Hvis protestgruppen Men in Black var et bluesband, ville Van Morrison være deres oplagte førstevalg af forsanger

»Jeg synes, det bør være friere, du ved. Vi burde have en fri ting kørende.« Disse ord kan man høre den nordirske sanger og multiinstrumentale gnavpot Van Morrison sige, kort før han stopper båndet på en tidlig indspilning af sangen »He Ain’t Give You None« tilbage i marts 1967 under indspilningerne til det, der skulle blive hans solodebutalbum, Blowin Your Mind.

Men selv om det ligger i omegnen af 40 plader tilbage, er indstillingen hos den produktive soulsanger, saxofonist, guitarist og sangskriver intakt. Frihed er stadig hans parole. Både når det handler om kunstnerisk frihed i forbindelse med sangskrivning, komposition og studietekniske beslutninger, og når det gælder frihed som en grundlæggende og umistelig borgerlig rettighed.

Det fik ham i januar til at skrive et brev til de nordirske sundhedsmyndigheder, hvor han – via sin advokat – truede med at sagsøge staten for dens nedlukning af spillestederne og efterspurgte videnskabelige beviser for, at COVID-19 smitter, når mange mennesker er samlet indendørs.

Der er mange former for coronakuller, men den, som Van Morrison har fået, er alligevel særligt kontrær. Ikke at det vil komme som en overraskelse for dem, der har fulgt den vrantne musikant, siden hans vrede ungdomsdage i rockbandet Them. Men at pandemien ligefrem skulle medføre, at Morrison udviklede sin egen opsætsige undergenre af protestsangen, anti-lockdownsangen, havde jeg alligevel ikke set komme. Selv om det ved nærmere eftertanke ikke er så underligt, at manden udtrykker sin fortørnelse i det medie, der er hans primære, og som han mestrer bedst: rutinerede bluesnumre med soulede vokaludladninger i front og rigeligt rum for instrumentale improvisationer undervejs.

Anti-lockdownsange

Morrisons kamp for sin ret til at optræde live, og mod det han kalder pseudovidenskab, begyndte i september 2020, da »Born to Be Free«, den første af hans konspirationsteoretiske lockdownprotester, udkom. Heri mugger han over regeringen, der besudler hans personlighed med påtagede smil og sammenligner sin situation med den tyske befolknings vilkår under Berlinmuren.

Derefter fulgte »As I Walked Out«, »No More Lockdown« og »Stand and Deliver«. Sidstnævnte har Eric Clapton på guitar. Morrison sætter spørgsmålstegn ved, om han lever i en politistat, der slavegør sin befolkning ved lockdown og fortsætter sin ligefremme mistillid til myndighederne i retoriske spørgsmål som:

»You wanna be your own driver
Or keep on flogging a dead horse?«

»No More Lock Down« er en sydstatsblues, der bliver lige lovlig gumpetung, når Morrison gentager omkvædet, der udelukkende består af titlens slagord. Hans direkte opfordring til at ophæve restriktionerne bliver ikke mere sofistikerede af at blive nævnt igen og igen.

De fire sange blev mødt med forundring og forargelse hos fans og kolleger og fik den nordirske sundhedsminister Robin Swann til at udtrykke sin skuffelse og bekymring i et kritisk modsvar, der blev bragt i musikmagasinet Rolling Stone i september. Heri beskylder han Morrisons sangtekster for at være farlige.

»Hans ord vil bekræfte konspirationsteoretikerne – sølvpapirshattebrigaden, der fører felttog mod masker og vacciner og tror, at det er en kæmpe global sammensværgelse, der skal frarøve folk deres friheder,« skriver Swann og fortsætter:

»Han kunne have valgt at synge om, hvordan vi alle kan hjælpe med at redde liv. Han kunne have skrevet en hyldest til vores social- og sundhedsarbejdere på frontlinjen. Der er så mange ting i verden at synge protestsange om såsom fattigdom, sult, uretfærdighed, racisme, vold, nedskæringer – listen er lang. I stedet vælger han at angribe forsøgene på at beskytte de gamle og sårbare i vores samfund. Det er bizart og uforsvarligt. Jeg håber blot, at han ikke bliver taget seriøst. Han er ingen guru, ingen læremester.«

Det seneste pladeprojekt

De ovennævnte lockdownnumre er ikke at finde på det omfattende albumprojekt, Latest Record Project: Volume 1, som Morrison har brugt al den tid, han på grund af nedlukningen ikke har kunnet turnere i, på at skrive og indspille. Men musikalsk fortsætter han i samme bluesjazzede rille. Og flere af den nye plades i alt 28 numre forbliver da også i samme frustrationstematik. Eksempelvis den rockabillyrullende »Deadbeat Saturday Night«, hvor han harcelerer over de mange forbud, coronakrisen har medført: »There is no life/ No gigs/ No choice/ No voice«, samt den lettere lade »Stop Bitching, Do Something«, der i sidste ende vinder på en bitterskinger træblæsersolo.

På titelnummeret »Latest Record Project: Volume 1« introducerer han pladen som et projekt, han selv kan relaterere til her og nu. »Not something that I used to do. Not something you’re used to,« synger han i skødesløs staccato, men man skal ikke meget over et minut ind i sangen, før et flødesødt kor sætter i et shalala, der for denne signatur vækker minder om Morrisons første store hit, den jazzede kærlighedsballade »Brown Eyed Girl«. Når alt kommer til alt, lyder han stadig umiskendeligt som Van Morrison.

