Anmeldelse
Læsetid: 8 min.

Filmen om Tove Jansson er ikke bare et stærkt filmportræt, men også et kort over Mumidalen

Mumitroldene spiller både næsten ingen og en helt afgørende rolle i ’Tove’, Zaida Bergroths fintfølende og eminente portræt af Finlands største forfatter, Tove Jansson
Tove Jansson (Alma Pöysti) bliver i ’Tove’ aldrig reduceret til en foregangsperson, selv om hun er det, både som forfatter og seksuelt frigjort kvinde.

Tove Jansson (Alma Pöysti) bliver i ’Tove’ aldrig reduceret til en foregangsperson, selv om hun er det, både som forfatter og seksuelt frigjort kvinde.

Reel Pictures

Kultur
4. juni 2021

Mumidalen fylder ikke særlig meget i filmen Tove om den finske kunstner og forfatter Tove Jansson. Og den fylder det hele. Sjældent har jeg set en film, der på så vellykket vis er et portræt af både forfatter og forfatterskab, uden at man tager noget fra nogen af delene.

Den er et psykologisk dybt portræt af Tove og hendes selvvalgte familie, og de dybder er en foræring til dem, der kender figurerne fra Mumidalen. De er nemlig næsten alle sammen med, selv om de ikke er det.

Denne dobbelte fortælling bliver signaleret allerede i filmens første scener, hvor vi ser Tove Jansson (Alma Pöysti) sidde i et beskyttelsesrum under Anden Verdenskrig, mens luftalarmerne brøler, og almindelig ængstelighed omkranser hende. Selv sidder hun dybt koncentreret og tegner mumitrolde på en lille blok. Da hun senere bevæger sig gennem Helsinkis snedækkede gader, begynder de første linjer fra den første mumibog, De små trolde og den store oversvømmelse, fra 1945 at lyde på lydsporet:

»Det må have været hen på eftermiddagen engang i slutningen af august, da Mumitrolden og hans mor bevægede sig ind i den dybeste del af storskoven.«

Det er det første, vi hører hende sige, og at tegne mumitrolde er det første, vi ser hende gøre. Men derefter foregår en stor del af hendes arbejde med mumitroldene i udkanten af billedet, mens portrættet af den unge kunstner er i centrum. Mumierne er rammen omkring fortællingen, ikke bare fordi de er grunden til, at vi overhovedet kender Tove Jansson, men også fordi Tove Jansson selv indrammede sit liv i bøgerne om mumitroldene.

Det er ikke kunst

Som datter af en kendt skulptør, der særligt gjorde sig bemærket som skaber af fædrelandskærlige krigsmindesmærker i granit, var hun opdraget med den opfattelse, at tegneserier og billedbøger ikke var kunst. Ja, det siger Viktor Jansson direkte i filmen, da han en dag peger på Tove Janssons tegning og udbryder: »Det dér er ikke kunst.«

Den erklæring får godt nok den unge Jansson til at forlade sit fødehjem, men den martrer hende i årevis, hvor hun forsøger at etablere sig som billedkunstner og gemmer mumitroldetegningerne for sine kunstinteresserede venner.

Hun udgiver allerede i 1946 mumibog nummer to, som af mange regnes for den første egentlige mumibog, da den foregår i Mumidalen, men vi ser ingen palaver omkring udgivelsen. Vi ser bogen nærmest tilfældigt, da en veninde hiver den ud af en bogstak i hendes lejlighed.

Jansson skaber sig en lille bohemeboble, hvor hun sammen med sine mange venner udlever alle sine ambitioner og fester i en tilsyneladende ubekymret jagt på lykken og friheden. Hun er fuldstændig åben, og da rigmandsdatteren Vivica Bandler, der er i færd med at etablere sig som teaterinstruktør, forfører hende, beskriver hun det over for sin kæreste som, at hun har fundet et nyt værelse i det indre hus.

Han reagerer vanvittigt forstående og interesseret, næsten ærefrygtigt, taget i betragtning, at vi befinder os et sted omkring 1950, og homoseksualitet var ulovligt i Finland. Det er på det tidspunkt i Tove, at det går op for mig, hvor meget filmen trækker på Mumidalen.

En vigtig samtalepartner

Kæresten er den gifte politiker og filosof Atos Wirtanen (Shanti Roney). Han er inspirationen til Mumrikken, Mumitroldens bedste ven, der er en køligt observerende og reflekterende type, der kommer og går i Mumidalen.

