Anmeldelse
Læsetid: 6 min.

Dansk børneteater er inde i et imponerende opsving

Aprilfestivalen i Holbæk viste, at dansk børneteater lige nu imponerer og bevæger mere end sædvanligt. Med forestillinger, der dyrker glæden ved at gynge eller at interessere sig for myrer eller bjørne – til søskendejalousi, børnecancer og angst
’Ud med Knud’ på Teatret Fair Play er en dramaturgisk helstøbt forestilling med kemostativer og tømmerflåde – og befriende humor nok til alle.

’Ud med Knud’ på Teatret Fair Play er en dramaturgisk helstøbt forestilling med kemostativer og tømmerflåde – og befriende humor nok til alle.

Mie Neel

Kultur
24. juni 2021

Efter tre intense dage med at se børneteater fra morgen til aften under Aprilfestival i Holbæk er det skønt at kunne konstatere, at dansk børneteater er inde i et opsving. Festivalen viste, at dansk børneteater lige nu byder på forestillinger med dybt alvorlige emner, der spilles så sjovt eller nænsomt, at det svære flettes med det ubekymrede. Ved siden af ubekymrede forestillinger, der styrede direkte mod livsglæden og handlekraften. Med stærke lyddesign og ubesværet interaktion med publikum som markører.

Aprilfestival – dansk børneteaters store årlige festival – måtte gennem to coronaaflyste forsøg, i april 2020 og april 2021, før det lykkedes at gennemføre i den forgangne uge i Holbæk. En festival med hedebølge og så få mennesker ad gangen tilladt på spillestederne, at festivalen absurd nok føltes ret tom. Med afsprittede sæder, smitteopsporingslister og smilende udsmidertyper til at tjekke coronapas. Alligevel fik Holbæk besøg af hele 137 professionelle teatre, der spillede for børn og formidlere, der køber dem til teatre, biblioteker, skoler og institutioner de næste sæsoner. Men i Holbæk var de gratis for alle.

Kleenexoaser

 

'Ud med Knud'.

'Ud med Knud'.

Teatret Fairplay

Med største selvfølgelighed viste Holbæks eget teater Fair Play – sammen med Holbæk Teater som del af det nystiftede Sjællands Teater – hvordan man kan skabe børneteater på højeste niveau. Ud med Knud (baseret på Jesper Wung-Sungs roman) for børn fra ti år handler om en dreng, der får konstateret kræft. Men Leiv Arne Kjøllmoen og Rob Parr har iscenesat forestillingen på så højenergisk og fysisk facon, at man sidder og skraldgriner af de fire skuespillere, der spidder alverdens roller i den barske sygdomsfortælling. Man får pulsen op af lutter empati med drengen, der forsøger at svinge sig rundt i de fantasiskærpende klatrestativer af scenografen Lisbeth Burian lige så hurtigt som sine kammerater – samtidig med at man ser hans ansigt lukke sig over for de bekymrede forældre. Skuespilleren Michael Slebsager spiller drengen knugende forknyt, og han synger sin fortvivlelse ud med så naturlig styrke i sin stemme, at hans sange virker som følelsesmæssige kleenexoaser. I en dramaturgisk helstøbt forestilling med kemostativer og tømmerflåde – og befriende humor nok til alle.

 

Kun navneord

Men børneteater er ikke kun kunst om det svære. Det er også kunst om glæden og livets mirakel og alt, der pirrer nysgerrigheden. Om lidt er alting nu af Teatret My og Teater Refleksion er en dukketeaterforestilling for de to-femårige. Her er en lille dukkepige med spørgende øjne og røde gummistøvler på besøg hos sin farmor og farfar. Forestillingen handler allermest om at lægge mærke til alt det, der gør livet dejligt. Gerne med glade ben i en gynge – til lyden af en hønsegård og Pete Livingstones underfundige musik, der dræver, når pigen får øje på noget nyt. 

 

'Om lidt er alting nu'.

'Om lidt er alting nu'.

André Andersen

 

Skuespilleren Mette Rosleff taler med sin blide stemme – og næsten kun i navneord, netop sådan som små børn gør det. Handlingen kan børnene jo selv se, når pigedukken vandrer rundt i den raffinerede dukkehusscenografi, der forvandler sig igen og igen. Eller når bedstemoderen – blot i form af et forklæde med diskret dukkeføring – læser op af en bog om at bage vaniljekranse. For som det lyder så stille i Nina Kareis’ instruktion: »Og der er altid jordbær. Og det er altid sommer.« Og det skal nok passe.

Myrekryb og klimateater

Klimaaktivismen dukker naturligvis også op her – fra bekymrede manifestforestillinger til mere subtile bud på en omsorg for miljøet. Performanceteatret Secret Hotel fra Mols og instruktøren Christine Fentz byder på den interaktive vandreforestilling Myrepostyr for de ni-tolvårige. Her skal vi som publikum iklæde os hvide støvdragter, så alle bliver ens. Så lærer vi nogle korte adfærdsordrer – Stil jer i cirkel! Spred jer! – og så er vi ellers parate til at agere som ’arbejdsmyrer’ i det store fællesskabs tjeneste ude under hed himmel og blomstrende hvidtjørn.

