Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Sidsel Ana Welden skriver skønt forkælet om at have det skidt

I ’I det hvileløse’ mindes en ung kvinde sin far, der var krigsflygtning fra Chile, og forsøger at få hold på sig selv som næstenvoksen. Sidsel Ana Welden debuterer med en sejlivet lille roman, der undersøger smerten bag romantiske ungdomsklicheer
Romanens fineste greb er dens fremdrift. Langsomt finder man ud af, at det storladne sprog dækker over et kejtet forsøg på at række ud efter alt det svære.

Romanens fineste greb er dens fremdrift. Langsomt finder man ud af, at det storladne sprog dækker over et kejtet forsøg på at række ud efter alt det svære.

Amanda Bødker

Kultur
28. maj 2021

På en af de første sider af Sidsel Ana Weldens selvbiografiske debut I det hvileløse beslutter jeget sig for at begynde at ryge.

»Hvis jeg kan komme op på at ryge 20 cigaretter om dagen, betyder det, at jeg kan få udskilt dopamin 20 gange og føle 20 gange så meget lykke som nu.«

Det er en scene, der er lige dele livløs og oprørsk – og ret sjov. Og den indrammer meget fint værkets forkærlighed for dødsromantik. Cigaretterne er et gennemgående bohememotiv; man mærker alle tiders følelsesfulde melankolikere som Sylvia Plath og Morrissey fra The Smiths-tiden sidde og pulse fortvivlet i krogene af I det hvileløse. 

Bogen handler om en ung, unavngiven kvinde, der lider af depressioner og psykoser. Hun husker i glimt sin PTSD-ramte far, der flygtede fra diktaturets Chile og aldrig fandt ro i et Danmark med forkærlighed for de blåøjede. Han er død, og sorgen og vreden ulmer i datteren. Men bogen kredser også om et kun akkurat voksent menneskes hverdagsliv med humørsvingninger, uendelige veninder, kolde storbyattituder og intetsigende drenge. 

Welden skriver også fornemt om psykisk sygdom, endda uden at bruge psykosen som virkemiddel. Jeget siger med største naturlighed, at en fjer er på vej op af halsen på hende, eller at der er termitter i væggene og gult sand i sengen, så det klør. Det er smukke, enkle og rene sætninger.

Men efter et brud med en fyr griber jeget igen til cigaretterne for at forklare sig: 

»Jeg har det tomme syltetøjsglas med hans skodder stående fra sidste gang, jeg så ham.

En urne«.

Det er næsten for uelegant at sætte sådan trumf på melodramatikken: Skodderne symboliserer både fremtidig kræftsygdom og den måske-elskede og bliver i hvert fald en beholder for en romantisk idé om, at man i døden er tættere på livets virkelige substans.

Men sådanne klicheer er faktisk romanens centrale og fine, ulykkelige greb.

For jeget har svært ved at føle noget overhovedet, og hun griber til faste vendinger om sød kløe, blodårer som livslinjer og lange nætter med digtlæsning og rygning – for i det mindste at indgå i en eller anden følelsesmæssig koreografi. Det er den egentlige tragik i den psykiske sygdom, at miste sig selv så meget, at man opløses i klicheer. Eller at forsøge at spille med på ordene, men i stedet blive fremmed for verden.

Stjålen barndom

Welden har gået på Skrivekunstakademiet i Norge og bygger sin roman på selvbiografisk stof. Hun har skrevet kronikker om at være barn af en krigsflygtning i nærværende dagblad, talt for mere omsorg i psykiatrien og er ligesom jeget i bogen halvt chilener, halvt dansker og journalist på Politiken.

Nu udforsker hun noget, der ikke rigtig er sprog eller rum for i aviskronikker, nemlig at folk, der har det svært, også kan være irriterende personer. 

For bogens første tredjedel er et forkælet lidelsesskrift. Man møder et jeg, der er led ved alle, der prøver at hjælpe. »Jeg har besluttet, at jeg ikke vil have det bedre,« proklamerer hun og forestiller sig at dø i stiliseret bedestilling, som Ofelia i John Everett Millais’ maleri.

Men I det hvileløse’s styrke ligger i at skuffe læseren i det førstehåndsindtryk. Med indstik af minder falder brikkerne til et såret sind på plads. Den krigshærgede far maler et helt rum i sin alt for lille lejlighed lilla og sætter plysbamser op til en datter, der er for stor til den slags. Han prøver at købe pænere tøj, så hun ikke skammer sig over at gå ved siden af ham. Sidste gang hun ser ham, er det gennem en rude til en flaskeautomat. De hilser ikke.

»Jeg kiggede på mine underarme dækket med sorte hår og tænkte, at de var det eneste, jeg havde tilbage af ham.«

Her får teksten et næsten filmisk præg, der ordknapt registrerer den nu store datters indestængthed. Hun afreagerer ved at stjæle, skælde ud og søge grænser som det barn, hun ikke nåede at være. 

Dekadent stakkelshed

Jeg vil til enhver tid forsvare I det hvileløse’s stakkels og irriterende jeg, for man har ikke kun ret til at være sårbar, hvis man er en helgen. Welden insisterer på det barnlige og dekadente, ligesom Joan Didion gør i Intet gælder eller Ottessa Moshfegh i nyklassikeren Mit år med ro og hvile. Det er menneskeligt at have det ad helvede til.

I det hvileløse’s fineste greb er dog dens fremdrift. Langsomt finder man ud af, at det storladne sprog dækker over et kejtet forsøg på at række ud efter alt det svære. 

Men banaliteterne indhenter også bogen. Over for de skarptskårne scener med faren og i psykiatrien er beskrivelser af almindelige syn, lyde og lugte mere redegørende end sanselige. Skriften bliver lidt tam, når en sommerfugl flakser forbi, eller når jeget fotograferer en blå himmel.

Sådan pendulerer man tit i I det hvileløse: Mellem at blive træt af klicheerne og få øje for, hvordan klicheer er det eneste, der er tilbage i et sygt eller krigshærget sind. Mellem det sårbare og stærke, mellem at være rørt og indimellem lidt ligeglad med skygger i et pigeværelse.

»Der er ingen hvile til de skøre,« lyder en af bogens halvt virkningsfulde og halvt banale klicheer. Og måske er det det, der er Sidsel Ana Weldens styrke: at skildre netop denne hvileløse bæven, så det ikke kun er et sprog for de skøre.

Sidsel Ana Welden: ’I det hvileløse’. Harpyie, 152 sider, 200 kroner

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her