Anmeldelse
Læsetid: 9 min.

Adam O.s science fiction-trilogi om børnemagt fortjener al den ros, den har fået

Adam O. fik i sidste uge meget fortjent overrakt Kulturministeriets forfatterpris for sidste bind i science fiction-serien ’Den rustne verden’ om et Danmark dækket af skrald, et firma, der har købt sig til statsmagt, og fire søskende, der ikke har tænkt sig at vente på, at de voksne gør noget
Adam O. fik i sidste uge meget fortjent overrakt Kulturministeriets forfatterpris for sidste bind i science fiction-serien ’Den rustne verden’ om et Danmark dækket af skrald, et firma, der har købt sig til statsmagt, og fire søskende, der ikke har tænkt sig at vente på, at de voksne gør noget

Adam O./Gyldendal

Kultur
25. juni 2021

Noget af det mest betagende ved Adam O.s science fiction-trilogi for børn Den rustne verden er dens arbejde med skala. Hele Danmark er dækket af skrald og omringet af plastikhav, befolkningen er blevet tvangsflyttet til Grønland, hvor de lever under en enorm plexiglaskuppel.

Den første roman, Flugten fra Danmark, begynder med, at en lille snespurv banker ind i kuplen og lander forpjusket i haven hos den søskendeflok, som vi skal følge gennem bøgerne. Det er bare første eksempel på, at Adam O. bruger størrelsesforhold og, ja, i det hele taget fysik, mekanik og taktilitet til at fortælle en bevægende historie om venskab, vilje og andre uhåndgribelige ting.

Adam O. blev ved en begivenhed i kulturministeriet i sidste uge overdraget Kulturministeriets forfatterpris for børne- og ungdomslitteratur for tredje og sidste roman i serien: Ukrudt. Kulturministeriet havde i forbindelse med prisuddelingen udskrevet en konkurrence, hvor en skoleklasse kunne vinde et klassesæt af vinderbogen, og man skal være noget af en kold skinke af en kulturpessimist for ikke at blive rørt over at se videoen, hvor 5. b fra Højslev Skole åbner et par papkasser, og et glædesbrøl rejser sig fra flokken, da de ser, at det er tredje bind af Den rustne verden, hvoraf klassen allerede har læst de to første.

»De dufter godt!« udbryder én af drengene, og klassen snakker begejstret om, hvordan det er at åbne en helt ny bog, som ingen før dem har bladret i.

Jeg plaskede i hvert fald i Kulturministeriets SoMe-strategi med begge ben. Men det var også meget passende, at netop Adam O.s bog blev behandlet som et lille fysisk objekt, der sætter stor bevægelse i gang. Det er den nemlig selv fuld af.

 

Her er 5.b fra Højslev Skoles reaktion, da deres lærer Tine Nygaard Jakobsen fortæller dem, at de har vundet et klassesæt i forbindelse med Kulturministeriets Børnebogspris.

Posted by Kulturministeriet on Tuesday, June 15, 2021

Forløjet virkelighed

I første bind af Den rustne verden møder vi Ramona, Bowie, Peter og Lærke. Fire søskende, der vokser op i Nykøbenhavn under den store kuppel i Grønland i en nær fremtid. Deres fortravlede forældre arbejder i positivitetsministeriet, familiens yngste børn er nærmest afhængige af en fiktiv karakter kaldet Onkel Dunkel, som de følger på små interaktive skærme kaldet spejlbøger.

Det er meningen, at hele familien skal rejse til Malmø for at besøge bedstefaren, men da forældrene aflyser, sniger børnene selv afsted og styrter med deres fly ned i et Danmark dækket af skrald. Sammen begiver de sig afsted mod Malmø.

På vejen gennem skraldebjergene sker noget helt afgørende, da Ramona møder den venlige, kasserede minerobot, Skrot. Det er Ramona, der giver robotten det navn, som andre mennesker har brugt til at kassere ham med, da de malede ordet ’Skrot’ hen over ansigtet på ham. Og her får vi det første betydningsfulde eksempel på Adam O.s arbejde med objekter og forholdet mellem de helt store og de helt små – både ting, mennesker og ord.

Robotten Skrot blev betragtet som en ting af dem, der ikke længere kunne bruge ham i magnesiumminerne på månen, noget der kunne skrottes, men Ramona ser ikke en ting, men læser ordet ’Skrot’ som et navn. Deres umenneskelighed bliver ved Ramonas mellemkomst gjort til hans menneskelighed.

’Den rustne verden’ foregår måske nok i en avanceret fremtid men føles meget nærværende, når robotten Skrot for eksempel bruger mindeankeret fra Nyhavn som værktøj.