Danseren My Lindblad er den myndige myreinstruktør, der får os til at bygge en myretue i effektive samarbejder til myreinspirationsmusik af Maiken Vibe Bauer. Og vi griner og spurter af sted på disciplinerede rækker med glæde i kroppen, mens vi hører om insekternes overherredømme. Her gælder kun myrernes love og klodens overlevelse. Indtil vi får lov til at lytte til lyden af myrer, der spiser en abrikos – og måbe i interaktiv respekt.

Angst med nænsomhed

Netop fællesskabet er også i fokus hos teatret Graense-Loes. Eller rettere sagt: fraværet af fællesskabet hos alle de unge, der har det svært med at deltage i et almindeligt fællesskab. Alle dem, der lider af social fobi og af en angst, der forhindrer dem i at leve som de fleste af os andre. Jeg er OS et Mensk kalder instruktøren Katrine Karlsen sin bevægende forestilling. Her skal teenagetilskueren selv prøve at læne sig ind i angsten ved at gå ind i Sissel Romme Christensens avancerede scenografi med en videopulsende projektion af en tidevandsbølge, der skvulper ind mod ni ’højhuse’ i menneskehøjde.

Vi går rundt med høretelefoner på, én og én, fra hus til hus. Og vi plugger os ind i husenes forskellige beretninger om at være bange, også for angsten inde i os selv. Det er stærke sager, og alligevel føles det utroligt nænsomt og kærligt, for Kristian Hverrings følelsesstærke lydkulisse hjælper ens krop videre. Magter man ikke en fællesforestilling for ni mennesker ad gangen, så kan man få forestillingen hjem til sit isolerede værelse. Som en kuffertteatergave, der skal minde om, at der altid er nogen et sted derude, der har det ligesom dig …

Pivfalsk

Selvfølgelig er der også forestillinger, der ikke er vellykkede – eller ikke holder niveau. Tidligere skulle forestillinger spilles foran et refusionsudvalg for at blive godkendt som professionelle forestillinger, der indkøbes af kommuner, der kan få halvdelen refunderet af staten. Men fra januar 2020 er denne censoropgave overgået til Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalget for Scenekunst, der ikke selv ser forestillingerne, men blot tager stilling til refusionsgodkendelsen ud fra indsendte ansøgninger. Det er ikke nogen overbevisende procedure. Under Aprilfestival oplevede jeg for eksempel en musikforestilling med en sanger, der sang pivfalsk. Den slags afsløres tydeligvis ikke i en papiransøgning …

Unge, vilde teaterfolk

Alligevel gav netop Aprilfestivalen i Holbæk også håb for de yngre generationer af teaterfolk med nye idéer og nye former. Mandedansegruppen Don Gnu bød på sin nye teenageforestilling Limbo for sine to yngste performere i Ung Gnu, der skabte et fysisk actionudtryk for at være teenager – rastløst på kanten af det mobbende og voldelige. I et omklædningsrum parat til en kamp og et voksenliv, som begynder lige om lidt.

Teenageforestillingen Venter på stegte duer med tre kåde fysiske teaterbattlere under navnet Kånstkollektivet var også en sjov og koreografisk musikforestilling om at sidde alene med sit vasketøj under coronaen og vente på livet. Og forestillingen Bjørn med det nye teater af samme navn var en heftig nycirkusforestilling for seks-tiårige, hvor to machoakrobater uforfærdet hoppede op på skuldrene af hinanden, mens de testede hinandens muskler for urstyrke. Iført bjørnepelshuer, naturligvis. Og til syret musik.

Tandfe og teaterbyggeri

Desuden dukkede en del erfarne teatre op med garvede skuespillere i nye vellykkede stykker. Her var Opgang 2 Turnéteater på banen med den stærke teenagerforestilling Rottweiler om tre børn, hvis forældre måske skal skilles. Som en hjerteskærende og original 2’er til klassikeren 4ever af Pia Marcussen igen med den uimodståelige fortælleskuespiller Chadi Abdul-Karim og musikeren Nikolaj Rosengreen. Og Teater Patrasket sprudlede med dukketeaterforestillingen Tandfeen for de fem-tiårige, hvor tre selvironiske dukkeførere førte storebrordukken gennem tandfeens eventyr – og tilskuerne ind i forløsende jalousi over dukkefamiliens nye skrigebaby. Heldigvis med happy end.

Aprilfestival 2021 spredte glæde. Forhåbentlig skabte festivalen også yderligere lokal opbakning til Holbæk Kommunes grundigt forberedte planer om at bygge et nyt teaterkulturhus nede på havnen – nu hvor Holbæk Teater og Teatret Fair Play i forvejen er fusioneret med Slagelse Teater under navnet Sjællands Teater.

Men det vigtigste var selvfølgelig, at festivalen bød på stærk scenekunst for børn og unge. At forestillingerne viste en imponerende udholdenhed oven på coronaen, men også nybrud af især fysisk teater og lydteater, der taler til publikum på nye måder. Levende teater med både kærlighed og kemo.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

lise zeuthen

Svær opgave at referere en hel festival. Omtalen af forestillingen "Bjørn" med bl.a. ordet "machoakrobater" kan jeg som anmelder af forestillingen slet ikke genkende. Læs anmeldelsen til holbaekonline.dk, hvor der lægges vægt på temaet om den indre bjørn./Users/lisehenriettezeuthen/Desktop/Bjørn. Nycirkus 21.6.21.docx