DR’s serie om kunstnerdrengerøven Frederik Næblerød er ’Bamses Julerejse’ for voksne

Frederik Næblerød kører stærkt. Han har allerede skåret syv minutter af rejsetiden og trykker speederen i bund på den leasede Mercedes, hvori man ikke må ryge. Snart går der smøger på omgang.

Han er på vej til Toscana, hvor en kunstsamler har hyret ham til at dekorere sit hus. To venner er med i bilen, for man skal jo hygge sig. Frederik Næblerød, der er hovedpersonen i DR’s nye portrætserie Ufortyndet, er nok en feteret ung kunstner – men han er også en levemand.

»Den her tur er en succes, hvis huset bare spiller med motiver overalt, hvis vi ikke har haft kontakt med politiet, og hvis vi har en hyggelig tur,« fortæller han til kameraet. »Men så er der virkelig mange ting, der skal gå op i en højere enhed.«

Hov, hvorfor nu dét forbehold? Som på bestilling lyder der politisirener. Og Næblerød får nappet sit kørekort for at have ræset med 174 km/t. Ak ja: »Det er svært at have en bil med 600 heste og så ikke jokke nogle gange,« griner vennerne og skifter chauffør. Som så bliver stoppet i Tyskland med en positiv narkotest.

Sådan går det hele tiden i selskab med Næblerød, begejstring afføder ulykker, og humøret bliver ved med at være lige højt. At se Ufortyndet er lidt som at se Bamses Julerejse, hvis det ellers var en serie om granvoksne drengerøve på slap kunstnerline. Næblerød handler som en anden Bamse, der vil have saftevand og honning NU, fuldstændig uhæmmet på sine indskydelser. Men han har også blikket rettet fremad og en tro på, at alt nok skal lykkes – man skal bare blive ved med at gå, som Bamse siger. Eller male, i Frederik Næblerøds tilfælde.

Samtidig er programmet befriet for fortællemæssige snarer, men lader bare Næblerød og hans kunst komme ud over stepperne – og os andre halse med.

Kunstnerkoloniens frække dreng

Frederik Næblerød, født 1988, blev bredt kendt, da han deltog i DR’s succeskombination af kulturformidling og realityprogram ved navn Kunstnerkolonien i Skagen fra sommeren 2020. Her skulle seks kunstnere bo, skabe værker og udstille sammen i det idylliske lokalmiljø i Skagen.

Siden Næblerød tog afgang fra Kunstakademiet i 2018, er han kommet i stald hos det kommercielle galleri Alice Folker og har både udstillet i Berlin og New York. Han er ikke den unge kunstner, der producerer de mest nyskabende værker, men hans kunst er umiddelbar og let at forstå – og han forstår sig på PR. 

Næblerød var nemlig godt tv fra det sekund, han mødte den ældre og meget erfarne konceptkunstner Kirsten Justesen, der var absolut uimponeret over hans gadedrengestil og beordrede ham ud at hente noget at drikke. »Kan vi lige få noget rødvin,« råbte Næblerød upåagtet, »ellers gider Kirsten ikke være her«. Og så var de bonkammerater.

Det er godt set af DR dernæst at give ham et solo-tv-show. Han har energi som en hundehvalp på sukkerchok og nærmest alt, hvad han gør, er underholdende. 

Man følger ham rundt i atelieret, hvor han maler med hænderne, gerne begge på samme tid, og hælder akrylmaling direkte fra bøtten ud på lærredet. Så roder han rundt. På et tidspunkt tager han gudhjælpemig en gammel hue af hovedet og tværer lidt maling rundt med den.

»En brystvorte her. Lidt sort. Venstre skamlæbe, højre skamlæbe. Og så kussehår. Ej, den er jeg ret glad for indtil videre«, udbryder han saligt. 

For selvfølgelig lykkes det for Frederik Næblerød, og ellers må man bare prøve igen. Hans kunst er drevet af energi og raptus frem for langsom prøven sig frem.

Lalleglade børnetegninger

Men han har også noget at byde på. 