’Den rustne verden’ foregår måske nok i en avanceret fremtid men føles meget nærværende, når robotten Skrot for eksempel bruger mindeankeret fra Nyhavn som værktøj.

Adam O./Gyldendal

Derfra er søskendeflokkens mindste og minerobotten uadskillelige. Skrot er gigantisk og kan bære Ramona på sin skulder. Han har en lille flok snegle, som han har passet på og forsigtigt flytter rundt på med sine enorme jernnæver. Ramona forstår bedre end nogen anden, at for den bedrøvede kæmpe har et usandsynligt kort ord den allerstørste betydning. Det er det første, hun siger til ham, da de mødes igen efter en lang adskillelse: »Ven«.

I løbet af Flugten fra Danmark går det op for børnene, hvor forløjet deres virkelighed er. Den sandhed vokser i de to næste bind. Ikke mindst på grund af den store tech- og mediekoncern Atlas – et af de dystopiske konglomerater, der de facto har overtaget dele af statsapparatet og ikke føler sig forpligtet på at opretholde borgernes rettigheder. Resultatet er en apatisk befolkning, der i Motorhjerte, bind to af Den rustne verden, på trods af enorme sociale, økonomiske og økologiske udfordringer lader sig bedøve af store mængder hallucinerende slik og besnære af den falske virkelighed, som Atlas skaber for dem. Med de forhåndenværende søm og skruer tager børnene, robotterne og et par systemkritiske seniorer den kamp med Atlas, som de voksne ikke magter.

Altid inspireret af andre

Seriens tredje bind, Ukrudt, er også nomineret til dette års Nordisk Råds børne- og ungdomslitteraturpris, men jeg er bange for, at den danske indstillingskomité er for sent ude. De burde have indstillet første bind, da det udkom. Det er trilogiens klart bedste, og der er et element i Ukrudt, som man i netop denne prissammenhæng har set før. Nemlig det fænomen, at Atlas driver Frost Bank, hvor man kan lade sig fryse ned, lade sine penge investere og vente på bedre tider – og dermed overlade alt ansvar både for sin egen og verdens tilstand til andre.

Noget lignende kunne man læse om i islandske Andri Snær Magnasons roman Tidskisten, der var nomineret til prisen i 2014. Andri Snær Magnasons bog er nærmere magisk realisme end science fiction, så lighedspunkterne med Adam O.s bog er få, men måske mange nok til at belæste jurymedlemmer vil bemærke det.

Det kan være et problem i forhold til bogens chancer for at vinde prisen (hvad den ellers fortjener), men det er slet ikke anfægteligt eller usædvanligt for bogen i sig selv, da det er et kendetegn for genren, at man ikke er bange for at lade sig inspirere af andre.

I Ukrudt er der da også en direkte og måske lidt kluntet reference til den legendariske science fiction-forfatter Philip K. Dick og hans genredefinerende bog Drømmer androider om elektriske får?, der var inspiration til cyberpunkfilmen Blade Runner (1982). Men jeg synes alligevel, at Adam O.s trilogi føles stærkt original.

God gammeldags mekanik

Det skyldes tre overordnede træk:

For det første er Adam O.s romaner sjove, troværdige portrætter af relationerne i en søskendeflok, der bliver sat voldsomt på prøve i et ugæstfrit miljø, fortalt i et let sprog, der både egner sig til at blive læst af børn helt ned til tiårsalderen og til oplæsning for de endnu mindre. Her er ikke tale om endnu en dystopisk young adult-roman krydret med dramatiske kærlighedsrelationer og teenagefremmedgørelse, der lige så meget er målrettet patoshungrende voksne. Det er science fiction for børn.

For det andet så gør god gammeldags mekanik romanerne helt steampunkede i deres udtryk. Skrot er lavet af enorme jernplader, han taler med en »tandhjulsstemme«, og når robotterne slås, så lyder der »metalliske tordenskrald«, og luften fyldes af »ståltænder og småskruer«.

Jens Olsens verdensur spiller en central rolle som en reference til, dengang fremtiden blev bygget af besættelsestidens omsmeltede husgeråd. Et mekanisk astronomisk ur, der består af mere end 14.000 dele, hvis hurtigste tandhjul drejer en omgang hvert tiende sekund og langsomste drejer en omgang på 25.000 år, og hvis præcision kun overgås af atomure. Mekanikken danner front sammen med børnene mod den kolde bigbrothertechgigant Atlas, der selvfølgelig benytter sig af fjernstyrede droner, der sværmer som hvepse.

