Dokumentarfilm om Tina Turner fortæller om at være kærlighedsløs, at lide og at tilgive

Tina Turners farvel til sin ægte- og voldsmand, Ike Turner, startede på bagsædet af en bil i Dallas, Texas i 1976. Hun udstødte en mishagslyd, da han spildte chokolade, og han slog hende. Intet nyt dér, men for første gang slog hun igen. Samme aften sneg hun sig ud ad hotellets bagdør og måtte kæmpe sig over en motorvej.

I den nye dokumentarfilm, Tina, husker hun bilernes blændende lys, og på billedsiden passerer ægteparrets overfladeliv som glamourøse, bedårede musikere revy. Bilerne drønede omkring hende, men hun klarede sig over til Ramada Inn, hvor hun indlogerede sig med et løfte om at betale for opholdet senere. Det var den 4. juli. På USA’s uafhængighedsdag blev Tina Turner fri.

Det er et stykke velfungerende, cinematisk dokumentarisme, som fortæller om denne skelsættende begivenhed. Men disse iscenesættelser er der desværre ikke flere af i Tina, som er ganske konservativ med arkivklip og talking heads og en klar styring af Turner og hendes nuværende mand, Erwin Bach, der også er executive producer på dokumentarfilmen. Men historien om Tina Turner er alligevel de små to timer værd.

Beseglede selv sin skæbne

Hun blev født ind i fattigdom i 1939 som Anna Mae Bullock i Nutbush, Tennessee, hvor hele familien arbejdede i bomuldsmarkerne. Og hvor hun vænnede sig til vold i hjemmet. Så stak moren af, og snart var faren også væk.

Første gang hun gik til koncert, var i St. Louis i 1957 med Ike Turner og hans band. Hun var tryllebundet, og efter lang tids pres blev hun en del af bandet – hun beseglede selv sin skæbne. Snart besluttede Ike, at Bullock skulle sidestilles med ham på plakaten, og han gav hende navnet Tina Turner. De blev gift, og den legendariske duo, Ike & Tina Turner, var en realitet.

Og så begyndte helvedet.

»Jeg levede et dødens liv. Jeg eksisterede ikke. Men jeg overlevede,« siger hun i et interview fra 2019 i Zürich, hvor hun sidder i et elegant sort jakkesæt i en stor stue i sin og mandens palæ og beskriver ydmygelserne. Hvordan hun dagligt fik tæv med forhåndenværende midler, og hvordan sminken ikke altid formåede at skjule hævelser om øjne og mund. Og en grådkvalt søn beskriver på lydsporet, hvordan hr. Turner smed kogende kaffe på sin hustru, så hun fik tredjegradsforbrændinger.

Hun begyndte at praktisere buddhisme, en slags spirituel overlevelsesstrategi, hun stadig dyrker.

»Den lovede forandring,« siger hun. Og der er et magisk øjeblik, hvor hun ved en koncert kalder med messende toner ud til publikum, og de svarer igen i en slags call-and-response. Og en fyr råber: »Tina! Endelig får du noget igen.«

Ved samme koncert sang hun Aretha Franklins feministiske omskrivning af Otis Reddings »Respect«, og man mindes om, at også Franklin blev udsat for vold af sin mand. At der løber et spor af overgreb gennem livet for mange skelsættende kvinder i den tid. I 1981 besluttede Turner sig for at fortælle sin overgrebshistorie til People Magazine. Og det var noget nyt. Som Oprah Winfrey påpeger i Tina, så var deres generation den første, der begyndte at åbne for disse vidnesbyrd.

Det sunde i tilgivelse

»Jeg har næsten aldrig modtaget kærlighed i mit liv,« fortæller Turner i et interview i 1985.

Zelma Bullock – hendes mor – elskede hende heller ikke, og i et knusende gammelt interview kan moren kun udtrykke sin kærlighed gennem sin beundring for, at datteren altid klatrede længere op ad ambitionens stige: »Op op op,« siger hun med skinnende øjne.

Men Tina forgyldte morens liv: »Jeg behandlede hende, som om hun elskede mig.«

I den tyske pladeselskabsdirektør Erwin Bach finder hun endelig kærligheden, og dokuen munder ud i en mondæn idyllisering med dvælende, imponerende travelling shots af parrets luksus i Zürich.

Men Tina er alligevel virkelig værd at se. For musikken og arkivklippene, der formidler, hvor stor en kunstner og performer hun var. Hendes gjaldende røst på klassikere som »River Deep – Mountain High«, »Nutbush City Limits« og »What’s Love Got to Do With It.« Hendes højenergiske dans i de yngre år. Og hvordan de vrængende sider af hendes sang og de mest vilde danse-gestikulationer var en naturkraftig udvidelse af soul- og rock-musikkens intensitet. Både Beyoncé og vores egen Annisette har gæld til Turner.

Og så nyder dokumentaren også godt af, at folk, der har levet længe nok og lidt rigeligt kan opnå stor visdom. Også Turner. Hør bare hendes udlægning af det sunde i at tilgive Ike Turner: »Hvis ikke du tilgiver, så er det dig, der lider. Fordi du tænker på det igen og igen.«

’Tina’ – Instruktion og manuskript: Daniel Lindsay og T.J. Martin. Fotografi: Dimitri Karakatsanis og Megan Stacey. Længde: 118 minutter. Enkelte særvisninger i biografer landet over. Mere på tinaturner.film.