Imponerende bog om den kedeligste af alle religioner, kristendommen

Af alle religioner er kristendommen formentlig den kedeligste. Man loves ikke guld og grønne skove, ingen jomfruer i paradis, og det er heller ikke til at sikre sig en gylden fremtid gennem god karma. Hvad den kristne må belave sig på, er at stole på Vorherre, og så ikke kun have sig selv i hovedet.

Vi ved det, for det er Jesu svar, da han bliver spurgt, hvad man skal gøre for at arve evigt liv. Det er her, han fortæller lignelsen om den barmhjertige samaritaner, som tager sig af den nødstedte.

Det hører med til historien, at samaritaneren, der gør det rigtige, kan sammenlignes med vore dages flygtning på tålt ophold, mens den lovkyndige, der stiller spørgsmålet, kan være den til enhver tid toneangivende moralist.

På flere måder er kristendommen en ’omvendt religion’. Retningen går ikke fra jord til himmel, men fra himmel til jord, med fødslen af barnet i Betlehem, hvis frelse går gennem ydmygelse og død.

Retningen er også afgørende for professor i systematisk teologi Niels Henrik Gregersens imponerende og tankevækkende samtidsteologi om eskatologi – de sidste tider med død og dom, opstandelse, evigt liv, fællesskab i krop, sjæl og ånd, og et gudsrige, som ikke kun skal være engang, men allerede nu er i bevægelse.

Musikkens rytmer og kroppens frekvenser

Mens bogens første del rummer religionsfilosofiske og fænomenologiske tilgange og teser til tro og evighed, rummer anden del ideer og forestillinger i den kristne tradition frem mod det nye gudsriges kontinuitet og diskontinuitet.

Som indgang til hvert kapitel er der en kort, forklarende optakt, så man ved, hvad man går ind til. Det her handler om døden og dødsriget, nærdødsoplevelser, Jesu forkyndelse af gudsriget, opstandelse og det evige liv, livsytringer, tro, håb og kærlighed, ildens og dommens symbolik – sådan som det fletter sig ind i hinanden, men også står i spænding og i samklang til hverdagserfaringer og det enkelte menneske.

På vej mod det ukendte summa summarum ilter Gregersen forståelsen af treklangen gudsriget, opstandelsen og det evige liv. Inspiration hentes hos den tyske sociolog Hartmut Rosas resonansbegreb, der er musikkens rytmer til at sætte gang i kroppens frekvenser, så der opstår en genklang af et større fælles rum til meningsfuldhed og tydninger – her en gennemstrømmende kraft, som kommer os i møde uden forklaringer. Selv levede Jesus i resonans med Guds Ånd.

Resonans er et godt eksempel, for vi erfarer, at musikken sætter ind, hvor ordene hører op. Man kunne også bruge Kingos ’dybe sammenhæng’ som dér, hvor selv musikken hører op.

Levende og døde

Om hvad der hører op – og ikke – angår os alle. Da denne anmelder var til bispeeksamen hos Jan Lindhardt, var et emne ’det evige liv’, og vi var enige med biskoppens far, P.G. Lindhardt, i, at det ikke er op til os og vores forestillinger at afgøre. Dog håbede vi på en slags gensyn, så døden ikke er det sidste, selv om det så nok betyder, at man ikke slipper for alle idioterne, man har søgt at undgå i livet.

Denne bog udelader ikke sådanne betragtninger. Som nævnt må det evige liv allerede findes, hvis Jesus er opstanden, ellers giver det ingen mening at tale om. Ikke som tid, men som den samklang, der rækker ind i og ud over tiden. Gud som das Ungreifende, kraften, som fragmentarisk gør sig mærkbar i livet.

Opstandelse rummer levet liv og giver plads til alt andet liv i sig. Det er sammenhængen mellem levende og døde. Kødets opstandelse, som er den enkeltes historie og identitet i Guds rige og det sociale fællesskab. Opstandelse er, at der sker noget nyt med og for mennesket, en transformation af det allerede én gang skabte menneske.

Uden biologiske eller fysiologiske svar på Jesu opstandelse kan der kun henvises til Guds livgivende Ånd som oprejseren. Opstandelsestroens tre overbevisninger er Gud som livgiver og tilværelsesskaber, at Gud og Jesus er forbundet, og at vi har del i Jesu opstandelse.

Prægnante ord sættes på sorgen

Således vil Gud genrejse og rehabilitere, så der åbner sig en fælles fremtid for os mennesker, og så er vi tilbage ved idioterne, vi kan risikere at møde i det hinsides. Eller hvad med Hitler?

Niels Henrik Gregersen berører også de spørgsmål, vi ikke kan lade være med at stille. Vigtigst er, at vi er åndsvæsener med et udvidet selv, før vi bliver sjælelige individer. Kødets opstandelse er legemlighed og livshistorie, men indskrænker sig ikke til individuelle kroppe. Den er også universelle sammenhænge, båret ind i verden med sociale bånd.

Døden med dens smertelige tab kommer vi ikke udenom. Prægnante ord sættes på sorgen. At sørge over nogen er også at sørge for, at livet leves videre, lyder det. Guds ord og kirkens ritualer er udtryk for det, vi ikke kan sige os selv, og korset et symbol på døden og dens overvindelse – graven var jo tom påskemorgen. Psykoanalysens mål, at man skal ’komme over’ bindingen til den afdøde, ses om udtryk for en slags tabuisering af døden overført på den døde. Heroverfor står sorgens væsen som kærlighedens livskraft og tegnet på fællesskabet.

Og så er vi ved gudsriget, som ikke er noget fjernt eller fremtidigt, men noget forbundet med livspraksis. Et mulighedsfelt, en ’realiseret eskatologi’ i nuet, som en ny måde at se verden på.

Videnskabeligt set kan det her ikke gå op i en højere enhed. Det er forfatteren, der også har været forskningsprofessor i teologi og naturvidenskab, klar over. Men behøver det ene absolut udelukke det andet? En gang imellem må vi ud af rationalitetens jernbur, for alt kan ikke forklares med fysiske begreber, sættes på formel eller regnes ud. Hvorfor har naturen for eksempel lige netop skabt elefanter og giraffer – og mig selv? sagde hunden.

Ja og amen

Jeg nævnte i indledningen, at kristendom er en kedelig religion. Kedelig er ofte synonym for det, der rækker højt og stikker dybt, og som vi ikke kan klare med flad underholdning.

Niels Henrik Gregersens bog er fuld af spørgsmål om dybder, vi ikke kan skue ind i. Men også af budskaber til en tid, som savner tilgivelse og nåde – og kalder på fællesskab og afrealisering. Dens påstand er, at troen hverken er en egenskab eller teoretisk viden, men et lille ekko af Guds ja. En anelse om at stå i tilværelsens under med tillid til det, der håbes på, og overbevisning om det, der ikke ses.

Vi kan le af vores begrænsede forestillingsevne. Et sted lyder det helt beckettsk, at for os, der lever i timeligheden, er fortiden tabt, nutiden kortvarig og fremtiden eksisterer endnu ikke. Som skabte vi dog må tage imod og give plads til, hvad der måtte komme:

»Først når latteren har lagt sig over den alt for selvsikre tro og den alt for selvsikre ikketro, kan vi for alvor begynde.«

Til det er der kun at sige ja og amen og så komme ind i fællesskabet.

Ind i fællesskabet - en samtidsteolog om gudsriget og det evige liv - Niels Henrik Gregersen - Eksistensen - 448 sider - 299 kr.