Shanti Roney går nærmest i ét med den respekterede og respekterende Mumrik. Han er tydeligvis en stor støtte i Toves liv og anser sine egne personlige ønsker og lyster for at være selviske. Han skammer sig nærmest over sine følelser.

Mumrikken er en vigtig samtalepartner for Mumitrolden, Tove Janssons alterego, men som for de fleste karakterer i Mumidalen ligger der en melankoli over ham. Ensomheden er en følgesvend for alle i det store fællesskab. Så selv om Mumidalen er et tilflugtssted, hvor Mumifar finder et trygt hjem til sin familie efter den store oversvømmelse, og det selvfølgelig har alt med både Anden Verdenskrig og Tove Janssons behov for et fristed at gøre, så er det ikke en virkelighedsflugt.

I Mumidalen udspilles den indre kamp mellem menneskets og menneskers forskelligheder. Man bliver aldrig helt færdig med at forsøge at forstå karaktererne, og de mønstre og overvejelser, der ligger til grund for det, de foretager sig.

Uadskillelige tvillinger

Tove Jansson bliver i Tove aldrig reduceret til en foregangsperson, selv om hun er det, både som forfatter og seksuelt frigjort kvinde. Filmen er tro mod Tove Jansson, der også selv ville være mere interesseret i Vivica Bandlers manglende evne til at gengælde hendes kærlighed, som filmen er det. Vivica Bandler spilles af Krista Kosonen med en stærk magtudstråling, der tydeligvis både handler om hendes position i det kunstneriske miljø og relationen til Tove Jansson, der er håbløst forelsket i hende.

Vivica lever, som hun vil, i en slags insisterende frigjorthed, men hun er ikke fri nok til faktisk at elske. Når Kosonen i glimt lader os se det, er det tydeligt, at Vivica er bange. Bange for, at det stillads, der holder hende oprejst og hævet over alle andre, vil smuldre, hvis hun giver efter.

I Mumidalen er tvillingerne Toflsen og Viflsen inspireret af Tove og Vivica. Tvillingerne er uadskillelige, har deres helt eget fælles sprog og ligner hinanden, men der er små forskelle og hemmeligheder mellem dem, der alligevel skaber en afstand.

En anden tydelig inspiration for Janssons mumiverden dukker hen mod slutningen af filmen op i skikkelse af den grafiske designer Tuulikki Pietilä (Joanna Haartti). Filmen fortæller os det ikke, men hun skal siden blive Tove Janssons partner resten af forfatterens liv. Hun er den rolige og kloge Tootikki, der løbende gæster Mumidalen, og man ser både Tuulikki Pietilä og Tootiki i skuespilleren Joanna Haarttis krop. Hun signalerer en enorm ro, venlighed og uimponerethed i det meget flamboyante, kunstneriske miljø.

Det usynlige barn

Tootikki spiller en central rolle i to af de mest kendte, karakteristiske og afgørende begivenheder i Mumidalen. Det er hende, der afleverer det usynlige barn hos mumifamilien og forklarer, at barnets mor havde behandlet hende med ligegyldighed:

»Hun var ironisk fra morgen til aften, og så blev ungen mere og mere utydelig, og til sidst blev hun usynlig. I fredags kunne man ikke se hende mere.«

Med Mumimors hjælp og anerkendelse kommer mere og mere af det usynlige barn til syne. Tootiki vidste på forhånd, at det var kærlighed og respekt, der ville få pigen, Ninni, til at træde frem igen. Da Mumitrolden midt om vinteren vågner af sin hi, er det Tootikki, der viser ham, hvordan man klarer sig i den voldsomme snestorm. Tootikki sover nemlig ikke vinteren og alt det ubehagelige væk. Det er startskuddet til, at Mumitrolden begynder at modnes og blive voksen og selvstændig.

Tove Janssons selvvalgte familie træder virkelig frem som stærke portrætter, der både styrker filmen og giver yderligere dybde til forståelsen af Mumidalen, mens Toves forældre i filmen ikke er helt lige så interessante. Her bliver historien om den opbakkende mor og den skuffede far lidt for forudsigelig.

Det sjove er, at Toves virkelige mor, der selv var kunstner, helt forsvinder og blot bliver til den kærlige Mumimor, mens Viktor Jansson bliver en meget typisk far, hvis anerkendelse Tove desperat higer efter. Det svære forhold mellem far og datter er velbeskrevet i Finland, og det er alene i portrættet af den relation, at filmen føles en smule provinsiel og som en ikke særlig original historie om en kunstner, der lykkes på trods af en dominerende far.

