Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Thomas Korsgaard viser os igen sit veloplagte talent – men der mangler noget i hans nye roman

’Man skulle nok have været der’, Thomas Korsgaards nye roman om nasserøven og platuglen Tue, lukker trilogien, men åbner så måske for noget kvalitativt nyt i forfatterskabet
I ’Man skulle nok have været der’ har satiren overtaget den plads, som desperationen og det gennemfortvivlede oprør indtog i de to første romaner i Thomas Korsgaards trilogi.

I ’Man skulle nok have været der’ har satiren overtaget den plads, som desperationen og det gennemfortvivlede oprør indtog i de to første romaner i Thomas Korsgaards trilogi.

Sofia Busk

Kultur
21. maj 2021

Med sin tredje og erklæret sidste roman om den helt igennem fiktive (?) karakter Tue lever 26-årige Thomas Korsgaard til fulde op til sit ry som et af den yngre danske litteraturs allermest veloplagte, vitale talenter. Han besidder et formidabelt øre for replikker og kan i prosa frembringe enkeltlinjer, der bare bliver hængende i luften som fyndige vers.

Hertil kommer en, skal vi være filosofiske og kalde det ’elementært fundamental-fænomenologisk’, sans for tingene, for det fysisk konkrete, som når han i den nye bogs begyndelse lader Tue blive sagt op fra sit værelse og placerer ham i det tomme rum, udstyret med en sportstaske, en mobiltelefon, en computer, et pas og – en stuepalme.

Thomas Korsgaard: ’Man skulle nok have været der’. Roman. Lindhardt og Ringhof. 264 sider. 250 kroner

Thomas Korsgaard: ’Man skulle nok have været der’. Roman. Lindhardt og Ringhof. 264 sider. 250 kroner

Hvad der, altså i hvert fald i udgangspunktet, gør Thomas Korsgaards prosa elementært læseværdig, er hans evne til at balancere mellem en ekstrem realisme og så det gakket groteske.

Uforglemmelig forekommer således scenen, hvor Tue holder nytårsaften i en lejlighed, han har lånt, eller hvor han i det mindste har fået lov at opholde sig. Fuldstændig uforberedt må han overvære, hvordan ikke bare bøssevennen Laurits, men også dennes veninde samt deres venner (og venners venner) bemægtiger sig boligen. Ude på bagtrappen bemærker nattens befippede vært en flamingokasse fra Aarstiderne og sparker låget af.

»Den er fyldt med halvgrønt bræk.«

At Tue har kunnet låne eller rettere nasse sig ind i en fjerdesalslejlighed på Østerbro, skyldes omsorg fra Victoria, der ligesom han selv sælger aviser på gaden for Politiken. Men hvor hun er kunstner og på vej til en fornem malerskole i Düsseldorf, hvor det er så hundedyrt af komme ind, at man ikke må tale om det til hendes afskedsparty, dér forbliver Tue konstant ludfattig.

For ham kan tarteletskaller fra Karen Volf sagtens gøre det ud for en middag. Victorias fine arkitektmor, Merete, disker derimod dyrt op med »grissinier med forskellige slags dip. Rimmet torsk med rødbede- og peberrodscarpaccio, gedeostbrulee og passionsfrugtmousse på en nøddebund med sølvkugler«.

Jo da, miljøsammenstødet er, som hos Kristian Bang Foss i Frank vender hjem (2019), virkelig til at tage og føle på.

For lidt

Men ud over det, hvad er der så i romanen, særligt hvis man sammenligner den med skildringerne af en dysfunktionel familie og Tues nødvendige opbrud fra denne i henholdsvis Hvis der skulle komme et menneske forbi (2017) og den selvstændige fortsættelse En dag vil vi grine af det (2018)?

For lidt, synes denne læser, som derfor forsøgsvis skruer den analytiske brille på og spørger, hvorfor man går en lille smule skuffet ud af trilogien som helhed.

Sofia Busk

Jeg tror, at den første årsag skal søges i fortælleteknikken og det narrative perspektiv. Ligesom Helle Helle i mange af hendes noveller og de fleste af hendes romaner betjener Thomas Korsgaard sig med dygtighed af en påfaldende refleksionsløs jegfortæller. Tue beretter i præsensform, hvad han gør, og hvad der sker, uden at benytte sig af sin ret til at tænke over hvorfor.

Dette fravær af bevidsthed var psykologisk plausibelt i de to første romaner, men virker i den nye som et selvvalgt litterært forbud, der kun overtrædes punktvis – som når jegfortælleren pludselig ærligt erklærer: »Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige uden at sige det hele«, eller når han til sidst i handlingen står ribbet for alt undtagen sit pas: »Jeg ejer ikke noget som helst længere ud over det, jeg kan huske. Og det jeg husker, vil jeg også gerne af med.«

Her bliver Tue, så at sige, eksistentielt klædt nøgen. Men når hans smerte ikke for alvor slår, hænger det sammen med, at satiren har overtaget den plads, som desperationen og det gennemfortvivlede oprør indtog i de to første romaner. Hvor disse især gjorde indtryk ved de på én gang afslørende og kærlige portrætter af forældrene, får helten i den nye bog kun lov at omgås staffagefigurer.

Autofiktionens invasion

Hermed kan jeg så også sætte ord på den mulige anden årsag til det lidt blege præg over Man skulle nok have været der: en påfaldende og i sidste ende nok så konstrueret omverdensløshed, som igen resulterer i en centralfigur, som aldrig rigtig får modstand.

Men indrømmes skal det, at Thomas Korsgaard, da slutningen nærmer sig, har gemt en overraskelse til bogens førstegangslæser.

Tue, der undervejs flere gange har bedyret, at han skriver på en roman, debuterer i sidste kapitel som skønlitterær forfatter og overlæsses med hilsner og blomster. Men da han skal til at låse sig ind i sin nye lejlighed, går et eller andet galt, og politiet bliver tilkaldt: »Er du fuld« / »Ja, gu er jeg fuld! Jeg har drukket siden klokken femten.« / »Det er måske noget, du gør normalt?« / »Jeg har holdt bogreception.« / Han noterer noget på sin blok. / »Hvad hedder du?« / »Thomas!«

Dét replikskifte markerer autofiktionens invasion i bogens fiktive arrangement og lukker på humoristisk vis den diskussion om selvbiografi kontra roman, som debutromanen gav anledning til.

Korsgaard maler derved ’den menneskelige plet’ på sin bog og åbner, må man håbe, for nye værker, hvor hans talent måske igen fuldt ud kan komme til sin ret.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Steffen Gliese

Uh, det er en ret stor misforståelse at se Helle Helles fortællere som ureflekterede - alt ligger i det sprog, de tænker med.