Hun var indvandrer og orientalist, forretningskvinde og kunstmaler. Mød Elisabeth Jerichau Baumann

Kunsthistorien er i disse tider til forhandling. Store kanoner som Gauguin, Kirchner og Nolde ligner pludselig kolonialismens villige håndlangere, mens glemte kvinder trækkes frem af historiens mørke.

Midt i alt dette er den polsk-danske maler Elisabeth Jerichau Baumann (1819-1881) et studie i hovedbrud.

Hun benyttede sig gladeligt af 1800-tallets værste klicheer om mellemøstlige mørkemænd og hober af benspredende kvinder i harem. Samtidig var hun selv kvinde og indvandrer, der på grund af sit køn og sin etnicitet – og ikke mindst sin dramatiske stil – blev holdt ud for det gode selskab i jantelovsdanmark.

Hvad stiller man op med sådan en modsætningsfyldt figur?

Svaret er oplagt: Man må kigge på hendes kunst. Hendes motiver svinger nemlig hele tiden mellem radikal kønskritik og reaktionær orientalisme.

Jeg burde egentlig få lidt kvalme af al den patos og farvelade, der kæmper om pladsen hos Baumann. Når jeg alligevel har et ganske inderligt forhold til hende, er det, fordi samtlige varianter af for-meget-hed altid er i gang med at støde sammen på hendes lærreder. Modsætninger mødes og forløses overhovedet ikke. 

I den hidtil mest omfattende udstilling af hendes kunst på dansk jord, som lige nu vises på Aros i Aarhus, får man lov til at svælge, som det sig hør og bør, i Baumanns særkende: overflod.

Vil selv, kan selv

Baumanns forældre var polske flygtninge, og hun blev uddannet på Düsseldorfs kunstakademi, før den slags var normen for kvinder. Snart tog hun til Rom, hvor hun mødte sin kommende ægtefælle, den danske skulptør og Thorvaldsens arvtager, Jens Adolf Jerichau.

I Danmark blev hun elsket af hoffet, men det borgerlige kulturparnas under den nationalkonservative kunsthistoriker N.L. Høyen foragtede hende. Hun rejste til Konstantinopel og Cairo og mødte mellemøstlige kvindesagsforkæmpere, men hun fremstillede dem som sexparate orientkillinger.

Eller gjorde hun?

Gennem seks temaer kommer man på Aros omkring Baumanns portrætkunst, hendes europæiske hofmalerier, hendes genremalerier og ikke mindst rejsebilleder.

Men som det allerførste møder man to selvportrætter. Malet med blot otte års mellemrum antyder de Baumanns ret radikale menneskeforståelse: at man aldrig kun er én. Det gælder også hende selv.

I det første har hun ungdommelig perlemorshud, blottede skuldre og skæver genert til en eventuel bejler. Det andet er en mere kompliceret komposition i profil, hvor Baumann ikke værdiger beskueren et blik: Hun er i gang med at male. Kjolen er sort og opknappet, men den koncentrerede kvinde er lige så smuk, som hun er fagligt overlegen.

Samme dobbeltbetydning har hendes malerier af egyptiske landarbejdere, som man møder senere. På den ene side lokker de hudforskrækkede, europæiske liderbukse med bar hud. Men de fattige kvinder skærmer samtidig børn med vifter og lagner for den hårde sol. Intet luder-madonna-kompleks her! 

De orientalske haremsbilleder var allerede i samtiden salgbare klicheer, men Baumann maler altid noget mere frem. Der er en rest, en overflod midt i overfloden – en muskuløs kvindearm, der signalerer, at hun kan helt selv, en intimitet mellem barn og mor, man ikke kan udhule ved at glo det ihjel.

Kongen som white trash

Samtidig har hun frembragt fuldstændigt sindssyge værker som Britannia Rules the Waves (1873). En barmfager, gyldenhåret kvinde skuer ud over oprørte vande, mens hun har et fast greb om roret. En vamset rød uldkåbe smyger sig dramatisk om hende. I højre hjørne, næsten utydeligt, sidder der en nøgen sort kvinde og ammer.

