Anmeldelse
Læsetid: 8 min.

Typisk atypisk: Prekariseringen sniger sig ind overalt

Fra radikalt forskellige perspektiver undersøger to nye udgivelser usikre arbejdsformer. Mens den ene især er optaget af at tælle, er den anden nysgerrig på de processer, der gør folk sårbare i arbejdslivet
Morgenmyldretid på cykelstierne i Købehavn. Men på vej til hvilken type job? At en fastansættelse i et fuldtidsjob skulle være det normale, har højst været noget, der gjaldt for mænd med statsborgerskab i det land, de arbejdede i, gennem dele af det 20. århundrede og i en lille del af verden, herunder Norden, beskriver ny undersøgelse.

Morgenmyldretid på cykelstierne i Købehavn. Men på vej til hvilken type job? At en fastansættelse i et fuldtidsjob skulle være det normale, har højst været noget, der gjaldt for mænd med statsborgerskab i det land, de arbejdede i, gennem dele af det 20. århundrede og i en lille del af verden, herunder Norden, beskriver ny undersøgelse.

Tomas Bertelsen

Kultur
7. maj 2021

Ansat på marginal deltid, fast afløser uden kontrakt, vikar uden garanteret timetal, tilkaldevikar uden kontrakt, tidsbegrænset ansættelse på deltid, tidsbegrænset konsulentkontrakt, fuldtidsansat på projektmidler, freelancearbejde på lønmodtagervilkår, selvstændig uden ansatte.

Det er de arbejdsformer, jeg har prøvet. Ud af dem er det kun soloselvstændig og (nogle former for) deltid og vikararbejde, der bliver systematisk registreret og opgjort i Danmarks Statistiks Arbejdskraftundersøgelse. På engelsk hedder det labor force survey (LFS), og den type undersøgelser bliver lavet i de fleste af verdens lande ud fra nogle delvist sammenlignelige parametre, sådan at man kan følge udviklingen på arbejdsmarkedet både nationalt og internationalt. Altså udviklingen på den del af arbejdsmarkedet, som der er politisk stemning for at følge.

LFS er det primære materiale, som er brugt til en ny stor undersøgelse af såkaldt atypisk arbejde på tværs af de nordiske lande. Det er der kommet den interessante udgivelse Non-standard work in the Nordics: Troubled waters under the still surface ud af. Undersøgelsens brugbarhed er imidlertid begrænset, eftersom den med kvantitative metoder vil sige noget om fænomener på arbejdsmarkedet, som de kvantitative data kun delvist – eller slet ikke – beskriver. Typisk sociologer, fristes man til at sige.

Retfærdigvis anerkender forskerne bag Non-standard work in the Nordics, at der er mange arbejdsformer, de faktisk ikke kan tælle med. Alligevel kan forfatterne ikke dy sig for at drage konklusioner, som at »det overordnede omfang af atypisk arbejde i Norden lader til at have været relativt stabilt i den undersøgte periode (2000-2020)«. Den sætning kommer direkte i forlængelse af den konstatering, at LFS ikke systematisk dokumenterer for eksempel nultimekontrakter, udliciteret arbejde, tilkaldearbejde, udstationeret arbejde, freelancearbejde eller digitalt platformsarbejde.

De viser imidlertid også, at de generelle tal dækker over store forskelle på tværs af sektorer, ansættelsesformer, befolkningsgrupper og landegrænser. For eksempel er det tankevækkende, at antallet på marginal deltid (altså mindre end 15 timer om ugen) er næsten fordoblet i Danmark de seneste to årtier, og at det især er i servicesektoren, at den ansættelsesform breder sig. Det er også tankevækkende, om end ikke overraskende, at man kan aflæse en krise direkte i disse jobtyper: Folk på marginal deltid bliver hældt ud som de første, når nedturen starter – det kunne man se under finanskrisen, og det kan man se under corona.

Typisk atypisk

Mit problem med påstanden om, at ’atypisk arbejde’ ikke generelt er blevet mere udbredt de seneste årtier, er sådan set heller ikke, at jeg nødvendigvis tror, det modsatte er tilfældet. Mit problem er for det første, at det ved hverken arbejdsmarkedsforskerne, politikerne eller Danmarks Statistik en skid om. Præcis fordi ingen har fundet det opportunt at registrere det på en ordentlig måde. Mit andet problem er, at ’atypisk’ (eller ’non-standard’) arbejde er en absurd betegnelse for noget, der især for visse grupper af befolkningen er mere normen end undtagelsen.