Han maler fisk så store som hvaler, kæmpekondomer, rødøjede ånder, firben, kattedyr med drilske grin og store væskende brystvorter. Figurerne er samtidig smånuttede som et barns tegninger af monstre, og de er malet i rene farver hugget direkte fra boldrummet på McDonald’s. Insekter og mennesker har tynde, krogede lemmer og er malet i en hast, der giver dem skyggevæsnernes intense skær af noget, du kun lige akkurat har set ud af øjenkrogen. Creepy. 

Næblerød producerer også totemlignende masker eller søjler i keramik, og det foregår ved at klaske lerklumper sammen og så bokse på det, til det gør ondt i hånden. Skære et øre af hist og forme et øje med en saks pist. Han fortæller, at det ikke ligefrem var en metode, som hans lærere på akademiet lovpriste. Men det holdt i ovnen, så hvorfor rette ind?

Den glæde ved kunst kan jeg godt følge ham i: Det er fedt, fordi man ikke behøver følge reglerne.

Kameraet klipper og drejer så hurtigt som Næblerød selv. Straks må han hjem til mor og far for at få hjælp til et mastercard og nogle problemer med banken. Cute! Men meget mere bliver vi faktisk ikke inviteret ind bag facaden.

Andre DR-serier har fulgt en efterhånden lidt eventyrfortærsket berettermodel, hvor vores helt eller heltinde møder modstand og så besejrer den. Der har været et utal af coming of age-historier om kunstnere som Martin fra X-factor, der skulle smide talentshowets åg. Eller drengene i duoen Citybois, som skulle gå fra at være bois til voksne mænd. Andre serier som »Lillebitte kæmpestor« om popsangerinden Jada inviterer seeren helt ind i soveværelset hos stjernen, der græder og fortæller om sin usikkerhed, indtil hun folder sig ud som en modig svane på scenen. Ofte har man fået hovedpersonerne til at indtale en dramatisk speak om deres udfordringer, men i en serie om rapperen Tessa virkede vinklingen på hævn over fortiden fuldstændig forceret, for hun var mere interesseret i at tilgive.

Portrættet af Næblerød er dejligt fri for spidsvinkling og underdog-fortællinger. Ufortyndet udspiller sig kun over et par uger, men der sker så absolut rigeligt til, at det på perfekt vis illustrerer Næblerøds tempo, liv og kunst. 

Punk i Pietrasanta

De tre venner, nu to uden kørekort, kommer til Pietrasanta og går mildest talt amok med at dekorere kunstsamleren Sørens hus. Vindrikkeri og mere bilræs i italienske bjerge til trods er arbejdsmoralen imponerende. De maler dag og nat og får et undervandslandskab med dinosaurstore figurer frem på væggene – og tager så fat på at male en tyk edderkop på facaden.

Så ringer husejeren og vil sikre sig, at det ikke kommer til at ligne et »ungdomshus«, men Næblerød snakker og afbryder i sådan en strøm, at den stakkels mand ikke kan få et ord indført. Men hallo, havde han ikke sagt, at de måtte male over det hele? Njaeh, måske ikke helt, nu de tænker efter. I billeder fra huset under rulleteksterne kan man se, at de har skrevet »NEJ SØREN« på en af væggene. Lidt punk er man vel.

Troskyldigt maler de alligevel husgavlen over. I det hele taget har det aldrig været så livsbekræftende at se nogen forsøge at rydde op for straks at distrahere sig selv med en ny kunstnerisk idé. Næblerød sviner med en energi, der er en flok børnehavebørn, der er brudt ind i skabet med fingermaling, værdig. Når drengene endelig fejer sammen, danner der sig kæmpestabler af malerhandsker, tørt brød, coladåser og ragelse.

At der er blevet lavet kunst i det kaos er mirakuløst. Og potentielt revolutionerende for os kontornussere, der ikke tror, man kan være produktiv uden rene overflader.

Ekspressionisme og Kronprinsen

Men tag ikke fejl af Næblerøds barnlige islæt, der går en direkte kunstnerisk linje fra malere som Asger Jorn og Ejler Bille til hans udtryk. Ligesom Jorns heftige penselstrøg efterlader Næblerøds uhæmmede malingsslask fra bøtten et aftryk af levet liv, lige nu og her, på lærredet.

