Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

’Once Were Brothers’ er en gammeldags dokumentarfilm om gamle dages musikrevolutionære

Dokumentarfilmen ’Once Were Brothers’ fortæller den centrale musikhistorie om Robbie Robertson og The Band, der var med til at opfinde en pastoral folkrock og kæmpe på frontlinjen sammen med Bob Dylan. Det er en skam, at den vigtige historie er så konventionelt fortalt
Dokumentarfilmen ’Once Were Brothers’ nyder godt af et rigt og smukt katalog af live-optagelser og fotografier, men den er også konventionelt og pligtskyldigt fortalt. Foto: Øst for Paradis

Dokumentarfilmen ’Once Were Brothers’ nyder godt af et rigt og smukt katalog af live-optagelser og fotografier, men den er også konventionelt og pligtskyldigt fortalt. Foto: Øst for Paradis

Kultur
7. maj 2021

Det er to helt afgørende musikrevolutioner, som den amerikanske dokumentarfilm Once Were Brothers: Robbie Robertson and The Band fordyber sig i.

Det er fortællingen om The Band – fem canadiske eller amerikanske mænd, som forenedes om kærligheden til musikken og dét at være i et band. Og de to revolutioner? Det var rock’n’rollen, der i 50’erne blev soundtracket til teenagernes frihedstrang og seksualrealisering. Og så var det i midt-60’erne den elektrificerede folkmusik, som The Band og Bob Dylan opfandt på hver deres måde.

Guitar i reservatet

Canadiske Robbie Robertson var hovedsangskriveren i The Band. Han voksede op i et uroligt hjem med en voldelig mand, der viste sig ikke at være hans far. En del af opvæksten foregik i Six Nations-reservatet sydvest for Toronto, hvor moren Rosemarie Dolly Chrysler – af Cayuga- og Mohawk-afstamning – kom fra.

Når mørket faldt på, kom musikinstrumenterne frem, og det var her Robertson lærte sine første guitarakkorder.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Niels Bønding

The Bands debutalbum hedder "Music From Big Pink", ikke "Songs From...".