Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Thomas Rydahls nye roman er som at læse tre romaner, der nødtørftigt er blevet æltet sammen til en tekst

Thomas Rydahl skriver godt og ubesværet, men alligevel falder hans nye roman ’Forførernes klub’ fra hinanden, stykke for stykke
Thomas Rydahl skriver København frem som en stor og levende labyrint i Forførernes klub, fuld af afkroge og tilfældige møder.

Thomas Rydahl skriver København frem som en stor og levende labyrint i Forførernes klub, fuld af afkroge og tilfældige møder.

Les Kaner

Kultur
28. maj 2021

Tænk nu, hvis eventyret for en næsten midaldrende mand ikke er at ende med prinsessen og det halve kongerige, men med præsten, en fængselsstraf og et uægte barn? Og at det sære rod, helt uforudset, var det lykkeligste, man kunne forestille sig, en ægte happy ending? Sådan er det i Thomas Rydahls nye roman, Forførernes klub, der – når den er bedst – er en ret enkel historie om en mand, der får det bedre. Rundt om den kerne hvirvler desværre nogle utroligt fortænkte omveje, helt sære og opstyltede i deres langsomme hittepåsomhed, så mislykkede, at det mest føles fjollet.

Flemming Lorentzen, hovedperson og jegfortæller, er i en alder af 42 blevet smidt ud af sit ægteskab med Hannah. Hun har fundet en anden, men den egentlige årsag til skilsmissen er nok, at han er sumpet til i ugidelighed. Jobbet mister han også, han var ansat som grafisk designer hos svigerfar. Nu har han lejet sig ind i et anneks til en gammel villa på Østerbro, som imidlertid snart skal sælges, og kan til at begynde med faktisk ikke andet end ynkeligt at svælge i sin egen ulykke. Han gør en sølle figur, det sørger den fortravlede barndomsven Seb for at fortælle ham, hver gang de ses.

Heldigvis møder han en masse nye mennesker. Han får en tjans som medhjælper på en lokal vinbar og støder ind i sin demente udlejers datter, præsten Ida. Han kæmper sig frem til at få et forhold til sine børn igen. Og så bliver han optaget i en hemmelig klub af livsnydere – her begynder omvejene så – der dyrker den æstetiske livsfilosofi fra Kierkegaards Enten-Eller.

Det er dem, der har lagt navn til romanen. De lærer Flemming at leve, som om Forførerens dagbog var en velskrevet, men banal vejledning i, hvordan man samler kvinder op på tilfældige barer, en manual i iscenesættelsens og manipulationens kunst. De fortæller ham, at det er nødvendigt at være opmærksom i nuet. De puffer ham hen mod at mærke efter, sådan rigtigt, hvad han vil med sit liv, hvad han stræber efter.

Huhej, hvor det går, og så alligevel ikke

Det er så banalt, at det hviner i tænderne. Ikke desto mindre udveksler de, meget alvorligt, replikker med hinanden, der kunne være taget ud af et program på P1 – og viser sig undervejs også at slægte Goethes tårnselskab på. De er virkeligt svære at tage alvorligt, og især er de virkeligt svære at kapere i en roman, der også vil fortælle en afdæmpet hverdagshistorie om livet efter en skilsmisse.

Det er, så bukserne sprækker, kort sagt. Læg til det, at Rydahl søreme har podet Forførernes klub med let gotiske scener og et kriminalistisk plot, der har tråde tilbage til Flemmings barndom, men først tager fart i de sidste par kapitler – hvor Kierkegaard-klubben til gengæld forsvinder ud af syne. Huhej, hvor det går, tænker den forpustede læser, men tænker så også, at det her er en bog, der ikke kan holde sammen på sig selv, der vil for meget på én gang og ikke vil gå planken ud med noget af det. Det er som at læse to eller tre romaner – med helt forskellige forhold til sådan noget som litterær realisme – der nødtørftigt er blevet æltet sammen til en tekst.

Nå. Forførernes klub viser samtidig, at Thomas Rydahl faktisk kan en hel masse med sin skrift – ikke at det er en overraskelse, det viste han også i sine første bøger, krimitrilogien om den gamle taxachauffør Erhard, der opklarede labyrintiske forbrydelser på Gran Canaria. Også denne gang skriver han skikkelser frem, der nok er så genkendelige typer, at de nærmer sig klicheen, men samtidig er fulde af liv og energi og også har fået et lille drej hen mod det uforudsigelige.

Også denne gang har han et særligt blik for mænd, for hvem fortidens svigt hænger om benene som betonklodser, og et særligt talent for at lægge små spor ud til læseren, som man først senere forstår betydningen af. Han skriver København frem som en stor og levende labyrint i Forførernes klub, fuld af afkroge og tilfældige møder. Hans prosa griber også denne gang læserens opmærksomhed fra de første sætninger og har samtidig et roligt åndedræt i sig. Det er effektivt og afslappet på samme tid.

Alt sammen fint, godt, ubesværet og selvfølgeligt. Men så dukker Kierkegaard og hans sære tårnværelsesklub op som en dårlig gimmick, og så falder Forførernes klub fra hinanden, stykke for stykke, jo mere man tænker over den.

Thomas Rydahl: Forførernes klub. Politikens Forlag. 352 sider. 300 kroner

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her