Hvor Jorn var revolutionær og ville gøre op med den borgerlige orden, henter Næblerød også tydelig inspiration fra den amerikanske abstrakte ekspressionisme, som man måske kender bedst fra Mark Rothko eller Jackson Pollock. De dyrkede også gestussen, men mere ud fra et liberalistisk ideal om individuel frihed. 

Pollock var en rigtig drengerøv, det var Jorn egentlig også, og sådan er der utallige mænd, der har iscenesat sig selv som frigjorte normbrydere i kunsthistorien. På den måde adskiller Næblerød sig ikke synderligt fra historierne om Picasso, Jeff Koons og Salvador Dalí, en tradition for selvdyrkelse, jeg personligt er lidt træt af.

Næblerød går i Fendi-hættetrøjer, har Prada-logo på kasketten og Balenciaga på T-shirten. Det seneste år har der ellers været ret meget debat om kunstneres prekære arbejds- og lønvilkår. Blandt andet i podcastværket Rosas Reality Radio, hvor vært og kunstner Rosa Marie Frang med lige dele selvmedlidenhed og vrede udstiller sin skrantende økonomi. 

Frederik Næblerød, derimod, tager forbi sin gallerist Alice Folker med en bunke akvareller, som han sorterer lidt i og smider fra sig med ordene: »Bum, så er der for en million!«. Man ser Poul Nyrup Rasmussen og tidligere fødevareminister Mogens Jensen besøge hans atelier og købe kunst – og Kronprinsen har vist også været forbi. 

»Nå, nu skal I høre, små fimserøve,« siger Næblerød i introen til hvert afsnit, som om han slet ikke tager kunstverdenen alvorligt. Men han drømmer da alligevel om at udstille på MoMA eller Tate Modern, og han er dygtig til at indynde sig. Han spiller spillet som den elskelige drengerøv, og de rige læger, advokater og økonomer, der samler på hans kunst, labber det eksotiske indslag i sig. 

Han insisterer på, at han mest af alt laver kunst for sin egen skyld, men navigerer fuldstændig målrettet efter pengene i kunstverdenens økonomiske system. Et paradoks, der virker til at fungere helt fint for ham selv. 

Ligesom Pollock og Rothko hurtigt blev virkelig god smag, er Næblerød heller ikke for alvor grænsebryder og ikonoklast som Jorn. 

Næblerøds monetære styrke, men kunstneriske svaghed er nemlig, at hans værker næsten ser for godt ud. De er ikke uden emotionel eller intellektuel slagside. Men guldmaskerne med store, åbne gab og lærreder med lidt sjove, men ikke alt for uhyggelige figurer, er ikke for alvor farlige. Faktisk vil de gøre sig virkelig godt i en Montanareol eller som det frække prik over i’et i en boligmagasinsstue.

Kunst nu og her

Om Frederik Næblerøds kunst kan holde i længden, vil tiden vise. 

For Næblerød er ikke en færdigt formet kunstner, og ligesom i Kunstnerkolonien er programmets styrke at vise, at kunst er et arbejde, der tager tid. Det er noget, man lever og ånder med. Og så måske sælger helt horribelt dyrt.

I Ufortyndets sidste afsnit forbereder Næblerød en udstilling på sit galleri. Han råber og rusker i de spidstændede keramikmasker, som hænger på væggen, og slikker endda på en af dem som en hund. Det er halvt i sjov, men også et udtryk for, at han tager værkerne alvorligt som mere end dekoration. De rører noget i ham. 

Næblerød er et sikkert underholdningskort, men han har den umiddelbarhed, som er forudsætningen for god kunst og kunstformidling. Så meget samtidskunst er skæmmet af ærbødighed og stille sale, svære begreber og høje lixtal. Men kunst skal virke, det skal sætte sig i kroppen, du skal mærke, at du er i live og kan føle noget nu og her. Sværere behøver det ikke at være.

’Ufortyndet’, DR2 søndag kl. 20. Alle fire afsnit kan allerede nu ses på dr.dk