Den animerede danske dokumentarfilm ’Flugt’ er perfekt filmkunst

De to stærkeste filmoplevelser, jeg har haft det seneste år, er Jonas Poher Rasmussens animerede dokumentarfilm, Flugt, som jeg fik lov til at se hjemmefra i februar, efter den vandt juryens store pris på Sundance Film Festival for bedste internationale dokumentarfilm.

Og så er det gensynet med Flugt i en biograf i sidste uge.

Flugt er en stærk historie. Og så er det en overvældende smuk udnyttelse af filmmediets virkemidler: evnen til på én gang at skabe nærvær og abstraktion og derigennem skubbe følelserne helt ind i kroppen på publikum. Filmen er et blændende møde mellem dokumentarisme og animation, men den er aldrig selvhævdende, aldrig mere interesseret i sin form end i sin hovedperson. Den er fortalt i et komplekst fletværk af elementer og erindringsstumper, der gør, at man slæber denne hovedperson, Amin, og hans historie – en meget lang flugt fra Afghanistan og et hemmelighedstynget liv i Danmark – med sig ud af biografen som en kampesten i maven.

Fra Afghanistan til fods?

Amin har været Jonas Poher Rasmussens ven siden de tidlige teenageår. De kørte i samme S-tog i skole, Amin havde sejt tøj på, syntes Jonas. Der gik rygter om, at han var gået hele vejen fra Afghanistan til Danmark. De gik på gymnasium sammen og blev venner, og da Amin langt senere er blevet forsker på Princeton University, og Poher er blevet dokumentarist og filminstruktør, er Amin en dag omsider klar til at fortælle sin historie til Jonas. Den har han ikke fortalt et eneste menneske i Danmark før.

Historien om Amins flugt føles ekstraordinær, men er nok ikke så unik igen. Den følger ham fra et krigshærget hjem i Afghanistan, hvor drenge sendes i krig for at dø, til et forarmet og korrupt Rusland og allersidst til en mark i Danmark.

Den handler om eksistentiel hjemløshed og ulidelig ventetid og utryghed, om at være et barn, der er vidne til overgreb og ydmygelse, og voksne mennesker, der behandler ham og hans familie og andre umenneskeligt – et barn, der forstår, at de velmenende voksne omkring ham er mindst lige så skræmte, mindst lige så uvidende som han selv. Om at kunne mærke håbløsheden klemme om hjertet, mens alle omkring én ikke tør andet end at håbe.

Amin føler som helt ung knægt så meget ansvar i sit umulige limbo af et liv, at da han og alle omkring ham på et tidspunkt er ved at drukne på et usselt menneskesmuglerskib, så fokuserer han på, hvem af de voksne han skal redde. Selvom han ikke selv kan svømme. I det er der en ulyksalig logik, som forfølger ham: at ville kompensere, selvom man ikke kan, og at ignorere egen mulighed for lykke i forsøget.

Nærmer sig sandheden

Amins historie er dramatisk og hjerteskærende, til tider angstvækkende, og den er fortalt så godt af Amin og Rasmussen, at det er synd at udfolde og afsløre for meget af den på sølle skrift. Det er nemlig også en historie, der lader den ene overraskelse følge den anden.

Final Cut for Real

Ligesom Jonas Poher Rasmussen, der løbende spørger ind til uventede detaljer fra sin vens historie, er vi som publikum på bar bund. For Flugt handler også om at have løjet hele sin ungdom for alt og for alle, og om at være i et forhold til en mand, som han ikke kan eller vil være bundærlig over for. Af gode grunde. Dermed er filmen grundlæggende også flygtningen Amins og instruktøren Jonas’ bestræbelse på at nærme sig sandhed og ægthed, at lukke andre ind.

Alt dette er fortalt gennem animation. Vi ser i animeret form Amin ligge på briksen hjemme hos Jonas og kæmpe for og imod at fremmane sig billederne fra fortiden. Vi ser, mens han taler, rekonstruktioner af disse erindringer som tegnefilm, både af de grusomme ting og af det sprudlende og fjollede barn, som Amin også er, når han får lov.

