Anmeldelse
Læsetid: 7 min.

Der er gang i den selvbiografiske og autofiktive tegneserie lige nu i Norden

Danskerne Johan Krarup og Matilde Digmann og norske Steffen Kverneland er vidt forskellige i temperament, udgangspunkt og udtryk. Set sammen markerer de ganske godt bredden i tidens selvbiografiske og autofiktive tegneserier
Steffen Kvernelands tegneserie, ’En frivillig død’, er en tilgivende bearbejdelse af faren Odds selvmord, da Steffen var 18 år gammel.

Steffen Kvernelands tegneserie, ’En frivillig død’, er en tilgivende bearbejdelse af faren Odds selvmord, da Steffen var 18 år gammel.

Steffen Kverneland/’En frivillig død’

Kultur
4. juni 2021

Tre nye, ambitiøse nordiske tegneserier trækker på deres skaberes egne liv i skildringen af for dem skelsættende forhold, begivenheder og erfaringer, som rækker ud over det private og fordrer læserens indlevelse. Danskerne Johan Krarup og Matilde Digmann og norske Steffen Kverneland er vidt forskellige i temperament, udgangspunkt og udtryk. Set sammen markerer de ganske godt bredden i tidens selvbiografiske og autofiktive tegneserier.

Selvbiografien og afledte former har været en hjørnesten i den dramatiske udvikling i retning af større udtryks- og indholdsmæssig alsidighed, som tegneserien har gennemgået de seneste tredive år, langt før autofiktion blev et alment begreb – og før Karl Ove Knausgård, Josefine Klougart og Leonora Christina Skov. Den indlysende grund til dette er, at tegneserien for at løsrive sig fra de forholdsvis snævre spor, som den i langt overskyggende grad historisk havde udfoldet sig i – humor og eventyr, groft sagt – måtte vende sig imod virkeligheden. Og her blev det så især det selvoplevede liv, der gjorde udslaget.

Herhjemme har vi fået internationale klassikere som franske David B.’s Det store onde (1996-2001), om en barndom med en stærkt epileptisk bror; iranske Marjane Satrapis Persepolis (2000-2004), om en opvækst mellem Frankrig og ayatollahernes Iran; amerikanske Alison Bechdels Bedemandens datter (2006), om gryende lesbisk identitet og forholdet til en afdød far, som aldrig forlod skabet; samt ligeledes amerikanske John Porcellinos små, meditative anekdoter i Under stjernerne (2015). Og lige nu udkommer syrisk-franske Riad Sattoufs barndomserindringer fra sine to hjemlande, Fremtidens araber (2014-nu).

Genren har også gjort sit indtog blandt danske tegnere: fra Rikke Bakmans erindringsbillede af en barndomssommerferie ved Vesterhavet, Glimt (2011), til Signe Parkins’ depressive, fabulerende udforskninger af sit indre liv og drifter, senest og mest eftertrykkeligt i Grøde (2019). Hertil kommer de mange tegnere, der deler ud af et ofte skarpt kurateret privatliv på sociale medier, mest markant Stinestregen og Line Jensen.

Opgør

Johan Krarup fortalte en isnende morsom anekdote fra sin ungdom i

hæftet Pibemanden (2015) og trak på sin erfaring som midlertidig ansat i Udlændingestyrelsen i sin tegneserie om bureaukrati og korruption, Styrelsen (2017). Hans nye bog, Det må du selv om, er decideret selvbiografisk og handler om teenageårene i Middelfart. Unge Johan dyrker karate og spiller rollespil med skolekammeraterne. Han holder meget af at tegne, men er handlingslammet og retningsløs.

Det centrale, forklarende motiv er hjemmets stilfærdigt sammenbrudte familiedynamik. Faren har mere eller mindre meldt sig ud – han sidder med sine universitetsstudier, sin cello eller sin læsning og vil hverken tage stilling til de tre børns spørgsmål eller den daglige beslutningsproces; han forskanser sig på sit værelse, når der er gæster. Ansvaret tilfalder derfor moren, der desværre er lidt for vagt tegnet, til at man helt forstår det indbyrdes forhold.

Krarup skildrer det normale, udramatiske liv, og meget lades usagt: Vi er et sted mellem canadiske Chester Browns knugende repression og amerikanske Noah van Scivers stoflige realisme. Hans tegninger er prosaiske og ligefremme og farverne neddæmpet naturalistiske. Det tjener den tyst tonede fortælling, men er samtidig en anelse for tørt til for alvor at få læserens sanser med i beskrivelsen af tid og sted.

Johan Krarup/’Det må du selv om’
Rollespilsseancen og karate-dojoen hjælper Krarup til at afsøge sine egen moral og maskulinitetsfølelse. Han formidler eminent godt de små, men uafrystelige svigt, mange vil have oplevet at begå som ung. Hans selvransagelse er skarp, men han flirter en anelse med offerkortet i sit faderopgør, som ikke desto mindre følelsesmæssigt klinger rent. Da faren til sidst på sin egen begrænsede måde åbner op, kan man ikke lade være med at tænke på, hvilke andre lignende situationer Krarup har fravalgt, men det bringer ham frem til en smuk, stilfærdigt desperat og ikke ukærlig slutning.

Tilgivelse

Kverneland er ikke ude i et faderopgør, snarere tværtimod. Hans tegneserie, En frivillig død, er en tilgivende bearbejdelse af faren Odds selvmord, da Steffen var 18 år gammel: »Han havde en plan. Han ville vente, til ungerne var myndige, så de ikke blev fucket op af det. Så han gav sig selv en deadline.« Nu, hvor Steffen selv er blevet far og nærmer sig den alder, 56, som Odd havde, da han tog sit liv, er han øjensynlig klar til at fortælle om det offentligt.

