Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

Ny og lovende dansk popmusik og et lettere klichéfyldt album fra Christopher

Det andet album fra trioen CHINAH er en selvsikker samling elektroniske popballader, mens Fenjas mere underspillede debutalbum peger på instrumenternes skjulte detaljer. Imens kan Christopher blot bryste sig af at have overhalet Justin Bieber
Det er endnu ikke lykkedes Christopher at forny de klicheer, han opkalder sine album efter.

Det er endnu ikke lykkedes Christopher at forny de klicheer, han opkalder sine album efter.

Celina Dahl

Kultur
11. maj 2021

Popmusikken er en bred genre, der ofte henter virkemidler fra andre egne af verdens lydlandskaber, som indie, folkemusik, soul og elektronika. Når man skal beskrive de forskellige popkunstnere, kan man derfor få brug for at sætte en mere præcis betegnelse ind foran ordet pop – en tendens, der med tiden er blevet til store, selvstændige undergenrer som indiepop, folkpop, soulpop og elektropop.

Men popmusikken har også trukket nogle præfikser til sig, der ikke lige umiddelbart kan associeres med en bestemt anden form for musik. Snarere er der tale om et forsøg på at udspecificere den stemning, der hersker i det pågældende popunivers. Sådan er undergenrer som alternativ pop, drømmepop, artpop, tyggegummipop og K-pop, der er en forkortelse for koreansk pop, opstået. 

Herhjemme trives popmusikken i alle sine længder og bredder. Den både spirer gennem nye indiepopnavne som Dopha, Barselona og Ganger og vokser sig til internationale højder med soulpopfænomenet Lukas Graham og den alternative pop-superstjerne Mø.

Derimellem findes en masse dygtige artister på vej til virkelig at skyde i vejret. Et af de mest lovende navne er trioen CHINAH, der på sit andet album, Feels Like Forever, gør afstikkere til både hård, elektronisk klubmusik og blød, inderlig R&B. Men også solisten Fenja træder friskt fra den sjællandske natur og ind på popscenen med sit debutalbum Flugtdyr. Så er der også en artist som Christopher, der i løbet af sin karriere har bevæget sig fra sange om sex til sange om sindsstemninger, og som nu er klar med sit femte album, My Blood.

Opmærksomhed til de skjulte detaljer

Fenjas debutalbum Flugtdyr henter inspiration fra den internationale popstjerne Sia, der er berømt for at skjule sit ansigt bag en stor pagehårsparyk, når hun optræder. På samme måde som Sia er Fenja en af den slags popmusikere, der arbejder for at fjerne opmærksomheden fra sin person og i stedet vende den mod instrumenternes skjulte detaljer. Det høres især på titelnummerret »Flugtdyr« , hvor sustain-pedal, underliggende strygere og finurlige dyremetaforer tager lytteren med til et drømmeunivers, der gør plads til alt det fine, som Fenja uden tvivl tror på findes på dybet af selv de mest overfladiske mennesker. 

Også det melankolske »Lufthuller« er gribende. Både lyrisk og musikalsk stiger og falder nummeret hele tiden til åndeløse højder og dybder som en fjer, der bæres tilfældigt gennem luften. Den subtile, elektroniske underside gør, at Fenjas vokal føles, som om den kommer fra et åndeligt væsen. Og de inderligste strofer binder vers og omkvæd sammen til et susende flow:

Ord er som dråber, og min hud er utæt som en si/
der er huller i den luft, jeg trækker vejret i/
har du en vandtæt skulder, jeg må græde ved?/
har du noget at lappe hullerne med?
«

Guldmine

CHINAH, der foruden Fine Glindvad består af guitarist Simon Kjær og beatmaker Simon Andersson, begyndte som Glindvads projekt under eget navn tilbage i 2014. Men da gruppen året efter genopstod som en trio, blev deres musik endnu rigere gennem de forskellige erfaringer med andre genrer, som de tre musikere er fælles om at putte i gryden. Det gør deres andet album til en lille guldmine af genreeksperimenter.

CHINAH består af guitarist Simon Kjær, beatmaker Simon Andersson og sangerinde Fine Glindvad.

CHINAH består af guitarist Simon Kjær, beatmaker Simon Andersson og sangerinde Fine Glindvad.