I min nærmeste familie – bedsteforældre, forældre, mostre, onkler, kusiner og fætre – er det vel omkring to tredjedele, der primært har ernæret sig gennem et fast job som lønmodtager. Men hvis vi til det tilføjer fuldtid, er andelen betydeligt lavere. Der er nemlig flere kvinder end mænd i min familie, og af de kvinder, der har haft fast job, har det enten altid eller i perioder været på deltid. Og hvis vi går længere tilbage end bedsteforældre, kan jeg ikke komme i tanker om en eneste, der har haft noget, der minder om en fast fuldtidsansættelse.

At arbejde på deltid, på løse vilkår (eller det modsatte: under former for ufrihed som for eksempel tyende), som selvstændig, som hjemmearbejdende, på lønmodtagervilkår, men uden overenskomst og uden kontrakt har især for kvinders vedkommende været et mere eller mindre konstant økonomisk-socialt vilkår gennem generationer.

Historisk undtagelse

Som en anden nylig udgivelse – Prekarisering uden grænser – også konstaterer, så hører det ansættelsesforhold, der bliver fremstillet som normen, til den fordistiske produktionsform, der voksede frem fra begyndelsen af det 20. århundrede. Hvis fast fuldtidsarbejde er under afvikling, er det altså snarere en tilbagevenden til tidligere tilstande.

At en fastansættelse i et fuldtidsjob skulle være det normale, har højst været noget, der gjaldt for mænd med statsborgerskab i det land, de arbejdede i, gennem dele af det 20. århundrede og i en lille del af verden, herunder Norden.

Det var med andre ord en ganske afgrænset æra stedligt, tidsligt og social kategorimæssigt, og den var ved at rinde ud, allerede da jeg blev født. I Danmark var 1980’erne præget af massiv nedlukning og udflytning af de store industriarbejdspladser, og den type job blev i stigende grad erstattet af job i servicesektoren og vidensindustrien – begge områder, hvor såkaldt atypisk arbejde er særligt udbredt.

Årsagen til, at vi nu pludselig taler så meget om ’atypisk’ arbejde, er altså ikke, at det er specielt nyt (selv om nogle af de konkrete former, det optræder i, kan være det). Ej heller er det, fordi Guy Standing skrev en bog (Prekariatet), selv om Guy Standing helt sikkert selv tror det, og mange mænd, der har læst hans bog, også tror det.

Selv om det ganske vist stadig primært er kvinder, migranter, unge – og gamle – samt ufaglærte, der tjener deres penge uden et fast fuldtidsarbejde (og det kan man faktisk aflæse af statistikkerne), så rammer prekariseringen i stigende grad nogle nye grupper: Mænd, højtuddannede, folk med statsborgerskabet i orden og den del af arbejdsstyrken, der er i ’sin bedste alder’. Derfor er den politiske interesse, fagforeningernes og forskernes interesse i vækst. Også selv om ’atypisk’ eller prekært arbejde ikke nødvendigvis er det.

Tælleri versus erfaringer

Forskerne bag Prekarisering uden grænser går til fænomenet fra et radikalt anderledes perspektiv end forskerne bag Non-standard work in the Nordics. Førstnævnte er primært antropologer, sidstnævnte er primært sociologer, og de går mildest talt ikke på strandhugst i hinandens discipliner i de to udgivelser.

Mens sociologerne efterlyser mere fintmaskede statistiske data for at kunne redegøre meningsfuldt for atypisk arbejde, er antropologerne overhovedet ikke interesserede i tælleri. De er ude i et helt andet ærinde.

Afsættet for undersøgelsen er hos dem »to intuitioner«: For det første, at et fænomen – prekarisering – som endnu ikke er særlig veldefineret analytisk eller teoretisk (eller sågar empirisk), bedst kan undersøges ved at samle så mange forskellige eksempler som muligt og sætte dem i dialog med hinanden; for det andet, at fokus bør være på »menneskers konkrete erfaringer med hverdagsliv og arbejdsdage«.

I kontrast er Non-standard work in the Nordics nærmest klinisk renset for mennesker og konkrete erfaringer. Her er fokus på – foruden de statistiske data i sig selv – de statistiske kategorier for ’atypiske’ arbejdsformer, arbejdsmarkedspolitikker, regler for social sikring, politiske reformer. Det er, som forfatterne også selv angiver, »skrivebordsforskning«.

