Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Peter Englund havde ikke behøvet et kvindemord for at fortælle om Sverige anno 1965

Svensk historiker forsøger at blande krimidokumentar og tankevækkende krønikeskrivning
Der lurer noget søgt over Peter Englunds nye bog, nemlig at året 1965 er særligt signifikant. Og drabet på en ung kvinde kommer til at virke som en påklistret motor, der skal skubbe portrættet af året fremad.

Der lurer noget søgt over Peter Englunds nye bog, nemlig at året 1965 er særligt signifikant. Og drabet på en ung kvinde kommer til at virke som en påklistret motor, der skal skubbe portrættet af året fremad.

Joachim Adrian

Kultur
7. maj 2021

True crime er blevet en dominerende form, hvorom store dele af den vestlige verdens kulturforbrug roterer. For den passer som patron i pistolen ind i de krav om fastholdelse, der præger tidens formater, tv-serien og podcasten. Og fortællinger som Serial, The Jinx og Making a Murderer har været blandt de magneter, der har trukket vores medieforbrug mod streamingtjenesten og podcast-appen.

Men med true crimes dominans rejser sig også en kritik. Selvfølgelig en kunstnerisk kritik af, at så meget historiefortælling proppes ned i en rigid skabelon, men endnu vigtigere en kritik af, at rigtige menneskers tragedier – ofte uden samtykke fra de efterladte – reduceres til det, man næsten kan høre en kåd redaktør kalde ’fedt content’. Samtidig møder forbryderfortællingerne jævnligt kritik for ukritisk at reproducere blandt andet køns- og racestereotypier.

Disse debatter synes svenske Peter Englund at have set stort på, da han kastede sig over drabet på en blond, 18-årig svenske kvinde i 1965. Og den renhed i tilgangen er en af styrkerne i bogen Mordet på Söndagsvägen.

For uanset hvordan man vender og drejer den dagsaktuelle debatprisme, har forbrydelsen potentiale til at være en effektiv fremkaldervæske, hvis den bruges med omtanke og empati.

Såvel den kriminelle handling i sig selv som omverdenens reaktioner og politiets efterforskning kan reflektere tiden og stedets magtrelationer, normer, mediebillede med mere.

At Englund har blik for det, ser man straks i undertitlen 1965: Historien om en forbrydelse, en efterforskning og et årstal. Så er ambitionens bue spændt. Hvilket også er nødvendigt, for nok er drabet opsigtsvækkende og mystisk, men Englund føjer intet nyt til efterforskningen eller dens resultat.

Drabet skal i stedet bruges til at sætte tiden i relief – og vise dens forbindelse til i dag. Således er metoden mere ædel dokumentarisme end den er tjubang-true crime med fuld knald på alle de narrative virkemidler.

Søndag i forstaden

Det begynder dog i et medrivende tempo. Indledningsvis suser Englund i en smuk bevægelse fra Stockholms gamle bykerne ud igennem de stadig nyere kvarterer. Undervejs flekser han den sproglige muskel med et billede som dette: »Smukke, men selvbevidste villaer«.

Vi lander på forstadsvejen, Söndagsvägen. Og det gadenavn er en gave for en fortæller. Væk er de historisk tyngende navne fra indre by, ind er kommet drømmen om fritid og velfærd. Søndag i forstaden er lyden af småsludren over hækkene, råb fra boldspillende børn og bjæf fra glade hunde.

Men i opsvingets skygger lurer dæmonerne her i 1965. Der render blottere rundt i skoven bag rækkehusene, selvmordsraten stiger, og en bølge af hærværk skylder ind over landet.

Sverige er, ligesom Danmark, et land i tvivl om, hvorvidt man skal satse på fortiden eller fremtiden. Og bogens stærkeste øjeblikke opstår, når Englund får tiden og miljøet til at balancere på en knivsæg mellem den gamle idylliske Astrid Lindgren-verden og den flimrende modernitet. Et mindeværdigt eksempel er hans beskrivelse af, hvordan visse betjente bar sabler under drabsefterforskningen.

Så rammen står som udgangspunkt stærkt. Og Englund kender den, for det er det Sverige, han voksede op i. Hans eget jeg dumper således også ned i historien, lidt pludseligt. Dette jeg deler undervejs små selvbiografiske anekdoter: En blodtud hist, en rock’n’roll-plakat her. Intentionen er givetvis at tilføre en nær og venskabelig tone, men hyggeonklen Englund forekommer småsludrende stillet over for historikeren Englunds blik for nerven.

Og beklageligvis får det historiske bagtæppe, efterhånden som fortællingen skrider frem, karakter af at være hæklet sammen af pudsigheder. 1965 byder på et profeti om klimaforandringer, hvilket bogen strejfer lidt en passant, ligesom pornoens indtog spiller en birolle, der aldrig helt forløses.

Den væsentligste kobling til i dag ligger i karakteristikken af gerningsmanden, der har visse fællestræk med de mænd, som graver sig ned i internettets hemmelige hadgrupper. Men tidsbilledet samler sig aldrig til en egentlig pointe, og det smelter heller aldrig overbevisende sammen med drabssagen.

På den måde lurer der noget søgt over bogens perspektiv: at året 1965 er særligt signifikant. Og drabet kommer til at virke som en påklistret motor, der skal skubbe portrættet af året fremad.

1965 kunne givetvis fortælles stærkere uden at stille et kvindelig forrest, uden at iklæde det true crimes spændetrøje. Også af Englund. For man er aldrig i tvivl om, at han har overblik over sit stof og kan give et kvalificeret overblik over en skandinavisk velfærdsstat i 1965.

Peter Englund: ’Mordet på Söndagsvägen – 1965: Historien om en forbrydelse, en efterforskning og et årstal’. Gyldendal, 280 sider, 300 kroner.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her