Frederik Næblerød kører stærkt. Han har allerede skåret syv minutter af rejsetiden og trykker speederen i bund på den leasede Mercedes, hvori man ikke må ryge. Snart går der smøger på omgang.
Han er på vej til Toscana, hvor en kunstsamler har hyret ham til at dekorere sit hus. To venner er med i bilen, for man skal jo hygge sig. Frederik Næblerød, der er hovedpersonen i DR’s nye portrætserie Ufortyndet, er nok en feteret ung kunstner – men han er også en levemand.
»Den her tur er en succes, hvis huset bare spiller med motiver overalt, hvis vi ikke har haft kontakt med politiet, og hvis vi har en hyggelig tur,« fortæller han til kameraet. »Men så er der virkelig mange ting, der skal gå op i en højere enhed.«
Hov, hvorfor nu dét forbehold? Som på bestilling lyder der politisirener. Og Næblerød får nappet sit kørekort for at have ræset med 174 km/t. Ak ja: »Det er svært at have en bil med 600 heste og så ikke jokke nogle gange,« griner vennerne og skifter chauffør. Som så bliver stoppet i Tyskland med en positiv narkotest.
Sådan går det hele tiden i selskab med Næblerød, begejstring afføder ulykker, og humøret bliver ved med at være lige højt. At se Ufortyndet er lidt som at se Bamses Julerejse, hvis det ellers var en serie om granvoksne drengerøve på slap kunstnerline. Næblerød handler som en anden Bamse, der vil have saftevand og honning NU, fuldstændig uhæmmet på sine indskydelser. Men han har også blikket rettet fremad og en tro på, at alt nok skal lykkes – man skal bare blive ved med at gå, som Bamse siger. Eller male, i Frederik Næblerøds tilfælde.
Samtidig er programmet befriet for fortællemæssige snarer, men lader bare Næblerød og hans kunst komme ud over stepperne – og os andre halse med.
Kunstnerkoloniens frække dreng
Frederik Næblerød, født 1988, blev bredt kendt, da han deltog i DR’s succeskombination af kulturformidling og realityprogram ved navn Kunstnerkolonien i Skagen fra sommeren 2020. Her skulle seks kunstnere bo, skabe værker og udstille sammen i det idylliske lokalmiljø i Skagen.
Siden Næblerød tog afgang fra Kunstakademiet i 2018, er han kommet i stald hos det kommercielle galleri Alice Folker og har både udstillet i Berlin og New York. Han er ikke den unge kunstner, der producerer de mest nyskabende værker, men hans kunst er umiddelbar og let at forstå – og han forstår sig på PR.
Næblerød var nemlig godt tv fra det sekund, han mødte den ældre og meget erfarne konceptkunstner Kirsten Justesen, der var absolut uimponeret over hans gadedrengestil og beordrede ham ud at hente noget at drikke. »Kan vi lige få noget rødvin,« råbte Næblerød upåagtet, »ellers gider Kirsten ikke være her«. Og så var de bonkammerater.
Det er godt set af DR dernæst at give ham et solo-tv-show. Han har energi som en hundehvalp på sukkerchok og nærmest alt, hvad han gør, er underholdende.
Man følger ham rundt i atelieret, hvor han maler med hænderne, gerne begge på samme tid, og hælder akrylmaling direkte fra bøtten ud på lærredet. Så roder han rundt. På et tidspunkt tager han gudhjælpemig en gammel hue af hovedet og tværer lidt maling rundt med den.
»En brystvorte her. Lidt sort. Venstre skamlæbe, højre skamlæbe. Og så kussehår. Ej, den er jeg ret glad for indtil videre«, udbryder han saligt.
For selvfølgelig lykkes det for Frederik Næblerød, og ellers må man bare prøve igen. Hans kunst er drevet af energi og raptus frem for langsom prøven sig frem.
Lalleglade børnetegninger
Men han har også noget at byde på.
Han maler fisk så store som hvaler, kæmpekondomer, rødøjede ånder, firben, kattedyr med drilske grin og store væskende brystvorter. Figurerne er samtidig smånuttede som et barns tegninger af monstre, og de er malet i rene farver hugget direkte fra boldrummet på McDonald’s. Insekter og mennesker har tynde, krogede lemmer og er malet i en hast, der giver dem skyggevæsnernes intense skær af noget, du kun lige akkurat har set ud af øjenkrogen. Creepy.
Næblerød producerer også totemlignende masker eller søjler i keramik, og det foregår ved at klaske lerklumper sammen og så bokse på det, til det gør ondt i hånden. Skære et øre af hist og forme et øje med en saks pist. Han fortæller, at det ikke ligefrem var en metode, som hans lærere på akademiet lovpriste. Men det holdt i ovnen, så hvorfor rette ind?
