Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

Rakel Haslund-Gjerrild har skrevet et frydefuldt lille mesterværk om maleren Zahrtmann

I sin tredje bog puster Rakel Haslund-Gjerrild sørgelig storhed i Kristian Zahrtmanns homoerotiske malerier. Romanen ’Adam i Paradis’ er helt oppe at ringe sprogligt og helt nede i kulkælderen menneskeligt
Man behøver hverken kende maleren eller tiden for at synke ned i Rakel Haslund-Gjerrilds fornyelse af billede- og farvekraften i dansk litteratur.

Man behøver hverken kende maleren eller tiden for at synke ned i Rakel Haslund-Gjerrilds fornyelse af billede- og farvekraften i dansk litteratur.

Kultur
7. maj 2021

Maleren Kristian Zahrtmann er 70 år gammel, han har opnået alt, hvad man kunne drømme om. Han har skabt en kunstnerkoloni omkring sig i en italiensk bjergby, han har formet hele den næste generation af danske kunstnere som leder af Kunstnernes Frie Studieskoler. Og han er så velhavende, at han kan få fragtet de prægtigste jungleblomster og bananklaser til sit atelier på Frederiksberg.

Men han ser sig selv som gammel og grim. Når han har haft gæster, har han et afskedstrick:

»Jeg rækker dem en appelsin som farvel, for at de på vejen hjem tænker mere på appelsinen end på mig med min hængehud og mine leverpletter, at jeg således forvandles og bliver mere end denne kedelige, gamle krop, thi nu er jeg stor og gul som solen.«

Sådanne scener, hvor det egentlig ikke er handling, men en sørgelig stemning, der fylder, er Rakel Haslund-Gjerrilds mesterlige bog Adam i Paradis om maleren fyldt med. Hun bruger Zahrtmanns malerier, der er så fulde af fede koner, klatmalede blomster og altid mange flere farver, end øjet kan rumme, til at opbygge en spænding, så man føler, at man står på det sidste trinbræt før afgrunden.

Malerierne bliver i romanen til bristefærdige rum af lugte, farver, fuglevingers flaksen og erektioner, der skal lige til at sprøjte ud over det hele, før slapheden indtræffer.

Her er citroner på et træ, der er knyttet som næver om solen, her ligner en gul streg »en stivnet stråle af pis«, der er ord som at »dalmatiniseres«, når man ser prikker for øjnene og rytmiske punkteringer af blomsteropremsninger: »En plump pink pæon« får ørene til at spidses.

Det er saftspændt sprog og fortræffelig litteratur. Man behøver hverken kende maleren eller tiden for at synke ned i Haslund-Gjerrilds fornyelse af billede- og farvekraften i dansk litteratur.

’Sokrates og Alkibiades’ fra 1911 af Kristian Zahrtmann.

’Sokrates og Alkibiades’ fra 1911 af Kristian Zahrtmann.

SMK Open

Skjulte længsler

Romanen begynder i 1913, hvor Zahrtmann er ved at færdiggøre sit måske mest berømte maleri af den første mand i verden. En slange stikker tungen frem mellem den nøgne models ben.

Zahrtmann forsøger at instruere sin model til at sidde præcis, som han forestiller sig det: »Kroppen selv skal være tronen. Sådan! Læn Dem lidt tilbage. Ja, præcis som De gør nu. Forestil Dem, at de er en divan. Man skal have lyst til at lægge sig i Dem.« Han gør sin unge Adam til blot et møbel for at vride livfuldheden ud af ham.

Herefter spoler romanen tilbage til 1910 og følger nedslag i Zahrtmanns liv og malerier, til vi igen ender ved Adam i Paradis-maleriet. Det er en bemærkelsesværdig jegfortæller, Haslund-Gjerrild har konstrueret, for Zahrtmann praler som få andre. Han puster sig op som en løvfrø, men stopper akkurat i tide.

Små udeladelser giver tegn om, hvad Zahrtmann holder skjult, og hvorfor det piner ham sådan, at hans Adam-model savner sin Eva. 

For i indstik af retsdokumenter og aviskronikker på grå sider (som erotiske noveller i mandeblade) er der dokumenter fra Den Store Sædelighedssag i 1906-07. Sædelighedssagen var en meget offentlig retssag om homoseksualitet i københavnske kulturkredse, som Zahrtmann ikke var involveret i, men som førte til flere fængselsstraffe.