Et kærligt opgør

I filmen gør Tove dog en opdagelse, der måske er med som forklaringsnøgle til at forstå, hvorfor hun senere i livet reviderede den store fortælling om Mumifar og hans evindelige erindringsskriveri i Mumifars erindringsbog, så han fremstår mindre latterlig. Mumifar er stadig et opgør med patriarkatet, men det er et kærligt opgør. Tove Jansson er fuld af forståelse for Mumifars behov for en stærk selvfortælling.

Tove Jansson selv er selvfølgelig Mumitrolden, men hun er også mange af de andre karakterer fra Mumidalen: Lille My, Sniff og den lille Ninni for eksempel. Alma Pöysti er i rollen som Tove helt eminent til at danse på grænsen mellem den totale frigørelse og lykke og den melankoli, der kommer med den viden, at ensomheden er et grundvilkår. I en scene danser hun ligefrem kaotisk rundt til musik og borttvinger tårer væk med ren vilje.

Virkeligheden banker på hendes fattige lejlighedsdør i form af huslejeopkrævninger og kommunale pengemænd. De står som Murren i hendes verden og spreder usikkerhed og tvivl. Men det er samtidig dem, der får hende til at sande, at det, der betaler hendes regninger, også kan være det, der giver hende et kunstnerisk udtryksrum. Nemlig mumierne. Ligesom i Mumidalen varsler det uhyggelige og ukendte ikke altid ondt, men er manifestationen af noget, der peger tilbage på dig selv.

Murren vandrer med sin ildevarslende udtryksløshed og ensomme fremtoning langsomt op mod mumihusets vinduer, men det, mumierne ser reflekteret i ruden, er ikke et ondt væsen, men nærmere deres eget grundvilkår, deres eget spejlbillede, og det går ikke at være bange for sig selv.

Tværtimod bør man åbne dørene til alle de indre rum. Det er også det, Alma Pöysti formidler i sin legemliggørelse af ideen om den lille iltre Tove Jansson, der mødte verden åbent og undersøgende med en tro på forskelligheders styrke på en måde, som et mindre fantasifuldt menneske ville afvise som naiv.

Alt det, jeg her skriver om Mumidalen, er ikke noget, man ser i filmen, der forbliver i de fortættede relationer i Tove Janssons virkelige liv, men for mig træder det tydeligt frem. Hvis man kender og ikke mindst anerkender Tove Janssons forfatterskab, så bliver mere og mere af det synligt i filmen om hende. Det er helt fantastisk subtilt og overbevisende fortalt af instruktør Zaida Bergroth.

Man kan sagtens se Tove uden indgående kendskab til Mumidalen, men hvor er det en gave at kende Mumrikken og alle de andre. Det er det selvfølgelig under alle omstændigheder.

’Tove’ – instruktion: Zaida Bergroth. Manuskript: Eeva Putro baseret på en historie af Jarno Elonen. Fotografi: Linda Wassberg. Længde: 103 minutter. Biografer landet over.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

William Mannicke

Om Tove Jansson er Finlands største forfatter, kan man nok diskuterer; og det bliver det.
Men finsk litteratur er meget mere end Mumie Troldene, hvor charmerende de end er.

https://denstoredanske.lex.dk/Finland_-_litteratur

En kort oversigt og introduktion til finsk litteratur og en stærk anbefaling til at læse ” Kalevala ” herfra.

Eva Schwanenflügel

Mumitroldene og deres Dal befolket med specielle personligheder er gennemført genial, og ingen andre kunne have fundet på det magiske sted end Tove Jansson.

Der er en del at blive forundret, fortryllet og forskrækket over, men meget rigtigt set af anmelderen, ingen egentlig ondskab.

Dog må jeg stille protestere mod karakteristikken af Toves mor, der "helt forsvinder og blot bliver til den kærlige Mumimor".

Men Mumimor er selve Dalens hjerte, og beviser det gang på gang ved at benytte sin særlige evne; at se igennem det ligegyldige ydre og ind i sjælens kerne.

Det gør hun også i "Troldkarlens Hat", hvor Mumitrolden ved et uheld er blevet forvandlet til et andet væsen.

Ingen kan genkende ham, og han når at blive ganske desperat, indtil Mumimor gennemskuer at det selvfølgelig er hendes eget barn..
Mage til lettelse.

Ingen overgår Mumimor :-)

Tak for en skøn anmeldelse.

uffe hellum, Annette Chronstedt, Nike Forsander Lorentsen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

PS. Det hedder nu Mumitrolde og ikke Mumie Trolde, William Mannicke ;-)

William Mannicke, Nike Forsander Lorentsen og Flemming Olsen anbefalede denne kommentar