Den glæde ved kunst kan jeg godt følge ham i: Det er fedt, fordi man ikke behøver følge reglerne.
Kameraet klipper og drejer så hurtigt som Næblerød selv. Straks må han hjem til mor og far for at få hjælp til et mastercard og nogle problemer med banken. Cute! Men meget mere bliver vi faktisk ikke inviteret ind bag facaden.
Andre DR-serier har fulgt en efterhånden lidt eventyrfortærsket berettermodel, hvor vores helt eller heltinde møder modstand og så besejrer den. Der har været et utal af coming of age-historier om kunstnere som Martin fra X-factor, der skulle smide talentshowets åg. Eller drengene i duoen Citybois, som skulle gå fra at være bois til voksne mænd. Andre serier som »Lillebitte kæmpestor« om popsangerinden Jada inviterer seeren helt ind i soveværelset hos stjernen, der græder og fortæller om sin usikkerhed, indtil hun folder sig ud som en modig svane på scenen. Ofte har man fået hovedpersonerne til at indtale en dramatisk speak om deres udfordringer, men i en serie om rapperen Tessa virkede vinklingen på hævn over fortiden fuldstændig forceret, for hun var mere interesseret i at tilgive.
Portrættet af Næblerød er dejligt fri for spidsvinkling og underdog-fortællinger. Ufortyndet udspiller sig kun over et par uger, men der sker så absolut rigeligt til, at det på perfekt vis illustrerer Næblerøds tempo, liv og kunst.
Punk i Pietrasanta
De tre venner, nu to uden kørekort, kommer til Pietrasanta og går mildest talt amok med at dekorere kunstsamleren Sørens hus. Vindrikkeri og mere bilræs i italienske bjerge til trods er arbejdsmoralen imponerende. De maler dag og nat og får et undervandslandskab med dinosaurstore figurer frem på væggene – og tager så fat på at male en tyk edderkop på facaden.
Så ringer husejeren og vil sikre sig, at det ikke kommer til at ligne et »ungdomshus«, men Næblerød snakker og afbryder i sådan en strøm, at den stakkels mand ikke kan få et ord indført. Men hallo, havde han ikke sagt, at de måtte male over det hele? Njaeh, måske ikke helt, nu de tænker efter. I billeder fra huset under rulleteksterne kan man se, at de har skrevet »NEJ SØREN« på en af væggene. Lidt punk er man vel.
Troskyldigt maler de alligevel husgavlen over. I det hele taget har det aldrig været så livsbekræftende at se nogen forsøge at rydde op for straks at distrahere sig selv med en ny kunstnerisk idé. Næblerød sviner med en energi, der er en flok børnehavebørn, der er brudt ind i skabet med fingermaling, værdig. Når drengene endelig fejer sammen, danner der sig kæmpestabler af malerhandsker, tørt brød, coladåser og ragelse.
At der er blevet lavet kunst i det kaos er mirakuløst. Og potentielt revolutionerende for os kontornussere, der ikke tror, man kan være produktiv uden rene overflader.
Ekspressionisme og Kronprinsen
Men tag ikke fejl af Næblerøds barnlige islæt, der går en direkte kunstnerisk linje fra malere som Asger Jorn og Ejler Bille til hans udtryk. Ligesom Jorns heftige penselstrøg efterlader Næblerøds uhæmmede malingsslask fra bøtten et aftryk af levet liv, lige nu og her, på lærredet.
Hvor Jorn var revolutionær og ville gøre op med den borgerlige orden, henter Næblerød også tydelig inspiration fra den amerikanske abstrakte ekspressionisme, som man måske kender bedst fra Mark Rothko eller Jackson Pollock. De dyrkede også gestussen, men mere ud fra et liberalistisk ideal om individuel frihed.
Pollock var en rigtig drengerøv, det var Jorn egentlig også, og sådan er der utallige mænd, der har iscenesat sig selv som frigjorte normbrydere i kunsthistorien. På den måde adskiller Næblerød sig ikke synderligt fra historierne om Picasso, Jeff Koons og Salvador Dalí, en tradition for selvdyrkelse, jeg personligt er lidt træt af.
Næblerød går i Fendi-hættetrøjer, har Prada-logo på kasketten og Balenciaga på T-shirten. Det seneste år har der ellers været ret meget debat om kunstneres prekære arbejds- og lønvilkår. Blandt andet i podcastværket Rosas Reality Radio, hvor vært og kunstner Rosa Marie Frang med lige dele selvmedlidenhed og vrede udstiller sin skrantende økonomi.
