Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

’Damaskus’ er en debut, som bogstaveligt talt tager vejret fra én

I Iben Albinus’ spændingsroman ’Damaskus’ tager oprøret mod Bashar al-Assad form og slås ned med den yderste brutalitet
Kultur
18. juni 2021
Der er mange personer i romanen, og i og med, at der skiftes mellem dem fra kapitel til kapitel, giver det Iben Albinus mulighed for hele tiden at efterlade sine personer i den værste knibe.

Der er mange personer i romanen, og i og med, at der skiftes mellem dem fra kapitel til kapitel, giver det Iben Albinus mulighed for hele tiden at efterlade sine personer i den værste knibe.

Politikens Forlag

Iben Albinus’ Damaskus lanceres fra forlagets side som en spændingsroman, og jeg skal da lige love for, at det holder stik. Man sidder med rystende hænder og med maven i halsen (som italienerne siger, Iben Albinus har i en årrække boet i Italien), og man kan ikke slippe bogen igen, for man må lige se, hvad der sker i næste kapitel. Jeg læste de 494 sider i to hug, og det var kun, fordi jeg blev afbrudt, at jeg måtte bide den over.

Nu er emnet i sig selv gruopvækkende: Det gryende Arabiske Forår i Syrien under Bashar al-Assads diktatur, og man bliver hverken sparet for modbydelige torturscener, stanken af lort, blod og døde kroppe, detaljerede beskrivelser af brutale bødler eller en gennemgående truende stemning, hvor folk til enhver tid må regne med at blive udspioneret og overvåget. Alle udspionerer hinanden eller bestikker hinanden og kampene om magten kan antage bestialske former, mens enhver samtidig handler i selvforsvar og ud fra snæver egeninteresse.

Der er mange personer i romanen, og i og med, at der skiftes mellem dem fra kapitel til kapitel, giver det Iben Albinus mulighed for hele tiden at efterlade sine personer i den værste knibe og først vende tilbage til, hvad der sker med dem, og om de slipper levende fra det, kapitler senere. I mellemtiden er man så blevet præsenteret for andre, som ligeledes er havnet i ekstremt faretruede omstændigheder, og hvis påfølgende skæbne sløret også først langt senere løftes for. Og endelig viser nogle af romanens tilforladelige personer sig efterhånden at være alt andet end netop det.

Hovedpersonerne er de to ungdomsveninder Sigrid fra Danmark og syriske Reem, der har studeret sammen i København. Sigrid er ansat i Amnesty International, men kompromitterer organisationen for åben skærm, hvorefter hun vælger at sige op og lade sig ansætte af en skandinavisk telegigant, som angiveligt vil hjælpe demokratiet i Syrien på vej ved at eksportere de nye elektroniske muligheder til landet. Idealistiske Sigrid ansættes som en art markedsføringskonsulent.

Sigrid og Reem møder hinanden igen, efter at deres veje skiltes i København – under dramatiske omstændigheder, naturligvis: De har slået et menneske ihjel, får vi at vide. Reem stikker af, Sigrid stilles for retten, men frikendes. Dog bærer hun nag til Reem, der lod hende i stikken. Også her opklares detaljerne først langt senere, så den misstemning, der har været imellem dem, omsider kan bortvejres.

Begge sider

Omkring de to optræder Sigrids mand Andreas, hendes søn Victor, deres naboer i Danmark, som begge har noget med FE at gøre, samt Reems lægemand Firas, og deres datter Rahaf, hvortil kommer en række officerer og andre øvrighedspersoner, der tjener styret. Vi får altså hele tiden historien fra begge sider: Fra de Bashar-tro støtter og fra de, der forsøger at sætte sig op imod diktaturet. Telegiganten, som Sigrid arbejder for, og som er i Syrien for at opsætte 30 sendemaster, kommer til at spille en central rolle, fordi den kan bruges af begge parter. Demonstranterne kan tage mobilbilleder, som de lægger ud på nettet, styret kan overvåge mistænkelige personer og i øvrigt tænde og slukke for masterne, alt efter formålet.

Lyder det skematisk? Det er det kun som det underliggende net, hvori historierne udspiller sig. Jeg troede flere gange, at jeg havde regnet ud, hvordan det her ville ende, men så tog historien en ny drejning, som jeg ikke havde set komme. Det er faktisk ret elegant gjort, men også virkelig svært at skrive en anmeldelse om, uden at røbe for meget.

Jeg kan dog røbe, at Sigrid ryger i et berygtet syrisk fængsel, hvor høje kvindeskrig fra torturkamrene får hende til at tisse i bukserne. Det indledes hele romanen nemlig med. Og resten må vi så vente med at få at vide.

Reem nyder til gengæld tilsyneladende en beskyttet status som datter af en diplomat for det syriske udenrigsministerium med et, som der står, »usædvanligt stærkt netværk i regeringen«.

Om netværket holder, vil jeg overlade til læseren at gætte på.

Man får indtrykket af, at Iben Albinus har styr på sine kilder, og at hun ved virkelig meget om, hvad der er gået for sig i Damaskus i 2011 og frem, hvor oprøret mod Bashar al-Assad tager form og slås ned med den yderste brutalitet. I en scene opdager Sigrid tre snigskytter på et tag, der skyder på de syriske soldater, og derved pudser en ophidset hær på den fredelige demonstration. Styrets gængse forklaring på, at demonstrationerne udvikler sig så blodigt og sender så mange i dystre torturkældre, som tilfældet er, lyder, at det er oprørerne selv, som begynder med at skyde på ordensmagten.

Tonefaldet er fortællende, fremadskridende, sproget er godt og letløbende, uden at forfalde til forsiringer, der kommer til at skygge for handlingen. Jeg vil kalde det et professionelt fortællersprog, som bærer præg af, at Iben Albinus er manuskriptforfatter og ekstern lektor i manuskriptudvikling på SDU. Damaskus er hendes første roman, og det er en debut, som bogstaveligt talt tager vejret fra én.

Iben Albinus: ’Damaskus’. Politikens Forlag, 494 sider, 300 kroner.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her