Så forfærdeligt stærkt kan krigsteater være

En boksepude fires ned fra sceneloftet til mændene på Teater Grob, og så kan knytnæverne ellers bare dunke løs. Samtidig sidder en mand i en vinduesniche på Husets Teater og fortæller om, hvordan hans kammerat fik brækket rygraden som hævnstraf for, at han selv nægtede at slikke en ældre soldats støvler. Og så videre. Og så videre.

Modbydelighederne vælter ud i teaterforestillingerne Som brødre på Nørrebro og i Zinkdrengene på Vesterbro. Som tilskuer dukker man sig for de første slag. Man strammer uvilkårligt mavemusklerne, mens hænderne flyver op foran ansigtet, som om de prøver at beskytte øjnene mod de barske historier. Men billederne vælter frem i replikkerne. Den ene krop efter den anden bliver lemlæstet, og den ene psyke efter den anden bliver grå og stille i historierne om bandekrig på Nørrebro og russiske soldaters krig i Afghanistan.

Replikkerne fortælles uden så meget som en dråbe ketchup. Alligevel kan man lugte stanken af lig. Man ser tarmene for sig. Man studser over de afrevne ben. Man undrer sig over, at det kan lade sig gøre at traumatisere mennesker så hurtigt, at de faktisk bliver ved med at skyde – og ved med at dukke sig. At ingen har held med at gøre oprør på anden måde end at skyde hjernen ud på sig selv. Hvis de da når det, inden en anden gør det for dem.

Gennem persiennerne

Som brødre på Teater Grob er fuld af action. Dens dynamiske og velkomponerede tekst er skrevet af skuespilleren Alexander Mayah Larsen, og historien er baseret på oplevelser under hans egen splittede opvækst. Forestillingen handler om to brødre, som har en dansk mor og en iransk far. Den ene er lys, den anden er mørk – i et fordomsfuldt Danmark.

Skuespillerne Alexander Mayah Larsen og Kasper Dalsgaard har tilskuernes opmærksomhed fra første øjeblik. De unge tilskuere fniser, når skuespillerne hælder ris og krydderier i en gryde, så den kan stå og koge på scenen undervejs. Og så ser tilskuerne ellers beundrende på de to unge fyre, mens de fortæller om, hvordan den lyse storebror hele tiden må beskytte den mørke lillebror. Racismeerfaringerne er beske. Drengene slås, både mod de andre og mod forældrene, mens skildringen af det hurtige bandeliv og den ekstreme islam bliver til tempofyldt og ærligt teater.

Skræmte øjne

Drengene står på lur og stirrer ind gennem de høje persienner mod bagvæggen. Kasper Dalsgaard har en skærende sårbarhed over sig, når han pisker rundt og råsveder under pandehåret, og hans øjne videofilmes helt tæt på og projiceres op på persiennerne – skræmte øjne med dirrende pupiller. Og Alexander Mayah Larsen har en afvæbnende oprigtighed, når han med blød stemme prøver at overbevise sig selv og os andre om, at han er dansker. Deres adrenalin bobler, uanset om de uskyldigt nok spiller stangtennis, eller om de bare prøver at overgå hinanden i at hade nogen.

Imens sidder musikeren Rasmus Juncker og spiller på sine trommer med bløde trommestikker, som om de blide slag kan lægge sig som lydlige gazebind over de blødende sår. Selv sad jeg i et publikum med en masse lyse og mørke unge mellem hinanden. De forstod tydeligvis historien helt spontant – og følte sig spejlede. Også pigerne. I forestillingen er der ellers ingen andre kvinder end moderen. Og moderen siger ikke noget. Hun græder bare.

