Man må tage hatten af for Rasmus Heide, der insisterer på at lave danske folkekomedier – blandt andre Alle for 1-2-3 og snart -4-filmene – som taler direkte til den laveste fællesnævner hos publikum. Jeg grinede ikke meget, da jeg så hans seneste film, Centervagt, men da Rune Klan i ninjadragt på et tidspunkt stjæler en cykel ud af en cykelhandlers hænder for så at hoppe op på den og først da opdage, at den mangler en saddel, kunne jeg ikke holde et fnis tilbage.
Ja, så sofistikeret er jeg – måske har min reaktion i virkeligheden noget at gøre med forestillingen om den smerte, Klans figur må føle i situationen – og så sofistikeret er filmen, der konstant jagter det billige, lette og lidt dovne grin.
Internethandlen stiger, og storcenteret skranter. Centerchef Krans (Kirsten Lehfeldt) er desperat. Hvad skal hun dog gøre for at trække kunderne tilbage til de få tilbageblevne butikker i centeret? Det gør hun naturligvis med en hoppeborg, som alle børnene vil kunne vælte begejstrede rundt i, og med børnene kommer også deres forældre og deres pengepung. Men det er dyrt at leje sådan en hoppeborg, og der må skæres ned blandt centerpersonalet. De to centervagter, Glen (Rune Klan) og MC (Josephine Park), der ellers har det som blommen i et æg i storcenteret – der er stort set ikke noget at lave – får at vide, at én af dem skal ud.
To film i én
Bløde, rare Glen, der er dybt forelsket i den lidt mere kontante MC, der dog ikke ænser ham, hun er mere interesseret i machomænd, får den idé, at de to skal iscenesætte tyverier i centeret og på den måde understrege behovet for to vagter. Iført ninjadragt er det Glen, der får æren af at være butikstyven, som MC forgæves forsøger at fange. Det resulterer i, at Krans hyrer endnu en vagt, den anderledes kompetente Patrick (Christopher Læssø), hvilket ikke ligefrem forbedrer Glen og MC’s situation. Og så er gode råd ellers dyre.
Centervagt er på sin vis to film i én. Filmen om kærlighedshungrende, ulykkeligt forelskede Glen, der bare så gerne vil være kæreste med MC, og filmen om det grundstødte storcenter, hvor en række mere eller mindre farverige butiksejere venter på det uundgåelige – at centeret lukker – og hvor en mystisk ninjatyv pludselig gør den ellers så kedelige hverdag lidt mere farlig ... og ’festlig’.
Problemet er, at de to film ikke på noget tidspunkt mødes, og at de stakkels skuespillere, der er fanget midt imellem dem, tilsyneladende ikke aner deres levende råd i de scener, hvor tonen svinger fra det inderlige til det fjollede. Rune Klan er såmænd ikke dårlig, når Glen med hundeøjne og henført smil ser langt efter MC, og Josephine Park er heller ikke dårlig som håndfaste MC, der virkelig kun ser ham som en ven og derfor fortæller ham mere, end han egentlig har lyst til at vide. Men når Rasmus Heide så insisterer på at lade dem – og de øvrige skuespillere – vælte rundt i manegen i en omgang slapstick, der mest handler om, at det skal gøre ondt på de involverede, ja, så bliver de ladt i stikken som spillere.
Sjældent lyspunkt
Christopher Læssø får det optimale ud af Patrick, der er en lidt mærkelig figur – skiftevis usympatisk og charmerende – mens Kirsten Lehfeldt ikke har meget at arbejde med som Krans. Nikolaj Stokholm spiller stort og højt, som var han med i Cirkusrevyen – og det er ikke ment som en ros – mens Martin Brygmann, der plejer at være umulig at holde i ro, er helt afdæmpet og, ja, en smule kedelig.
Til gengæld fortjener Stephania Potalivo næsten en medalje for at holde masken i nogle af Centervagts mest pjattede scener. Som da hun i rollen som lertøjsentusiasten og -sælgeren Ulla i en Ghost-inspireret scene – ja, den 30 år gamle film med Patrick Swayze, Demi Moore og en masse ler – vil vise sin gode ven, Glen, hvordan han kan kanalisere alle sine følelser for MC over i et stykke ler, og det ender med, at han laver en stor, skæv, erigeret og glinsende penis. En penis, hun så siden beslutter sig for at mangfoldiggøre, dekorere i alverdens farver og sælge i sin butik – uden at fnise undervejs eller blinke indforstået til publikum.
Men det er så også et sjældent lyspunkt i en såre forudsigelig film, der ikke rummer mange nye ideer eller meget at grine ad. Lige fra centervagt-præmissen og dansescenen under rulleteksterne til den falske ninjatyv og den ene hovedpersons forelskelse i den anden – for så til sidst at få øjnene op for en tredje, der hele tiden har været der – synes Centervagt at være ’inspireret’ af alverdens amerikanske komedier, og det er mest til at græde over, fordi det er så farveløst og uengageret sat i scene.
’Centervagt’ – Instruktion og manuskript: Rasmus Heide. Fotografi: Philippe Kress. Længde: 85 minutter. Biografer landet over – også dem i storcentrene
