Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

På vej hjem fra festen støder de på en gris, der er stukket af fra slagterens boltpistol

Dramatiker Thomas Markmann står bag ’Kød’, der i Martin Nyborgs iscenesættelse på Aalborg Teater er en gakket, men også tankevækkende forestilling om forskellen på mennesker og svin
Langsomt, men sikkert, udviskes grænserne mellem kæresteparret Sissel og Johan og den gris, de holder skjult i Kød på Aalborg Teater.

Langsomt, men sikkert, udviskes grænserne mellem kæresteparret Sissel og Johan og den gris, de holder skjult i Kød på Aalborg Teater.

Catrine Zorn

Kultur
18. maj 2021

I tråd med tidens mange kampe for ligestilling sætter dramatiker Thomas Markmann i Kød gang i endnu et opgør med normerne. Her er det dog svinene, der ikke længere vil finde sig stiltiende i at blive holdt fanget og slagtet, og med en hel del fællestræk med Georg Orwells Kammerat Napoleon opløses grænserne mellem mennesker og svin.

Kathrine Høj Andersens Sissel med Bambi-numse og gevir i håret og Lars Topp Thomsens pelsklædte cowboy Johan mødes til et brag af en udklædningsfest. Da de to går fra festen sammen støder de på en gris, der er stukket af fra slagterens boltpistol. En halvnøgen Marcus Gad Johansen – kun iført underbukser, knæbeskyttere og en udefinerbar masse tværet ud i ansigt og hår – er grisen, som de to berusede mennesker beslutter sig for at redde og tage med hjem.

Det er udgangspunktet i den gennemgående fortælling i Thomas Markmanns Kød, som i Martin Nyborgs collageprægede iscenesættelse også byder på små afbræk med anekdoter fra jægeren, landmanden eller svinet selv.

»Vi er faktisk mere sofistikerede end hunde, og vi er mere intelligente end et treårigt barn,« fortæller Gad Johansens gris på et tidspunkt publikum.

Vi lytter interesserede, mens en svag duft af stegt svinekød, der blev tilberedt på scenen under den indledende festscene, stadig hænger i vores næsebor.

Kød eller ej?

»Hvis du kan se et stykke vildt uden at ville nedlægge det, har du ikke noget menneskehjerte,« citerer Gustav Dyekjær Gieses jæger Karen Blixen for at have sagt. Hans monolog handler om glæden ved jagten, som han ihærdigt forsøger at overbevise publikum om.

»Det er grundlæggende ikke ondt at slå dyr ihjel. Det er ondt at pine dem,« konstaterer han med henvisning til at holde dyr i fangenskab blot for at slagte og spise dem. Hver især har karaktererne i Markmanns tekst en holdning til at holde svin og spise kød, men en overordnet stillingtagen bliver det ikke til.

I det sorte scenerum på Lille Scene på Aalborg Teater går skuespillerne ind og ud af deres roller. Imellem venter de blot i en af siderne på, at de igen skal spille en rolle i historien. Marie Rosendahl Chemnitz’ scenografi er næsten ikkeeksisterende og består kun af enkelte rekvisitter som en sofa og en potteplante, der – placeret på en hvidmalet firkant på gulvet – udgør Johan og Sissels lejlighed. Rune Abel Aagaards lyddesign skifter mellem velkendt musik som »Gangnam Style« og »Cotton Eye Joe«, der brager ud af højttalerne, mere rolig livemusik med skuespillerne Gustav Dyekjær Giese på klaver og Jacob Moth-Poulsen på trompet og diverse lydeffekter, som skramlende metallåg og nynnen i mikrofoner, som skuespillerne skaber undervejs.

Langsomt, men sikkert, udviskes grænserne mellem kæresteparret Sissel og Johan og den gris, de holder skjult. De to mennesker bliver mere og mere dyriske i deres adfærd. De spiser potteplanterne og får lange, stive hår på ryggen, og da Sissel skal føde deres fælles barn på naturlig vis hjemme på stuegulvet, er det med Camilla Gjelstrups kittelklædte veterinærsygeplejerske som fødselshjælper. Samtidig begynder Marcus Gad Johansens Lille Sol, som Sissel har døbt grisen, at opføre sig mere menneskeligt. Dens dybe strubelyde udvikler sig og bliver til noget, der ligner ord, før den mod slut rejser sig, iklæder sig et jakkesæt og sætter sin revolution i gang. Grænserne mellem mennesker og svin er opløst, som en hilsen til Orwells roman. Men hvor Kammerat Napoleon fra 1945 var ment som en kritisk kommentar til kommunismen, handler Kød rent faktisk om netop kød og vores forbrug af samme.

Vi griner en del på publikumsrækkerne under Kød. Men hver gang er det, som om latteren får en bitter eftersmag på grund af den konstante vekslen mellem humor og rå sandheder om for eksempel antallet af slagtesvin, der dør før tid i staldene. Markmanns tekst sætter masser af tanker i gang og vil helt sikkert dele vandene præcis som virkelighedens diskussioner om dyrevelfærd og kødforbrug. Således fungerer de mange forskellige synsvinkler i forestillingen upåklageligt.

’Kød’. Tekst: Thomas Markmann. Instruktør: Martin Nyborg. Scenograf: Marie Rosendahl Chemnitz. Lys: Mia Willett. Lyd: Rune Abel Aagard. Med: Kathrine Høj Andersen, Lars Topp Thomsen, Marcus Gad Johansen, Steffen Berenthz Eriksen, Jacob Moth-Poulsen, Camilla Gjelstrup og Gustav Dyekjær Giese. Spiller på Aalborg Teater til 29. maj

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Jens Peter Madsen

Hvis alle 13 millioner svin blev sluppet løs på en gang i Danmark, så kunne de lægge landet øde på ganske få dage - Et skrækscenarie - men tankevækkende synes jeg - Jeg har en gang været den ulykkelige ejer af 3 tamsvin, som slap ud i et sommerhuskvarter. Jeg siger jer at de haver så ikke ret godt ud.