Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Der er al mulig grund til at læse Theresa Salomonsens ’Højsang’ højt for hinanden

Theresa Salomonsens kærlighedssuite udmærker sig især ved sin dejligt opfindsomme billedbrug
Kultur
18. juni 2021
Theresa Salomonsens kærlighedssuite udmærker sig især ved sin dejligt opfindsomme billedbrug

Forlaget Korridor

Rent visuelt og bogtilrettelæggelsesmæssigt blev det markeret med både farver og fest, da Theresa Salomonsen for en måneds tid siden udgav sin anden bog, Højsang, et moderne sidestykke til Højsangen i Gamle Testamente.

Værket blev udsendt i 200 nummererede eksemplarer med fire forskellige omslag – blå, pink, grøn og lilla, alle med motiv af Mette Winckelmann – og var trykt i Københavns nye Riso-trykkeri, Obra Press, som med en teknik, der fungerer på samme måde som screen printing, men er væsentligt hurtigere, da processen foregår inde i duplikatoren, og som gør det muligt at lave lækre, originale bøger til en billig penge. Bogen er da også blevet flot og forekommer fejringen værd.

Teksten fremtræder sart, skiftevis i sort og blå skrift. For læseren skal tages med ud på lidenskabens hav og samtidig løftes op i ekstasens himmel. Vi skal høre den hymniske mandestemme besynge en højt elsket kvinde i alle kroppens detaljer, og vi skal følge kvinden, mens hun rejser omkring i verden.

I Palæstina, Sibirien og Indien skjuler hun sig for ham, men til sidst forenes de i Saharas sand, og her glider også hendes røst sammen med hans i en slags erotisk dobbeltsang – højstemt og ret bastant, som digterens debut også var det.

Hvor de første otte sekvenser former sig som en vekselsang i afsnit på mellem 30 og 40 verslinjer af varierende længde, fremstår slutsekvensen som en formel fusion af de to køn, en musikalsk tætføring, som lader sig læse både lodret ét køn ad gangen og vandret som en harmonisk sammensmeltning.

Beskrevet på denne facon lyder bogen vældig ambitiøs, men det er den skam også, ikke mindst som følge af Theresa Salomonsens forsøg på, samtidig med erotikken, også at omfatte palæstinensernes situation i Gaza, apatien i Rusland, fattigdommen og sulten i Indien og altså antyde svælget mellem os, de privilegerede og muligvis privilegieblinde, og så alle de andre i verden.

Selv havde jeg under læsningen lettest ved at tune ind på besyngelsen og især nyde, hvordan digtet sekvens for sekvens skruer sig op til et veritabelt metaforbombardement. Ligesom i det bibelske digt benyttes sammenligningsmetaforer, altså konstruktioner af slagsen »Dine øjne er blide som duer« og varianten med udeladelse af det lille sammenlignende som: »Du er en lukket have, en frodig dam, en forseglet kilde.«

Men hvor den skønne gamle højsang i det store hele kun trækker på betydninger fra naturen eller den af mennesker kultiverede natur (»Hans stærke arme er stave af guld, med indlagte ædelsten. Hans bryst er et skjold af elfenben, pyntet med safirer«), dér opsøger Theresa Salomonsen tit flere såkaldte semantiske registre lige efter hinanden:

»hendes øjne er muldvarpeskud
to sten i vand
to runde magneter
øjne som påfugleøjne
kvieøjne
melankoliens knaster
hendes ansigt er en lampe
et ur
en diset mose.«

Derved opstår en større rigdom i billedbrugen, som får læserens opmærksomhed til at skifte frem og tilbage mellem den besungne elskedes fortrinlige egenskaber og så ordenes egen skønhed, som hvor der tales om kvindens rødlakerede tæer:

»hendes negle ti kirsebær ti mursten
ti indtørrede minder som rønnebær i hjernen
ti æbletræer i min barndoms have
hendes ben er glatte marmorstolper
stolte fyrrestammer mod vinterhimlen
passerben fastgjort ved hoften.«

Enkelte steder går det dog gruelig galt. Når der står »hendes fødder er som sandet i Sahara der glider mellem hendes tæer«, opløser metaforen sig selv, og når der skal alluderes til Homer, Iliaden og den »liljearmede Hera«, virker det da bare kluntet at skrive »hendes arme liljearmede som Heras«.

At der kan ske interessante og voldsomme ting mellem en kvindes hofter, turde være de fleste velbekendt, men derfra og så til at sammenligne hendes hofteskål med »en glaskande med blenderens roterende knive« er der trods alt et pænt stykke. Eller også er anmelderen bare for pæn og sart?

Kolofonen oplyser, at den første version af Højsang var fem ufærdige skitser, der indgik i udstillingen Drømmebøger på Den Sorte Diamant efter 2020. Anden version var en plakat sat med mikroskrift og printet i kataloget til samme udstilling. Tredje version var et hæfte, som udkom for nylig på et svensk forlag i Jonas Rasmussens oversættelse. Fjerde version bliver således dette hæfte. Der kommer nok flere, tilføjer forlaget. Ja, ikke mindst, hvis folk fra nu af giver sig til at læse Højsang højt for hinanden, hvilket der er al mulig grund til.

Theresa Salomonsen: ’Højsang’. Korridor, 36 sider, 125 kroner.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her