Antropologerne har derimod, som antropologer har for vane, været ude i verden. De har talt med mennesker, de har observeret, de sætter stedvist tingene i historisk perspektiv, og de sætter forskellige fænomener – og de samme fænomener i forskellig kontekst – i relation til hinanden. Ikke mindst har de blikket rettet mod processer frem for kategorier.

Dermed får de samtidig indirekte vist, hvorfor det ikke kun er de mangelfulde statistiske data, der gør, at en undersøgelse som Non-standard work in the Nordics er begrænset i sin evne til at sige noget meningsfuldt om situationen på arbejdsmarkedet. Det skyldes nemlig også, at den kategoriske skelnen mellem ’standard’ og ’non-standard’ ikke er særlig nyttig til at beskrive virkeligheden – det er ganske enkelt ikke sådan, arbejdsmarkedet fungerer.

Jo, der er nogle dele af arbejdsstyrken, der er langt bedre dækket ind af overenskomster og social sikring end andre, men det er ikke en stabil situation: Det er noget, et nyt ledelsesparadigme på arbejdspladsen, en rask lille reform af beskæftigelsespolitikken eller en ’internationalisering’ af ens arbejdsområde fuldstændig kan vende op og ned på.

Tilpas til virkeligheden

Gennem nysgerrige undersøgelser af både de faktiske forhold i og oplevelsen af arbejdslivet i relation til tilværelsens øvrige betingelser for så tilsyneladende forskellige grupper som søfolk og topforskere, bygningsarbejdere og skolelærere, arbejdsløse og løstansatte på universitetet viser Prekarisering uden grænser, hvordan prekariseringen er netop det: grænseløs.

Man kan håbe, at især folk i fagbevægelsen afsætter tid til at læse begge udgivelser – og derefter gør som antropologerne: Bevæger sig ud i verden med et åbent sind for at forstå de processer, der undergraver kollektive sikringsformer.

Fagbevægelsen har nemlig i høj grad været arkitekterne bag den misvisende fortælling om, hvad der er normen på arbejdsmarkedet, og hvad der er afvigelsen. Den havde gode intentioner med fortællingen – nemlig at fast, overenskomstdækket fuldtidsarbejde skulle blive normen.

Men fordi fagforeningsledelserne – hvori de prekært arbejdende grupper af befolkningen historisk har været groft underrepræsenteret – kun kunne se verden fra egen navle, overså de to væsentlige ting: For det første, at det, som for nogen er drømmen om et værdigt liv, ikke nødvendigvis er det for alle. For det andet, at man ikke kan fjerne sociale forskelle ved at ignorere, at de findes.

En af pointerne i Non-standard work in the Nordics er da også, at ligesom velfærdsstaten og ’flexicuritymodellen’ spiller fallit, hvis den ikke griber de mange, som arbejder ’atypisk’, kommer fagbevægelsen til at svigte sin opgave, hvis den ikke formår at varetage deres interesser.

Det er nemlig ikke kun løn og social sikring, der er lavere inden for prekære arbejdsformer, det er også (surprise!) organisationsgraden. En anden ny undersøgelse fra FAOS viser, at i de seneste to årtier er den traditionelle fagbevægelses organisationsgrad faldet fra flere end to tredjedele til lidt over halvdelen.

Det kan ikke nytte noget at vente på, at fremtidige arbejdskraftundersøgelser faktisk kan vise, hvor mange der for eksempel arbejder på nultimekontrakter, før man vurderer, om det er relevant at forholde sig til.

I stedet må fagbevægelsen erkende det åbenlyse faktum, at det, de har hævdet, var normen på arbejdsmarkedet, er en historisk undtagelse, og tilpasse sine strategier til den virkelighed, der tegner sig – og til de reelle oplevelser af og ønsker til arbejdslivet, som folk faktisk har.

Dan V. Hirslund, Julie Rahbæk Møller og Karen Lisa Salamon (red.). Prekarisering uden grænser. U Press, 2020.

Anna Ilsøe og Trine Pernille Larsen (red.). Non-standard work in the Nordics: Troubled waters under the still surface. Nordic Council of Ministers, 2021.

Nina Trige Andersen er freelancejournalist, historiker og forfatter.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her