Frederik Næblerød, derimod, tager forbi sin gallerist Alice Folker med en bunke akvareller, som han sorterer lidt i og smider fra sig med ordene: »Bum, så er der for en million!«. Man ser Poul Nyrup Rasmussen og tidligere fødevareminister Mogens Jensen besøge hans atelier og købe kunst – og Kronprinsen har vist også været forbi.
»Nå, nu skal I høre, små fimserøve,« siger Næblerød i introen til hvert afsnit, som om han slet ikke tager kunstverdenen alvorligt. Men han drømmer da alligevel om at udstille på MoMA eller Tate Modern, og han er dygtig til at indynde sig. Han spiller spillet som den elskelige drengerøv, og de rige læger, advokater og økonomer, der samler på hans kunst, labber det eksotiske indslag i sig.
Han insisterer på, at han mest af alt laver kunst for sin egen skyld, men navigerer fuldstændig målrettet efter pengene i kunstverdenens økonomiske system. Et paradoks, der virker til at fungere helt fint for ham selv.
Ligesom Pollock og Rothko hurtigt blev virkelig god smag, er Næblerød heller ikke for alvor grænsebryder og ikonoklast som Jorn.
Næblerøds monetære styrke, men kunstneriske svaghed er nemlig, at hans værker næsten ser for godt ud. De er ikke uden emotionel eller intellektuel slagside. Men guldmaskerne med store, åbne gab og lærreder med lidt sjove, men ikke alt for uhyggelige figurer, er ikke for alvor farlige. Faktisk vil de gøre sig virkelig godt i en Montanareol eller som det frække prik over i’et i en boligmagasinsstue.
Kunst nu og her
Om Frederik Næblerøds kunst kan holde i længden, vil tiden vise.
For Næblerød er ikke en færdigt formet kunstner, og ligesom i Kunstnerkolonien er programmets styrke at vise, at kunst er et arbejde, der tager tid. Det er noget, man lever og ånder med. Og så måske sælger helt horribelt dyrt.
I Ufortyndets sidste afsnit forbereder Næblerød en udstilling på sit galleri. Han råber og rusker i de spidstændede keramikmasker, som hænger på væggen, og slikker endda på en af dem som en hund. Det er halvt i sjov, men også et udtryk for, at han tager værkerne alvorligt som mere end dekoration. De rører noget i ham.
Næblerød er et sikkert underholdningskort, men han har den umiddelbarhed, som er forudsætningen for god kunst og kunstformidling. Så meget samtidskunst er skæmmet af ærbødighed og stille sale, svære begreber og høje lixtal. Men kunst skal virke, det skal sætte sig i kroppen, du skal mærke, at du er i live og kan føle noget nu og her. Sværere behøver det ikke at være.
’Ufortyndet’, DR2 søndag kl. 20. Alle fire afsnit kan allerede nu ses på dr.dk
De bedste kunstnere i samtiden er altid dem, der er mest irriterende og forstår iscenesættelse.
At tænke sig kunst, der var beskeden. Who the fuck cares - i det mindste ikke før om 100 år.
Kunne bedre lide anmeldelsen af kunstneren end kunstneren og hans kunst.
Nu har jeg tre kunstnere i mit postmodernistiske skuffedarium: Bamse, Næblerød, og Donald Trump.
Kræver kunst ikke længere bare et minimum af talent?
@Rasmus Knus, jeg ved ikke helt, hvordan du vil definere kunstnerisk talent. Men jeg ved, at når du stiller spørgsmålet, er det ikke dig, der bør definere kunstneriskk talent.
En kommentar til:
"På den måde adskiller Næblerød sig ikke synderligt fra historierne om Picasso, Jeff Koons og Salvador Dalí, en tradition for selvdyrkelse, jeg personligt er lidt træt af".
Sjældent har jeg oplevet en anmeldelse være en sådan "medsnakkende" og ligegyldig gang underholdning. Det minder under alle omstædigheder mere om feature end om anmeldelse.
Vi får en præsentation af programmet, men hvilke perspektiver bliver vi præsenteret for, ud over lidt sammenligninger? Ingen. Hvilke vurderinger får vi af programmet som program? Ingen.
Er det godt eller dårligt TV, og for hvem? Hvorfor? Svar udbedes!
Da det primært drejer sig om et TV - program, må anmeldelsens fokus være "TV - program" og ikke f.eks. "kunstudstilling".
Der perspektiveres til f.eks. Jorn , Rothko og Pollack, og der nævnes billedkunstnere, der har iscenesat sig selv som frigjorte normbrydere. En tradition, som anmelderen er lidt træt af. En personlig holdning, men hvad med et VURDERING i et samtidskunst - perspektiv?
Er det udtryk for en kunst, der forsøger at afspejle noget væsentlig i sin samtid på en væsentlig og kvalitativ god måde?
