Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

Gustav Mahler og Wiener Filharmonikerne lyder som den perfekte kombination. Det er de ikke

Gustav Mahlers symfonier behøver naturligvis skønhed, men de rummer også det grænsesøgende, trivielle og vulgære. Disse sider af den mindre gode smag kom for sjældent frem under wienernes gæstespil i Koncerthuset med dirigenten Daniel Harding
»Orkestret er på sæt og vis ikke blevet globaliseret. Især på blæserfronten er den teknologiske instrumentudvikling i det 20. århundrede helt bevidst gået dem forbi,« skriver Valdemar Lønsted. Wienerne ville selv sige, at deres klang er blødere og mere overtonerig end de moderne, mere kraftfulde og brillante instrumenters.

»Orkestret er på sæt og vis ikke blevet globaliseret. Især på blæserfronten er den teknologiske instrumentudvikling i det 20. århundrede helt bevidst gået dem forbi,« skriver Valdemar Lønsted. Wienerne ville selv sige, at deres klang er blødere og mere overtonerig end de moderne, mere kraftfulde og brillante instrumenters.

Wiener Filharmonikerne

Kultur
15. juni 2021

Gustav Mahler med Wiener Filharmonikerne. Det lyder som den perfekte kombination. Mahler var chef for dem som orkester i Wieneroperaen, og han havde angiveligt deres klang i ørerne, når han komponerede.

At gæstespillet under den engelske dirigent Daniel Harding alligevel blev skuffende, på trods af luksusklang og fornem spillekultur, skyldtes fraværet af en virkelig strømførende udtryksfuldhed, en fortolkning, der viste vejen til de uhyre sammensatte lag af tanker og emotioner i Mahlers musik.

Wiener Filharmonikerne har været coronaramt som alle andre orkestre. En stor tysklandsturné i maj blev aflyst, ligeså en koncert i Bergen. Kun turen til Aalborg, Aarhus og København lod sig gennemføre.

Mahler-programmet med 1. Symfoni (1889) og adagioen fra 10. Symfoni (ufuldendt 1910) var et spændende valg, for med disse to kunne man opleve, hvor moderne en komponist Mahler var fra start til slut, fra den første symfonis fascinerende rumlige virkemidler til den tiendes opbrud og søgen ind i en ny tids atonale musik.

Behersket vælde

Mahler betragtede den langsomme adagio som en mere åndelig form end symfoniens andre satstyper, et sted hvor alt bliver opløst i en væren og ro. Den beskrivelse gælder i særlig grad den afsluttende adagio i 9. Symfoni.

Adagioen i 10. Symfoni kommer som dens begyndelse, den eneste så godt som færdiggjorte sats. Det var her Harding lykkedes bedst. Vigtigt var det, at han ikke overgjorde den nostalgiske ekspressivitet, som den tematiske udvikling kunne lægge op til; han lod orkestret fremføre de to centrale ideer, bratschgruppens andante-tema og det strygerbårne adagio-tema, forholdsvis bevægeligt og neutralt og alligevel særdeles klangskønt.

Denne neutralitet var også fremherskende i bearbejdelsen af temastoffet, linjespillet stod klart og detaljeret, men wienerne mildnede i nogen grad den kantethed og ekspressionisme, som komponisten har lagt i musikken.

Et interessant greb skete i den gevaldige toneophobning mod slutningen af satsen, først en flammende ni-tone-akkord, som svækkes og afløses af en endnu voldsommere klangflade med trompetens vedholdende og skræmmende høje tone. Klangfylden var ikke så pågående, som man ofte hører den på dette højdepunkt, i stedet fremtonede en behersket vælde, lyst som et barokt orgelværk.

Sådan klinger Wiener Filharmonikerne.

Originalklang

Orkestret er på sæt og vis ikke blevet globaliseret. Især på blæserfronten er den teknologiske instrumentudvikling i det 20. århundrede helt bevidst gået dem forbi. Man har bibeholdt de originale instrumenter af tysk-østrigsk fabrikat med deres specifikke klang – det gælder eksempelvis oboen, klarinetten, fagotten, hornet, trompeten og basunen.

Wienerne ville selv sige, at deres klang er blødere og mere overtonerig end de moderne, mere kraftfulde og brillante instrumenters.

For tre år siden gæstede Wiener Filharmonikerne os med Harding og Mahler som hovednavn. Det var stort set en tilsvarende oplevelse. Det kunne være interessant at møde dem med en anden komponist og en dirigent, der virkelig har viljen til at udfordre deres kompetente rutine.

For tre år siden gæstede Wiener Filharmonikerne os med Harding og Mahler som hovednavn. Det var stort set en tilsvarende oplevelse. Det kunne være interessant at møde dem med en anden komponist og en dirigent, der virkelig har viljen til at udfordre deres kompetente rutine.

