Anmeldelse
Læsetid: 8 min.

Ny dansk metal har både blikket rettet mod stjernerne og det klamme kældermørke

Det er en evig diskussion, om metal skal lyde af rå undergrund, også når den bliver professionel, men et greb ned i den danske metallomme og nye plader fra blandt andre Baest og Hiraki viser en scene med ambitioner og teknisk overskud, der levner plads til både velsmurt hastighedsdyrkelse og skæve outsidere
Baest fortsætter sit triumftog gennem det ekstreme metallandskab med ’Necro Sapiens’, men pladens konceptuelle tekstunivers overbeviser ikke.

Baest fortsætter sit triumftog gennem det ekstreme metallandskab med ’Necro Sapiens’, men pladens konceptuelle tekstunivers overbeviser ikke.

Anna Marín

Kultur
28. maj 2021

»Det, vi troede var en dobbelt stortromme, var i virkeligheden bare lommeuld«, lød en tidstypisk kommentar i et metalradioprogram i min ungdom i starten af 90’erne. Skrabede kassettebåndsudgivelser var det primære format på den danske metalscene, og den ofte uldne lydkvalitet nåede altså også frem til radioen, hvor der blev joket kærligt med den.

Det var en frodig tid for dansk metal, men egentlige pladeudgivelser var relativt sjældne, og professionelle produktionsforhold skulle man kigge langt efter. Den billige produktion var dog også med til at definere en æstetik og en æra. Flere af demobåndene fra den tid har i sig selv opnået en slags klassikerstatus, en klassisk demo med bandet Geronimo er således sat til at udkomme på vinyl senere i år.

I dag er dansk metal atter inde i en blomstrende periode, hvor det vælter ud med nye udgivelser. I mellemtiden er der blevet lettere adgang til gode produktionsforhold og regulære pladeudgivelser, ligesom digital streaming i sagens natur har gjort distributionen meget lettere.

Der er kort sagt blevet lettere adgang til dobbelt stortromme, uden at man skal igennem et lag af lommeuld, og der leveres teknisk kompetent og velproduceret metal af internationalt snit.

Ryger dermed også noget af charmen? I hvert fald er det et klassisk paradoks i den ekstreme musik, som artikuleres: Hvor poleret og ikke mindst kontrolleret bør en musik, der gerne postulerer at dykke ned i kaos og vanvid, egentlig være?

Fra middelalderlige helvedesvisioner til kosmisk horror

Lommeuld er der ikke meget af hos Aarhus-bandet Baest, der med Necro Sapiens føjer endnu et kapitel til deres triumftog gennem det ekstreme metallandskab. Lur mig, om ikke de har lyttet til nogle af de samme kassettebånd, som jeg selv labbede i mig i mine ungdomsår.

I hvert fald leverer de tung dødsmetal med tydelige referencer til genrens guldalder, men med en topprofessionel produktion, som man ikke var forvænt med dengang. Ligesom de har opnået en grad af folkelighed, som ville være helt uhørt for de ekstreme bands fra den tid. De fornyer sjældent formlen, men de har uomtvisteligt en evne til at uddrage en essens af dødsmetallens virkemidler.

Trommeslager Sebastian Abildsten imponerer atter med voldsomt trommearbejde, der driver musikken frem som et højhastighedstog, når det kræves. Men ellers er én af Baests store forcer faktisk, at de formår at dosere de ultrahurtige passager med langsom kværnen og breaks.

I Simon Olsen har Baest desuden en mageløs vokalist, der mestrer genrens dybe og dyriske brøl, samtidig med at han besidder den sjældne evne, at man i brølet faktisk kan høre, hvad der bliver sunget. Ærgerligt er det så bare, at lyrikken ikke er voldsomt interessant.

Hvor forgængeren byggede på Dantes Guddommelige komedie, arbejder Baest denne gang med en hjemmestrikket kosmologi, som skal skabe en slags fortællemæssig ramme om sangene. Her kredses der om en kosmisk overmenneskerace, der slavebinder og torturerer menneskeheden.

Der er med andre ord atter tale om en art helvedsvision, men frem for Dantes middelalderlige visioner trækkes der på en kosmisk horror med nik til H.P. Lovecraft. Og i den forstand også med tydelige nik i retning af dødsmetalheltene i Morbid Angel, som netop fra starten har trukket på Lovecrafts litterære univers.

