Anmeldelse
Læsetid: 8 min.

St. Vincent er sexet som Prince, kamæleonsk som Bowie og stilsikker som Byrne

St. Vincent er mere funky og psykedelisk end nogensinde før på sit sjette album ’Daddy’s Home’, hvorpå smerte er den møntfod, hendes plateauskoklædte poppersona bruger til at betale sig vej gennem nedtur på nedtur, og det er der kommet en optur af en plade ud af

»På coveret til Daddy’s Home poserer hun iført en blond pagehårsparyk, forpjusket uægte pels og udtværet sort øjenskygge omkring et lige så sort og sløret blik. Chick, men slidt, så jeg næsten kan dufte sveden gennem den billige parfume.« skriver Louise Rosengreen.

Zackery Michael

Kultur
21. maj 2021

Hvis jeg blev bedt om tegne den mere alternative del af amerikansk populærmusik som en skyline, ville jeg uden tvivl placere St. Vincent centralt. Med sin stilsikre artpop lyser den 38-årige guitarist, sanger og sangskriver op i landskabet som et ikonisk, innovativt og neonblinkende fyrtårn. Side om side med Lana Del Rey og Fionna Apple. Hendes sjette album, Daddy’s Home, har været ventet med spænding og for mit vedkommende også med en let angst for, om hun kunne leve op til forgængeren MASSEDUCTIONS skyhøje kvaliteter. Men når man er St. Vincent, ved man, hvordan man fornyer sig med stil. 

På coveret til Daddy’s Home poserer hun iført en blond pagehårsparyk, forpjusket uægte pels og udtværet sort øjenskygge omkring et lige så sort og sløret blik. Chick, men slidt, så jeg næsten kan dufte sveden gennem den billige parfume.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her