Kultur
25. juni 2021
Frederik Næblerød kører stærkt. Han har allerede skåret syv minutter af rejsetiden og trykker speederen i bund på den leasede Mercedes, hvori man ikke må ryge. Snart går der smøger på omgang.
Han er på vej til Toscana, hvor en kunstsamler har hyret ham til at dekorere sit hus. To venner er med i bilen, for man skal jo hygge sig. Frederik Næblerød, der er hovedpersonen i DR’s nye portrætserie Ufortyndet, er nok en feteret ung kunstner – men han er også en levemand.
»Den her tur er en succes, hvis huset bare spiller med motiver overalt, hvis vi ikke har haft kontakt med politiet, og hvis vi har en hyggelig tur,« fortæller han til kameraet. »Men så er der virkelig mange ting, der skal gå op i en højere enhed.«
De bedste kunstnere i samtiden er altid dem, der er mest irriterende og forstår iscenesættelse.
At tænke sig kunst, der var beskeden. Who the fuck cares - i det mindste ikke før om 100 år.
Kunne bedre lide anmeldelsen af kunstneren end kunstneren og hans kunst.
Nu har jeg tre kunstnere i mit postmodernistiske skuffedarium: Bamse, Næblerød, og Donald Trump.
Kræver kunst ikke længere bare et minimum af talent?
@Rasmus Knus, jeg ved ikke helt, hvordan du vil definere kunstnerisk talent. Men jeg ved, at når du stiller spørgsmålet, er det ikke dig, der bør definere kunstneriskk talent.
En kommentar til:
"På den måde adskiller Næblerød sig ikke synderligt fra historierne om Picasso, Jeff Koons og Salvador Dalí, en tradition for selvdyrkelse, jeg personligt er lidt træt af".
Sjældent har jeg oplevet en anmeldelse være en sådan "medsnakkende" og ligegyldig gang underholdning. Det minder under alle omstædigheder mere om feature end om anmeldelse.
Vi får en præsentation af programmet, men hvilke perspektiver bliver vi præsenteret for, ud over lidt sammenligninger? Ingen. Hvilke vurderinger får vi af programmet som program? Ingen.
Er det godt eller dårligt TV, og for hvem? Hvorfor? Svar udbedes!
Da det primært drejer sig om et TV - program, må anmeldelsens fokus være "TV - program" og ikke f.eks. "kunstudstilling".
Der perspektiveres til f.eks. Jorn , Rothko og Pollack, og der nævnes billedkunstnere, der har iscenesat sig selv som frigjorte normbrydere. En tradition, som anmelderen er lidt træt af. En personlig holdning, men hvad med et VURDERING i et samtidskunst - perspektiv?
Er det udtryk for en kunst, der forsøger at afspejle noget væsentlig i sin samtid på en væsentlig og kvalitativ god måde?
Desuden: I hvilket omfang vil en sådan udsendelse kunne skabe forestillinger hos landets befolkning i retning af, hvad samtidskunst i det hele taget er i dag, og om det er noget, som Statens Kunstfonds midler skal bruges til?
En sådan udsendelse illustrerer ganske fint DRs deroute. En gang reality tv af værste skuffe med kunstner der er glemt om få år. Lidt a la Hornsleth.
Tja, kunsten spejler vel det samfund som er i dag, 'den vestlige', og det ser ikke så lovende ud.
Menneskets Fordrivelse Fra Kunsten, af filosofen og avantgardisten José Ortega y Gasset, skrevet 1925 og oversat til dansk 1945. Udgivet på Gyldendal 1962, 1997. En analyse af tendenserne i og problemerne med moderne kunst i det 20. århundrede og i dag.
@Nike Forsander Lorentsen
Hvis du i stedet vil læse noget på dansk, der er nogenlunde opdateret, vil jeg foreslå Juliane Rebentisch: "Samtidskunstens teorier. En indføring", Informations forlag, 2020.
Her står bl.a.:
"For i den udstrækning de modernistiske æstetikker, så forskellige de end er, uden undtagelse orienterer sig efter en forestilling om et sluttet værk, der klart kan henregnes til en kunstart, udfordres et helt kunstteoretisk paradigme af kunstpraktiske udviklinger, der decideret vender sig imod det sluttede, det lukkede kunstværk og målrettet destabiliserer grænserne mellem kunstarterne og mellem kunst og ikke - kunst".
--- det her handler om et teoretisk paradigmeskifte, hvor intet mindre end vores begreb om kunsten står på spil - selv om det ganske vist er omstridt, hvordan det nye kunstteoretiske paradigme helt nøjagtigt skal skæres til", s. 18.
Respekt for DR og kunst til tiden. Endelig - helt ærligt - fik jeg en at spejle mig i - jeg dimser rundt i hele hytten - krea - mens de andre er på ferie. Jeg er Frederik i dag.
Det er med kunst som fodbold, de fleste skyder hele tiden efter målet, men rammer det sjældent, og kunstverdenen er lidt lige glad, så længe bare lortet kan sælges og myterne holde i live.
@Margit Johansen
Fint nok, at Frederik gøres til det interessante "værk" i stedet for den kunst, han producerer.
I så fald burde DRs markedsføring af programmet have drejet sig om det, dvs. en tidstypisk person, der tilfældigvis producerer kunst, og som i sin ekstreme opførsel bliver underholdning på TV for mange.
Lidt, som når narcissistiske gymnasieelever mener, at de ikke ville have haft noget imod DRs nyhedsudsendelse, hvis de ellers samtidig ville kunne gøres tilstrækkeligt underholdende.
Ikke at underholdning og oplysning nødvendigvis udelukker hinanden, men det oplysende aspekt må ikke "fordrejes" til stort set ukendelighed for at gøres tilstrækkeligt underholdende.
"Kunstnerkolonien i Skagen" lærte jeg at acceptere som liggende inden for grænsen, fordi præsentationen af arbejdet med kunsten på en god måde blev kædet sammen med hver af de deltagende personers særlige personlighed og de kunstfaglige udfordringer, som de hver især kæmpede med, og hvor både deres kunst og deres personligheder var ret forskellige.
@Bjørn Toft Sørensen
Tak for tips, jeg kender til Juliane Rebentisch og hendes teorier i "Samtidskunstens teorier. En indføring". Tja, kommer så at tænke at måske ikke en gang et maleri af Jackson Pollock kan nå op til den slags højtflyvende teorier.
Jeg arbejder i børnehave og bilder mig ind at jeg ved hvad jeg taler om og det er altid interessant når en genre, i dette tilfælde det frie ekspressionistiske maleri, tages til nye højder. Det eneste der ærgrer mig i Frederiks tilfælde er at han kommer fra en så nydelig og selvforsikret baggrund, at et oprør næsten er for forudsigeligt. På den måde ligner han Hornsleth og den pakke kan godt blive lidt trættende uagtet at det også er lidt tarveligt hvis en kunstners herkomst skal stå i vejen for talentets udfoldelse. Så jeg forholder mig neutral og glæder mig over at jeg ikke behøver efterstræbe moderne billedkunst fordi jeg bedre kan lide den klassiske - altså den ene procent der er værd at beskæftige sig med og som udmærker sig ved at man ikke behøver at anstrenge sig for at se hvad det forestiller. Dovenskab? Ja ja, men så har jeg til gengæld større frisind i andre departementer.
Kort sagt: Næblerød er en fantastisk farve.
Der er noget ungt, umodent, utilpasset over kunstneren. Noget ukunstlet.
Det kan fordre stædighed og energi at overvære alle fire programmer.