Med titler som »Purification Through Mutilation«, »Goregasm« og »Meathook Massacre« slår Baest i hvert fald fast, at de også lyrisk har solidt greb om genrekonventionerne. Men ligesom jeg ikke følte, at de brugte Dantes visioner til ret meget på forgængeren, føler jeg heller ikke, at konceptet på Necro Sapiens fremstår som andet end et postulat om en højere kunstnerisk sammenhæng. Selv om pladen slutter med en sang, der hedder »Sea of Vomit«, trækkes man aldrig for alvor ned i sølet.

Det kunne være interessant, hvis Baest næste gang kom op med et koncept, der faktisk fungerede som et kreativt benspænd for dem selv. Men vil man have solid dødsmetal, hvor kærlighed til de gamle dyder møder en potent moderne produktion, er Baest fortsat stabile leverandører.

Livets hastighed

Danskamerikanske Terminalist, der har base i København, byder på The Great Acceleration også på en art konceptplade. Og også de har øjnene vendt mod fjerne galakser. Men på deres imponerende bedrift af et debutalbum går de til stålet med en anderledes futuristisk fascination, præget af sci-fi og fransk filosofi. Nærmere bestemt kredser albummet konceptuelt om den franske filosof Paul Virilios hastighedsfilosofi, også kaldet dromologi.

Lyder det højpandet? Det er det sådan set også, men det giver musikalsk mening, da Terminalist tager udgangspunkt i højhastighedsgenren thrash, som de presser til det yderste med elementer af både progressiv rock, black metal og dødsmetal i et fræsende posthumant orgie, som de har døbt hyperthrash.

»The survival of the fittest / The survival of the fastest«, lyder det på afslutningsnummeret »Dromocracy«, og det budskab leveres med eftertryk af et overrumplende tight band, der er solidt plantet i en tradition efter den mere teknisk funderede og progressive thrash, men som også afsøger nye horisonter og skaber variation med til tider næsten drømmende guitararbejde.

Med 'The Great Acceleration' er det lykkedes 'Terminalist' at skabe en plade, som lyder godt og spilles stramt, uden at det dermed fortaber sig i et for klinisk udtryk.

Med 'The Great Acceleration' er det lykkedes 'Terminalist' at skabe en plade, som lyder godt og spilles stramt, uden at det dermed fortaber sig i et for klinisk udtryk.

Johan von Bülow

At skabe numre, der på én gang blæser lytteren bagover med deres kraft og tempo og udfordrer med lange sangstrukturer, komplekse forløb og filosofiske referencer, kunne meget nemt gå galt.

Men med stålsat disciplin lykkes det faktisk for Terminalist at komme i mål med projektet og levere en næsten symfonisk mur af lyd, der insisterer på, at man godt kan skabe en kraftfuld fysisk musikoplevelse, samtidig med at hjernen fodres med franske tænkere og frapperende rytmiske mønstre.

Albummet er også et godt argument for den professionelle metalproduktion. Den musik som Terminalist excellerer i lever i høj grad på præcisionen, på at de enkelte elementer står tydeligt frem. Og med The Great Acceleration er det lykkedes at skabe en plade, som lyder godt og spilles stramt, uden at det dermed fortaber sig i et for klinisk udtryk, som kan være en fare på dén vej.

På kanten af sammenbruddet

Når det er sagt, er det efter Terminalists tekniske ekstase og Baests velsmurte dødsmaskine rart at nå frem til et band, som tør danse med kaos og risikere kontroltabet. Aarhus-bandet Hiraki, der med Stumbling Through The Walls udsender deres andet album, viser, at der også er røre i andedammen i den mere skæve og eksperimenterende ende af den hårde rock.

Metal er det ikke just, snarere en slags kreativ smeltedigel, hvor metal og hardcore blandes med avantgarde og de excentriske synthesizere, som er en central del af Hirakis lydbillede.

En bastung og nærmest industriel synth-drone sætter albummet i gang. Det er ildevarslende og alligevel på sin egen måde næsten festligt. Der går ikke mange sekunder, før Jon Gotlev (der også trakterer synth) kaster sig ind i lydbilledet med sin maniske råbevokal, mens Tue Schmidt Rasmussen og Tim Frederiksen på forrygende vis skærer sig igennem med metallisk guitar og heftige trommer.