Kverneland har længe befundet sig trygt i den dokumentarisk-biografiske genre. Han har lavet korte selvbiografiske serier, men har især udmærket sig ved to kunstnermonografier: Olaf G. (2004), lavet i tæt samarbejde med vennen Lars Fiske, kortlægger den store norske satiretegner Olaf Gulbranssons liv og værk, mens Munch (2007-13, dansk udgave 2015) behandler den verdensberømte malers ditto. Begge indlejrer meget direkte den personlige opdagelse og bearbejdning af stoffet.

Kverneland læner sig tungt op ad fotografiske forlæg – de fleste af hans billeder er tegnet af, og han indfletter jævnligt fotografier direkte. Håndelaget er gedigent, men stregføringen sjældent naturlig – konturerne gentages nervøst oven på hinanden, så det slører præcisionen, især i de billeder, der er tegnet i frihånd. Det er heldigvis tilpas livligt, til at det ikke dør på siden, ikke mindst fordi akvarelfarvelægningen animerer tegningerne. I modsætning til eksempelvis Krarups flydende sekvenser opererer Kverneland med en for selvbiografiske tegneserier velkendt illustrativ fremgangsmåde, hvor enkeltbilleder eller korte forløb ledsages af narration i tekstkasser foroven. Det signalerer dokumentaristisk soberhed, men hæmmer tegningernes nuancerende potentiale.

Steffen Kverneland/’En frivillig død’

Erindringer om faren – hans humor og hyggeracisme, hans næse og modermærker, hans musikalitet og håndværksmæssige snilde – sammenflettes med Kvernelands og hans families historie samt forsøg på at indkredse og diagnosticere farens depressive sind. I en stærk scene finder unge Steffen sin far alene og bevidstløs i deres fjeldhytte med en flaske vodka på sofabordet. I et andet reviderer han sin skildring af selvmordet i garagen: Odd kan ikke have siddet i den blå Fiat, som Steffen ellers husker det – det må have været den røde Volvo, der erstattede den som familiebil.

Det er sådanne øjeblikke, der gør, at tegneserien transcenderer den terapeutiske funktion, man klart fornemmer, den har haft for Kverneland, og som i passager gør den en anelse tung at danse med. Og så er den bevægende i sit empatiske livsgreb med tragedien: »Mange siger, at selvmord er fejt. Jeg tror, at det kræver stort mod … Man kan heller ikke forlange, at folk, som er så ulykkelige, at de bare gerne vil dø, skal holde ud af høflighed over for os andre.«

Proxy

Multikunstneren Digmann, der også arbejder som keramiker, fremstår markant mere radikal, både æstetisk og i den livsstil, hun skildrer. Pseudo trækker meget direkte på hendes erfaringer som single efter ni års ægteskab, men hun gør det via et alter ego, Cat, som ligesom alle de andre karakterer i bogen er en antropomorf kat. Der er således tale om en anonymisering af og distancering fra virkelige personer og situationer, som trækker på tegneseriens traditionelle formsprog. Autofiktion i tegneserieform.

Digmann udleverer ikke levende familiemedlemmer som Krarup, ej heller behandler hun en bredere social kontekst a la den, Kverneland udforsker. Tværtimod overfører Pseudo selvoplevede situationer og følelser til en fiktion, som beskriver, hvor vanskelig netop den sociale relation er, når den primært dyrkes over sociale medier. Det er en verden af gold liderlighed og ydmygende sexting, af dick pics og doomscrolling, af selvmedicinering og tiltagende ensomhed. Cat har genkomne mareridt om sprøjtende pikke, der under tiden ormer sig ind i ansigtet på hende. Samtidig er hun fandenivoldsk og følelseskold. Det er både pinagtigt morsomt og til tider decideret mareridtsagtigt.

Grafisk snakker vi international cute brut – naivt og råt – som man ser det i et væld af undergrundstegneserier verden over: Digmanns tykstregede, stive figurtegning og sparsomme miljødetaljering hidkalder i sine bedste øjeblikke den finske kulttegner Jyrki Nissinen (Borg Tron), mens hendes nådesløse skildring af ikke-længere-så-ungdommelig skørlevned (og antropomorfe katte) skylder tasmanske Simon Hanselman (Livet er en fucking fest) en hel del.

Matilde Digmann/ ’Pseudo’

Pseudo er kun første bind af en planlagt længere serie, og den ender brat uden reel slutning. Det er derfor svært at vurdere, hvad Digmann vil og kan drive det til. Det synes klart, at hun er interesseret i at lægge nuancer til skildringen af sin karakters indre liv, til hvilket formål hun blandt andet bruger Cats talende huskat Ted – en »rigtig« kat, med andre ord – og en edderkop, der meget mod hendes vilje flytter ind. Som Pinocchios Jesper Fårekylling udgør de aspekter af hendes samvittighed, mens et tredje øje i hendes pande, som hun frenetisk søger at skjule for sine dates, suggererer stigende selvbevidsthed.

Et væsentligt problem er, at Digmanns grafiske udtryk p.t. er for monotont, til man helt tror på, det kan favne en fortælling, som strækker sig hinsides den meget effektive grundtone, hun har slået an. Men ambitionsniveauet er højt og internationalt, hvilket man også ser i valget af engelsk snarere end dansk, og de godt 350 sider er tegnet med både indlevelse og drive, så man forestiller sig, at hun vokser med opgaven og måske kan ende med at bane nye veje for grafisk dansk autofiktion.

Johan Krarup: ’Det må du selv om’. Cobolt. 249 kroner

Steffen Kverneland: ’En frivillig død’. Fahrenheit. 248 kroner

Matilde Digmann: ’Pseudo’. Basilisk. 250 kroner

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her