Bach i Operaen er helt overordnet et fantastisk og vellykket projekt. Bach, den gamle hoforganist og kantor, der én gang i Weimar prøvede at sige sin stilling op og blev opbevaret i fængsel, indtil han kom på bedre tanker, er aldrig rigtig sluppet ud af kirkerummet. At høre ham på udgangstilladelse i Operaens verdslige rum er allerede at høre musikken stikke af i nye retninger.
Operachef John Fulljames har sammen med koreografen Hofesh Schechter og dirigenten Lars Ulrik Mortensen lavet en forestilling, hvor Bachs musik sættes i scene gennem dans og – måske – aktualiseres gennem vidneudsagn fra vor tid om dødens nærvær.
Bachs musik handler en del om død. Det er i hvert fald rigtigt. Forestillinger om døden er essentielt for Bachs musik, hvis man kan sige det sådan. Som Bach selv cirka skulle have sagt det på sit dødsleje:
»Græd ikke over mig, for jeg drager derhen, hvor musikken bliver født.«
Og det skriger ud af hans musik og de tekster, der ledsager den, at der, hvor vi ikke er, men er på vej hen, der er det godt at være.
Dansescenerne er det allerstærkeste i ’Light – Bach Dances’. Og danserne udgøres af et helt vidunderligt dygtigt, broget og internationalt hold.
Men mens Bach er meget passioneret omkring livet efter døden, så har forestillingen Light – Bach dances et andet fokus: Den vil have os til at værdsætte livet her og nu. Således modsætningsfyldte står komponist og iscenesættere over for hinanden, og kun gradvist vokser kunstværket sammen.
Angsten for at blive glemt
Først skal vi forstå, at det handler om os. Scenen er sat som en slags publikumssal med mennesker, der sidder og venter på stolerækker, ligesom vi, publikum, gør det. Der er småsnakken og stemning af instrumenter. Der er stadig lys i salen, men forestillingen er i gang. Så lyder teaterklokken, og forestillingen i forestillingen går i gang. Hvorfor egentlig ikke bedeslag, tænker man, for med Bachs toner fra Johannespassionen »Es ist vollbracht« er man straks i det religiøse rum. Men det er ikke der, vi skal hen.
Lydspor afløser musikken med stemmer fra mennesker, der ved, at de skal dø. Interview med terminale patienter fortæller os om det at se døden i øjnene.
»I hate the death,« er der én, der siger.
En anden fortæller om angsten for at blive glemt. En tredje om sorgen ved at give sin støvsuger til sin datter og forstå, at hun aldrig skal gøre rent mere. En fjerde kan ikke lade være med at grine ad sig selv og det, at hun ikke var tilfreds med det gravsted, hun havde fået udpeget til sig selv, fordi der var for meget larm og våd jord. Ingen brænder rigtig med en forestilling om et liv efter døden, men selve døden, den de står lige over for, den fylder, og ensomheden i den.
Når kukkassen er en kiste
Sangerne, et internationalt hold på otte styk, er på en større opgave. Bachs musik er ikke musik, der synger sig selv, men svær nok at beherske med noderne foran sig og en dirigent, og i denne forestilling har de ofte ingen af delene, hvilket i sig selv kræver en vis dødsforagt. Meget bevægende er det til gengæld at opleve Bachs kantatearier udageret på en scene til større fysisk udtryk og demonstration af indholdet.
Kukkasser i 'Light – Bach dances'.
Meget gribende er det, når bassen under den smukke arie »Herr, so du willt« – om at lade Gud lægge sig i graven – kravler op i en rullende, lysende hvid boks, åben ud mod publikum, så man kan se ham i hans ensomme rum. Så smukt, så alene, så overgivende. Når kukkassen bliver til en kiste! Eller Det Swedenborgske Rum. Eller bare en kold køleboks. Kukkassekisterne bruges også i en anden vidunderlig scene med vuggesangsarien »Schlummert ein ihr matten Augen«, der kan synges af enten en mand eller en kvinde, og i denne udgave synges af både en baryton og en alt fra hver deres boks til en slags himmelsk godnatsangsduet i kisterne.
Scenen er for det meste ret mørk og med sparsomt, men effektfuldt lysdesign. I højre side står orkesteret især badet i mørke, men med pultlampernes svage, varme oplysning på noderne, og udgør det varme batteri på scenen. Sangere, dansere, musikere er meget tæt på og til tider flettet ind i hinanden i denne forestilling.
Carpe diem
Allerstærkest er dansescenerne. Ligesom sangerne er det et helt vidunderligt dygtigt, broget og internationalt hold af kunstnere. At se Bachs musik omsat til bevægelser er en lille smule mindblowing. Alle de slag, man kender så godt, ramt af forskellige geniale lemmers præcise bevægelser. I koreografier, der henter sin inspiration fra hele dansehistorien fra bacchantisk dans til pasodoble til renæssancedans og street med snapshots af de fire gratier og den store dødekædedans, glider danserne ind og ud af forskellige fysiske manifestationer fra yndlinge til krøblinge til engle.
Dansescene i 'Light – Bach dances'.
Jeg kan lige nu, i min coronaunderstimulerede tilstand, ikke huske, at jeg har set noget så smukt på Operaens scene som denne forestillings slutscene. Selv om der var premiereaftenens skrøbelige usikkerhed over den og alt det, der skulle lykkes, så satte den sig igennem i bedste Hollywood-, Broadway-, Bollywood-stil. Med en symfoni af Bach i lysende D-dur med storstilet danseshow blev forestillingens sidste ord og carpe diem-budskab fra lydsporet udpenslet i en happy end: »Life is short, so make the best of it. Eat the cake, buy the shoes ... All of that!«
Man kan måske sige, at Bach og iscenesættere ender med at stå lige. Hvis Bach dedikerede meget skaberkraft på at nedgøre livet her på jorden, får forestillingen igennem sine fysiske manifestationer og den smukke udførelse af musikken elegant trukket meget af den himmelske energi, Bach brugte på det projekt, her ned på jorden til voldsom livsbekræftelse og jordisk glæde, mens de smukke kukkassescener ikke undgår at male et smukt billede af døden og en lille længsel efter den.
Således berigede blev publikum efter en vellykket premiere smuttet ud af Operaens svingdøre nyfødte til en af de første lyse sommernætter.
’Light – Bach dances’. Forestilling med musik af Johann Sebastian Bach og indspillede vidnesbyrd. Lars Ulrik Mortensen (musikalsk ledelse). Hofesh Schechter og John Fulljames (koiscenesættelse). Tom Scutt (scenografi og kostumer), Paul Constable (lys). Mary Bevan, Carina Tybjerg Madsen, Chisa Tanigaki, Mia Bergström, Kristin Mulders, Zahid Siddiqui. Jakob Bloch Jespersen, Yannis Francois (sangere). Hofesh Schechter Company og Concerto Copenhagen. Operaen den 8. maj 2021.