Indimellem drikker han sig fuld, og så bryder al skammen over det, han egentlig længes efter, frem i svømmende, frygtsomme sætninger: »mine albuer glider / jeg bliver våd på mine knæ, i mit skridt som en gammel sut / jeg har glemt, hvad han hedder.«

Herman Bangsk sprogtab

Men Haslund-Gjerrild er ikke ude på at udpege historiske stakler og skurke. Snarere skildrer hun et menneske viklet ind i sin tid.

Zahrtmann er ikke en specielt sympatisk skikkelse. I romanen foragter han kvinder, og i virkeligheden ville han ikke høre tale om, at de blev lukket ind på hans malerskole. I en hjerteskærende scene, hvor hans hushjælp er sunket ned i dyb depression og »ligner en, der har glemt, hvordan man lever, hvordan man sætter en fod foran den anden«, fnyser han af hendes uduelighed. Men følelsen af at have tabt til livet er også hans. Det er farligt at komme for tæt på.

Jeg er ret målløs over Rakel Haslund-Gjerrilds spændvidde. I debuten, novellesamlingen Øer, beskrev hun mennesker på Bornholm, i Island og i Grønland, der ikke rigtig kunne finde sig til rette i velfærdssamfundenes fællesskab. I sidste års Alle himlens fugle skrev hun om det sidste menneske på jorden, der langsomt mister sit sprog i et postapokalyptisk, oversvømmet landskab.

Og nu skriver hun altså om en overdådig maler fra omtrent år 1900, hvor andre forfattere også bedrev exofiktion som Haslund-Gjerrild, altså skrev fiktive værker om ægte, historiske mennesker. Især to romaner er i sproglig familie med Adam i Paradis. Jeg tænker på rosenhaverne og en staldknægt, der tøjler heste foran et brændende hus i J.P. Jacobsens Fru Marie Grubbe og Johannes V. Jensens Kongens fald, hvor flourescerende farver flyder ned ad væggene i Mikkel Thøgersens ellers skuffende liv.

Men det er et lyrisk og ikke plotmæssigt slægtskab, for der sker slet ikke så meget i Adam i Paradis. Det er, tror jeg, fordi både Haslund-Gjerrilds kejtede sjæle og Zahrtmanns litterære sjæleven er Herman Bang.

Bang var ikke, så vidt vides, involveret i sædelighedssagen, men blev karikeret lystigt i tabloidpressen og forlod landet efter den offentlige ydmygelse. I bogen registrerer Zahrtmann Bangs slummede død i en togvogn, men igen utroværdigt upåvirket, som om Bang ikke for Zahrtmann var et skræmmebillede på, hvordan det mon ville være at leve åbent homoseksuelt. 

Og Zahrtmann er, i Haslund-Gjerrilds hænder, måske en endnu mere fortvivlet stille eksistens end nogen, Bang kunne have forfattet. Bang placerer forsagte liv hos landevejens kvinder, der ikke gør meget væsen af sig, men Zahrtmann er så meget mere tragisk, fordi han lever i stærke kontraster. Hans virke og humør er flamboyant, men han forstår ikke – eller kan ikke – for alvor selv at leve livet. På hans sidste dage har skuffelserne hobet sig urimeligt højt op. 

Selvportræt fra 1914 af Kristian Zahrtmann.

Selvportræt fra 1914 af Kristian Zahrtmann.

SMK Open

Kunsten at miste

Adam i Paradis er en ensom roman. Den vælter sig i billedkunstens memento mori, evindeligt skønne, men ubrugelige billeder som »Paradisets lianlinjer og palmestreger, fletværk om hans ben, figentræets store skyggeblade, liljerne væskespændte som nydannede sårskaller«. Man smager på ordene, som man nyder billedkunstens vaser med blomster, der snart vil rådne, for blot at indse, at der jo må mere til, for at verden kan løbe rundt. Der må også kartofler og sutsko og bredbånd på den verbale indkøbsliste. 

Sådan veksler romanen mellem afmagt og eufori, og under det gemmer sig en meditation over, hvad i alverden vi skal med kunsten. Den kan jo hverken hele hjerter eller mætte munde, så hvorfor overhovedet jage den kortvarige beruselse?

Adam i Paradis er en roman, der ligesom Zahrtmann og hans malerier fryder sig ved at registrere storhed, der lige straks går bort. Den rummer med andre ord en konstant tabserfaring. Blomster afblomstrer, kroppe forgår. Men kunsten består. Jeg ved så meget, at jeg er lidt mere lykkelig, så længe jeg læser Adam i Paradis. Den fortabte søns prøvelser er det hele værd i romanens favn.

Rakel Haslund-Gjerrild: ’Adam i Paradis’. Lindhardt & Ringhof, 304 sider, 250 kroner.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her