Hvad i alverden laver hun dér? Udstillingen nævner intetsteds, hvad jeg formoder er en slavegjort kvinde. Men sikke et show. 

Maleriet er næsten en parodi på nationalmytologisk kitsch. Det blev nok heller ikke malet af ren kunstnerisk drift, men for at lokke briter med smag for det episke til pengepungen, efter Baumann gennem gode forbindelser i det danske kongehus blev introduceret til det engelske marked. For hun skulle brødføde sine ni børn, mens ægtemanden Jerichau i mange perioder hensygnede i depression. 

Samme overgjorthed som i Britannia finder man ved første øjekast under udstillingens tema   »Glansbilleder«. Her er malerier af børn med så blå øjne og korngult hår, at Morten Korch ville have været jaloux.

Men kigger man efter, er idyllen ikke hele sandheden. Et barn forsøger at skubbe en fløjte i gabet på en forpint kat, og der står en ødelagt tromme i baggrunden og vidner om kaotisk tumlingeadfærd. 

Et portræt af Frederik VII med blåt bånd, der strammer over brystets medaljer, viser kongen som en godmodig – og noget korpulent – landsfader. Kigger man til højre, hænger et portræt af et royalt barn i en flødeskumskjole med pink sløjfe. Barnet ligner noget fra Toddlers & Tiaras, en white trash-amerikansk realityserie om børn i skønhedskonkurrencer. Men søreme om den kuglerunde konge ikke også ligner sådan en.

Det er kuratorkomik på højt plan: Arrangementet får syrligt nok overklassen til at drukne i egen forgængelighed. Ren frås. 

Kristus som kvinde

Baumann var gode venner med H.C. Andersen, og hun har malet tre havfruemalerier, som er en næsten grotesk modgift mod eventyrets blide skum på bølgen. Den havfrue, der er med på Aros, er snarere sirene. Med rådden tang i håret og gustenblå hud skal hun nok få knækket nakken på dig.

Baumann demonstrerer flere steder en evne til at omvende faste forestillinger. Blandt oversøde billeder af olivenlødede italienske kvinder finder man et overrumplende motiv:

På De kristelige martyrinder i Roms katakomber fra 1872 sidder en kvinde ved en anden kvindes fødder i en underjordisk hule. Begge kigger lidende mod den hvide stråle af lys, der kommer fra oven. Den stående kvinde i hvide draperinger breder armene ud og vender håndfladerne opad. 

Det slår mig, at hun fuldstændig ligner Jesus på korset.

Først i 1969 laver Lene Adler Petersen en nu berømt performance, hvor hun som »kvindelig Kristus« går nøgen og korsbærende gennem Børsen. Det foregriber Baumann – hendes kvinde-Jesus overstrømmes af guddommeligt lys og er fodret med patos. Alligevel virker denne kønsleg med Kristus fra 1872 temmelig radikal. 

 Prinsessen og kvindesagen

Det er ikke den eneste gang, Baumann krydser kønsgrænser. Ph.d. og historiker Anna Rebecca Kledal beskriver i den spritnye bog Kunstmaleren og prinsessen forholdet mellem Baumann og den tyrkisk-osmanniske prinsesse og kvindesagsforkæmper Nazila Hanoum, som Baumann møder under sine rejser i Mellemøsten.

Baumann har fremstillet Nazila henslængt i blåt og lyserødt, og brysterne stritter. Billedet er desværre ikke med på udstillingen. Men med Kledal får man blik for, at prinsessen – og Baumanns andre haremsbilleder – ikke kun er tavse og eksotiske fantasier om »de Andre«.

Prinsesse Nazila var en historisk person, der engagerede sig i antiimperialistisk frigørelse og kæmpede for kvinders ligestilling. Både aristokrater og modstandsbevægelser er at finde i hendes stamtræ. Hun arrangerede diskussionssaloner og navigerede i spændingerne mellem etniske eliter, moderniseringsprocesser og britiske kolonisatorer, der prægede et Osmannerrige under heftig forandring i anden halvdel af 1800-tallet.

