Videnskabssuperstjernen Inge Lehmann gøres til et jovialt tantegemyt i romanen ’Den inderste kerne’

Forfatternavnet Lotte Kaa Andersen er for mig først og fremmest forbundet med Ida Luka Holmegaards og Emeli Bergmans smågeniale podcast, Bølgerne #2, hvor hendes bestseller fra 2015 om tre rige par på Hambros Allé i Hellerup læses grundigt. Holmegaard og Bergman er selv forfattere, de undersøger sproget i Lotte Kaa Andersens roman, bruger en hel time på den og kommer blandt andet frem til at kalde den for en ejendomsmæglerroman.

Ikke som når Lars Frost kalder sin roman Ubevidst rødgang (2008) en ingeniørroman og gennem sin langt sidespringende fortæller i ingeniørstil selv konstruerer lige dele løssluppent og stramt, men fordi ejendomsmæglersproget helt har overtaget romanens sprog. »Skal ses!« er stilen i Hambros Allé 7-9-13, den postulerer som en boligannonce.

Podcastens store gevinst er, at en redundant, skematisk og overtydelig roman som Hambros Allé 7-9-13 fører til en lang og spændende samtale præget af nysgerrighed om først penge og penges betydning og siden om litterære teksters stil og sprog i det hele taget. Det skematiske i romanen sammenlignes både med skæbnefortællinger som de gamle islandske sagaer og den græske tragedie om kong Ødipus. 

Det er highbrow-lowbrow litteraturformidling, det er intellektuel folkelighed, det er den fineste sproglige sensibilitet og præcision, for eksempel når Ida Luka Holmegaard taler om, hvordan Lotte Kaa Andersens tre familier med de dyre adresser er skildret ud fra et økonomisk systems dominans, der minder om at gå i banken for at låne penge: »Man kan godt komme til at tænke på de her tre familier som lånepakkemodeller,« siger Holmegaard.

Lotte Kaa Andersens aktuelle roman om den i Danmark ukendte superstjerne Inge Lehmann, der ved omhyggelige analyser af et utal af seismogrammer opdagede, at Jorden har en fast indre kerne, udkommer netop nu, hvor der i den grad skrives herstory (modsat history). Det er tidsånden, kan man kort sige det.

Seje mennesker, der tilfældigvis også var kvinder, hentes frem og skildres med den respekt og anerkendelse, de burde havde fået for længe siden. Eksempelvis stod der her i Information den 16. april, at »Eva Tind har skrevet en videnskabshistorisk pageturner om mosmideforskeren Marie Hammer«.

Danmarks første seismolog

Inge Lehmann har det samme potentiale som hovedkarakter i en roman, men Lotte Kaa Andersen gør en overmåde spændende person til en sær snegl og et jovialt tantegemyt i patriarkernes paradis. Inge Lehmann har muligvis været lidt nørdet, optaget af matematik og Jordens indre, som hun jo var, men hendes nørdethed var også bare cool ud over alle grænser. Og den verden, hun levede i, var ikke noget paradis. Ikke for kvinder.

Alligevel blev hun Danmarks første seismolog og den første kvinde i verden, der kunne kalde sig det. Og så kom hun altså frem til den skelsættende opdagelse, at der inde i jordens flydende kerne ligger endnu en kerne, en fast, så man herefter har talt om Jorden som tredelt og ikke todelt. Det var i 1936, og da var Inge Lehmann 48 år. Hun skrev sin sidste videnskabelige artikel som 99-årig og blev i øvrigt 104 år. Hun brugte al sin fritid på at forske, for på hendes arbejdsplads, Geodætisk Institut, værdsatte man ikke hendes usædvanlige matematiske evner og myreflittighed, men satte hende til at udføre sekretæropgaver, hun har lagt navn til det naturvidenskabelige begreb Lehmann-diskontinuiteten, og hun havde modet til at kalde sin kontroversielle videnskabelige artikel om Jordens indre kerne for P’. Ét bogstav og ét tegn.

Lotte Kaa Andersens overfortalte referatstil er nedladende over for læseren og hovedpersonen. Fortælleren forklarer fra første side, hvad læseren skal mene og tænke om Inge Lehmann. Hun levede fra 1888-1993, og det er kvindesynet fra de første halvtreds år af hendes liv, der også er romanens. Hendes outstanding historie pakker Lotte Kaa Andersen ind i idyl.

Det må da have været smerteligt for Inge Lehmann at blive behandlet andenrangs i sit arbejde og ikke få den anerkendelse, hun vidste, at hun fortjente. Den smerte går Lotte Kaa Andersen aldrig ind i. Inge Lehmann er kendt for at have sagt: »Hvis du vidste, hvor mange uduelige mænd jeg har måttet kæmpe mod – forgæves.« Det er ærgerligt, at det bid ikke har sat sig i Den inderste kerne.

I stedet for er tonen kæk og behagesyg, det er som at være til selskab med oberst Hackel og Musse fra Matador. Ostemadder bliver »sat til livs«, »bentøjet svigter«, og »selv ikke en verdenskrig kan tage skønheden og suveræniteten ud af Cambridge«. Dér opholdt Inge Lehmann sig i øvrigt en periode sammen med Niels Bohr, og også hun kom til at spille en rolle i 1950’ernes våbenkapløb mellem Øst og Vest.

Inge Lehmanns personlige historie og den verdenshistorie, hun nåede at være vidne til, er spækket med interessant stof, men hvad stiller Lotte Kaa Andersen op med alt det? Hun skriver om evige smil og behersket latter, for »når det lige kommer over hende, kan Inge være ganske morsom«. Der er en enorm afstand til hovedpersonen i sådan et ordvalg, og det er synd.

Lotte Kaa Andersen. Den inderste kerne. Gutkind. 416 sider. 300 kroner