Goodiepal har en legende, faktisk barnlig, tilgang til tidens varme politiske kartofler

Musik er et massemedie, som vi alle forbruger, og derfor også et politisk interessefelt. I historien om fredelige protester er slagsangen et af de ældste og mest populære våben. Da Billie Holliday i 1939 begyndte at optræde med »Strange Fruit«, der åbenbarede den brutale racisme i USA, fik hun først lov til at spille sangen til sidst, efter at scenen var blevet mørklagt, og barpersonalet havde skænket sidste omgang.

En generation senere, da Vietnamkrigen rasede, fik andre protestsange lov at komme frem i lyset – John Lennons og Yoko Onos »Happy Xmas (War Is Over)«, Pink Floyds »Another Brick In The Wall« og »Get Up, Stand Up« med Bob Marley. Senere sang den velstående del af verdensbefolkningen med på 80’ernes usmagelige støttesange »We Are The World«, skrevet af Michael Jackson og Lionel Richie, og »Do They Know It’s Christmas Time At All« fremført af superstjernegruppen Band Aid. Musikken har i den grad fået stigende politisk indflydelse, både som støtte og modstandskraft.

En af de mest aktive, politiske sangskrivere herhjemme er færøske Goodiepal. Som elektronisk musiker har han de seneste år dedikeret sit virke til de flygtninge, der kommer til Europa. Siden 2016 har han spillet med gruppen GP&PLS (Goodiepal and Pals – altså en god ven og hans venner), der blandt andre består af digter Lars Skinnebach, skuespiller Rosalinde Mynster, instruktør og koreograf Nynne Roberta Andersen og kunstner Jeffrey Alan Scudder.

Deres mål er at skabe protestmusik og samtidig støtte mennesker i den umenneskelige situation, det er at være på flugt. Det gør de for det meste gennem et hav af musikinstrumenter og lyriske stikpiller til middelklassen – også på deres nye album Bananskole Dage.

Dansk børnehumor fra 00’erne

Goodiepal har en legende, for nu ikke at sige barnlig, tilgang til tidens varme politiske kartofler. For ham handler det om at bryde med alt, hvad der er finkulturelt og alvorligt – men uden at verdenssituationens alvor dermed bliver glemt.

Dengang Goodiepal gik på Steinerskole under det borgerlige navn Parl Kristian Bjørn Vester, var elektronik totalt forbudt. Det forbud valgte han at tage et voldsomt opgør med. Først blev han hacker. Så begyndte han at skabe det, han kalder for »radikal computermusik«. Nu anerkendes han som en pioner inden for sit felt og skriver bøger og giver forelæsninger i hele verden.

På Bananskole Dage giver Goodiepal den også som forelæser – eller rettere folkeskolelærer. Albummet lægger nemlig ud som en musiktime i en kaotisk klasse. Det får mig straks til at tænke på komiker Anders ’Anden’ Matthesens film Terkel i knibe, der også på mere eller mindre parodisk vis forsøgte at lære os velfærdsnærede børn af 90’erne, at der er noget, der hedder et uland. Måske fordi jeg selv er vokset op med den her form for særligt danske, grove og sarkastiske børnehumor, der heldigvis virkede, som om den toppede i 00’erne, er jeg i første omgang skeptisk over for tonen på Bananskole Dage.

Kæmpestor opslagstavle

Men trods overdrevet fjolleri og et kaotisk ensemble formår Goodiepal heldigvis at italesætte aktuelle voksenproblematikker omkring copyright, elbiler, udrejsecentre, veganisme, almene boliger, kampfly og skattely. Første nummer handler fx om, hvordan gruppen har stjålet musik fra det sagnomspundne, danske punkband Sods, der siden blev til Sort Sol, og at Koda – organisationen Komponistrettigheder i Danmark – ikke fatter noget.

Mens jeg stadig ser Anden for mit indre blik, melder en anden dansk Anders sig på banen, nemlig tegneren Anders Morgenthaler, der kort fortalt får en opsang for at være en luksushippie af noget, der lyder som et kor af rumpenisser. I det hele taget er koret et gennemgående element på Bananskole Dage – men det bliver kun tilnærmelsesvist koralt.

Sangene består af snakkende, råbende stemmer, der konstant kører i munden på hinanden. Stærkest rammer »Sats 4«, der afdækker Danmarks rolle som tidligere slavenation, tilsat et fuldt stadions roliganråb. Og mest musikalsk iørefaldende er »Sats 7«, hvor der, efter det sædvanlige, indledende ruskomsnusk, også opstår rytmer og synth-melodier, som giver en lyst til at bevæge sig. Her er det, som om Goodiepal lige vinker til sine jævnaldrende kolleger Bjørn Svin og Thomas Knak, der i modsætning til ham selv har valgt at forblive oppe i den elektroniske musiks mere højtidelige luftlag.

Bananskole Dage er et uoverskueligt, men også respektindgydende værk. Rent musikalsk blandes synth, elguitar, feltoptagelser, ydre rumeffekter, trompet, brugsklaver, autotune, forskellige slags fløjter og alt muligt andet.

Lyrikken er en farverig collage af nyhedsoverskrifter, reklametekster, digte, kunstige replikker, højskolesange, udtalelser fra kendte danskere og lignende. Det myldrer med effektfulde ord, spydige stemmer og lollede optrin, så det føles som at få væltet en kæmpestor opslagstavle ned over sig. En vigtig og mindeværdig oplevelse, der ændrer ens perspektiv på mange ting, men også en oplevelse, der giver hovedpine lang tid efter.

Goodiepal & Pals: ’Bananskole Dage’ (Staalplaat)