Feels Like Forever er en kortvarig, men selvsikker samling R&B-udblødte og elektronisk eksperimenterende popballader, der sniger sig forsigtigt frem for at trænge tæt ind på lytteren – måske for at komme til at se, hvad der gemmer sig på bagsiden af det moderne, polerede ungdomsliv; den ulykkelige kærlighed, ensomheden, apatien, tvivlen, medieforbruget, egoet, de omskiftelige meninger og benhårde, løbende livserfaringer.

I dette neonlysende poprige troner Fine Glindvads vokal sig op som en samtidsprinsesse a la Miley Cyrus, Dua Lipa og Ariana Grande. Men tilsat de to gange Simons udfordrende, elektroniske instrumentering bliver hendes sang også tvunget til at kæmpe for sin berettigelse. På nummeret »Second of Heaven« er det blandingen af chimes, elguitar, og hvad der lyder som en samplet, glad babygurglen, der også gør selve sangen uforglemmelig. 

CHINAHs andet album lyder faktisk endnu mere selvsikkert end debuten, der stod stærkest i sin søgen efter, hvad en poplyd egentlig kunne tillade sig. Nu er det, som om de har fundet ud af, at de som vaskeægte popkunstnere bare kan, må og skal tillade sig hvad som helst.

Plat som en papfigur

En popmusiker, der endnu ikke har prøvet at kalde sin lyd noget mere specifikt end bare pop, er Christopher. Hans musik er tydeligt inspireret af nogle af tidens største popstjerner som Justin Bieber, Bruno Mars og Shawn Mendes. Den danske sanger virker faktisk, som om han har gjort præcis det samme som kollegaen Justin Bieber. Først har han skrevet et album med en masse sange om sex, der egner sig perfekt til et svedigt dansegulv klokken fire om morgenen. Derefter har han høstet succes med en opfølger, der tolker begrebet intimitet på en helt anden og dybt personlig måde. Nu har han så overhalet Bieber indenom ved at blive far og skynde sig at skrive et album om det. Albummet My Blood er blevet skabt nøjagtig samtidig med hans lille pige, der kom til verden i februar.

Desværre er det endnu ikke lykkedes Christopher at forny de klicheer, han opkalder sine album efter. Hverken Under The Surface, der i 2019 tog et dybt dyk ned i sangerens indre, eller My Blood, som nu virker som en hyldest til familielivet, leverer overraskende nye indsigter i den danske popstjerne.

Selv om sangene på hans femte album i flæng overtages af mystikomgærdede trommespor og pirrende, elektroniske effekter, ændrer det ikke på, at de i selve deres opbygning virker både tomme og uambitiøse. Selv om Christophers nynnende, croonende og falsetsyngende stemme får ham til at føles imponerende allestedsnærværende, forbliver hans selskab på My Blood plat som en full-size-papfigur på et teenageværelse. 

Til trods for at Christophers musikalske udtryk ikke har ændret sig synderligt meget gennem hans nu fem album, virker den lyd, som CHINAH har etableret på Feels Like Forever, langt mere holdbar. Trioens artpopballader indfanger i første hug det flygtige, eftertragtede og svært håndgribelige nu, som så mange popstjerner i årevis stræber efter at strejfe.

Også unge Fenja er gået benhårdt efter at røre lytterne med dansk poppoesi, og numrene på hendes debutalbum rummer strofer, som jeg vil være længe om at glemme. Den musikalske skønvirkestil, hun er trådt ind på scenen med for ikke bare at hylde den danske natur, men også at gøre naturen til en del af os lyttere, glæder jeg mig til både at se og høre mere til. Men jeg må indrømme, at det kun er CHINAHs gurglende babysnak, der indtil videre har sat sig permanent fast i min hukommelse.

Christopher: ’My Blood’ (Parlophone/Warner Music)

CHINAH: ’Feels Like Forever’ (CHINAH)

Fenja: ’Flugtdyr’ (Sony Music Denmark)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Søren Kristensen

Så længe Christopher er så god som han er behøver han ikke forny sig; han skal bare være tro mod sig selv og måske er det ikke engang svært. Kan selvfølgelig være han bare er god til at få det til at se let ud, men det tæller jo også.