Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Ib Michael rejser tilbage til dengang i junglen. Men hvad skal vi bruge det til i 2021?

Ib Michael genbesøger de rejser, han var på i 1964-1995, gennem fortællingerne om dem, men uden at komme ind på, hvorfor det er interessant for en læser i dag
Det havde været interessant, hvis Ib Michael havde forbundet sig med den ungdom, der lige nu tager kampen, og dermed vist, hvordan hans ungdoms oprør kan bidrage til tiden nu.

Det havde været interessant, hvis Ib Michael havde forbundet sig med den ungdom, der lige nu tager kampen, og dermed vist, hvordan hans ungdoms oprør kan bidrage til tiden nu.

Søren Solkær

Kultur
4. juni 2021

Ib Michael ligger i bar mave og jeans foran en hytte i den mexicanske regnskov. Hans blå øjne ser direkte ind i kameraet. Er det den rene uskyld, han insisterer på? Bagved ligger Per Kirkeby i en hængekøje, tilsyneladende i egne tanker. De har begge en cigarstump i munden. De er unge, de er venner, de er på ekspedition i mayalandet, studerer mayaernes ikonografi og hieroglyffer, de skriver en bog sammen, de har fotografen Teit Jørgensen med, det er ham, der har taget billedet. Det er i begyndelsen af 1970’erne. Ib Michael er freelancer ved DR, læser Indianske Sprog og Kulturer på Københavns Universitet og er debuteret med En hidtil uset drøm om skibe. Det er så langt fra nutidens unges liv, som det kan være i en dansk kontekst.

Det gamle foto er centralt placeret i rejseforfatterens nye bog om rejser, han foretog fra 1964-1995 til Mexico og Tibet blandt andet. I bogen er de blevet et personligt mytestof med titlen De syv rejser.

Det gamle foto fra junglen illustrerer meget godt den position, Ib Michael skriver fra, eventyreren og hippien, der så let som ingenting kan slå ud med armene og erklære kvinder for smukke og kulturelle forskelle for vigtige.

Den direkte anledning til bogen er nedlukningen. Ib Michael har isoleret sig i Kikhavn i »sin »digterhytte«. »Den store sygdom har sat sin narrekrone på vores hoveder,« og her i digterhytten er han kommet frem til, at der har været »syv vigtige rejser« i hans liv. Dem skriver han om med et benspænd, der næsten ikke er det, nemlig at han »ikke må lyve, i hvert fald ikke bevidst«.

Fotoet giver også et indtryk af, hvor tilbagelænet bogen er skrevet. Indimellem jazzet som en søndag formiddag, andre gange er teksten bare opremsende og postkortkort. Ib Michael har ikke gjort det svært for sig selv. Han betragter ikke sig selv betragte verden, han analyserer ikke krisen i lyset af fortiden, men nøjes blot med at betragte verden som den gamle mand, han nu er blevet og med den bekvemmelighed, der er fulgt med. Den fjerde rejsefortælling begynder for eksempel sådan her:

»Det er blevet sommer, mens jeg skriver dette. Pesten er her endnu. De fleste af os sidder tilbage med en fornemmelse af, at intet bliver det samme som før. Det er jo i sig selv en fantastisk åbning, lad os komme videre på de nye vinde, der blæser gennem verden.«

Hvad forfatteren, der har kunnet rejse ud i verden, når han ville, som har dykket i »præ-plastic-havet«, var ung i 1970’erne, hvor man diskuterede »alle mulige alternative verdensbilleder«, som har prøvet ayahuaska i den sydamerikanske jungle (og ikke på Nørrebro), har brugt kranieskallen fra et menneske som drikkeskål til en himmelbegravelse i Tibet og nu kan tænke tilbage på 1978, hvor han forsøgte at redde regnskoven i Amazonas sammen med vennen Ernesto, ja, hvad han mere præcist mener med »nye vinde«, forklarer han ikke. Men han »hylder den ungdom, som har taget kampen op«.

Ib Michael blev i sin tid træt af at diskutere kapitallogik med Ebbe Reich Kløvedal og Hans-Jørgen Nielsen og ville ud i verden og opsøge andre kulturer og levemåder. Det kom han, og det var godt, men det havde været interessant, hvis han med kampgejst, kærlighed og lidt dybere analyser end at udpege »den medieskabte virkelighed« på blandt andet de sociale medier til problemet havde forbundet sig med den ungdom, der lige nu tager kampen, og dermed vist, hvordan hans ungdoms oprør kan bidrage til tiden nu.

Ib Michael. ’De syv rejser. Rejsefortællinger’. Gyldendal. 152 sider. 200 kroner

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her