

Dødens sprog er også sundhedspersonalets eufemismer om smertedækning og vanddrivende medicin. Deres arbejde er at passe og behandle døende mennesker. De er vant til det sprog, familien er ved at lære.

Til min far skildrer en families afsked med et menneske, læseren ikke får et forhold til, fordi han på grund af sin tilstand er reduceret til en rekvisit på scenen, en patient i en seng på en brummende trykaflastende madras. Men også fordi han ikke skrives frem med den fejlbarlighed, han nu må have haft, fordi han er et menneske.

Far John er kun til stede i familiens omsorg for ham. Især i sønnen Niels’ omsorg for sin far. Han har været i militæret og får en militærpersons begravelse, han efterlader en sabel, Niels kan arve, hvis han vidste, hvad han skulle stille op med den og i øvrigt havde våbentilladelse. Om der har været konflikter mellem militærmanden og hans kunstnersøn, får vi ikke at vide. Det er deres sidste dage sammen, og det eneste meningsfulde er at se på havens blomster sammen, prøve at løfte stemningen ved at drikke en øl og skåle, lytte til farens yndlingsmusik. Da Niels som noget nær den sidste omsorgshandling barberer sin far, bliver det nærmest et ritual:

»Så kan du give ham noget barbersprit på også, siger min mor.
Det kan være at han kan lugte det.
Jeg kan hjælpe dig, siger min søster.
Det bliver kun på den ene side, for jeg vil ikke flytte hans hoved, siger jeg.
Det er fint, siger hun.
Hun strækker din hud. Jeg barberer, hvor jeg kan komme til.
Jeg åbner flasken med Aramis og hælder lidt ud i mine hænder. Det lugter som gamle mænd. Det lugter som min far.
Jeg fordeler barberspritten på dine kinder. Jeg reder dit hår lidt med mine hænder.
Det pyntede, siger min mor.
Ja, siger jeg.«

Niels Erling skriver helt ærligt, at han ikke kan skrive fiktion, at han begynder at skrive, mens hans far er ved at dø. Hans måde er så enkel, at jeg får den tanke, at sådan en partiturroman her er der mange, der ville kunne skrive, men det er ikke nødvendigvis sandt – eller også er det netop det fine ved den. At den ser sådan ud, men kun tilsyneladende.

Niels Erling: ’Til min far’. Turbine, 272 sider, 250 kroner.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her