De seneste dage har Alexandre Nsonis debutdigtsamling I Afrika fødes der ikke drenge – kun mænd været min vademecum, den lille bog, jeg havde med mig. Den har ligget i min taske, og jeg har læst den i bidder. Det er godt at læse digte sådan, et par stykker ad gangen, holde pause og så gå videre.
Jeg læste om morgenen, mens jeg ventede på, at eleverne på FGU, hvor jeg vikarierer, dukkede op. Når de gjorde det, begyndte jeg at læse højt for dem:
»Bedsteforældredag i Enghaven
De andres bedsteforældre
stod i kø for at komme indenfor
for at vise deres kærlighed
mine bedsteforældre var i Congo
i kister
og viste deres kærlighed
gennem mine forældres opdragelsesmetoder
pædagogerne havde stået i køkkenet
fra morgenstunden af og bagt kager til begivenheden
imens gæsterne og deres børnebørn
fandt sig til rette i spisesalen
listede jeg ind i spillerummet
efterfulgt af min lillebror
vi sad på sofaen og så Mads og Mikkel
efter to timer i ensomheden
kom en pædagog ind til os
med to tallerkener med drømmekage«
Digtet har en fin forbindelse til digt nr. 2 i Yahya Hassans debut fra 2013:
»UDEN FOR DØREN
JEG SAD I GARDEROBEN MED EN ÆBLESKIVE I HÅNDEN
OG LÆRTE AT BINDE SNØREBÅND I STILHEDEN
APPELSINER MED NELLIKER OG RØDT BÅND
HANG FRA LOFTET SOM GENNEMHULLEDE VOODOODUKKER
DET ER SÅDAN JEG HUSKER BØRNEHAVEN
DE ANDRE GLÆDEDE SIG TIL JULEMANDEN VILLE KOMME
MEN JEG VAR LIGE SÅ BANGE FOR HAM
SOM JEG VAR FOR MIN FAR«
Eleverne vil gerne høre flere digte, det får de. Senere på dagen mødes jeg med forfatteren Emeli Bergman, der har gået på Forfatterskolen sammen med Yahya Hassan. Jeg læser også et digt fra bogen for hende. Hun siger, »tænk, at så ungt et menneske kan få så stor en betydning gennem sin poesi«. Det er Yahya Hassan, hun tænker på, at han har givet noget videre, som Alexandre Nsoni nu giver videre.
Han er 25 år, og ja, han har læst Yahya Hassan – og Michael Strunge og Vita Andersen, efter han kom til Danmark. Han skriver om det i digtsamlingen:
»Poesiens dør
Jeg sendte hende et par liderlige sms’er
som hun mente var digte og spurgte efter flere
hun inviterede mig på biblioteket
hun spurgte ind til min person
jeg fortalte og hun lyttede
efter en stund
spurgte hun hvorfor jeg ikke skrev digte
hun rakte mig Vita Andersens Tryghedsnarkomaner
jeg læste bogen og fandt tryghed i poesien
jeg mærkede ordenes sørgmodighed
senere stødte jeg ind i Strunges kamp
og Hassans genstridighed
der vækkede min
jeg meldte mig ind i krigen
sammen med krigerne uden våben
troede jeg«
Har aldrig været børn
Jeg kom til at tænke på David, da jeg begyndte at læse Alexandre Nsoni. Ham mødte jeg i 2010, hvor han var i starten af 20’erne. Han var flygtet fra Congo og boede nu i Danmark. Og så hans ven Kellys, der var flygtet fra Burundi, og som jeg var forældrerepræsentant for.
Ud over krigene og konflikterne i Congo, Rwanda og Burundi op igennem 1990’erne er det Alexandre Nsonis bogtitel, der får mig til at tænke på de to. De havde heller aldrig været børn. Da jeg mødte Kellys, var han 16 år, og jeg skulle lige lære, at han allerede var voksen.
Det var sommer, og vi gik tur ved Farum Sø alle tre. Jeg husker meget tydeligt følelsen af ikke at gå og snakke med en teenager og en ung mand, nej, jeg gik tur med to voksne mænd, der uden at sige det direkte havde oplevet så meget vold, som jeg aldrig ville komme til at forstå omfanget af.
De talte om macheter, der var blevet til håndgranater, de talte om, at man som drengebarn i deres hjemlande ikke kan undslippe volden. Man er født i en langvarig krig. Den eneste vej ud af volden er at flygte til Europa. Til Skandinavien. At beskrive digtere som »krigere uden våben«, som Alexandre Nsoni gør i digtet ovenfor, læser jeg konkret, fordi det kommer fra én, der har fået volden i »Arv«:
»Jeg mødte min farfar
gennem min fars knytnæver
jeg modtog slagene
som han engang selv havde gjort
for ikke at forværre styrken i tævene
jeg mødte min mormors omsorgssvigt
når jeg kravlede hen til min mor
som en hund efter omsorg
og blev bedt om at vende om
jeg lagde mig på gulvet mellem dem
og vidste ikke hvor jeg skulle kravle hen
dér kunne jeg mærke deres lidelse«
Den sidste linje dér, hvad stiller man op med den? Jeg bladrede lidt tilbage til digtet et par sider inden, der hedder »Ung veteran« og begynder med denne appel eller læsevejledning: »Hør efter/og læg mærke til/hvor normalt og roligt/jeg kan fortælle min historie.« Der er altså ikke andet at gøre end at høre efter. Tage ordene ind, blive vidne til vidnesbyrden.