For midt i al det rigelige, Amin har at fordøje, er Flugt også en historie om at være et lille queer barn, der elsker at lege i sin søsters kjoler, og som er vild med Jean Claude van Damme, som blinker frækt til ham fra plakaten på væggen. Det er historien om en mand, der nu, tryg og tilpas i Danmark, kan fnise ad sit barndomsbegær, selvom også dette var en fare i et land som Afghanistan.

Final Cut for Real

Når erindringerne mudrer til og bliver til ren fortvivlelse og angst, indsættes mørke ekspressionistiske sekvenser. Og så benytter Poher Rasmussen sig af virkelige tv-klip fra nyhedsudsendelser, der minder os om, at den virkelighed, Amin levede midt i som barn, ikke bare er tegnefilm og hans erindring, men historie – den, vi kunne se i TV-Avisen dengang. Hans barndoms dramatik var også verdenspolitik.

En særlig genre

Det er ikke et helt nyt filmsprog, Jonas Poher Rasmussen har opfundet med Flugt.

Ari Folmans animerede krigsdokumentar Waltz With Bashir fra 2008 er en åbenlys reference. Og i et helt andet, aktuelt hjørne er også kortfilmen Tove i stykker – en vidunderlig animation af et gammelt båndet interview med Tove Ditlevsen – et nyt prægtigt eksempel på, hvordan dokumentarisk lyd og animation kan åbne verden og fortiden nu.

Mange af grebene i Flugt kan man også genkende i blandt andre Jonas Poher Rasmussens Det han gjorde fra 2015, som er et portræt af Christian Kampmanns kæreste og morder, Jens Michael Schau. Også her når instruktøren tættere på sin svært tilnærmelige hovedperson ved at inddrage sin egen rolle som interviewer. Og han bruger en kunstnerisk mediering – her et selvbiografisk teaterstykke på Mungo Park skrevet af Jens Michael Schau – som en slags rekonstruktion af fortiden.

Det fungerer OK, men Flugt er i en anden liga. Kun én gang i livet, vil jeg tro, får man mulighed for at lave en film, der har alt det, Flugt har. Tænk at have en så intim relation til et menneske, der for første gang vælger at udfolde den historie, han aldrig før har turdet fortælle. Og at få foræret den historie, når man er blevet kunstnerisk moden til at gøre den ære.

At kende den mand så godt, at sorgen, vreden, melankolien og fnisene helt naturligt fletter sig om hinanden. At kende hinanden så godt, at man ikke kun er med, når der fortælles, men også når krisen indtræffer, når Amin piler hjem til Jonas, fordi parforholdet knager. Hvilken gave at have de optagelser – at følge Amins udvikling i den periode, han begynder at læsse af på andre.

Final Cut for Real

Tænk at have med sig i bagagen radiodokumentaristens sans for og erfaring med at gøre stemmen intimt allieret med os, lytterne og seerne, gennem den gode gamle momentteknik (læg dig ned, luk øjnene, slap af, tænk tilbage, tal i nutid). Og at finde animatorer, som så godt rammer den særlige stemning, som Amins betroelser til Jonas skaber.

Fortælletricks

Og så er Flugt også helt fantastisk dramaturgisk skåret. Der er scener og situationer, som vi tror må betyde én ting, men snart efter eller langt senere forstår, betød noget andet. Det skaber suspence og overraskelser.

Et sted udløser fortælleknebene et slags kærlighedsgisp, der forstørrer og varmer hjertet. Den slags kan i nogle dokumentariske situationer føles rigeligt manipulerende – at gøre en virkelig mands historie og lidelse til fortælletricks – men de er altid fuldt ud retfærdiggjort i Flugt. For de mimer den usikkerhed og de overraskelser, både Amin, Jonas og nu vi må gennemleve. At det er en film, der er langt større og dybere end sine tricks, bekræftes blot af, at dét at se den anden gang nærmest var endnu stærkere end at se den første gang.

Man går fra biografen opfyldt af taknemmelighed over, at et menneske kan fortælle en andens historie så dygtigt, indlevet og kærligt.

’Flugt’ – Instruktion: Jonas Poher Rasmussen. Manuskript: Jonas Poher Rasmussen og Amin. Animation: Jess Nicholls, Kenneth Ladekjær, Guillaume Dousse. Længde: 90 minutter. Biografer over hele landet.