Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Geert Maks nye bog gennemgår Europas accelererende forfaldstendenser de seneste tyve år

Europa 2000-2020 – anden del af Geert Maks historie om os selv
Den hollandske journalist, forfatter og historiker Geert Mak gennemgår i bogen ’Store Forventninger i Europa 2000-2020’ de accelererende forfaldstendenser, der satte ind under og efter den radikaliserede liberalismes hærgen fra årtusindets begyndelse.

Den hollandske journalist, forfatter og historiker Geert Mak gennemgår i bogen ’Store Forventninger i Europa 2000-2020’ de accelererende forfaldstendenser, der satte ind under og efter den radikaliserede liberalismes hærgen fra årtusindets begyndelse.

Emil Ryge

Kultur
11. juni 2021

Geert Maks omfangsrige fremstilling af verdensdelens seneste tyve år med titlen Store Forventninger apropos Charles Dickens’ roman om menneskets evige identitetskriser slutter midt i pandemien. Fremtidshåbet hænger i håbet om vaccinernes effektivitet, uden at det er gået op for beslutningstagerne, at katastrofen er biologisk bestemt og næppe teknologisk løsbar. Den livsfarligt syge kan ikke udredes ved avanceret teknik, snarere ved gennemgribende forandringer i tilgangen til naturen og det humane samvirke med andre mere eller mindre truede arter. Politisk, økonomisk, erkendelsesmæssigt står klodens folk ved en korsvej og vælger formentlig den forkerte.

Geert Mak ser ikke lyst på europæernes forvaltning af det privilegium, der hidtil har været forbundet med besiddelsen af centrum i den moderne civilisation. Kan hænde, vi står over for afslutningen af den 500-årige humanistiske tradition, det grundlæggende element i oplysningen, og som på godt og også mindre godt sikrede europæerne og deres efterkommere i Amerika særstatus i verden. Ikke så lidt tyder på, at den hollandske journalist, forfatter og historiker Geert Maks signalement af Europa går i denne retning.

Korthuset faldt

I land efter land gennemgår Mak de accelererende forfaldstendenser, der satte ind under og efter den radikaliserede liberalismes hærgen fra årtusindets begyndelse. Før så standhaftige politiske systemer bukkede under for ultraliberalismens paradisiske erklæringer om vækstens velsignelse, det offentlige og statens ønskværdige afvikling og den økonomiske foretagsomheds og grådighedens evige liv. Lærebøgerne skal skrives om, erklærede statsminister Anders Fogh Rasmussen, mens huspriserne steg. VK(DF)-regeringen ålede skeptikerne, der jo ved udsigten til ustandselig vækst måtte have svært ved at bevare pessimismen. Som borgerlige politikere sagde. Ligheden som politisk mål var for længst kørt på lossepladsen, anvist af Margaret Thatcher og Ronald Reagans karismatiske skikkelser. Så længe erhvervslivet blot kunne tjene uhæmmet, gik det kun fremad for alle i frihedens lyse tempel på det grønne bjerg.

Så kom 2008. Korthuset faldt, optimismen blev båret ud i de papkasser til personlige ejendele, fyrede medarbejdere i banker og pengeinstitutter transporterede hjem i arbejdsløsheden.

Det mageløse var, at konstruktionen alligevel holdt, i og med at staterne trådte til og reddede bankerne, europæerne og amerikanerne og hele verden fra at alt ramlede sammen. Staterne, skatteyderne frelste den private foretagsomhed. Den samme lektie lærte menneskeheden, da pandemien godt ti år senere ramte, og kun statsmagten var i stand til at føre økonomierne, erhvervslivet og borgerne frelst gennem den sorte tunnel.

Populismens spøgelse går igennem Europa

Der står vi så nu, hvor stemningen atter er ved at vende. Det blev alligevel ikke verdens undergang, i hvert fald ikke før fjerde og femte bølge og ikke i de rige lande. De klassiske økonomisk-politiske argumenter rulles atter ud: erhvervslivet tjener pengene, staten bruger dem, og borgerne har bare at være løntilbageholdende. Det er profitten, der investerer, ikke staten, ikke lønmodtagerne, men de rige.

Den samme fortælling synes samtidig at have bidt sig endegyldigt fast i en selvforsvarende vaklende vestlig kultur. Alle andre værdimål kasseres og sender mennesker i nød ud i intetheden eller i armene på den visse død, menneskerettighederne udråbes til samfundets fjende nummer ét, og nationalismens egoisme fejrer triumfer. Et populismens spøgelse går gennem Europa – og Amerika. Nogle steder holdes neofascismen på pause, men retningen mod de lette løsninger og de stærke mænd og damer er entydig.

Geert Maks fremstilling er ikke opmuntrende, til gengæld tilfredsstillende læsning alene i den kyndige konstatering af fænomenernes ulykkelige samvirke. Brexit, som Mak kredser om som eksempel på en nations selvskade med henblik på en snæversynet magtelites interesser, er konsekvensen af den overklassedominans i de højere uddannelser i Oxford og Cambridge, hvor størrelser som Boris Johnson og David Cameron er fostret. Disse efterkommere af et falleret imperium, hvis dominans ikke desto mindre er rettesnoren, styrer mod afgrunden. Omvendt bliver Brexit symbol på demokratiets krise, hvor styreformens livsnødvendige oplysning reduceres til fup og fidus på Twitter og Facebook, suppleret af rabalderjournalisten Boris Johnsons løgnagtige artikler i den gule presse.

Geert Mak kommer verdensdelen rundt i overbevisende kendskab til detaljen. Også Danmark får ord med på vejen – i undren over hvad der får et civiliseret land til at omdefinere humanisme og medmenneskelighed til udskammende love og grove skældsord.

Store Forventninger er en værdig fortsættelse af Maks Europa – en rejse gennem det 20. århundrede fra 2010.

Når grænserne igen for alvor bliver til at overskride på den lange bilrejse, kan den store bog anbefales til handskerummet som akkompagnatør sydpå gennem den europæiske krise.

Geert Mak: Store Forventninger i Europa 2000-2020. Oversat af Birthe Lundsgaard 605 sider. Epilog. 280 kr.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

jens christian jacobsen

Bogen lyder interessant. En ting undrer. Menneskerettighederne bliver i disse år brugt til hvadsomhelst i alle mulige og umulige sammenhænge. Ud fra beskrivelsen ser Geert Mak ikke faren.
Økonomen Friedrich von Hayek grundlagde i 1947 sammen med andre økonomer, politikere og filosoffer det vi idag kalder for neoliberalismen. Hayek var smart og indskrev en moralsk vision som ideologisk overbygning til markedet. Han okkuperede de engang revolutionerende begreber om universelle menneskerettigheder og bandt tanken om frihed til forestillingen om det frie marked rettet specifiikt mod socialismen, der dengang truede med at vinde kampen om befolkningerne i Europa.
Dette aspekt mangler i anmeldelsen af Maks bog og bør hver gang menneskerettigheder fremhæves i diskussioner vække mistro hos alle socialister.