Wiener Filharmonikerne

Deres spillekultur hænger desuden sammen med Wiens dominans i den klassiske epoke, først og fremmest Mozart og Schubert. Det går ud på en let, syngende, aldrig presset måde at musicere på, med et mere sparsomt vibrato i klangen, end det er almindeligt rundt omkring i verden. Den er så at sige skræddersyet til wienerklassikerne, og videre endnu til romantikere som Bruckner og Mahler, og modernister som Schönberg og Berg, som alle residerede i byen.

Måske var denne forståelige selvbevidsthed en af grundene til, at Gustav Mahler havde et så problematisk forhold til Wiener Filharmonikerne, især når det gjaldt hans egen musik.

For Mahler forlangte uvante og mere grænsesøgende spillemåder, som de nødigt ville imødekomme, ligesom de havde vanskeligt ved overhovedet at forstå, hvad musikken gik ud på. At der tilmed var antisemitiske grunde til denne afstandtagen fra mange musikeres side, gjorde forholdet endnu mere fjendtligt.

Dette klima er fortid. Orkestret har i dag taget ejerskab til Mahlers symfonier, givet takket være den amerikanske dirigent Leonard Bernsteins mellemkomst i de tre sidste årtier af 1900-tallet. Men der skal åbenbart fortsat være en ildsjæl som Bernstein til at tvinge wienerne ud af den rutine, som dominerede opførelsen af 1. Symfoni.

Magisk naturscene

Symfoniens indhold udgår fra lidenskabelige personlige erfaringer. En kaotisk, kuldsejlet forelskelse havde inspireret en ung, ulykkelig Mahler til at komponere sangcyklussen Lieder eines fahrenden Gesellen om en forsmået ungersvends tilflugt i naturen.

Flere temaer er bragt over i symfonien, mest gennemgribende i den revolutionerende førstesats. Men Mahler havde samtidig et stærkt, heroisk menneske i tankerne, hans liv og lidelser, hans kampe og nederlag over for skæbnen. Symfonien flyder ganske simpelt over af naturhengivelse, kærlighed, sorg, drøm, ironi, parodi og himmelstormende følelsesudbrud.

Det var disse musikalske spændingsfelter, som fik en alt for svag aftegning under Daniel Harding.

Fra første takt i førstesatsens indledning skaber Mahler en magisk naturscene. Som en evig grundklang lyder naturens sitrende grundtone i strygerkorpset, fuglekald, skovstemninger og jagtsignaler blander sig i forskellige afstande og tempi.

Det er en tryllebindende iscenesættelse af symfoniorkestret i skiftende rumperspektiver, en progressiv spændingsopbygning, som Harding for en store del missede.

Samme utilstrækkelige styring var tilfældet senere i den hurtige dels afgørende momenter, da naturscenen vender tilbage og glider over i flaksende og krampagtige sekvenser, og som i en massespurt presser orkestret sig over målstregen i et euforisk gennembrud.

Gæsterne i Koncerthuset imponerede heller ikke i tredjesatsen, den så bekendte dødsmarch med kanonen Mester Jakob i mol. Den er vendepunktet i symfonien, så at sige et ironisk djævlespejl af de to første satser. Mahler fremstiller en forkert verden, et parodisk optog, man kunne sige en komisk passion som modbillede på den tragiske passion i den tyske kirkemusik. Indlægningen af et klezmerorkester er naturligvis frapperende: Den talende klarinet, den sødladne trompet, den sentimentale violin, stortrommen med ophængt bækken, de er der alle sammen. Wiener Filharmonikerne kunne nok levendegøre denne grovkornede spillestil, men de gik kun halvvejen.

Til gengæld var det velgørende at høre finalens kampmusik spillet uden hysterisk opskruede bombardementer af hørelsen. Orkestret holdt igen, messinggruppernes bløde klang var virkelig tiltalende, og Harding må have ros for at modstå fristelsen til at larme. At han så ikke ønskede at give sig helt hen i det bevægende tilbageblik på heltens lyksalige stunder, måtte man tage med.

For tre år siden gæstede Wiener Filharmonikerne os med Harding og Mahler som hovednavn. Det var stort set en tilsvarende oplevelse. Det kunne være interessant at møde dem med en anden komponist og en dirigent, der virkelig har viljen til at udfordre deres kompetente rutine.

Gustav Mahler: Adagio fra ’10. symfoni’ og ’1. Symfoni’. Johann Strauss: Wiener Blut. Wiener Filharmonikerne under Daniel Harding. DR Koncerthuset 3. juni

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her