Desuden: I hvilket omfang vil en sådan udsendelse kunne skabe forestillinger hos landets befolkning i retning af, hvad samtidskunst i det hele taget er i dag, og om det er noget, som Statens Kunstfonds midler skal bruges til?
En sådan udsendelse illustrerer ganske fint DRs deroute. En gang reality tv af værste skuffe med kunstner der er glemt om få år. Lidt a la Hornsleth.
Tja, kunsten spejler vel det samfund som er i dag, 'den vestlige', og det ser ikke så lovende ud.
Menneskets Fordrivelse Fra Kunsten, af filosofen og avantgardisten José Ortega y Gasset, skrevet 1925 og oversat til dansk 1945. Udgivet på Gyldendal 1962, 1997. En analyse af tendenserne i og problemerne med moderne kunst i det 20. århundrede og i dag.
@Nike Forsander Lorentsen
Hvis du i stedet vil læse noget på dansk, der er nogenlunde opdateret, vil jeg foreslå Juliane Rebentisch: "Samtidskunstens teorier. En indføring", Informations forlag, 2020.
Her står bl.a.:
"For i den udstrækning de modernistiske æstetikker, så forskellige de end er, uden undtagelse orienterer sig efter en forestilling om et sluttet værk, der klart kan henregnes til en kunstart, udfordres et helt kunstteoretisk paradigme af kunstpraktiske udviklinger, der decideret vender sig imod det sluttede, det lukkede kunstværk og målrettet destabiliserer grænserne mellem kunstarterne og mellem kunst og ikke - kunst".
--- det her handler om et teoretisk paradigmeskifte, hvor intet mindre end vores begreb om kunsten står på spil - selv om det ganske vist er omstridt, hvordan det nye kunstteoretiske paradigme helt nøjagtigt skal skæres til", s. 18.
Respekt for DR og kunst til tiden. Endelig - helt ærligt - fik jeg en at spejle mig i - jeg dimser rundt i hele hytten - krea - mens de andre er på ferie. Jeg er Frederik i dag.
Det er med kunst som fodbold, de fleste skyder hele tiden efter målet, men rammer det sjældent, og kunstverdenen er lidt lige glad, så længe bare lortet kan sælges og myterne holde i live.
@Margit Johansen
Fint nok, at Frederik gøres til det interessante "værk" i stedet for den kunst, han producerer.
I så fald burde DRs markedsføring af programmet have drejet sig om det, dvs. en tidstypisk person, der tilfældigvis producerer kunst, og som i sin ekstreme opførsel bliver underholdning på TV for mange.
Lidt, som når narcissistiske gymnasieelever mener, at de ikke ville have haft noget imod DRs nyhedsudsendelse, hvis de ellers samtidig ville kunne gøres tilstrækkeligt underholdende.
Ikke at underholdning og oplysning nødvendigvis udelukker hinanden, men det oplysende aspekt må ikke "fordrejes" til stort set ukendelighed for at gøres tilstrækkeligt underholdende.
"Kunstnerkolonien i Skagen" lærte jeg at acceptere som liggende inden for grænsen, fordi præsentationen af arbejdet med kunsten på en god måde blev kædet sammen med hver af de deltagende personers særlige personlighed og de kunstfaglige udfordringer, som de hver især kæmpede med, og hvor både deres kunst og deres personligheder var ret forskellige.
@Bjørn Toft Sørensen
Tak for tips, jeg kender til Juliane Rebentisch og hendes teorier i "Samtidskunstens teorier. En indføring". Tja, kommer så at tænke at måske ikke en gang et maleri af Jackson Pollock kan nå op til den slags højtflyvende teorier.
Jeg arbejder i børnehave og bilder mig ind at jeg ved hvad jeg taler om og det er altid interessant når en genre, i dette tilfælde det frie ekspressionistiske maleri, tages til nye højder. Det eneste der ærgrer mig i Frederiks tilfælde er at han kommer fra en så nydelig og selvforsikret baggrund, at et oprør næsten er for forudsigeligt. På den måde ligner han Hornsleth og den pakke kan godt blive lidt trættende uagtet at det også er lidt tarveligt hvis en kunstners herkomst skal stå i vejen for talentets udfoldelse. Så jeg forholder mig neutral og glæder mig over at jeg ikke behøver efterstræbe moderne billedkunst fordi jeg bedre kan lide den klassiske - altså den ene procent der er værd at beskæftige sig med og som udmærker sig ved at man ikke behøver at anstrenge sig for at se hvad det forestiller. Dovenskab? Ja ja, men så har jeg til gengæld større frisind i andre departementer.
Kort sagt: Næblerød er en fantastisk farve.
Der er noget ungt, umodent, utilpasset over kunstneren. Noget ukunstlet.
Det kan fordre stædighed og energi at overvære alle fire programmer.