Bandet formår med skrabede midler at skabe stor variation, samtidig med at de formår den sjældne kunst at spille, så man hele tiden føler, at musikken balancerer på kanten af et sammenbrud. Her er plads til både næsten hymniske lydeksplosioner, tiltende elektroniske klange, halsbrækkende hardcore og ulmende postpunk-recitationer, og der dvæles sjældent længe ved én stemning. Det er musik, der rykker lytteren rundt i bedste forstand.

Gotlevs vokal passer godt til de mere maniske stykker, men den er samtidig Hirakis svageste led, da den ofte halser lidt stakåndet efter musikkens rige variationsmuligheder. Derfor er det også kærkomment, at bandet i løbet af den halve time, som albummet varer, inviterer flere gode gæstevokalister med.

Som Rikke Fink, der på albummets længste nummer, »New Standards«, leverer en cool og dekadent performance, der næsten slægter postpunkdronningen Lydia Lunch på. Også Anders Jørgen Mogensen fra Gullo Gullo og KLoAK leverer veldoseret galskab på den korte og intense »Peach Lung«.

Én gang rådden, altid rådden

At der fortsat er bands, som sværger til den gamle demobåndslyd, er Gabestok et godt eksempel på. Duoen har i flere år huseret i den københavnske undergrund som et af de mest fremtrædende projekter fra den black metal-scene, der er opstået omkring spillestedet Mayhem.

En scene, der i det hele taget insisterer på, at metal skal være beskidt og gerne dyrker kassettebåndets æstetik. Gabestok har også tidligere udgivet deres musik på kassettebånd. Deres nye album udsendes godt nok på vinyl, men æstetikken er intakt, og skulle man være i tvivl, lyder albummets titel som et manifest: Én gang rådden, altid rådden.

Det føles stadigvæk som at træde ind i en klam kælder. En kælder plastret til med plakater fra black-metallens rå ungdom med bands som Venom og Bathory i bagagen. Men også med soundtracks fra skumle italienske horror B-film på idolvæggen, hvor der nu også hænger et par klassiske heavy metal-navne.

I hvert fald lægger det fremragende åbningsnummer »Træk Stikket« ud med et skrig, der slægter Judas Priest på, og det fungerer overraskende godt. Selv om Gabestok kun har to medlemmer på henholdsvis guitar/vokal og trommer, formår de at skabe et stort og voldsomt lydbillede, som folk der har været til deres koncerter også vil vide.

På albummet føjes lidt flere nuancer til lydbilledet i form af de kælderklamme keyboardklange, som underbygger det ofte rå og punkede udtryk med en okkult tone. Man kunne frygte, at bandets udtryk ikke ville kunne bære over et helt album, men Gabestok kommer sikkert i mål med et album, der veksler veloplagt mellem seje rock’n’roll-riffs, brutal black metal og klassisk knytnæven-i-vejret-heavy.

Det sidste års tid har ikke været nemt for fans af den hårde musik. Meget godt kan man sige om siddende koncerter og stille fordybelse, men det giver ikke helt det kick, som en god mosh pit kan give, og med udsigt til aflysning af sommerens metalfestivaler mærker man det savn.

Heldigvis er der god anledning til at støtte op om metalmiljøet ved at investere i nogle af de mange gode udgivelser, der udkommer for tiden, og som viser, at selv om der nok har været stille på spillestederne, så er der masser af vred vitalitet derude. Og uanset om man foretrækker sin metal beskidt og kaotisk eller mere kontrolleret og velproduceret, så er der noget at komme efter. Vi er i gode, hårdtslående hænder.

Baest: ’Necro Sapiens’ (Century Media).

Terminalist: ’The Great Acceleration’ (Indisciplinarian).

HIRAKI: ’Stumbling Through The Walls’ (Nefarious Industries).

Gabestok: ’Én gang rådden, altid rådden’ (Strange Aeons).

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Hans Müller

Og nede i det klamme kældermørke går alle (øjensynlig) rundt i Vans sneakers. Come on, kiddoes!