Alexandre Nsonis historie handler om en opvækst i Congo med en barndomsven, der døde for øjnene af ham, fordi en mur af mursten og ingen cement væltede ned over ham.
Historien fortsætter med familiens flugt gennem Angola, hvor en enkelt brødskive var nok, »min lillebror og mig« bad ikke om en til, »vi var mætte selvom vi ikke kendte til følelsen/vi spiste det yderste om dagen/og gemte det inderste til natten«. Og historien fortsætter med familiens ankomst til Aalborg Lufthavn og »en der hed Khalid og en der hed Elsebeth/fra Udlændingestyrelsen/stod klar i ankomsthallen«.
Efter ankomsten til Nordjylland tilpasser forældrene sig Danmark på hver deres måde. »Far ændrede sit fornavn/til et der var tilforladeligt på arbejdsmarkedet«, »mor skiftede kristendommen ud med Jehova« efter at have fået besøg af Jehovas Vidner, der havde Vagttårnet oversat til fransk med i tasken og kunne være hendes nye veninder.
Clashet mellem det, familien kommer fra, og det nye hjem og dets mennesker skildres igen og igen, hele tiden med nye facetter, nye konkrete detaljer, her sne og sommerjakker:
»Mor kastede sig ned på gulvet
med Vagttårnet i hænderne
første gang hun så sne
og sagde at døren ikke måtte åbnes
da det bankede på
det kunne være en engel fra de dødes rige
men det var bare en flink dame
der havde to kælke med sig
hun ville have min lillebror og mig
med ud og lege
vi hoppede i skoene og tog sommerjakkerne på
damen rakte os et par vanter
og vi var ude ad døren
mens vores mor bad til Jehova om forladelse
gik vi ud med englen«
Alexandre Nsoni skriver om at bære volden videre og om at finde ro på skolens bibliotek, om at låne lydbøger med hjem i weekenden og lytte til dem for at lukke forældrenes råb ude. Skolebibliotekaren er overrasket: »Har du allerede været igennem dem«. Hvordan skal hun vide, at en weekend for denne låner er uoverstigelig lang og indebærer selv at tilkalde politiet, fordi ens far er voldelig.
Politiet kommer og tager faren med »til en overnatning på stationen«. De gør deres arbejde, ligesom skolebibliotekaren gør sit. Ingen af dem ved, hvor forfærdeligt det faktisk står til i hjemmet, men »en af betjentene spurgte om vi var okay/vi kiggede på ham/vi har vænnet os til det uforståelige/og behøver ingen omsvøb sagde vores øjne«.
Takket være »hende«, der modtog »et par liderlige sms’er/ som hun mente var digte og spurgte efter flere«, og takket være Yahya, Strunge og Vita og selvfølgelig takket være Alexandre Nsoni selv kan betjentene, skolebibliotekaren og alle andre i Danmark læse Alexandre Nsonis digte om et barn, der aldrig har fået lov til at være barn, om volden og konflikterne i Centralafrika, som går i arv.
Politikerne kan læse dem, og alle, der skal stemme på politikerne kan læse dem. Yahya Hassan har råbt op om patriarkalsk vold og traumatiserede flygtningefamilier, nu gør Alexandre Nsoni det. Denne gang bør det få politiske konsekvenser.
I Afrika fødes der ikke drenge – kun mænd er hurtig og effektiv kommunikation mere end stærk poesi, men digtene er her nu og vidner om et problem, vi er nødt til at forholde os til:
»Det pæne selskab
Jeg træder ind i det pæne selskab
iført jakkesæt og laksko
hånd i hånd med min blondine
med øjne så smukke som juveler
alle hilser mig velkommen
med paranoia i øjnene for at Danmark
skulle gå hen og blive muslimsk
de dufter til mig for at sikre sig
at jeg ikke dufter af islam
de spørger om jeg kan tale dansk
fem minutter senere
siger de ej hvor taler du godt dansk
og ser mig som en indvandrer der har
vristet sig fri af sine artsfæller
der har taget deres værdier til sig
de er pæne mennesker
de er gift
de har børn
og fortæller deres børn
at de farvede mennesker
er ondskabsfulde mennesker
med øjenkontakten fastholdt
skaber de angst i børnene
og begår karaktermord ved højlys dag
de er pæne mennesker
som aldrig har holdt fast om et våben
eller været i krig
de køber toiletpapir for at kunne overleve
når hverdagen ændres
de drikker mindre vand og mere alkohol
for at kunne finde tilfredsstillelse
ved deres eget selskab
de har aldrig haft blod på hænderne
kun i røven
de frygter indvandrere lige så meget
som jeg engang frygtede min far
de er pæne mennesker
og de vender deres opmærksomhed mod mig
og spørger hvor jeg oprindeligt kommer fra
med munden fuld af idyl
jeg svarer at min familie og jeg
er flygtet fra Den Anden Congokrig
der kostede 5,8 millioner mennesker livet
og jeg forlader selskabet gennem kattelemmen«
Alexandre Nsoni: ’I Afrika fødes der ikke drenge – kun mænd’. Vilakazi Publishing, 120 sider, 199 kroner.
jeg vil straks anskaffe mig denne bog.