George Ivan Morrison blev født i 1945 i et arbejderklassehjem i den nordiske by Belfast. Hans mor, der havde været stepdanser i sin ungdom, var i en periode medlem af Jehovas Vidner, mens hans far var en genert ateist, der arbejdede som skibselektriker og i sin fritid dyrkede sin imponerende samling af plader importeret fra USA. Den talte Muddy Water og Howlin’ Wolfs blues, Charlie Parkers jazz, Hank Williams country og Mahalia Jacksons gospel. Alt sammen musik, der satte sine tydelige spor i hans unge søn, den mutte, rødhårede Van, der arbejdede lidt på fabrik, lidt som vinduespudser, lidt som harmonikaspiller og tenorsaxofonist i et lokalt showband, indtil han i 1963 dannede sit eget energiske rhythm&bluesband Them.

I de få år, der gik, indtil Morrison forlod gruppen for at forfølge sin solokarriere, nåede Them at udgive to plader, The Angry Young Them og Them Again. De berigede musikhistorien med garagerockklassikeren »Gloria« og turnerede blandt andet i USA, hvor Morrisons ekstatiske og vilde sceneoptræden efter sigende skulle have inspireret hans efternavnebror, Jim Morrison fra The Doors til at karte rundt og knæle foran stortrommen.

Et stort ego kombineret med et mindreværd forklædt som perfektionisme gjorde, at Van Morrison aldrig var fuldt ud tilfreds med sine plader, uanset hvor begejstrede publikum og pressen var for udgivelser som Astral Weeks og Moondance. Og efter at have forsøgt sig som familiehippiefar i Woodstock udviklede han en sceneskræk, der nær havde fået ham til at forlade musikbranchen for altid. I stedet vendte han hjem til det Storbritannien, der i 2016 slog ham til ridder for sit bidrag til den nordirske musikindustri og turisme – to af de brancher, der har været særlig hårdt ramt af coronarestriktionerne.

Kazoodirrende nynnen og barytonsuk

Latest Record Project: Volume 1 er hans 42. album, og man må give manden, at han stadig har meget på hjerte. Han deler ufortrødent ud af sine idiosynkrasier i sangtekster, der følger et 1950’er-koncept om at holde det så enkelt som muligt, som han forklarer i pressemeddelelsen. Kun to af pladens 28 numre, har han ikke selv skrevet. »Mistaken Indentity« og »Love Should Come With a Warning« er skrevet af den 82-årige sangskriver Don Black, der er mest kendt for sine bidrag til flere James Bond-film og Andrew Lloyd Webbers musicals.

En af pladens få, men gode kærlighedssange er »Tried To Do the Right Thing«, hvor en blød, og kun lettere forsmået, Morrison erkender, at han på ingen måde er en helt på kærlighedens slagmark. At relationen til hans ’baby’ gik galt, til trods for at han forsøgte at gøre alt det rigtige. Nummeret ender med, at Morrison demonstrerer, hvordan hans stemme er et uendelig alsidigt instrument, som han kan bøje og bearbejde i de mest uforudsigelige retninger. Den bevæger sig fra nasal, kazoodirrende nynnen til et blødt eftergivende barytonsuk.

I »Where Have All the Rebels Gone«, hvis titel er en omskrivning af Pete Seegers antikrigsklassiker, er det ikke blomster, Morrison efterspørger. Han savner dem, der ikke er bange for at tage mundbindet fra munden. De ægte rebeller! Ikke dem, der ifører sig en rå rock&roll-attitude som led i et pr-stunt, men dem, der råber højt, siger fra, protesterer. Han kan ikke finde en eneste, synger han.

Da han hen mod albummets slutning kaster sin vrede på Facebook, bliver det decideret komisk:

»Why are you on Facebook?
Why do you need those second hand friends?
Why do you care who’s trending?
Or is it something that you are defending?
Get a life
Is it that empty inside?«

Sådan synger Morrison på den catchy »Why Are You on Facebook?« til et sødmefuldt halvtredserpoppet doo-wop-kor, mens en virkelig veloplagt orgelsolo hviner i stil med All Koopers legendariske riff på Bob Dylans »Like a Rolling Stone«.

Og Dylan er i det hele taget ikke en skæv reference her, men til sammenligning fremstår Morrison mindre lyrisk raffineret og knap så intellektuelt nuanceret. Der er ikke meget af den mysticisme, spirituelle nysgerrighed og tvetydige stream of consciousnesspoesi repræsenteret, som har gjort hans 1968-album Astral Weeks til et folkemusikalsk hovedværk.

Det omfangsrige og kontroversielle albumprojekt bekræfter billedet af Van Morrison som lige dele forsmået COVID-skeptiker, sur trodsigprop og en erfaren soulblød kærlighedstroubadour.

Latest Record Project: Volume 1 er en stor mundfuld, som tvinger mig til at gumle på spørgsmålet om, hvordan man forholder sig til musik, hvis musikalske kvaliteter ikke fejler noget, fordi bandet er bundsolide og konstant veloplagte, men hvis budskaber ikke er de mest appetitlige for min smag. I længden bliver det trivielt, at Morrisons kritik mere tager form som vredladne postulater og bitre retoriske spørgsmål, der gentages, end som sofistikerede undersøgelser af de relevante paradokser som forholdet mellem pandemibekæmpelse og personlig frihed naturligvis indeholder.

Van Morrison: ’Latest Record Project: Volume 1’ (Exile/BMG).

Kilder: The Guardian, BBC, Rolling Stone og Steve Turners ’Van Morrison Too Late To Stop Now’.