Kledals bog er underholdende forskningsformidling, der rummer mange flere tankevækkende krydsklip mellem kvindekamp og mellemøsthistorie, end jeg har plads til her. 

Både udstillingen og bogen holder sig fra at gøre den polske indvandrer i Danmark til offer for samtidens fremmed- og kvindehad. Men Baumann bliver heller ikke udråbt til enestående jernlady, der sparkede samtlige glaslofter ind – eller til væmmelig kolonisator, der kom for at undertrykke, for den sags skyld. Hun var nok både-og – og god til selviscenesættelse efter behov.

Apologetisk orientformidling

Udstillingens sidste sal mangler desværre det blik for alt det rod, som virkeligheden i Baumanns samtid var (og stadig er). Et rod, der i øvrigt findes i de portrætterede kvinders vippen mellem selvstændighed og sexappeal. 

For her kommer vi til Baumanns orientalistiske malerier. På væggen står der, at den »historiske afstand« til Baumanns værker fra Mellemøsten nu giver os mulighed for en »ny erkendelse«. Nemlig den, at »den vestlige kulturarv og kunst også indeholdt kategoriseringer af andre kulturer som mindreværdige«.

Det er vist ikke ligefrem nyt – men en bevægelse, der har været (temmelig langsomt) undervejs siden slutningen af Anden Verdenskrig.

Teksten konkluderer, at portrætterne bejler til »det begærlige (mandlige) blik«. Og ja: Baumanns maleri af en egyptisk kvinde, der går nøgen rundt i ørkenen, er latterligt – med hvad der ligner et græsk tempel i baggrunden, er det fuldtonet forlystelseskitsch. Hun optog uhæmmet både kolonialistiske og racistiske stereotyper.

Men prøv at kigge prinsesse Smyrna, der pryder udstillingsplakaten, i øjnene. Maleriet forestiller en ung kvinde i power pose. Som en soldat har hun hånden i siden, vil hun trække et sværd? Hun er rank, næsten fladbrystet, og om halsen hænger guldmønter. Samtidig ligner de ferskenfarvede, draperede gardiner bag hende … ja, kønslæber.

Smørsmurt drift

Ikke alle Baumanns mellemøstlige kvinder ligger døsige hen og venter på en mand/penis. De stirrer nemlig igen. Jeg bliver slået af den direkte øjenkontakt, jeg har med de her kvinder, også selv om Baumann har malet dem i gennemsigtig silke, så bryster og hofter kan lures på. 

Europæiske stereotyper har påduttet mellemøstlige kvinder en overgearet sexdrift – men modsvaret er vel ikke at sige, at kvinderne ikke på nogen måde er sensuelle væsner? Underkender man ikke netop deres komplekse menneskelighed ved at sige, at alt ved dem er klicheer?

Ikke alle Baumanns mellemøstportrætter er gode, men dem, der lader kvinderne have det her uovergivne blik på beskueren, slår hårdt. Som for eksempel hengivne prinsesse Nazila eller prinsesse Smyrna, der nok lader sig nyde, men også nyder igen.

Baumanns billeder går på ingen måde fri af kolonialismens forbrydelser og stereotypiseringer. Men de stiller en hel masse nye spørgsmål og tvinger en til at rumme mere end dobbelttydigheder.

Jeg kan heller ikke lade være med at holde af Baumanns overdrevne flødestil, som er fuldt bevidst om sin smørsmurthed. Kniplinger, juveler, silkedraperinger i guld og de frugtige farver er alt for meget, men jeg tror ikke, hun kunne lade være. 

Kunstværkerne er nemlig vidunderlige virkeliggørelser af ren drift: Begær, der lynhurtigt kan forvandle sig til orientalistisk kliché. Men det kan også være skønt, saligt, nyforelsket og glinsende. Overdrevet lokker i al sin glans. Man kan ikke gøre andet end at lade sig rive med. 

’Elisabeth Jerichau Baumann – Mellem verdener’. ARoS, til 12. september. 

Anna Rebecca Kledal: ’Kunstmaleren og prinsessen’. 182 sider. 250 kroner. Aarhus Universitetsforlag.