Adam O. er oprindeligt illustrator og tegneserietegner og har selv fyldt ’Den rustne verden’ med sine detaljerede fremtidsvisioner. ’Den rustne verden’-serien er hans romandebut.

Adam O. er oprindeligt illustrator og tegneserietegner og har selv fyldt ’Den rustne verden’ med sine detaljerede fremtidsvisioner. ’Den rustne verden’-serien er hans romandebut.

Adam O./Gyldendal

Adam O. bygger en imponerende forståelsesbro mellem de enorme robotter og børnene – også i sproget: ’At gå i stykker’ får en dobbelt betydning, der både handler om funktioner og følelser, og metaforisk bliver det via de enorme robotters bittesmå tandhjul tydeliggjort, at selv de mindste komponenter kan sætte store bevægelser i gang.

Den vidunderlige lille Ramona tror gennem hele bogen på, at hun kan gøre en forskel. Hun lader sig ikke holde tilbage, når voksne beder hende om at vente dér (som voksne jo så ofte gør). Hun spørger på et tidspunkt i en tilspidset situation sig selv, hvad en voksen mon ville gøre, men kan ikke finde et svar, der giver mening, og begynder i stedet selv at handle.

Ikke mindst på grund af trilogiens miljøkatastrofe kunne man nemt rubricere den som klimaaktivistisk, men den er i virkeligheden i højere grad en trilogi om børnemagt. Om at man som barn er vant til at være underlagt andres myndighed og til ikke at have mange principielle rettigheder, men selv må tage dem, hvis man vil have dem. Det passer helt perfekt med universets små tandhjul og skruer og de magtesløse robotter, der er programmeret til ikke at kunne gøre mennesker fortræd. Man må omgå systemet og bygge sit eget forsvarsværk.

’You maniacs!’

Mange science fiction-romaner foregår i miljøer, der føles bekendte, men alligevel meget fremmede som for eksempel Hunger Games-serien, der finder sted i det nordamerikanske land Panem  uden at man finder mange referencer til tidligere samfund. Det giver forfatteren større frihed til at skabe sit eget univers, mens forbindelsen til vores virkelige civilisation, som science fiction altid er en kritik af eller i hvert fald replik til, ofte er ganske abstrakt og subtil. Sådan er det ikke i Den rustne verden, og det er den tredje ting, der får trilogien til at føles original.

Her skal man ikke have det store analyseapparat i gang for at afkode, at romanerne adresserer meget virkelige udfordringer som overforbrug, fake news, techgiganter og klima- og miljøkrise. Det skyldes ikke mindst, at vi kan genkende miljøet. Det er fremtiden, men det er en nær fremtid. I Adam O.s tegninger stikker rådhustårnet i Aarhus op af skraldebjerget, kampe mellem robotter udspiller sig i Tivoli, og når Skrot har brug for et stort værktøj, henter han mindeankeret i Nyhavn.

Danmark er reduceret til losseplads omringet af et plastikhav, og befolkningen er blevet tvangsflyttet til Grønland.

Danmark er reduceret til losseplads omringet af et plastikhav, og befolkningen er blevet tvangsflyttet til Grønland.

Adam O./Gyldendal

Når miljøet bliver så konkret genkendeligt, så sker der noget med de erkendelser, som det ellers meget fiktive science fiction-univers frembringer. De bliver næsten fysiske. Man kan mærke dem i kroppen på en anden måde. Ligesom i den sidste scene på stranden i Abernes planet, hvor astronauten Taylor ved synet af Frihedsgudinden, der ligger halvt begravet i sandet, indser, at hans vildfarne rumfærge slet ikke er landet på en fremmed planet ledet af højintelligente aber, men derimod på Jorden efter apokalypsen.

»They finally really did it … You maniacs! You blew it up!« skreg Charlton Heston ud til 1960’ernes koldkrigspublikum.

Så var det pludselig meget svært at lade, som om det var ren science fiction.

Det samme gør sig gældende med Adam O.s Den rustne verden, der fortjener al den ros, den har fået. Miljøet er overbevisende, mekanikken giver en særlig taktil fornemmelse i både sprog og tone, og venskabet mellem robotten Skrot og det lille menneske Ramona er af den slags, der skaber varige minder i et langt læserliv, der kun lige er begyndt.

Adam O.: ’Den rustne verden 1-3’: ’Flugten fra Danmark’, 163 sider, 200 kroner, ’Motorhjerte’, 151 sider, 200 kroner, ’Ukrudt’, 156 sider, 200 kroner.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her