Kisten er for lille

Det gør de russiske mødre i Zinkdrengene på Husets Teater også. De græder over deres 18-19 årige børn, når de tager afsted til krigen i Afghanistan. Og de græder, når deres børn kommer hjem i zinkkister. Vel at mærke zinkkister, der er forseglede, så de ikke engang kan kysse deres barn et sidste farvel – og forsikre sig om, at det rent faktisk er deres barns skamskudte krop, der ligger i kisten. For er denne kiste ikke alt for lille?

Forestillingen er baseret på Svetlana Aleksijevitjs dokumentarbog om interviews med soldaterne og deres mødre – en bog, som har været afgørende i afdækningen af krigen i Afghanistan, som Sovjetunionen ellers prøvede at fortie i krigens ti år fra 1979 til 1989. Andreas Dawe har dramatiseret bogen og selv instrueret forestillingen for fire stærke skuespillere i teatret Akut 360 i en co-produktion med Husets Teater, der lægger scene til Julie Forchhammers enkle og næsten sakrale scenografi: Et rum med tre vinduesnicher, hvor billeder af underskønne bjerge i Afghanistan projiceres op på blondegardiner, mens de fire personer gestalter et endeløst antal ulykkelige skæbner. Én efter én efter én …

Oprevne maver

Grebet er enkelt og fint. Forestillingen er hjerteskærende. Men desværre bliver den tre timer lange forestilling en time for lang. Dramaturgisk set ophobes fortællingerne, den ene efter den anden, så man allerede ved pausen er ved at eksplodere indvendigt af ækle beretninger om oprevne maver og afskudte ansigter, giftgasangreb og nålebomber …

Set hver for sig er monologerne dog den stærkeste skuespilkunst. Charlotte Munck speedsnakker med grænseløs retfærdighedssans i rollen som Aleksijevitj, der opsøger de overlevende for at få deres historier om, hvad der egentlig foregik. Brian Hjulmann smiler diplomatisk, når han forsøger at overbevise sig selv om, at han har fortrængt alt det grusomme og faktisk fået sig et liv efter krigen. Jesper Hyldegaard forsøger rørende at drømme sig tilbage til skønheden i bjergene i Afghanistan ved at stikke armene ud, som om han fløj henover det smukke – og aldrig deltog i slagtningerne nede på jorden.

Men den forgræmmede Marina Bouras river mit hjerte værst op, når hun tager sine hænder og tværer dem ned over kinderne, som om hun ville skrabe huden af ansigtet for at slippe for sin sorg. Hendes vrede er så selvudslettende, at hun bliver helt gennemsigtig, når hun sidder med fastfrosne skuldre og stirrer på sit militærportræt af sønnen. Det er forfærdeligt stærkt teater.

Mellem fortællingerne og de angstprovokerende helikopterlyde kommer også lyden af kvindestemmer – sørgende kvinder, der klangfuldt synger i en udtryksfuld blanding af persisk og georgisk sang af Nini Julia Bang. Til sidst er det kun denne lyd, man egentlig kan holde ud at høre. Som et requiem mellem alle de replikker, som man ved, at man vil få meget svært ved at glemme igen.

Fordi sorgen klæber sig fast i tilskuerens sind. Symbolsk set på samme måde som de brændende kampvogne, der smelter soldaterne kroppe inde i sig.

’Som brødre’. Tekst: Alexander Mayah Larsen. Medvirkende: Alexander Mayah Larsen og Kasper Dalsgaard. Musik og lyddesign: Rasmus Juncker. Lysdesign: Sonja Lea. 75 minutter. Grob på Nørrebrogade. Til 16. maj 2021 samt turné.

’Zinkdrengene’. Baseret på bog af Svetlana Aleksijevitj. Manuskript og instruktion: Andreas Dawe. Scenografi: Julie Forchhammer. Lysdesign: Mikkel Jensen. Lyddesign: Gregers Kjar. Musik: Nini Julia Bange. Dramaturgi: Pernille Kragh. Tre timer. Teater Akut 360 i co-produktion på Husets Teater på Halmtorvet. Til 15. maj 2021 samt antagelig genopsætning.